Add parallel Print Page Options

Lejren skal være hellig

Herren sagde til Moses: „Giv Israels folk ordre til at sende alle, der lider af smittefarlige hudsygdomme, ud af lejren. Desuden skal alle, der har udflåd eller har været i berøring med lig, udelukkes fra at opholde sig i lejren, for den slags personer er urene. Denne ordning gælder for både mænd og kvinder. I skal udelukke disse mennesker, så de ikke besmitter lejren, hvor jeg har taget bolig.” Israelitterne gjorde straks, som Herren havde befalet Moses: alle de urene blev sendt uden for lejren.

Erstatningspligt og offergaver

Da sagde Herren til Moses: „Sig til Israels folk, at hvis en mand eller en kvinde svigter mig ved at begå en synd og dermed pådrager sig skyld, skal de bekende den synd, de har begået. Hvis synden drejer sig om materielle værdier, skal den forurettede have erstatning med et tillæg på 20 procent. Men hvis den forurettede er død, og der ikke er nogen slægtning til at modtage erstatning, skal betalingen tilfalde præsten sammen med den vædder, som bringes til soning for synden. 9-10 Ligeledes tilfalder alle særlige offergaver præsten.”

Kvinder, der mistænkes for utroskab

11 Herren sagde til Moses: 12-14 „Sig til Israels folk, at hvis en mand har mistanke om, at hans kone har været ham utro, så han er jaloux, men der ikke findes vidner eller klare beviser, 15 skal manden føre sin kone til præsten, og han skal medbringe et offer på et kilo rent bygmel, men ingen olivenolie eller røgelse. Det skal være et jalousioffer—dvs. mandens anmodning til Herren om, at sandheden må komme frem i lyset. 16 Derpå skal præsten fremstille den mistænkte kvinde for Herren, 17 mens han hælder indviet vand i en lerskål og rører lidt støv fra boligens gulv i vandet. 18 Så skal han tage hendes hovedbeklædning væk og lægge jalousiofferet i hendes hænder, for at det kan blive afgjort, om der er baggrund for mandens mistanke. Imens skal præsten stille sig foran hende med krukken, der indeholder den bitre forbandelses vand. 19 Da skal han sige til hende: ‚Hvis du ikke har haft seksuel omgang med andre end din mand, skal du fritages for den forbandelse, der ligger i dette vand. 20 Men hvis du har vendt dig fra din mand og gjort dig selv uren ved en anden mand, 21-22 vil Herren forbande dig midt iblandt dit folk, og vandet vil få din livmoder til at svulme op, og du vil ikke kunne få børn.’ Da skal kvinden svare: ‚Lad denne forbandelse ramme mig, hvis jeg er skyldig.’ 23 Præsten skal skrive forbandelsen på et stykke læder, hvorefter han skal vaske den skrevne forbandelse af i det bitre vand, 24 så når hun drikker vandet, vil hun samtidig drikke sig en forbandelse til. 25 Præsten skal nu tage jalousiofferet ud af hendes hænder, svinge det for Herrens ansigt og bringe det hen til alteret. 26 Så skal han tage en håndfuld af dette offer og hælde det på alterets ild som et røgoffer, hvorefter kvinden skal drikke vandet. 27 Hvis hun virkelig har gjort sig selv uren og har været sin mand utro, skal forbandelsesvandet blive bittert i hende, så hendes livmoder svulmer op, og hun ikke længere kan få børn—og man skal bruge hendes navn som en forbandelse. 28 Men hvis hun er uskyldig og ikke har været manden utro, vil der ikke ske hende noget—og hun vil fortsat være i stand til at få børn.

29-30 Det er de forskrifter, der skal følges, når en mand mistænker sin kone for utroskab—og ved at følge dem vil det blive afgjort, hvem der har ret. Manden skal føre sin kone frem for Herren, og præsten skal handle efter ovennævnte forskrifter. 31 Men hvis forbandelsen rammer hende, er manden uden skyld—for kvinden har fået den straf, hun har fortjent.”

Forskrifter for naziræerne

Herren sagde til Moses: „Sig til Israels folk, at hvis en mand eller en kvinde aflægger naziræerløftet og således indvier sig til Herren på en særlig måde, 3-4 må de, så længe de er bundet af deres løfte, hverken drikke øl eller vin—ikke engang druesaft—og de må heller ikke spise druer eller rosiner. De må ikke nyde noget, der har med vindruer at gøre—ikke engang kernerne eller skrællerne.

I den periode løftet gælder, må de ikke lade deres hår klippe, for de er helliget og indviet til Herren. Derfor skal de lade håret vokse.

6-7 I den periode løftet gælder, må de ikke komme i nærheden af lig—heller ikke, hvis det drejer sig om deres forældre eller søskende, for de er indviet til Gud på en særlig måde— de er naziræere og helliget Herren. Men hvis nogen falder død om, så de ikke kan undgå at røre ved den døde, så de bliver urene, skal de være urene i syv dage og derefter lade deres hår klippe af. Da vil de være renset for deres urenhed. 10 Næste dag skal de så bringe to turtelduer eller to unge duer til præsten ved åbenbaringsteltets indgang, 11 og præsten skal ofre den ene due som syndoffer og den anden som brændoffer, så der skaffes soning for deres urenhed. Først da kan de aflægge løfte på ny og lade håret vokse igen. 12 Den del af løftet, som blev opfyldt, før de blev urene, tæller ikke længere. Nej, de må begynde forfra og aflægge et nyt løfte. Samtidig skal de ofre et etårs vædderlam som skyldoffer.

13 Når de har opfyldt deres naziræerløfte, og indvielsestiden er udløbet, skal de gå hen til åbenbaringsteltets indgang 14 og ofre et etårs vædderlam uden skavanker som brændoffer til Herren. De skal desuden ofre et tilsvarende gimmerlam som syndoffer, et takoffer bestående af en vædder uden skavanker, 15 en kurv med usyrnede brød, dels ringbrød lavet af fint mel blandet med olivenolie, dels fladbrød penslet med olivenolie, samt de sædvanlige afgrøde- og drikofre. 16 Da skal præsten bringe ofrene til Herren i denne rækkefølge: syndofferet først, så brændofferet 17 og takoffervædderen sammen med de usyrnede brød—og endelig afgrødeofferet og drikofferet.

18 Derefter skal naziræerne ved åbenbaringsteltets indgang klippe deres hår, for det lange hår var tegnet på, at de havde indviet sig på en særlig måde til Herren, og de skal ofre håret på alteret sammen med takofferet. 19 Efter at de har klippet håret af, skal præsten tage vædderens kogte bov, et usyrnet ringbrød og et usyrnet fladbrød fra kurven og lægge disse ting i deres hænder. 20 Så skal præsten svinge det foran Herrens alter som et offer til Herren. Denne del af offeret tilfalder præsten sammen med bryststykket og låret, der blev svunget foran Herrens alter. Derefter kan naziræerne drikke vin igen, for de er løst fra deres løfte.

21 Det er forskrifterne for naziræerløftet og de påkrævede ofre, efter at løftet er opfyldt. Ud over disse ofre skal de naturligvis bringe de ofre, de eventuelt måtte have lovet Herren, da de aflagde deres naziræerløfte.”

Den aronitiske velsignelse

22 Herren sagde til Moses: 23 „Sig til Aron og hans sønner, at de skal velsigne Israels folk på følgende måde: 24-26 Herren velsigne dig og bevare dig. Herren våge over dig og være dig nådig. Herren være dig nær og give dig fred. 27 Aron og hans sønner skal med denne velsignelse stemple mit navn på Israels folk—og jeg vil velsigne dem.”

Billedet med jordbunden(A)

Senere gav Jesus sig igen til at undervise nede ved søen, og en stor skare mennesker samledes omkring ham. Derfor gik han om bord i en båd, hvorfra han kunne sidde og tale til menneskeskaren, der stod på bredden. Han illustrerede gerne sin undervisning med billeder fra hverdagslivet.

„Hør godt efter!” sagde han. „En landmand gik en dag ud for at så korn på sin mark. Som han nu gik og strøede sædekornet ud, faldt noget på vejen, og fuglene kom og spiste det. Noget af kornet faldt på stengrund, hvor der kun var et tyndt lag jord. Det spirede hurtigt og voksede op, men eftersom rødderne ikke kunne udvikles i det tynde jordlag, tørrede planterne ud under den brændende sol. Noget af kornet faldt på steder, hvor der var tidselrødder i jorden. Tidslerne voksede op og kvalte kornplanterne, så de ikke satte aks. Men noget af kornet faldt i god jord. Det voksede op og gav afgrøde på 30, 60 eller 100 gange så meget, som der var sået. Lad dem høre, som har øre.”

Guds riges mysterier forklares kun for disciplene(B)

10 Når Jesus var alene med de Tolv og de øvrige, som fulgte ham, plejede de at spørge ham om meningen bag hans billeder.

11 Hans svar lød: „For jer, som følger mig, vil Guds riges mysterier blive åbenbaret, men de, som ikke følger mig, må nøjes med at spekulere over billedtalen. 12 Derved opfyldes ordet:

De ser, men fatter dog intet.
    De hører, men forstår dog intet.
Derfor kommer de ikke til mig og får tilgivelse.”[a]

Jesus forklarer billedet med jordbunden(C)

13 Jesus fortsatte: „Har I ikke forstået billedet med kornet og jordbunden? Hvordan skal I så kunne forstå alle de andre billeder?

14 Kornet, som landmanden såede, er et billede på Guds ord. 15 Nogle mennesker er som vejen. Når de hører Guds ord, kommer Satan straks og piller de ord væk, som blev sået i dem. 16 Nogle er som den tynde jord på stengrund. Når de hører Guds ord, tager de straks imod det med glæde. 17 Men de lader ikke ordet slå rod, så det varer kun en tid. Når der kommer problemer eller forfølgelser på grund af ordet, giver de op og falder fra. 18 Nogle er som jorden med tidsler i. De hører godt nok ordet, 19 men de daglige bekymringer, den forførende materialisme og lysten til at gøre alt muligt andet kvæler ordet, så der ikke bliver nogen frugt af det. 20 Men nogle er som den gode jord. De hører ordet og tager imod det. Det bærer frugt i deres liv: 30, 60 eller 100 gange så meget, som der var sået.”

Read full chapter

Footnotes

  1. 4,12 Es. 6,9-10 LXX.