108 En Sang. En Salme af David.

² Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig, vågn op, min Ære! ³ Harpe og Citer, vågn op, jeg vil vække Morgenrøden. ⁴ Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, lovprise dig blandt Folkefærd; ⁵ thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne. ⁶ Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!

⁷ Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os! ⁸ Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem med Jubel, udmåle Sukkots Dal; ⁹ mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda min Herskerstav, ¹⁰ Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over Filisterland jubler jeg." ¹¹ Hvo bringer mig til den befæstede By, hvo leder mig hen til Edom?

¹² Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære. ¹³ Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte. ¹⁴ Med Gud skal vi øve vældige Ting, vore Fjender træder han ned!

109 Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs! ² Thi en gudløs, svigefuld Mund har de åbnet imod mig, taler mig til med Løgntunge, ³ med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund; ⁴ til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn; ⁵ de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.

⁶ Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager stå ved hans højre, ⁷ lad ham gå dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd; ⁸ hans Livsdage blive kun få, hans Embede tage en anden; ⁹ hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke; ¹⁰ hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem; ¹¹ Ågerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods; ¹² ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse; ¹³ hans Afkom gå til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt: ¹⁴ lad hans Fædres Skyld ihukommes hos Herren, lad ikke hans Moders Synd slettes ud, ¹⁵ altid være de, Herren for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden, ¹⁶ fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde; ¹⁷ han elsked Forbandelse, så lad den nå ham; Velsignelse yndede han ikke, den blive ham fjern! ¹⁸ Han tage Forbandelse på som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben; ¹⁹ den blive en Dragt, han tager på, et Bælte, han altid bærer! ²⁰ Det være mine Modstanderes Løn fra Herren, dem, der taler ondt mod min Sjæl.

²¹ Men du, o Herre, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Nåde, frels mig for dit Navns Skyld! ²² Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vånder sig i mig; ²³ som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud; ²⁴ af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve; ²⁵ til Spot for dem er jeg blevet, de ryster på Hovedet, når de ²⁶ Hjælp mig, Herre min Gud, frels mig efter din Miskundhed, ²⁷ så de sander, det var din Hånd, dig, Herre, som gjorde det! ²⁸ Lad dem forbande, du vil velsigne, mine uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig; ²⁹ lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe! ³⁰ Med min Mund vil jeg højlig takke Herren, prise ham midt i Mængden; ³¹ thi han står ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl.

110 Herren sagde til min Herre: "Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder!" ² Fra Zion udrækker Herren din Vældes Spir; hersk midt iblandt dine Fjender! ³ Dit Folk møder villigt frem på din Vældes Dag; i hellig Prydelse kommer dit unge Mandskab til dig, som Dug af Morgenrødens Moderskød. ⁴ Herren har svoret og angrer det ej: "Du er Præst evindelig på Melkizedeks Vis." ⁵ Herren ved din højre knuser Konger på sin Vredes Dag, ⁶ blandt Folkene holder han Dom, fylder op med døde, knuser Hoveder viden om Lande. ⁷ Han drikker af Bækken ved Vejen, derfor løfter han Hovedet højt.

111 Halleluja! jeg takker Herren af hele mit hjerte i oprigtiges kreds og i menighed! ² Store er Herrens gerninger, gennemtænkte til bunds. ³ Hans værk er højhed og herlighed, hans retfærd bliver til evig tid. ⁴ Han har sørget for, at hans undere mindes, nådig og barmhjertig er Herren. ⁵ Dem, der frygter ham, giver han føde, han kommer for evigt sin pagt i hu. ⁶ Han viste sit folk sine vældige gerninger, da han gav dem folkenes eje. ⁷ Hans hænders værk er sandhed og ret, man kan lide på alle hans bud; ⁸ de står i al evighed fast, udført i sandhed og retsind. ⁹ Han sendte sit folk udløsning, stifted sin pagt for evigt. Helligt og frygteligt er hans navn. ¹⁰ Herrens frygt er visdoms begyndelse; forstandig er hver, som øver den. Evigt varer hans pris!

112 Halleluja! Salig er den, der frygter Herren og ret har lyst til hans bud! ² Hans Æt bliver mægtig på Jord, den oprigtiges Slægt velsignes; ³ Velstand og Rigdom er i hans Hus, hans Retfærdighed varer evindelig. ⁴ For den oprigtige oprinder Lys i Mørke; han er mild, barmhjertig retfærdig. ⁵ Salig den, der ynkes og låner ud og styrer sine Sager med Ret; ⁶ thi han rokkes aldrig i Evighed, den retfærdige ihukommes for evigt; ⁷ han frygter ikke for onde Tidender, hans Hjerte er trøstigt i Tillid, til Herren; ⁸ fast er hans Hjerte og uden Frygt, indtil han skuer sine Fjender med Fryd; ⁹ til fattige deler han rundhåndet ud, hans Retfærdighed varer evindelig; med Ære løfter hans Horn sig. ¹⁰ Den gudløse ser det og græmmer sig, skærer Tænder og går til Grunde; de gudløses Attrå bliver til intet.

113 Halleluja! Pris, I Herrens tjenere, pris Herrens navn! ² Herrens navn være lovet fra nu og til evig tid; ³ fra sol i opgang til sol i bjærge være Herrens navn lovpriset! ⁴ Over alle folk er Herren ophøjet, hans herlighed højt over himlene. ⁵ Hvo er som Herren vor Gud, som rejste sin Trone i det høje ⁶ og skuer ned i det dybe - i Himlene og på Jorden - ⁷ som rejser den ringe af Støvet, løfter den fattige op af Skarnet ⁸ og sætter ham mellem Fyrster, imellem sit Folks Fyrster, ⁹ han, som lader barnløs Hustru sidde som lykkelig Barnemoder!

114 Halleluja! Da Israel drog fra Ægypten, Jakobs Hus fra det stammende Folk, ² da blev Juda hans Helligdom, Israel blev hans Rige. ³ Havet så det og flyede, Jordan trak sig tilbage, ⁴ Bjergene sprang som Vædre, Højene hopped som Lam. ⁵ Hvad fejler du, Hav, at du flyr, Jordan, hvi går du tilbage, ⁶ hvi springer I Bjerge som Vædre, hvi hopper I Høje som Lam? ⁷ Skælv, Jord, for Herrens Åsyn, for Jakobs Guds Åsyn, ⁸ han, som gør Klipper til Vanddrag, til Kildevæld hården Flint!