4 Mosebog 31-32

Bibelen på hverdagsdansk

Guds straf over midjanitterne

31 Herren sagde nu til Moses: ² „Jeg vil, at du skal straffe midjanitterne, fordi de lokkede Israels folk til at dyrke afguder. Dette bliver din sidste opgave, inden du skal dø.”

³ Da sagde Moses til folket: „Nogle af jer skal ruste sig til kamp imod midjanitterne, så Herren kan straffe dem. ^4-6 Hver stamme skal stille med 1000 mand.”

Denne hær, som i alt talte 12.000 mand, sendte Moses nu af sted imod midjanitterne, anført af Pinehas, præsten Eleazars søn. De havde pagtens ark og alarmtrompeterne med. ⁷ Det var på Herrens befaling, de angreb midjanitterne og dræbte samtlige mænd iblandt dem. ⁸ Blandt de dræbte var der fem midjanitiske konger, Evi, Rekem, Zur, Hur og Reba. Også Bileam, Beors søn, blev dræbt.

⁹ Den israelitiske hær tog alle kvinder og børn til fange, beslaglagde midjanitternes husdyr og rigdomme ¹⁰ og brændte alle deres byer og landsbyer af.

^11-13 Så førte de fangerne og krigsbyttet i triumftog hjem til lejren på Moabs sletter ved Jordanfloden over for Jeriko. Moses, præsten Eleazar og folkets ledere kom dem i møde uden for lejren. ¹⁴ Moses blev vred på officererne, da han så, hvad de bragte med sig hjem. ¹⁵ „Hvorfor har I ladet kvinderne leve?” spurgte han. ¹⁶ „Det var jo netop dem, der fulgte Bileams råd og lokkede Israels folk til at dyrke afguder på Peors bjerg, så Herrens folk blev ramt af en frygtelig plage. ¹⁷ Derfor skal I dræbe alle drenge og alle kvinder, der har haft samleje med en mand. ¹⁸ Kun småpigerne og de kvinder, der er jomfruer, må I skåne og bruge som slaver. ¹⁹ Alle de af jer, som har dræbt nogen eller rørt ved en død, skal blive uden for lejren i syv dage, og på den tredje og den syvende dag skal I og jeres fanger gennemgå renselsesritualet, så I renses for synd. ²⁰ Husk også at vaske jeres tøj og alt, hvad der er lavet af læder, gedehår og træ.”

²¹ Præsten Eleazar sagde derefter til de mænd, der havde deltaget i krigen: „Herren har befalet Moses, ^22-23 at I skal rense alt det, der ikke er brændbart, såsom guld, sølv, bronze, jern, tin og bly, ved at lægge det i ilden. Men alt det, der er brændbart, skal I rense ved at lægge det i vand. ²⁴ Når det er gjort, skal I vente i syv dage, før I gennemgår renselsesritualet og vasker jeres tøj. Først da kan I vende tilbage til lejren.”

²⁵ Herren sagde nu til Moses: ²⁶ „Sammen med præsten Eleazar og stammelederne skal du lave en liste over alt krigsbyttet, deriblandt også krigsfangerne og husdyrene, ²⁷ hvorefter du skal dele byttet i to dele. Den ene halvdel skal deles ud til dem, der tog del i krigen, og den anden halvdel skal deles ud til resten af folket, ²⁸ efter at Herren har fået sin del af fangerne, kvæget, æslerne, fårene og gederne. Herrens andel af krigernes udbytte er én ud af hver 500. ²⁹ Denne andel skal overdrages præsten Eleazar som en ydelse til præstetjenesten for Herren. ³⁰ Herrens andel af folkets udbytte skal være én ud af hver 50. Denne andel skal overdrages levitterne, som arbejder ved Herrens bolig.”

³¹ Moses og præsten Eleazar gjorde, som Herren havde befalet. ^32-35 Krigsbyttet udgjorde 675.000 får og geder, 72.000 stykker kvæg, 61.000 æsler og 32.000 småpiger og unge jomfruer.

^36-40 Den halvdel, som tilfaldt dem, der havde været i kamp, udgjorde således 337.500 får og geder, hvoraf 675 blev givet til præsterne, 36.000 stykker kvæg, hvoraf 72 blev givet til præsterne, 30.500 æsler, hvoraf 61 blev givet til præsterne, 16.000 småpiger og unge jomfruer, hvoraf 32 blev overdraget til præsterne som slaver. ⁴¹ Præsternes andel blev overdraget til Eleazar, sådan som Herren havde sagt.

^42-46 Den anden halvdel, som tilfaldt folket, beløb sig til 337.500 får og geder, 36.000 stykker kvæg, 30.500 æsler og 16.000 småpiger og unge jomfruer. ⁴⁷ Af disse dyr og mennesker blev én ud af hver 50 overdraget til levitterne, sådan som Herren havde sagt.

⁴⁸ Da kom lederne for de forskellige hærafdelinger til Moses ⁴⁹ og sagde: „Efter at vi har optalt de hjemvendte krigere, kan vi melde, at vi ikke har mistet en eneste mand i krigen. ⁵⁰ Derfor har vi besluttet at give Herren alle de guldsmykker vi tog fra fjenden, dvs. samtlige ankelringe,^[a] armbånd, fingerringe, øreringe og halssmykker. Dette offer skal skaffe os soning hos Herren.”

^51-53 Moses og præsten Eleazar tog imod denne særlige gave. Den samlede vægt af alle disse kunstfærdigt udførte guldsmykker, som krigerne havde taget i krigsbytte, beløb sig til næsten 200 kilo. ⁵⁴ Hærførernes gave blev bragt til åbenbaringsteltet, hvor det blev opbevaret som et minde for Herrens ansigt.

Nogle israelitter bosætter sig øst for Jordanfloden

32 Rubens og Gads stammer havde masser af kvæg, og da de opdagede, hvor velegnet Jazers og Gileads land var til kvægavl, ² henvendte deres ledere sig til Moses og præsten Eleazar og de øvrige stammeledere og sagde: ^3-4 „Herren har hjulpet sit folk med at erobre hele området omkring byerne Atarot, Dibon, Jazer, Nimra, Heshbon, Elale, Sebam, Nebo og Beon. Dette område er særdeles velegnet til kvægavl. ⁵ Derfor vi vil gerne bede om at få tildelt det område som vores ejendom, så vi kan slå os ned her frem for at tage over på den anden side af Jordanfloden.”

⁶ „Skal de andre stammer så gå i krig alene?” spurgte Moses. ⁷ „Det vil tage modet fra resten af folket, så vi risikerer, at de går glip af det land, Herren har lovet dem. ⁸ Var det ikke netop det, der skete for jeres fædre, dengang jeg sendte spioner fra Kadesh-Barnea ind i landet? ⁹ Kom spionerne ikke tilbage fra Eshkoldalen og tog modet fra folket, så de ikke nåede ind i det land, Herren havde lovet dem? ^10-11 Ved den lejlighed blev Herren så vred over deres vantro, at han svor på, at ikke en eneste over 20 år af alle dem, der havde været med fra begyndelsen, da de forlod Egypten, skulle få det land at se, han havde lovet Abraham, Isak og Jakob. ¹² Kun Kaleb og Josva var undtaget, for de havde fuld tillid til Herren, og de opfordrede folket til at gå ind og tage landet i besiddelse.

¹³ Efter den episode lod Herren os strejfe omkring i ørkenen i 40 år, indtil den oprørske generation var uddød i ørkenen som følge af deres synd. ¹⁴ Og nu kommer I og vil gøre det samme igen. Hvis I nu også nægter at adlyde Herren, vil han i sin vrede straffe Israels folk endnu værre. ¹⁵ Hvis I svigter, vil folket få forlænget opholdet i ørkenen, og på den måde bringer I ulykke over hele folket.”

¹⁶ „Nej, nej,” svarede de, „vi har kun tænkt os at lave indhegninger og bygge byer, så vi kan efterlade vores kvæg og vores familier her, ¹⁷ mens vi selv ruster os til krig og går i spidsen for Israels folk ind i landet, så vi kan sikre os, at de når deres bestemmelsessted, hvor de kan slå sig ned i fred og ro. Men forinden må vi bygge befæstede byer til vores familier for at sikre os, at de ikke bliver udplyndret af de øvrige indbyggere i området. ¹⁸ Når det er gjort, vil vi følge med folket og ikke vende tilbage, før alle Israels stammer har taget deres land i besiddelse. ¹⁹ Det eneste, vi siger, er, at vi vil foretrække at bo på den østlige side af Jordanfloden i stedet for på den vestlige side.”

²⁰ „Godt,” svarede Moses, „hvis I vil holde jeres ord og ruste jer til krig, ^21-22 kan I overtage området øst for Jordanfloden på den betingelse, at I ikke vender tilbage, før Herren har jaget fjenderne bort, og folket har indtaget landet. Først da har I opfyldt jeres forpligtelser over for Herren og folket, så Herren kan give jer det område, I er interesseret i. ²³ Men hvis I løber fra jeres ord, har I syndet imod Herren selv—og da skal I få konsekvensen af jeres synd at mærke. ²⁴ Gå bare i gang med at lave indhegninger til jeres kvæg og bygge byer til jeres familier, sådan som I foreslår.”

²⁵ „Vi vil gøre nøjagtig, som du siger,” svarede Gads og Rubens stammeledere. ²⁶ „Vi vil efterlade vores børn, koner, kvæg og øvrige husdyr i byerne her i Gilead, ²⁷ men alle våbenføre mænd iblandt os følger med over på den anden side af Jordanfloden for at kæmpe i krigen for Herren, sådan som du har befalet.”

²⁸ Moses bekendtgjorde denne afgørelse for Eleazar, Josva og stammelederne. ²⁹ „Hvis alle våbenføre mænd fra Gads og Rubens stammer hjælper med til at erobre landet på den anden side af Jordanfloden,” sagde han, „skal Gileads land bagefter tilfalde dem. ³⁰ Men hvis de kryber udenom, skal de have jord side om side med de øvrige stammer i Kana’an.”

³¹ Gads og Rubens stammeledere bekræftede Moses’ ord. „Vi vil gøre, som Herren har befalet,” erklærede de. ³² „Alle våbenføre mænd følger med til Kana’an og deltager i krigen for Herren, og vi overtager så ejendomsretten til området øst for Jordanfloden.”

³³ Derpå overdrog Moses officielt amoritterkongen Sihons område og kong Og af Bashans område med de tilhørende byer til Gads, Rubens og det halve af Manasses stammer.

³⁴ Gads stamme genopbyggede følgende byer: Dibon, Atarot, Aroer, ³⁵ Atarot-Shofan, Jazer, Jogbeha, ³⁶ Bet-Nimra og Bet-Haran. De var alle befæstede byer med indhegnede græsgange udenom.

³⁷ Rubens stamme genopbyggede følgende byer: Heshbon, Elale, Kirjatajim, ³⁸ Nebo, Ba’al-Meon og Sibma. De gav mange af byerne nye navne.

³⁹ Makirs slægt af Manasses stamme tog op til Gilead, erobrede landet og jog amoritterne bort. ⁴⁰ Derfor gav Moses Gilead til makiritterne, som bosatte sig der. ⁴¹ Jair-slægten fra Manasses stamme erobrede en lang række byer i Gilead, hvorefter de gav området navneforandring til Jairs landsbyer. ⁴² En mand ved navn Noba erobrede med sin hærstyrke byen Kenat og de omkringliggende landsbyer og opkaldte området efter sig selv.