Salme 116-118
Dette er Biblen på dansk
116 Halleluja! Jeg elsker Herren, thi han hører min røst, min tryglende bøn, 2 ja, han bøjed sit Øre til mig, jeg påkaldte Herrens Navn. 3 Dødens Bånd omspændte mig, Dødsrigets Angster greb mig, i Trængsel og Nød var jeg stedt. 4 Jeg påkaldte Herrens Navn: "Ak, Herre, frels min Sjæl!" 5 Nådig er Herren og retfærdig, barmhjertig, det er vor Gud; 6 Herren vogter enfoldige, jeg var ringe, dog frelste han mig. 7 Vend tilbage, min Sjæl, til din Ro, thi Herren har gjort vel imod dig! 8 Ja, han fried min Sjæl fra Døden, mit Øje fra Gråd, min Fod fra Fald. 9 Jeg vandrer for Herrens Åsyn udi de levendes Land; 10 jeg troede, derfor talte jeg, såre elendig var jeg, 11 sagde så i min Angst: "Alle Mennesker lyver!"
12 Hvorledes skal jeg gengælde Herren alle hans Velgerninger mod mig? 13 Jeg vil løfte Frelsens Bæger og påkalde Herrens Navn. 14 Jeg vil indfri Herren mine Løfter i Påsyn af alt hans Folk. 15 Kostbar i Herrens Øjne er hans frommes Død. 16 Ak, Herre, jeg er jo din Tjener, din Tjener, din Tjenerindes Søn, mine Lænker har du løst. 17 Jeg vil ofre dig Lovprisningsoffer og påkalde Herrens Navn; 18 mine Løfter vil jeg indfri Herren i Påsyn af alt hans Folk 19 i Herrens Hus's Forgårde og i din Midte, Jerusalem!
117 Halleluja! Lovsyng Herren, alle I Folk, pris ham, alle Stammer, 2 thi stor er hans Miskundhed mod os, Herrens Trofasthed varer evindelig!
118 Halleluja! Tak Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig. 2 Israel sige: "Thi hans miskundhed varer evindelig!" 3 Arons Hus sige: "Thi hans Miskundhed varer evindelig!" 4 De, som frygter Herren, sige: "Thi hans Miskundhed varer evindelig!"
5 Jeg påkaldte Herren i Trængslen, Herren svared og førte mig ud i åbent Land. 6 Herren, er med mig, jeg frygter ikke, hvad kan Mennesker gøre mig? 7 Herren, han er min Hjælper, jeg skal se med Fryd på dem, der hader mig. 8 At ty til Herren er godt fremfor at stole på Mennesker; 9 at ty til Herren er godt fremfor at stole på Fyrster. 10 Alle Folkeslag flokkedes om mig, jeg slog dem ned i Herrens Navn; 11 de flokkedes om mig fra alle Sider, jeg slog dem ned i Herrens Navn; 12 de flokkedes om mig som Bier, blussed op, som Ild i Torne, jeg slog dem ned i Herrens Navn. 13 Hårdt blev jeg ramt, så jeg faldt, men Herren hjalp mig. 14 Min Styrke og Lovsang er Herren, han blev mig til Frelse. 15 Jubel og Sejrsråb lyder i de retfærdiges Telte: "Herrens højre øver Vælde, 16 Herrens højre er løftet, Herrens højre øver Vælde!" 17 Jeg skal ikke dø, men leve og kundgøre Herrens Gerninger. 18 Herren tugted mig hårdt, men gav mig ej hen i Døden.
19 Oplad mig Retfærdigheds Porte, ad dem går jeg ind og lovsynger Herren! 20 Her er Herrens Port, ad den går retfærdige ind. 21 Jeg vil takke dig, thi du bønhørte mig, og du blev mig til Frelse. 22 Den Sten; Bygmestrene forkastede, er blevet Hovedhjørnesten. 23 Fra Herren er dette kommet, det er underfuldt for vore Øjne. 24 Denne er Dagen, som Herren har gjort, lad os juble og glæde os på den! 25 Ak, Herre, frels dog, ak, Herre; lad det dog lykkes! 26 Velsignet den, der kommer, i Herrens Navn; vi velsigner eder fra Herrens Hus! 27 Herren er Gud, og han lod det lysne for os. Festtoget med Grenene slynge sig frem, til Alterets Horn er nået! 28 Du er min Gud, jeg vil takke dig, min Gud, jeg vil ophøje dig! 29 Tak Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig!
Salme 116-118
Bibelen på hverdagsdansk
Hjælp i dødsangst
116 Jeg elsker Herren,
for han hører min bøn.
2 Han lytter til mit råb om hjælp,
jeg vil bede til ham, så længe jeg lever.
3 Døden holdt mig i sit kvælertag,
jeg var dødsens angst og dybt fortvivlet.
4 Da råbte jeg: „Herre, red mig fra at dø!”
5 Herren er god og nådig.
Vor Gud er fuld af barmhjertighed.
6 Han hjælper dem, der råber om hjælp,
han frelste mig i nødens stund.
7 Min sjæl, fald til ro igen,
for Herren har bevist sin godhed.
8 Han reddede mig fra døden,
mit øje fra gråd, min fod fra fald.
9 Jeg er stadig i live,
og jeg vil altid følge Herrens vej.
10 Jeg troede, og derfor talte jeg.
„Herre!” råbte jeg. „Jeg er i stor nød!”
11 I min bitre angst sagde jeg:
„De er alle sammen fulde af løgn!”
12 Hvad kan jeg give til Herren
for al hans godhed imod mig?
13 Jeg vil takke ham for min redning
med et drikoffer.
14 Jeg vil bringe ham de ofre, jeg har lovet,
for øjnene af hele folket.
15 Herren elsker sit folk,
han griber ind, hvis nogen er nær ved at dø.
16 Herre, jeg er din tjener, en simpel slave.
Tak, fordi du reddede mig fra døden.
17 Jeg vil bringe dig takofre
og lovprise dig.
18 Jeg vil bringe de ofre, jeg lovede,
for øjnene af hele folket,
19 midt i din helligdom, Herre,
midt i Jerusalem.
Halleluja!
Herrens godhed og trofasthed
117 Pris Herren, alle nationer.
Lovsyng ham, alle folkeslag.
2 For hans godhed mod os er stor,
hans trofasthed varer for evigt.
Halleluja!
Lovsang som tak for sejr[a]
118 Tak Herren, for han er god.
Hans trofasthed varer til evig tid.
2 Syng med, Israels menighed:
„Hans trofasthed varer til evig tid!”
3 Syng med, Arons præsteslægt:
„Hans trofasthed varer til evig tid!”
4 Syng med, alle I, der kender Herren:
„Hans trofasthed varer til evig tid!”
5 I min nød bad jeg til Herren,[b]
han svarede og satte mig fri.
6 Herren er med mig, så jeg vil intet frygte.
Hvad kan mennesker gøre mig?
7 Herren hjælper mig,
han besejrer alle mine fjender.
8 Det er bedre at stole på Herren
end at sætte sin lid til mennesker.
9 Det er bedre at søge hjælp hos ham
end at stole på stormænd og fyrster.
10 Jeg var omringet af fjendtlige hære,
men i Herrens kraft slog jeg dem tilbage.
11 De kom imod mig fra alle sider,
men i Herrens kraft sejrede jeg over dem.
12 De sværmede om mig som bier,
de blussede op som ild i en bunke kvas,
men i Herrens kraft slog jeg dem tilbage.
13 Jeg blev angrebet hårdt og var ved at bukke under,
men Herren kom mig til undsætning.
14 Herren hjalp mig og gav mig styrke,
han gav mig sejr over mine fjender.
15 Der høres jubel og sejrsråb i de gudfrygtiges telte:
„Herren gav os sejr!
16 Herren er stor og mægtig!
Det var ham, der gav os sejren!”
17 Jeg er ikke død, jeg lever stadig.
Jeg vil fortælle, hvad Herren har gjort.
18 Selv om Herren satte mig på en hård prøve,
skånede han dog mit liv.
19 Luk helligdommens porte op,
så jeg kan gå ind og lovsynge Herren.
20 De porte fører ind til Guds nærhed,
kun de gudfrygtige kan gå derind.
21 Jeg takker dig, Herre,
for du hørte min bøn og gav mig sejr.
22 Den sten, bygmestrene kasserede,
er blevet selve hjørnestenen.[c]
23 Det er Herren, der har gjort det,
og det er forunderligt at se.
24 Det er Herrens dag i dag,
kom, lad os juble og fryde os.
25 Herre, hjælp os, når vi er i nød,
red os og giv os fremgang!
26 Velsignet være den, som kommer i Herrens navn.
Vi velsigner jer fra Herrens hus.
27 Herren er vor Gud, og han har givet os glæde.
Lad folk komme i festligt optog
til alterets horn med flettede grene.[d]
28 Du er min Gud, og jeg vil takke dig.
Jeg vil fortælle om din storhed og magt.
29 Tak Herren, for han er god.
Hans trofasthed varer til evig tid!
Notas al pie
- 118,0 Denne sang blev normalt brugt ved Løvhyttefesten.
- 118,5 I vers 5-21 er det sandsynligvis kongen (David?), der taler og takker Herren for sejr over fjendens hære.
- 118,22 I vers 22-25 er det sandsynligvis folket, der synger. Meningen er uklar, men kongen sammenlignes åbenbart med en byggesten, der er blevet smidt væk, men så løftes op af Herren og får hæderspladsen. Måske var det et ordsprog. Det er også en profetisk henvisning til Messias.
- 118,27 Eller: „Kom og bind offerdyret til alterets horn.” Teksten er uklar.
1 Korinterne 7:1-19
Dette er Biblen på dansk
7 Men hvad det angår, hvorom I skreve til mig, da er det godt for en Mand ikke at røre en Kvinde; 2 men for Utugts Skyld have hver Mand sin egen Hustru, og hver Kvinde have sin egen Mand. 3 Manden yde Hustruen sin Skyldighed; ligeledes også Hustruen Manden. 4 Hustruen råder ikke over sit eget Legeme, men Manden; ligeså råder heller ikke Manden over sit eget Legeme, men Hustruen. 5 Unddrager eder ikke hinanden, uden måske med fælles Samtykke, til en Tid, for at I kunne have Ro til Bønnen, og for så atter at være sammen, for at Satan ikke skal friste eder, fordi I ikke formå at være afholdende. 6 Men dette siger jeg som en Indrømmelse, ikke som en Befaling. 7 Jeg ønsker dog, at alle Mennesker måtte være, som jeg selv er; men hver har sin egen Nådegave fra Gud, den ene så, den anden så.
8 Til de ugifte og til Enkerne siger jeg, at det er godt for dem, om de forblive som jeg. 9 Men kunne de ikke være afholdende, da lad dem gifte sig; thi det er bedre at gifte sig end at lide Brynde.
10 Men de gifte byder ikke jeg, men Herren, at en Hustru ikke skal skille sig fra sin Mand; (11 men om hun virkeligt skiller sig fra ham, da forblive hun ugift eller forlige sig med Manden;) og at en Mand ikke skal forlade sin Hustru.
12 Men til de andre siger jeg, ikke Herren: Dersom nogen Broder har en vantro Hustru, og denne samtykker i at bo hos ham, så forlade han hende ikke! 13 Og dersom en Hustru har en vantro Mand, og denne samtykker i at bo hos hende, så forlade hun ikke Manden! 14 Thi den vantro Mand er helliget ved Hustruen, og den vantro Hustru er helliget ved Manden; ellers vare jo eders Børn urene, men nu ere de hellige. 15 Men skiller den vantro sig, så lad ham skille sig; ingen Broder eller Søster er trælbunden i sådanne Tilfælde; men Gud har kaldet os til Fred. 16 Thi hvad ved du, Hustru! om du kan frelse din Mand? eller hvad ved du, Mand! om du kan frelse din Hustru? 17 Kun vandre enhver således, som Herren har tildelt ham, som Gud har kaldet ham; og således forordner jeg i alle Menighederne. 18 Blev nogen kaldet som omskåren, han lade ikke Forhud drage over; er nogen kaldet som uomskåren, han lade sig ikke omskære! 19 Omskærelse har intet at sige, og Forhud har intet at sige, men det at holde Guds Bud.
Read full chapter
1 Korinterne 7:1-19
Bibelen på hverdagsdansk
Spørgsmål om ægteskabet
7 Med hensyn til jeres spørgsmål om ægteskab og sex, så er det prisværdigt for en mand at leve i cølibat, 2 men hvis manden er gift, bør han være sammen med sin kone, og konen bør være sammen med sin mand, for at de ikke skal fristes til seksuel synd. 3 Manden bør opfylde sin kones ægteskabelige behov, og konen bør tilsvarende opfylde sin mands behov. 4 En gift kvinde tilhører sin mand og ikke kun sig selv, og tilsvarende tilhører en gift mand sin kone og ikke kun sig selv. 5 Derfor må I ikke afvise jeres ægtefælles ønske om sex, med mindre I er enige om at være afholdende en tid, for at I bedre kan koncentrere jer om at bede. Derefter skal I være sammen igen, for at Satan ikke skal friste jer, når jeres drifter bliver for stærke. 6 Det her er en indrømmelse, jeg giver jer, ikke en befaling. 7 Jeg kunne ønske, at alle havde det som jeg, men enhver har sin egen nådegave fra Gud—én person har det på én måde, en anden har det på en anden måde.
8 Med hensyn til enkerne og enkemændene, vil jeg sige: Det er prisværdigt for dem at forblive ugift ligesom jeg. 9 Men hvis de ikke kan leve i afholdenhed, må de hellere gifte sig, for det er bedre at gifte sig end at blive opslugt af sine drifter.
10 Men med hensyn til dem, der er gift, har jeg en befaling, ikke kun et forslag. Og den befaling kommer fra Herren: En kvinde må ikke skille sig fra[a] sin mand. 11 (Hvis hun alligevel skiller sig fra ham,[b] bør hun forblive ugift eller blive forsonet med ham igen.) Og en mand må ikke gå fra sin kone.
12 Med hensyn til blandede ægteskaber har jeg selv en mening, men ikke en direkte befaling fra Herren: Hvis en troende mand er gift med en ikke-troende kvinde, som gerne vil blive hos ham, så må han ikke gå fra hende. 13 Og hvis en troende kvinde har en mand, der ikke er troende, men som er villig til at blive sammen med hende, så må hun ikke gå fra ham. 14 En troende kvinde bliver jo ikke uren ved at være gift med en ikke-troende mand, og en troende mand bliver jo heller ikke uren ved at være gift med en ikke-troende kvinde. Den ikke-troende ægtefælle regnes som værende ren i Guds øjne gennem sit ægteskab med en troende ægtefælle. Ellers ville deres børn jo være urene, men det er de ikke. 15 Hvis derimod den ikke-troende ægtefælle ønsker at blive skilt, så lad dem blive skilt. I sådanne tilfælde er en troende mand eller kvinde ikke under tvang. Gud har kaldet os til at leve i fred. 16 En troende kvinde kan jo ikke vide, om hendes mand vil komme til tro, ligesom en troende mand ikke kan vide, om hans kone vil komme til tro.
17 I bør hver især acceptere det liv, Gud har kaldet jer til at leve, og de vilkår, Herren har givet jer i livet. Sådan er min undervisning i alle menighederne.
18 Hvis en mand har gennemgået den jødiske omskærelsesceremoni, inden han blev en kristen, skal han ikke søge at ændre på det, og hvis han ikke er blevet omskåret, skal han ikke blive det nu. 19 For en kristen betyder det intet, om han har gennemgået den ceremoni eller ej. Det afgørende er at gøre Guds vilje.
Read full chapterBibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.