23 Og Bileam sagde til Balak: "Byg mig syv Altre her og skaf mig syv unge Tyre og syv Vædre herhen!" ² Balak gjorde, som Bileam sagde, og Balak og Bileam ofrede en Tyr og en Væder på hvert Alter. ³ Derpå sagde Bileam til Balak: "Bliv stående her ved dit Brændoffer, så vil jeg gå hen og se, om Herren mulig kommer mig i Møde. Hvad han da lader mig skue, skal jeg lade dig vide." Så gik han op på en nøgen Klippetop. ⁴ Da kom Gud Bileam i Møde. Og han sagde til ham: "Jeg har gjort de syv Altre i Stand og ofret en Tyr og en Væder på hvert." ⁵ Og Gud lagde Bileam Ord i Munden og sagde: "Vend tilbage til Balak og tal således til ham!" ⁶ Da vendte han tilbage til ham, og se, han stod ved sit Brændoffer sammen med alle Moabs Høvdinger. ⁷ Og han fremsatte sit Sprog: Fra Aram lod Balak mig hente, Moabs Konge fra Østens Bjerge: "Kom og forband mig Jakob, kom og kald Vrede ned over Isrrael!" ⁸ Hvor kan jeg forbande, når Gud ej forbander, nedkalde Vrede, når Herren ej vreds! ⁹ Jeg ser det fra Klippernes Top, fra Højderne skuer jeg det, et Folk, der bor for sig selv og ikke regner sig til Hedningefolkene. ¹⁰ Hvem kan måle Jakobs Sandskorn, hvem kan tælle Israels Støvgran? Min Sjæl dø de oprigtiges Død, og mit Endeligt vorde som deres!

¹¹ Da sagde Balak til Bileam: "Hvad har du gjort imod mig! Jeg lod dig hente, for at du skulde forbande mine Fjender, og se, du har velsignet dem!" ¹² Men han svarede: "Skal jeg ikke omhyggeligt sige, hvad Herren Iægger mig i Munden?" ¹³ Da sagde Balak til ham: "Følg med mig til et andet Sted, hvorfra du kan se Folket, dog kun den yderste Del deraf og ikke det hele, og forband mig det så fra det Sted!" ¹⁴ Og han tog ham med til Udkigsmarken på Toppen af Pisga og rejste der syv Altre og ofrede en Tyr og en Væder på hvert. ¹⁵ Derpå sagde Bileam til Balak: "Bliv stående her ved dit Brændoffer, medens jeg ser efter, om der møder mig noget!" ¹⁶ Da kom Gud Bileam i Møde og lagde ham Ord i Munden og sagde: "Vend tilbage til Balak og tal således!" ¹⁷ Så kom han hen til ham, og se, han stod ved sit Brændoffer sammen med Moabs Høvdinger; og Balak spurgte ham: "Hvad har Herren sagt?" ¹⁸ Da fremsatte han sit Sprog: Rejs dig, Balak, og hør, lyt til mig, Zippors Søn! ¹⁹ Gud er ikke et Menneske, at han skulde lyve, et Menneskebarn, at han skulde angre; mon han siger noget uden at gøre det, mon han taler uden at fuldbyrde det? ²⁰ Se, at velsigne er mig givet, så velsigner jeg og tager intet tilbage! ²¹ Man skuer ej Nød i Jakob, ser ej Trængsel i Israel; Herren dets Gud er med det, og Kongejubel lyder hos det. ²² Gud førte det ud af Ægypten, det har en Vildokses Horn. ²³ Thi mod Jakob hjælper ej Galder, Trolddom ikke mod Israel. Nu siger man om Jakob og om Israel: "Hvad har Gud gjort?" ²⁴ Se, et Folk, der står op som en Løvinde, rejser sig som en Løve! Det lægger sig først, når det har ædt Rov og drukket de dræbtes Blod.

²⁵ Da sagde Balak til Bileam: "Vil du ikke forbande det, så velsign det i alt Fald ikke!" ²⁶ Men Bileam svarede og sagde til Balak: "Har jeg ikke sagt dig, at alt, hvad Herren siger, det gør jeg!" ²⁷ Da sagde Balak til Bileam: "Kom, jeg vil tage dig med til et andet Sted, måske det vil behage Gud, at du forbander mig det fra det Sted." ²⁸ Og Balak førte Bileam op på Toppen af Peor, der rager op over Ørkenen. ²⁹ Så sagde Bileam til Balak: "Byg mig syv Altre her og skaf mig syv unge Tyre og syv Vædre herhen!" ³⁰ Balak gjorde, som Bileam sagde, og ofrede en Tyr og en Væder på hvert Alter.

24 Men da Bileam så, at HerrenS Hu stod til at velsigne Israel, gik han ikke som de forrige Gange hen for at søge Varsler, men vendte sig mod Ørkenen ² og Bileam så op og fik Øje på Israel; som lå lejret Stamme for Stamme. Da kom Guds Ånd over ham, ³ og han fremsatte sit Sprog: Så siger Bileam, Beors Søn, så siger Manden, hvis Øje er lukket, ⁴ så siger han, der hører Guds Ord og kender den Højestes Viden, som skuer den Almægtiges Syner, hensunken, med opladt Øje: ⁵ Hvor herlige er dine Telte, JIakob, og dine Boliger, Israel! ⁶ Som Dale, der strækker sig vidt, som Haver langs med en Flod, som Aloetræer, Herren har plantet, som Cedre ved Vandets Bred. ⁷ Dets Spande flyder over med Vand, dets Korn fåt rigelig Væde. Mægtigere end Agagerdets Konge, og ophøjet er dets kongedømme. ⁸ Gud førte det ud af Ægypten, det har en Vildokses Horn; det opæder de Folkeslag der står det imod, søndrer deres Ben og knuser deres Lænder ⁹ Det lægger sig, hviler som en Løve, ja, som en Løvinde, hvo tør vække det! Velsignet, hvo dig velsigner, forbandet, hvo dig forbander!

¹⁰ Da blussede Balaks Vrede op mod Bileam, og han slog Hænderne sammen; og Balak sagde til Bileam: "For at forbande mine Fjender bad jeg dig komme, og se, nu har du velsignet dem tre Gange! ¹¹ Skynd dig derhen, hvor du kom fra! Jeg lovede dig rigelig Løn, men mon har Herren unddraget dig den!" ¹² Men Bileam sagde til Balak: "Sagde jeg ikke allerede til Sendebudene, du sendte mig: ¹³ Om Balak så giver mig alt det Sølv og Guld, han har i sit Hus, kan jeg ikke være ulydig mod Herren og gøre noget som helst af egen Vilje; hvad Herren siger, vil jeg sige! ¹⁴ Vel, jeg drager til mit Folk, men kom, jeg vil lade dig vide, hvad dette Folk skal gøre ved dit Folk i de sidste Dage." ¹⁵ Derpå fremsatte han sit Sprog: Så siger Bileam, Beors Søn, så siger Manden, hvis Øje er lukket, ¹⁶ så siger han, der hører Guds Ord og kender den Højestes Viden, som skuer den Almægtiges Syner, hensunken, med opladt Øje: ¹⁷ Jeg ser ham, dog ikke nu, jeg skuer ham, dog ikke nær! En Sterne opgår af Jakob, et Herskerspir løfter sig fra Israel! Han knuser Moabs Tindinger og alle Setsønnernes Isse. ¹⁸ Edom bliver et Lydland, og Seirs undslupne går til Grunde, Israel udfolder sin Magt, ¹⁹ og Jakob kuer sine Fjender.

²⁰ Men da han så Amalekiterne, fremsatte han sit Sprog: Det første af Folkene er Amalek, men til sidst vies det til Undergang! ²¹ Og da han så Keniterne, fremsatte han sit Sprog: Urokkelig er din Bolig, din Rede bygget på Klippen. ²² Kain er dog hjemfalden til Undergang! Hvor længe? Assur skal føre dig bort! ²³ Derpå fremsatte han sit Sprog: Ve! Hvo bliver i Live, når Gud lader det ske! ²⁴ Der kommer Skibe fra Kittæernes Kyst; de kuer Assur, de kuer Eber men også han er viet til Undergang! ²⁵ Så drog Bileam tilbage til sin Hjemstavn; og Balak gik også bort.

25 Israeliterne slog sig derpå ned i Sjitim. Men Folket begyndte at bedrive Hor med de moabitiske Kvinder; ² og da de indbød Folket til deres Guders Slagtofre, spiste Folket deraf og tilbad deres Guder. ³ Og Israel holdt til med Bål Peor; derover blussede Herrens Vrede op mod Israel, ⁴ og Herren sagde til Moses: "Kald alle Folkets Overhoveder sammen og hæng dem op for Herren under åben Himmel, for at Herrens Vrede må vige fra Israel!" ⁵ Og Moses sagde til Israeliternes Dommere: "Enhver af eder skal slå dem af sine Mænd ihjel, der har holdt til med Ba'al Peor!"

⁶ Og se, en af Israeliterne kom og førte en midjanitisk Kvinde hen til sine Landsmænd lige for Øjnene af Moses og hele Israeliternes Menighed, medens de stod og græd ved Indgangen til Åbenbaringsteltet. ⁷ Da nu Pinehas, Præsten Arons Søn Eleazars Søn, så det, trådte han frem af Menighedens Midte, greb et Spyd, ⁸ fulgte den israelitiske Mand ind i Sengekammeret og gennemborede dem begge, både den israelitiske Mand og Kvinden, hende gennem Underlivet. Da standsede Plagen blandt Israeliterne. ⁹ Men Tallet på dem, Plagen havde kostet Livet, løb op til 24000.

¹⁰ Da talede Herren således til Moses: ¹¹ Pinehas, Præsten Arons Søn Eleazars Søn, har vendt min Vrede fra Israeliterne, idet han var nidkær iblandt dem med min Nidkærhed, så at jeg ikke tilintetgjorde Israeliterne i min Nidkærhed. ¹² Derfor skal du sige: Se, jeg giver ham min Fredspagt! ¹³ Et evigt Præstedømmes Pagt skal blive hans og efter ham hans Efterkommeres Lod, til Løn for at han var nidkær for sin Gud og skaffede Israeliterne Soning."

¹⁴ Den dræbte Israelit, han, der dræbtes sammenmed den midjanitiske kvinde, hed Zimri, Salus Søn, og var Øverste for et Fædrenehus blandt Simeoniterne; ¹⁵ og den dræbte midjanitiske Kvinde hed Hozbi og var en Datter af Zur, der var Stammehøvding for et Fædrenehus blandt Midjaniterne,

¹⁶ Herren talede fremdeles til Moses og sagde: ¹⁷ "Fald over Midjaniterne og slå dem; ¹⁸ thi de faldt over eder med de Rænker, de spandt imod eder i den Sag med Peor og med Hozbi, den midjanitiske Høvdings Datter, deres Landsmandinde, der dræbtes, den Dag Plagen brød løs for Peors Skyld."