4 Mosebog 18-20

Bibelen på hverdagsdansk

Præsternes og levitternes tjeneste

18 Da sagde Herren til Aron: „Jeg har overdraget tjenesten ved helligdommen til levitterne. Det er deres ansvar, hvis der sker et lovbrud under tjenesten. Men præstetjenesten er overdraget til dig og dine efterkommere, og sker der noget galt der, er det jer, der bliver krævet til ansvar. ² Levitterne skal hjælpe jer under præstetjenesten foran teltet med pagtens ark. ³ Men når de udfører deres arbejde, må de under ingen omstændigheder røre direkte ved nogen af de hellige ting eller ved alteret. Gør de det, skal de dø—og det skal I også. ⁴ Levitterne skal tage sig af åbenbaringsteltet og transportere det omkring, men ingen af de andre israelitter må hjælpe til med det arbejde.

⁵ Det er jer præster, som skal udføre tjenesten i selve helligdommen og ved alteret, så Israels folk ikke igen skal rammes af min vrede ved ikke at respektere præstetjenesten. ⁶ Jeg har udvalgt levitterne til at hjælpe jer under jeres præstetjeneste i åbenbaringsteltet. De er en gave til jer fra Herren. ⁷ Men du og dine efterkommere, som er mine præster, skal alene varetage altertjenesten. Det er kun jer, som har tilladelse til at gå ind bag forhænget til helligdommen, for I er mine præster. Enhver anden, der trænger ind i helligdommen, skal dø.”

Præsternes og levitternes underhold

⁸ Herren sagde videre til Aron: „Jeg giver jer præster jeres del af de offergaver, som folket bringer til mig. Denne ordning skal gælde for altid. ⁹ I må få de dele af de hellige ofre, som ikke skal brændes på alteret, hvad enten det er afgrødeofre, syndofre eller skyldofre. ¹⁰ I skal spise dem på et helligt sted, men kun mændene må spise dem. ¹¹ De offergaver, som svinges foran alteret, skal for altid tilhøre jer og jeres familier. Både mænd, kvinder og børn må spise af disse ofre—med undtagelse af dem, der er urene på det tidspunkt.

¹² Det samme gælder for de høstofre, som folket bringer til mig—det første og bedste af deres olivenolie, nylavede vin, korn ¹³ og frugter. De ofre må alle jeres familiemedlemmer få del i—med undtagelse af dem, der er urene på det tidspunkt. ¹⁴ Alt hvad der tilhører mig, tilhører også jer. ¹⁵ Alt det førstefødte blandt mennesker og dyr tilhører mig, og skal derfor tilhøre jer. Dog skal israelitterne løskøbe de førstefødte sønner og det førstefødte blandt alle urene dyr. ¹⁶ I stedet for at bringe disse førstefødte sønner og urene dyr som offergaver, skal de en måned efter fødslen løskøbe dem med fem sølvstykker for hver.

¹⁷ Hvad de førstefødte blandt hornkvæget og småkvæget angår, kan de ikke løskøbes, men de skal ofres til mig. Deres blod skal stænkes på alteret, og deres fedt skal brændes som et lifligt offer til mig. ¹⁸ Men kødet skal tilhøre jer—ligesom brystet og det højre lårstykke, der svinges foran alteret, tilhører jer. ¹⁹ Alle de ofre, som folket bringer til mig ved at svinge dem foran alteret, skal tilhøre jer, og I og jeres familier må spise af dem. Dette er en permanent lov, en troskabspagt^[a] mellem mig på den ene side og jer og jeres efterkommere på den anden side.”

²⁰ Herren sagde videre til Aron: „I præster må ikke eje jord eller anden ejendom i landet. Hvad der tilhører mig, tilhører også jer. ²¹ Men hvad levitterne angår, skal de modtage betaling for deres arbejde ved åbenbaringsteltet i form af den tiende, Israels folk bringer. De får nemlig heller ikke jord eller ejendom i landet.

²² Fra nu af skal israelitterne, med undtagelse af præsterne og levitterne, holde sig på afstand af åbenbaringsteltet. Gør de ikke det, skal de dø. ²³ Levitterne skal gøre tjeneste ved åbenbaringsteltet og hjælpe præsterne, men de må ikke få del i landets jord. Det skal være en fast ordning som varer fra slægt til slægt. ²⁴ I stedet for jord får de den tiende, som israelitterne bringer til mig.”

²⁵ Herren sagde videre til Moses: ²⁶ „Sig til levitterne, at en tiendedel af den tiende, de modtager fra israelitterne, skal de give videre til mig. ^27-30 Det bliver deres ‚høstoffer’ og skal i mine øjne regnes på lige fod med de øvrige israelitters høstofre, der betales af det første korn fra tærskepladsen og den første vin, de producerer. Den skal bestå af den bedste del af de tiendegaver, som de modtager fra folket og denne tiende skal de overdrage til Aron som repræsentant for præsterne. ^31-32 Så længe levitterne sørger for at bringe den bedste del af den tiende, de selv modtager, videre til præsterne, må de spise resten, hvor de vil, sammen med deres familier, uden derved at pådrage sig skyld. Det er deres løn for det arbejde, de udfører ved åbenbaringsteltet. Men hvis de overtræder denne lov, skal de dø.”

Renselsesvandet

19 Herren sagde til Moses og Aron: ² „Jeg giver jer følgende lovregel: Sig til Israels folk, at de skal komme med en rød kvie, som er uden skavanker og aldrig har været spændt i åg. ³ Den skal overgives til præsten Eleazar, føres uden for lejren og slagtes, mens han ser på det. ⁴ Så skal præsten dyppe sin finger i blodet og stænke det syv gange i retning af åbenbaringsteltet, ⁵ hvorpå kvien skal brændes, mens han ser på det—både dens hud, kød, blod og indvolde skal brændes. ⁶ Og han skal tage noget cedertræ, nogle isopgrene og noget skarlagenrødt garn og kaste det ind i ilden, mens kvien brændes.

^7-8 Derefter skal både Eleazar og den mand, der brændte kvien, vaske deres tøj og bade, hvorefter de kan vende tilbage til lejren, men de er urene indtil aften. ⁹ En mand, som ikke er uren, skal derefter samle kviens aske op, så den kan opbevares på et dertil indviet sted uden for lejren. Asken skal bruges til at blande i det vand, der benyttes som renselsesvand, for kvien er et syndoffer. ¹⁰ Den mand, som samler kviens aske op, skal også vaske sit tøj, og han vil være uren indtil aften. Det her er en permanent lov, som skal gælde både for Israels folk og de fremmede, der bor iblandt dem.

¹¹ Enhver, der rører ved et lig, er uren i syv dage. ^12-13 På den tredje og den syvende dag skal de lade sig rense med vand, hvori der er blandet aske fra den røde kvie. Hvis de ikke på den måde bliver renset, forbliver de urene. De gør dermed min bolig uren, og de skal udryddes, fordi der ikke blev stænket renselsesvand på dem. De blev aldrig renset for deres synd.

¹⁴ I tilfælde af at et menneske dør hjemme i sit telt, skal alle tilstedeværende og alle, der kommer ind i teltet, så længe den døde er der, være urene i syv dage. ¹⁵ Enhver beholder i teltet, der ikke er tildækket med klæde eller låg, bliver også uren.

¹⁶ I tilfælde af at et menneske dør i krig, og nogen rører ved liget, mens det ligger på jorden, bliver vedkommende uren. Uanset hvad dødsårsagen er, gælder det samme: Den, der rører ved et lig, er uren i syv dage—ja, man bliver uren, bare man rører ved en knogle eller et gravsted.

¹⁷ Renselsesritualet for et menneske, der dør i sit telt, skal foregå på følgende måde: Først skal noget af asken fra den røde kvie, der blev bragt som syndoffer, drysses i en skål, og der skal hældes frisk vand over. ¹⁸ Derefter skal en person, der ikke selv er uren, tage en isopgren, dyppe den i vandet og stænke det på selve teltet, de ting, der er i teltet, og de personer, som var til stede. På samme måde skal der stænkes renselsesvand på de personer, der på anden vis har været i kontakt med knogler, lig eller gravsteder. ¹⁹ Dette ritual skal foretages på den tredje og den syvende dag, hvorefter de urene skal vaske deres tøj og bade. På den syvende aften er de så rene igen.

²⁰ Men hvis de, der er urene, ikke ønsker at lade sig rense for deres synd, skal de udryddes, for de har gjort min helligdom uren. De blev aldrig renset. ²¹ Dette er en permanent ordning. Den, som stænker renselsesvand på den urene, bliver selv uren og skal vaske sit tøj og være uren indtil aften. Det samme gælder for dem, der på en eller anden måde kommer i berøring med renselsesvandet. ²² Alt hvad de urene rører ved bliver urent, og hvis nogen rører ved de urene ting, bliver de også urene indtil aften.”

Moses slår på klippen i modstrid med Herrens befaling

20 Det var i årets første måned,^[b] at Israels folk nåede frem til Zins ørken. Mens de lå i lejr ved Kadesh, døde Mirjam og blev begravet.

^2-3 Der var næsten ingen vand på stedet, og derfor begyndte folket igen at klage til Moses og Aron. „Gid vi var døde, dengang Herren slog en masse israelitter ihjel,” jamrede de. ⁴ „Hvorfor har I ført os ud i den her ørken? Var det bare, for at vi og vores dyr skulle dø? ⁵ Hvorfor overtalte I os til at forlade Egypten for at føre os ud til det her gudsforladte sted? Hvad er der blevet af det frugtbare land med korn, figner, druer og granatæbler, som I lovede os? Vi er ved at dø af tørst.”

⁶ Da forlod Moses og Aron forsamlingen og gik hen til åbenbaringsteltets indgang, hvor de bøjede sig i støvet for Herren, og Herrens herlighed viste sig for dem.

^7-8 „Tag Arons stav og kald folket sammen,” sagde Herren til Moses. „Mens de alle ser på det, skal du tale til klippen og befale den at give vand. Så vil der strømme vand ud fra klippen, og der bliver rigeligt til både folket og dyrene.”

⁹ Moses gjorde, som Herren havde sagt, og hentede staven fra dens plads foran pagtens ark. ¹⁰ Så kaldte han og Aron folket sammen rundt om klippen. „Se her, I oprørske mennesker!” råbte Moses. „Tror I, vi kan skaffe vand til jer fra denne klippe?” ¹¹ Så løftede han staven og slog to gange på klippen, og vandet strømmede ud, så folket og dyrene kunne drikke, så meget de ville.

¹² Men Herren sagde til Moses og Aron: „I havde åbenbart ikke tro nok til at gøre, nøjagtig som jeg sagde, og I tog tilmed selv æren over for folket. Jeg er en hellig Gud, som skal adlydes. Nu får I ikke æren af at føre folket ind i det land, jeg har lovet dem.”

¹³ Man kaldte stedet Meribas^[c] vand, for her satte Israels folk sig igen op imod Herren, og her viste han dem, at man bliver straffet for at sætte sig op mod den hellige Gud.

Israelitterne får ikke lov at rejse gennem Edoms land

¹⁴ Mens de opholdt sig ved Kadesh, sendte Moses bud til Edoms^[d] konge. Budskabet lød: „Dit broderfolk, israelitterne, sender hilsen. Du har hørt om alle de strabadser, vi har været igennem, ¹⁵ siden vores forfædre kom til Egypten og slog sig ned i landet, hvor de blev gjort til slaver. ¹⁶ Men i vores nød råbte vi til Herren, og han sendte sin engel for at befri os fra slaveriet i Egypten. For øjeblikket befinder vi os ved Kadesh ved grænsen til jeres land, ¹⁷ og vi beder om tilladelse til at rejse gennem landet. Vi skal nok gå uden om jeres marker og vingårde—ikke engang jeres brønde vil vi tage vand af. Vi lover at holde os til Kongevejen^[e] og ikke gå til nogen af siderne, så længe vi er i jeres land.”

¹⁸ Men Edoms konge svarede: „Hold jer væk fra mit land, ellers sender jeg hæren imod jer.”

¹⁹ „Jamen, vi lover at holde os til landevejen,” protesterede de israelitiske sendebud. „Vi lover også, at hvis nogen af os eller vores kvæg kommer til at drikke af jeres vand, betaler vi for det. Vi ønsker ikke at være til ulejlighed, men vil bare gerne have lov til at rejse igennem jeres land.”

²⁰ Men Edoms konge var ubøjelig. „I får ikke lov at rejse igennem mit land,” gentog han og gav befaling om at mobilisere hæren til at holde vagt ved grænsen. ^21-22 Det blev afslutningen på den diskussion: Edomitternes konge holdt stædigt fast ved sit afslag, og derfor måtte Israels folk opgive at tage den vej.

Arons død

²³ Ved Hors bjerg nær ved grænsen til Edom sagde Herren til Moses og Aron: ²⁴ „Tiden er kommet, hvor Aron skal dø. Han får ikke lov at komme ind i det land, jeg har lovet Israels folk, for I var begge ulydige imod mig ved Meribas vand.

²⁵ Moses skal føre Aron og hans søn Eleazar op på Hors bjerg, ²⁶ og dér skal han tage Arons præstedragt af ham og give hans søn Eleazar den på, hvorefter Aron skal dø.”

²⁷ Moses adlød Herren, og mens folket fulgte dem med øjnene, gik de tre mænd op på Hors bjerg. ²⁸ Da de nåede toppen, tog Moses præstedragten af Aron og gav Eleazar den på, hvorefter Aron døde oppe på bjerget. Moses og Eleazar gik så ned igen, ²⁹ og da folket hørte, at Aron var død, sørgede de over ham i 30 dage.