Add parallel Print Page Options

Agurs sentenser

30 Her følger nogle ord af Agur, Jakes søn, henvendt til Itiel og Ukal.[a]

Jeg er bare et almindeligt menneske
    uden nogen særlig indsigt.
Jeg er ikke nogen vismand
    og kan ikke udgrunde Guds tanker.
Hvem er steget op til himlen og steget ned igen?
    Hvem har kontrol over vinden?
        Hvem har magt over havets bølger?
Er det måske et menneske, der har grundlagt jorden
    og fastsat dens grænser?
I så fald hvad hedder han, og hvad hedder hans søn?
    Fortæl mig det, hvis du kender ham.

Alt, hvad Gud siger, er sandt,
    han beskytter dem, der søger tilflugt hos ham.
Lav ikke om på hans ord,
    for at han ikke skal dømme dig som løgner.

Herre, jeg beder dig om to ting,
    som skal kendetegne mit liv.
For det første: Bevar mig fra falskhed og løgn.
    For det andet: Bevar mig fra fattigdom såvel som fra rigdom.
        Giv mig blot de daglige fornødenheder.
For hvis jeg bliver rig,
    bliver jeg måske selvtilfreds
        og tror ikke længere, jeg har brug for dig,
og hvis jeg bliver fattig,
    stjæler jeg måske og vanærer derved dit navn.

10 Anklag ikke en slave over for hans herre på et falsk grundlag,
    ellers vil slaven forbande dig, og du må bøde for det.

11 Der findes dem, som forbander deres far
    og ikke påskønner deres mor.
12 I egne øjne er de helt uskyldige
    på trods af deres mange synder.
13 De har himmelvendte blikke
    og går rundt med næsen i sky.
14 Deres tænder er knivskarpe,
    og de fortærer de hjælpeløse.

15 Iglen har to døtre, der hedder:
    „Giv mig dit” og „Giv mig dat”.

Der er fire ting, som aldrig får nok
    og altid vil have mere:
16 De dødes rige og det ufrugtbare moderliv,
    den udtørrede, tørstige jord og ilden, der breder sig uhæmmet.

17 Hvis du ser på din far med foragt i blikket,
    og hvis du ser på din mor med trodsige øjne,
skal ravnene hakke dine øjne ud,
    og gribbene skal æde dem.

18 Der er fire ting, jeg ikke fatter:
19 Ørnens vej på himlen,
    slangens vej over klippen,
skibets vej over havet,
    den unge mands vej i ungdommen.[b]

20 Jeg forstår heller ikke den utro kvinde:
Først stiller hun sin sult,
    så tørrer hun sig om munden og siger:
        „Jeg har da ikke gjort noget forkert!”

21 Fire ting er ikke til at bære:
22 En slave, der bliver konge,
    en tåbe, der bliver rig,
23 en bitter kvinde, der bliver gift,
    og en slavepige, der overtager sin frues plads.

24 Fire skabninger på jorden er små,
    men kan udføre store bedrifter:
25 Myrerne er små og svage,
    men samler dog vinterforråd om sommeren.
26 Klippegrævlinger er ikke særlig stærke,
    men kan dog bygge deres bolig i klippen.
27 Græshopper har ingen leder,
    men flyver alligevel i tæt formation.
28 Firben kan med lethed fanges,
    men trænger dog ind i kongens palads.

29 Der er fire slags konger på jorden,
    og de optræder alle med selvbevidst værdighed:
30 Løven, dyrenes konge, der ikke viger tilbage for noget,
31     kamphanen, der ikke lader sig kue,
bjerggeden, der skuer ud over sletten,
    og kongen, der fører an i slaget.

32 Hvis du har været så dum at ophøje dig selv,
    eller hvis du har lagt ondskabsfulde planer,
        så hold op med det samme.
33 For ligesom mælk, der kærnes, bliver til smør,
    og et slag på næsen får blodet frem,
        sådan vil stadige provokationer ende med ufred.

Kong Lemuels sentenser

31 Her følger nogle ord af kong Lemuel, gode råd, som hans mor lærte ham.

Lemuel, min søn, min elskede søn, du, som er svaret på mine bønner, hør godt efter, hvad jeg siger.

Brug ikke energi, penge og tid på at jagte kvinder,
    for det har ført konger før dig på vildspor.

Det er upassende for en konge at drikke sig fuld,
    ledere må ikke være afhængige af alkohol,
for da kommer de let til at gøre noget forkert,
    og de værner ikke længere om de svages ret.
Men giv gerne alkohol til de døende,
    og vin til dem, der lider.
Lad dem drikke, så de glemmer deres smerter
    og kan udholde deres lidelser.

Forsvar dem, der ikke kan tale deres egen sag,
    sørg for, at de hjælpeløse opnår retfærdighed.
Når du afsiger dine domme, da døm retfærdigt,
    og stil dig gerne på den svages side.

En ode til den ideelle hustru

10 At[c] finde den ideelle hustru er enhver mands drøm.
    Lykkes det, har han fundet en uvurderlig skat.
11 Bedre kan ingen mand ønske sig det,
    altid har hun hans fulde tillid.
12 Charmerende er hun tillige,
    støtter og opmuntrer ham livet igennem.
13 Dagene bruger hun flittigt,
    hun samler uld og hør og har travlt med at spinde.
14 Eksotiske retter forstår hun at frembringe,
    for hun har en bred horisont.
15 Før daggry står hun op for at lave mad til familien
    og fordele opgaverne mellem husets piger.
16 Går hun forbi et frugtbart jordstykke, køber hun det
    og planter en vingård for, hvad hun har tjent.
17 Hun går energisk i gang
    og arbejder med stor udholdenhed.
18 Indsatsen bærer frugt,
    og der er lys i hendes vindue til langt ud på natten.
19 Jævnligt sidder hun ved sin rok
    eller spinder dygtigt ved tenen.
21 Kulden er ikke noget problem,
    for hun er klar med det varme tøj.
20 Lider de fattige nød,
    er hun der straks med en hjælpende hånd.
23 Man ser hendes mand som en af byens ledere,
    for han er en mand, der aftvinger respekt.
22 Nydeligt er hun klædt i dragter af det fineste stof,
    hun syr selv sit tøj og væver sine tæpper.
25 Optimistisk ser hun fremtiden i møde,
    hun optræder værdigt og karakterfast.
24 Penge har hun nok af,
    for hun sælger af det pragtfulde tøj, hun fremstiller.
26 Råd og opmuntring giver hun gerne,
    hun taler med visdom og venlige ord.
27 Sit hus har hun styr på,
    hun kender ikke til lediggang.
28 Til hver en tid får hun ros af sine børn,
    og hendes mand lovpriser hende med følgende ord:
29 „Utallige kvinder er dygtige,
    men du overgår dem alle!”
30 Ydre skønhed falmer, og charme kan bedrage,
    men en kvinde, der følger Herren, er al beundring værd.
31 Ære og hæder fortjener hun fuldt ud,
    og hendes gerninger lovprises overalt i byen.

Footnotes

  1. 30,1 Teksten er uklar.
  2. 30,19 Oversat efter LXX. Meningen er uklar.
  3. 31,10 Følgende lovprisning af den ædle og ideelle hustru er akrostisk, idet hvert af de 22 vers begynder med et af de 22 hebraiske bogstaver i alfabetisk rækkefølge. For at gøre det samme på dansk har vi rokeret lidt rundt på rækkefølgen af vers 20-25 og oversat teksten lidt friere end normalt.

Paulus og de falske apostle

11 Nu håber jeg, I vil bære over med lidt tåbelig snak fra min side—ja, det gør I jo allerede! Gud har lagt en længsel i mit hjerte efter at beskytte jer mod åndelig utroskab. For ligesom en ung jomfru holder sig fra andre mænd i hengivenhed over for den mand, hun er forlovet med, sådan bør I være hengivne over for Kristus alene. Men jeg er bange for, at det skal lykkes nogle af de falske forkyndere at dreje jeres tanker bort fra den rene og enkle hengivenhed over for Kristus, ligesom Slangen narrede Eva med sin snedige overtalelsesevne. For hvis nogen kommer og forkynder jer en anden Jesus, end ham vi forkyndte, eller hvis I åbner jer for en anden ånd end Helligånden, som I modtog, eller hvis nogen viser jer en anden vej til frelse, så accepterer I det uden videre! Men jeg mener ikke, at jeg står tilbage for de „superapostle”, som optræder hos jer. Det kan godt være, at jeg ikke er nogen stor taler, men jeg har til gengæld et indgående kendskab til det, jeg taler om. Det er I vist også klar over, for vi har bevist det over for jer på mange forskellige måder.

Var det forkert af mig at forkynde Guds budskab uden at få betaling for det? Skulle jeg have fremhævet mig selv noget mere? Når jeg bøjede mig ned, var det for at kunne løfte jer op. I de andre menigheder tog jeg imod betaling, for at jeg kunne klare at betjene jer. Og da mine penge slap op, mens jeg var hos jer, bad jeg ikke jer om noget, men det var de kristne, som kom fra Makedonien, der gav mig, hvad jeg havde brug for. Jeg har aldrig bebyrdet jer med udgifter og vil heller ikke gøre det. 10 Så sandt Kristus bor i mig, skal den ære ikke tages fra mig i provinsen Akaja. 11 Hvorfor ikke? Mon det er, fordi jeg ikke elsker jer? Gud ved, hvor meget jeg elsker jer!

12 Jeg vil fortsat handle på den måde over for jer, for at de andre ikke skal få en chance for at prale med, at de står på linie med os. 13 De er nemlig falske apostle. De er bedragere, som giver sig ud for at være sendt af Kristus. 14 Det er ikke så mærkeligt, for Satan selv giver sig jo ud for at være en lysets engel. 15 Derfor kan det ikke undre nogen, at de, der tjener Satan, påstår, at de tjener Gud. Men de vil få løn som forskyldt.

Read full chapter