Add parallel Print Page Options

115 Ikke os, o Herre, ikke os, men dit navn, det give du ære for din Miskundheds og Trofastheds Skyld! Hvi skal Folkene sige: "Hvor er dog deres Gud?" Vor Gud, han er i Himlen; alt, hvad han vil, det gør han! Deres Billeder er Sølv og Guld, Værk af Menneskehænder; de har Mund, men taler ikke, Øjne, men ser dog ej; de har Ører, men hører ikke, Næse men lugter dog ej; de har Hænder, men føler ikke, Fødder, men går dog ej, deres Strube frembringer ikke en Lyd. Som dem skal de, der lavede dem, blive, enhver, som stoler på dem!

Israel stoler på Herren, han er deres Hjælp og Skjold; 10 Arons Hus stoler på Herren, han er deres Hjælp og Skjold; 11 de, som frygter Herren, stoler på ham, han er deres Hjælp og Skjold. 12 Herren kommer os i Hu, velsigner, velsigner Israels Hus, velsigner Arons Hus, 13 velsigner dem, der frygter Herren, og det både små og store. 14 Herren lader eder vokse i Tal, eder og eders Børn; 15 velsignet er I af Herren, Himlens og Jordens Skaber. 16 Himlen er Herrens Himmel, men Jorden gav han til Menneskens Børn. 17 De døde priser ej Herren, ingen af dem, der steg ned i det tavse. 18 Men vi, vi lover Herren, fra nu og til evig Tid!

116 Halleluja! Jeg elsker Herren, thi han hører min røst, min tryglende bøn, ja, han bøjed sit Øre til mig, jeg påkaldte Herrens Navn. Dødens Bånd omspændte mig, Dødsrigets Angster greb mig, i Trængsel og Nød var jeg stedt. Jeg påkaldte Herrens Navn: "Ak, Herre, frels min Sjæl!" Nådig er Herren og retfærdig, barmhjertig, det er vor Gud; Herren vogter enfoldige, jeg var ringe, dog frelste han mig. Vend tilbage, min Sjæl, til din Ro, thi Herren har gjort vel imod dig! Ja, han fried min Sjæl fra Døden, mit Øje fra Gråd, min Fod fra Fald. Jeg vandrer for Herrens Åsyn udi de levendes Land; 10 jeg troede, derfor talte jeg, såre elendig var jeg, 11 sagde så i min Angst: "Alle Mennesker lyver!"

12 Hvorledes skal jeg gengælde Herren alle hans Velgerninger mod mig? 13 Jeg vil løfte Frelsens Bæger og påkalde Herrens Navn. 14 Jeg vil indfri Herren mine Løfter i Påsyn af alt hans Folk. 15 Kostbar i Herrens Øjne er hans frommes Død. 16 Ak, Herre, jeg er jo din Tjener, din Tjener, din Tjenerindes Søn, mine Lænker har du løst. 17 Jeg vil ofre dig Lovprisningsoffer og påkalde Herrens Navn; 18 mine Løfter vil jeg indfri Herren i Påsyn af alt hans Folk 19 i Herrens Hus's Forgårde og i din Midte, Jerusalem!

117 Halleluja! Lovsyng Herren, alle I Folk, pris ham, alle Stammer, thi stor er hans Miskundhed mod os, Herrens Trofasthed varer evindelig!

118 Halleluja! Tak Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig. Israel sige: "Thi hans miskundhed varer evindelig!" Arons Hus sige: "Thi hans Miskundhed varer evindelig!" De, som frygter Herren, sige: "Thi hans Miskundhed varer evindelig!"

Jeg påkaldte Herren i Trængslen, Herren svared og førte mig ud i åbent Land. Herren, er med mig, jeg frygter ikke, hvad kan Mennesker gøre mig? Herren, han er min Hjælper, jeg skal se med Fryd på dem, der hader mig. At ty til Herren er godt fremfor at stole på Mennesker; at ty til Herren er godt fremfor at stole på Fyrster. 10 Alle Folkeslag flokkedes om mig, jeg slog dem ned i Herrens Navn; 11 de flokkedes om mig fra alle Sider, jeg slog dem ned i Herrens Navn; 12 de flokkedes om mig som Bier, blussed op, som Ild i Torne, jeg slog dem ned i Herrens Navn. 13 Hårdt blev jeg ramt, så jeg faldt, men Herren hjalp mig. 14 Min Styrke og Lovsang er Herren, han blev mig til Frelse. 15 Jubel og Sejrsråb lyder i de retfærdiges Telte: "Herrens højre øver Vælde, 16 Herrens højre er løftet, Herrens højre øver Vælde!" 17 Jeg skal ikke dø, men leve og kundgøre Herrens Gerninger. 18 Herren tugted mig hårdt, men gav mig ej hen i Døden.

19 Oplad mig Retfærdigheds Porte, ad dem går jeg ind og lovsynger Herren! 20 Her er Herrens Port, ad den går retfærdige ind. 21 Jeg vil takke dig, thi du bønhørte mig, og du blev mig til Frelse. 22 Den Sten; Bygmestrene forkastede, er blevet Hovedhjørnesten. 23 Fra Herren er dette kommet, det er underfuldt for vore Øjne. 24 Denne er Dagen, som Herren har gjort, lad os juble og glæde os på den! 25 Ak, Herre, frels dog, ak, Herre; lad det dog lykkes! 26 Velsignet den, der kommer, i Herrens Navn; vi velsigner eder fra Herrens Hus! 27 Herren er Gud, og han lod det lysne for os. Festtoget med Grenene slynge sig frem, til Alterets Horn er nået! 28 Du er min Gud, jeg vil takke dig, min Gud, jeg vil ophøje dig! 29 Tak Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig!

Den sande Gud

115 Dig tilhører æren, Herre, ikke os,
    for du er pålidelig og trofast.
Hvorfor siger de fremmede folkeslag:
    „Nå, hvor er så jeres Gud?”
Vores Gud er i Himlen,
    og han gør, hvad han vil.
Deres gudebilleder er lavet af sølv og guld,
    de er skabt af mennesker,
de har mund, men kan ikke tale,
    øjne, men kan intet se,
de har ører, men kan ikke høre,
    næse, men kan intet lugte.
De har hænder, men udretter intet,
    fødder, men kan ikke gå,
    de kan ikke frembringe en eneste lyd.
De, som fremstiller og tilbeder den slags guder,
    ender med at blive lige så døde som dem.

Men Israels folk, I skal stole på Herren,
    for han er jeres skjold, og han kommer jer til hjælp.
10 Arons præsteslægt, I skal stole på Herren,
    for han er jeres skjold, og han kommer jer til hjælp.
11 Alle I, der tilbeder Herren, I skal stole på ham,
    for han er jeres skjold, og han kommer jer til hjælp.
12 Herren har omsorg for os og velsigner os.
    Han velsigner Israels folk og Arons slægt,
13 han velsigner alle, der adlyder ham,
    både små og store.
14 Herren vil lade jeres antal vokse,
    give jer mange efterkommere.
15 Herren, der skabte himlen og jorden,
    vil velsigne jer.
16 Himlen er Herrens område,
    men jorden har han givet til menneskene.
17 De døde lovsynger ikke Herren,
    i stilhedens rige prises han ikke.
18 Men vi, der lever, vi lover Herren,
    vi vil prise ham nu og altid.[a]
Halleluja!

Hjælp i dødsangst

116 Jeg elsker Herren,
    for han hører min bøn.
Han lytter til mit råb om hjælp,
    jeg vil bede til ham, så længe jeg lever.
Døden holdt mig i sit kvælertag,
    jeg var dødsens angst og dybt fortvivlet.
Da råbte jeg: „Herre, red mig fra at dø!”

Herren er god og nådig.
    Vor Gud er fuld af barmhjertighed.
Han hjælper dem, der råber om hjælp,
    han frelste mig i nødens stund.
Min sjæl, fald til ro igen,
    for Herren har bevist sin godhed.
Han reddede mig fra døden,
    mit øje fra gråd, min fod fra fald.
Jeg er stadig i live,
    og jeg vil altid følge Herrens vej.

10 Jeg troede, og derfor talte jeg.
    „Herre!” råbte jeg. „Jeg er i stor nød!”
11 I min bitre angst sagde jeg:
    „De er alle sammen fulde af løgn!”

12 Hvad kan jeg give til Herren
    for al hans godhed imod mig?
13 Jeg vil takke ham for min redning
    med et drikoffer.
14 Jeg vil bringe ham de ofre, jeg har lovet,
    for øjnene af hele folket.

15 Herren elsker sit folk,
    han griber ind, hvis nogen er nær ved at dø.
16 Herre, jeg er din tjener, en simpel slave.
    Tak, fordi du reddede mig fra døden.
17 Jeg vil bringe dig takofre
    og lovprise dig.
18 Jeg vil bringe de ofre, jeg lovede,
    for øjnene af hele folket,
19 midt i din helligdom, Herre,
    midt i Jerusalem.
Halleluja!

Herrens godhed og trofasthed

117 Pris Herren, alle nationer.
    Lovsyng ham, alle folkeslag.
For hans godhed mod os er stor,
    hans trofasthed varer for evigt.
Halleluja!

Lovsang som tak for sejr[b]

118 Tak Herren, for han er god.
    Hans trofasthed varer til evig tid.
Syng med, Israels menighed:
    „Hans trofasthed varer til evig tid!”
Syng med, Arons præsteslægt:
    „Hans trofasthed varer til evig tid!”
Syng med, alle I, der kender Herren:
    „Hans trofasthed varer til evig tid!”

I min nød bad jeg til Herren,[c]
    han svarede og satte mig fri.
Herren er med mig, så jeg vil intet frygte.
    Hvad kan mennesker gøre mig?
Herren hjælper mig,
    han besejrer alle mine fjender.
Det er bedre at stole på Herren
    end at sætte sin lid til mennesker.
Det er bedre at søge hjælp hos ham
    end at stole på stormænd og fyrster.
10 Jeg var omringet af fjendtlige hære,
    men i Herrens kraft slog jeg dem tilbage.
11 De kom imod mig fra alle sider,
    men i Herrens kraft sejrede jeg over dem.
12 De sværmede om mig som bier,
    de blussede op som ild i en bunke kvas,
        men i Herrens kraft slog jeg dem tilbage.
13 Jeg blev angrebet hårdt og var ved at bukke under,
    men Herren kom mig til undsætning.
14 Herren hjalp mig og gav mig styrke,
    han gav mig sejr over mine fjender.
15 Der høres jubel og sejrsråb i de gudfrygtiges telte:
    „Herren gav os sejr!
16 Herren er stor og mægtig!
    Det var ham, der gav os sejren!”
17 Jeg er ikke død, jeg lever stadig.
    Jeg vil fortælle, hvad Herren har gjort.
18 Selv om Herren satte mig på en hård prøve,
    skånede han dog mit liv.
19 Luk helligdommens porte op,
    så jeg kan gå ind og lovsynge Herren.
20 De porte fører ind til Guds nærhed,
    kun de gudfrygtige kan gå derind.
21 Jeg takker dig, Herre,
    for du hørte min bøn og gav mig sejr.

22 Den sten, bygmestrene kasserede,
    er blevet selve hjørnestenen.[d]
23 Det er Herren, der har gjort det,
    og det er forunderligt at se.
24 Det er Herrens dag i dag,
    kom, lad os juble og fryde os.
25 Herre, hjælp os, når vi er i nød,
    red os og giv os fremgang!

26 Velsignet være den, som kommer i Herrens navn.
    Vi velsigner jer fra Herrens hus.
27 Herren er vor Gud, og han har givet os glæde.
    Lad folk komme i festligt optog
        til alterets horn med flettede grene.[e]
28 Du er min Gud, og jeg vil takke dig.
    Jeg vil fortælle om din storhed og magt.

29 Tak Herren, for han er god.
    Hans trofasthed varer til evig tid!

Footnotes

  1. 115,18 Eller „til evig tid”. Ordet evig på hebraisk henviser til en uafgrænset tidsperiode, og som her kan det henvise til ens levetid.
  2. 118,0 Denne sang blev normalt brugt ved Løvhyttefesten.
  3. 118,5 I vers 5-21 er det sandsynligvis kongen (David?), der taler og takker Herren for sejr over fjendens hære.
  4. 118,22 I vers 22-25 er det sandsynligvis folket, der synger. Meningen er uklar, men kongen sammenlignes åbenbart med en byggesten, der er blevet smidt væk, men så løftes op af Herren og får hæderspladsen. Måske var det et ordsprog. Det er også en profetisk henvisning til Messias.
  5. 118,27 Eller: „Kom og bind offerdyret til alterets horn.” Teksten er uklar.