4 Mosebog 18-20
Dette er Biblen på dansk
18 Herren sagde til Aron: Du tillige med dine Sønner og dit Fædrenehus skal have Ansvaret for Helligdommen, og du tillige med dine Sønner skal have Ansvaret for eders Præstetjeneste. 2 Men også dine Brødre, Levis Stamme, din Fædrenestamme, skal du lade træde frem sammen med dig, og de skal holde sig til dig og gå dig til Hånde, når du tillige med dine Sønner gør Tjeneste foran Vidnesbyrdets Telt; 3 og de skal tage Vare på, hvad du har at varetage, og på alt, hvad der er at varetage ved Teltet, men de må ikke komme de hellige Ting eller Alteret nær, at ikke både de og I skal dø.. 4 De skal holde sig til dig og tage Vare på, hvad der er at varetage ved Åbenbaringsteltet, alt Arbejdet derved, men ingen Lægmand må der komme eder nær. 5 Men I skal tage Vare på, hvad der er at varetage ved Helligdommen og Alteret, for at der ikke atter skal komme Vrede over Israelitterne. 6 Se, jeg har selv udtaget eders Brødre Leviterne af Israelitternes Midte som en Gave til eder, de er givet Herren til at udføre Arbejdet ved Åbenbaringsteltet. 7 Men du tillige med dine Sønner skal tage Vare på eders Præstegerning i alt, hvad der angår Alteret og det, der er inden for Forhænget, og udføre Arbejdet derved. Som en Gave skænker jeg eder Præstedømmet; men enhver Lægmand, der trænger sig ind deri, skal lide Døden.
8 Herren talede fremdeles til Aron: Se, jeg giver dig, hvad der skal lægges til Side af mine Offerydelser; alle Israelitternes Helliggaver giver jeg dig og dine Sønner som eders Del, en evig gyldig Rettighed. 9 Følgende skal tilfalde dig af det højhellige, fraregnet hvad der opbrændes: Alle deres Offergaver, der falder ind under Afgrødeofre, Syndofre og Skyldofre, som de bringer mig til Erstatning; som højhelligt skal dette tilfalde dig og dine Sønner. 10 På et højhelligt Sted skal du spise det, og alle af Mandkøn må spise deraf; det skal være dig helligt. 11 Fremdeles skal følgende tilfalde dig som Offerydelse af deres Gaver: Alle Gaver fra Israelitterne, hvormed der udføres Svingning, giver jeg dig tillige med dine Sønner og Døtre som en evig gyldig Rettighed; enhver, som er ren i dit Hus, må spise deraf. 12 Alt det bedste af Olien, Mosten og Kornet, Førstegrøden deraf, som de giver Herren, giver jeg dig. 13 De første Frugter af alt, hvad der gror i deres Land, som de bringer Herren, skal tilfalde dig; enhver, som er ren i dit Hus, må spise deraf. 14 Alt, hvad der lægges Band på i Israel, skal tilfalde dig. 15 Af alt Kød, som de bringer til Herren, såvel af Mennesker som af Dyr, skal alt, hvad der åbner Moders Liv, tilfalde dig; dog skal du lade de førstefødte Mennesker udløse, og ligeledes skal du lade de førstefødte urene Dyr udløse. 16 Hine skal du lade udløse, når de er en Måned gamle eller derover, med en Vurderingssum af fem Sekel efter hellig Vægt, tyve Gera på en Sekel. 17 Men de førstefødte Stykker Hornkvæg, Lam eller Geder må du ikke lade udløse; de er hellige, deres Blod skal du sprænge på Alteret, og Fedtet skal du bringe som Røgoffer, et Ildoffer til en liflig Duft for Herren; 18 men Kødet tilfalder dig; ligesom Svingningsbrystet og højre Kølle tilfalder det dig. 19 Al Offerydelse af Helliggaver, som Israelitterne yder Herren, giver jeg dig tillige med dine Sønner og Døtre som en evig gyldig Rettighed; det skal være en evig gyldig Saltpagt for Herrens Åsyn for dig tillige med dine Efterkommere.
20 Herren sagde fremdeles til Aron: Du skal ingen Arvelod have i deres Land, og der skal ikke tilfalde dig nogen Lod iblandt dem; jeg selv er din Arvelod og Del blandt Israelitterne.
21 Men se, Levisønnerne giver jeg al Tiende i Israel som Arvelod til Løn for det Arbejde, de udfører ved Åbenbaringsteltet. 22 Israelitterne må herefter ikke komme Åbenbaringsteltet nær, for at de ikke skal pådrage sig Synd og dø; 23 kun Leviterne må udføre Arbejdet ved Åbenbaringsteltet, og de skal have Ansvaret derfor. Det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt. Men nogen Arvelod skal de ikke have blandt Israelitterne; 24 thi Tienden, Israelitterne yder Herren som Offerydelse, giver jeg Leviterne til Arvelod. Derfor sagde jeg dem, at de ikke skal have nogen Arvelod blandt Israelitterne.
25 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: 26 Tal til Leviterne og sig til dem: Når I af Israelitterne modtager Tienden, som jeg har givet eder som den Arvelod, I skal have af dem, så skal I yde Herren en Offerydelse deraf, Tiende af Tienden; 27 og denne eders Offerydelse skal ligestilles med Offerydelsen af Kornet fra Tærskepladsen og Overfloden fra Vinpersen. 28 Således skal også I yde Herren en Offerydelse af al den Tiende, I modtager af Israelitterne, og denne Herrens Offerydelse skal I give Præsten Aron. 29 Af alle de Gaver, I modtager, skal I yde Herrens Offerydelse, af alt det bedste deraf, som hans Helliggave. 30 Og sig til dem: Når I yder det bedste deraf, skal det ligestilles med Offerydelsen af, hvad der kommer fra Tærskepladsen og Vinpersen. 31 I må spise det hvor som helst sammen med eders Familie, thi det er eders Løn for eders Arbejde ved Åbenbaringsteltet. 32 Når I blot yder det bedste deraf, skal I ikke for den Sags Skyld pådrage eder Synd og ikke vanhellige Israelitternes Helliggaver og udsætte eder for at dø.
19 Herren talede fremdeles til Moses og Aron og sagde: 2 Dette er det Lovbud, Herren har kundgjort: Sig til Israelitterne, at de skal skaffe dig en rød, lydefri Kvie, der er uden Fejl og ikke har båret Åg. 3 Den skal I overgive til Præsten Eleazar, og man skal føre den uden for Lejren og slagte den for hans Åsyn. 4 Så skal Præsten Eleazar tage noget af dens Blod på sin Finger og stænke det syv Gange i Retning af Åbenbaringsteltets Forside. 5 Derpå skal Kvien brændes i hans Påsyn; dens Hud, Kød og Blod tillige med Skarnet skal opbrændes. 6 Derefter skal Præsten tage Cedertræ, Ysop og karmoisinrødt Uld og kaste det på Bålet, hvor Kvien brænder. 7 Så skal Præsten tvætte sine Klæder og bade sit Legeme i Vand og derefter vende tilbage til Lejren. Men Præsten skal være uren til Aften. 8 Ligeledes skal den Mand, der brænder Kvien, tvætte sine Klæder med Vand og bade sit Legeme i Vand og være uren til Aften. 9 Og en Mand, der er ren, skal opsamle Kviens Aske og lægge den hen på et rent Sted uden for Lejren, hvor den skal opbevares for Israelitternes Menighed for at bruges til Renselsesvand. Det er et Syndoffer. 10 Og den, der opsamler Kviens Aske, skal tvætte sine Klæder og være uren til Aften. For Israelitterne og den fremmede, der bor iblandt dem, skal dette være en evig gyldig Anordning: 11 Den, der rører ved en død, ved noget som helst Lig, skal være uren i syv Dage. 12 Han skal lade sig rense for Synd med Asken på den tredje og syvende Dag, så bliver han ren; men renser han sig ikke på den tredje og syvende Dag, bliver han ikke ren. 13 Enhver, der rører ved en død, et Lig, og ikke lader sig rense for Synd, besmitter Herrens Bolig, og det Menneske skal udryddes af Israel, fordi der ikke er stænket Renselsesvand på ham; han er uren, hans Urenhed klæber endnu ved ham.
14 Således er Loven: Når et Menneske dør i et Telt,, bliver enhver, der træder ind i Teltet, og enhver, der er i Teltet, uren i syv Dage; 15 og ethvert åbent Kar, et, der ikke er bundet noget over, bliver urent. 16 Ligeledes bliver enhver, der på åben Mark rører ved en, der er dræbt med Sværd, eller ved en, der er død, eller ved Menneskeknogler eller en Grav, uren i syv Dage. 17 For sådanne urene skal man da tage noget af Asken af det brændte Syndoffer og hælde rindende Vand derover i en Skål. 18 Derpå skal en Mand, der er ren, tage en Ysopstængel, dyppe den i Vandet og stænke det på Teltet og på alle de Ting og Mennesker, der har været deri, og på den, der har rørt ved Menneskeknoglerne, den ihjelslagne, den døde eller Graven. 19 Således skal den rene bestænke den urene på den tredje og syvende Dag og borttage hans Synd på den syvende Dag. Derefter skal han tvætte sine Klæder og bade sig i Vand, så er han ren, når det bliver aften. 20 Men den, som bliver uren og ikke lader sig rense for Synd, han skal udryddes af Forsamlingen; thi han har besmittet Herrens Helligdom, der er ikke stænket Renselsesvand på ham, han er uren. 21 Det skal være eder en evig gyldig Anordning. Den, der stænker Renselsesvandet, skal tvætte sine Klæder, og den, der rører ved Renselsesvandet, skal være uren til Aften. 22 Alt, hvad den urene rører ved skal være urent, og enhver, der rører ved ham, skal være uren til Aften.
20 Derpå nåede Israelitterne, hele Menigheden, til Zins Ørken i den første Måned, og Folket slog sig ned i Kadesj. Der døde Mirjam, og der blev hun jordet. 2 Men der var ikke Vand til Menigheden; derfor samlede de sig mod Moses og Aron, 3 og Folket kivedes med Moses og sagde: "Gid vi var omkommet, dengang vore Brødre omkom for Herrens Åsyn! 4 Hvorfor førte I Herrens Forsamling ind i denne Ørken, når vi skal dø her, både vi og vort Kvæg? 5 Og hvorfor førte I os ud af Ægypten, når I vilde have os hen til dette skrækkelige Sted, hvor der hverken er Korn eller Figener, Vintræer eller Granatæbler, ej heller Vand at drikke?" 6 Men Moses og Aron begav sig fra Forsamlingen hen til Åbenbaringsteltets indgang og faldt på deres Ansigt. Da viste Herrens Herlighed sig for dem, 7 og Herren talede til Moses og sagde: 8 "Tag Staven og kald så tillige med din Broder Aron Menigheden sammen og tal til Klippen i deres Påsyn, så giver den Vand; lad Vand strømme frem af Klippen til dem og skaf Menigheden og dens Kvæg noget at drikke!" 9 Da tog Moses Staven fra dens Plads foran Herrens Åsyn, som han havde pålagt ham; 10 og Moses og Aron kaldte Forsamlingen sammen foran Klippen, og han sagde til dem: "Hør nu, I genstridige! Mon vi formår at få Vand til at strømme frem til eder af denne Klippe?" 11 Og Moses løftede sin Hånd og slog to Gange på Klippen med sin Stav, og der strømmede Vand frem i Mængde, så at Menigheden og dens Kvæg kunde drikke. 12 Men Herren sagde til Moses og Aron: "Fordi I ikke troede på mig og helligede mig for Israelitternes Øjne, skal I ikke komme til at føre denne Forsamling ind i det Land, jeg vil give dem!" 13 Dette er Meribas Vand, hvor Israelitterne kivedes med Herren, og hvor han åbenbarede sin Hellighed på dem.
14 Fra Kadesj sendte Moses Sendebud til kongen af Edom med det Bud: "Din Broder Israel lader sige: Du kender jo alle de Besværligheder, som er vederfaret os, 15 hvorledes vore Fædre drog ned til Ægypten, hvorledes vi boede der i lange Tider, og hvorledes Ægypterne mishandlede os og vore Fædre; 16 da råbte vi til Herren, og han hørte vor Røst og sendte en Engel og førte os ud af Ægypten. Se, nu er vi i Byen Kadesj ved Grænsen af dine Landemærker. 17 Lad os få Lov at vandre igennem dit Land. Vi vil hverken drage hen over Marker eller Vinhaver eller drikke Vandet i Brøndene; vi vil gå ad Kongevejen, vi vil hverken bøje af til højre eller venstre, før vi er nået igennem dit Land!" 18 Men Edom svarede ham: "Du må ikke vandre igennem mit Land, ellers drager jeg imod dig med Sværd i Hånd!" 19 Da sagde Israelitterne til ham: "Vi vil følge den slagne Landevej, og der som jeg eller mit Kvæg drikker af dine Vandingssteder, vil jeg betale derfor det er da ikke noget at være bange for, jeg vil kun vandre derigennem til Fods!" 20 Men han svarede: "Du må ikke drage her igennem!" Og Edom rykkede imod ham med mange Krigere og stærkt rustet. 21 Da Edom således formente Israel at drage igennem sine Landemærker, bøjede Israel af og drog udenom.
22 Derpå brød Israelitterne, hele Menigheden, op fra Kadesj og kom til Bjerget Hor. 23 Og Herren talede til Moses og Aron ved Bjerget Hor ved Grænsen til Edoms Land og sagde: 24 "Aron skal nu samles til sin Slægt, thi han skal ikke komme ind i det Land, jeg vil give Israelitterne, fordi I var genstridige mod mit Bud ved Meribas Vand. 25 Tag Aron og hans Søn Eleazar og før dem op på Bjerget Hor; 26 affør så Aron hans Klæder og ifør hans Søn Eleazar dem, thi der skal Aron tages bort og dø!" 27 Da gjorde Moses som Herren bød, og de gik op på Bjerget Hor i hele Menighedens Påsyn; 28 og efter at Moses havde afført Aron hans Klæder og iført hans Søn Eleazar dem, døde Aron deroppe på Bjergets Top. Men Moses og Eleazar steg ned fra Bjerget, 29 og da hele Menigheden skønnede, at Aron var død, græd de over Aron i tredive Dage, hele Israels Hus.
4 Mosebog 18-20
Bibelen på hverdagsdansk
Præsternes og levitternes tjeneste
18 Da sagde Herren til Aron: „Jeg har overdraget tjenesten ved helligdommen til levitterne. Det er deres ansvar, hvis der sker et lovbrud under tjenesten. Men præstetjenesten er overdraget til dig og dine efterkommere, og sker der noget galt der, er det jer, der bliver krævet til ansvar. 2 Levitterne skal hjælpe jer under præstetjenesten foran teltet med pagtens ark. 3 Men når de udfører deres arbejde, må de under ingen omstændigheder røre direkte ved nogen af de hellige ting eller ved alteret. Gør de det, skal de dø—og det skal I også. 4 Levitterne skal tage sig af åbenbaringsteltet og transportere det omkring, men ingen af de andre israelitter må hjælpe til med det arbejde.
5 Det er jer præster, som skal udføre tjenesten i selve helligdommen og ved alteret, så Israels folk ikke igen skal rammes af min vrede ved ikke at respektere præstetjenesten. 6 Jeg har udvalgt levitterne til at hjælpe jer under jeres præstetjeneste i åbenbaringsteltet. De er en gave til jer fra Herren. 7 Men du og dine efterkommere, som er mine præster, skal alene varetage altertjenesten. Det er kun jer, som har tilladelse til at gå ind bag forhænget til helligdommen, for I er mine præster. Enhver anden, der trænger ind i helligdommen, skal dø.”
Præsternes og levitternes underhold
8 Herren sagde videre til Aron: „Jeg giver jer præster jeres del af de offergaver, som folket bringer til mig. Denne ordning skal gælde for altid. 9 I må få de dele af de hellige ofre, som ikke skal brændes på alteret, hvad enten det er afgrødeofre, syndofre eller skyldofre. 10 I skal spise dem på et helligt sted, men kun mændene må spise dem. 11 De offergaver, som svinges foran alteret, skal for altid tilhøre jer og jeres familier. Både mænd, kvinder og børn må spise af disse ofre—med undtagelse af dem, der er urene på det tidspunkt.
12 Det samme gælder for de høstofre, som folket bringer til mig—det første og bedste af deres olivenolie, nylavede vin, korn 13 og frugter. De ofre må alle jeres familiemedlemmer få del i—med undtagelse af dem, der er urene på det tidspunkt. 14 Alt hvad der tilhører mig, tilhører også jer. 15 Alt det førstefødte blandt mennesker og dyr tilhører mig, og skal derfor tilhøre jer. Dog skal israelitterne løskøbe de førstefødte sønner og det førstefødte blandt alle urene dyr. 16 I stedet for at bringe disse førstefødte sønner og urene dyr som offergaver, skal de en måned efter fødslen løskøbe dem med fem sølvstykker for hver.
17 Hvad de førstefødte blandt hornkvæget og småkvæget angår, kan de ikke løskøbes, men de skal ofres til mig. Deres blod skal stænkes på alteret, og deres fedt skal brændes som et lifligt offer til mig. 18 Men kødet skal tilhøre jer—ligesom brystet og det højre lårstykke, der svinges foran alteret, tilhører jer. 19 Alle de ofre, som folket bringer til mig ved at svinge dem foran alteret, skal tilhøre jer, og I og jeres familier må spise af dem. Dette er en permanent lov, en troskabspagt[a] mellem mig på den ene side og jer og jeres efterkommere på den anden side.”
20 Herren sagde videre til Aron: „I præster må ikke eje jord eller anden ejendom i landet. Hvad der tilhører mig, tilhører også jer. 21 Men hvad levitterne angår, skal de modtage betaling for deres arbejde ved åbenbaringsteltet i form af den tiende, Israels folk bringer. De får nemlig heller ikke jord eller ejendom i landet.
22 Fra nu af skal israelitterne, med undtagelse af præsterne og levitterne, holde sig på afstand af åbenbaringsteltet. Gør de ikke det, skal de dø. 23 Levitterne skal gøre tjeneste ved åbenbaringsteltet og hjælpe præsterne, men de må ikke få del i landets jord. Det skal være en fast ordning som varer fra slægt til slægt. 24 I stedet for jord får de den tiende, som israelitterne bringer til mig.”
25 Herren sagde videre til Moses: 26 „Sig til levitterne, at en tiendedel af den tiende, de modtager fra israelitterne, skal de give videre til mig. 27-30 Det bliver deres ‚høstoffer’ og skal i mine øjne regnes på lige fod med de øvrige israelitters høstofre, der betales af det første korn fra tærskepladsen og den første vin, de producerer. Den skal bestå af den bedste del af de tiendegaver, som de modtager fra folket og denne tiende skal de overdrage til Aron som repræsentant for præsterne. 31-32 Så længe levitterne sørger for at bringe den bedste del af den tiende, de selv modtager, videre til præsterne, må de spise resten, hvor de vil, sammen med deres familier, uden derved at pådrage sig skyld. Det er deres løn for det arbejde, de udfører ved åbenbaringsteltet. Men hvis de overtræder denne lov, skal de dø.”
Renselsesvandet
19 Herren sagde til Moses og Aron: 2 „Jeg giver jer følgende lovregel: Sig til Israels folk, at de skal komme med en rød kvie, som er uden skavanker og aldrig har været spændt i åg. 3 Den skal overgives til præsten Eleazar, føres uden for lejren og slagtes, mens han ser på det. 4 Så skal præsten dyppe sin finger i blodet og stænke det syv gange i retning af åbenbaringsteltet, 5 hvorpå kvien skal brændes, mens han ser på det—både dens hud, kød, blod og indvolde skal brændes. 6 Og han skal tage noget cedertræ, nogle isopgrene og noget skarlagenrødt garn og kaste det ind i ilden, mens kvien brændes.
7-8 Derefter skal både Eleazar og den mand, der brændte kvien, vaske deres tøj og bade, hvorefter de kan vende tilbage til lejren, men de er urene indtil aften. 9 En mand, som ikke er uren, skal derefter samle kviens aske op, så den kan opbevares på et dertil indviet sted uden for lejren. Asken skal bruges til at blande i det vand, der benyttes som renselsesvand, for kvien er et syndoffer. 10 Den mand, som samler kviens aske op, skal også vaske sit tøj, og han vil være uren indtil aften. Det her er en permanent lov, som skal gælde både for Israels folk og de fremmede, der bor iblandt dem.
11 Enhver, der rører ved et lig, er uren i syv dage. 12-13 På den tredje og den syvende dag skal de lade sig rense med vand, hvori der er blandet aske fra den røde kvie. Hvis de ikke på den måde bliver renset, forbliver de urene. De gør dermed min bolig uren, og de skal udryddes, fordi der ikke blev stænket renselsesvand på dem. De blev aldrig renset for deres synd.
14 I tilfælde af at et menneske dør hjemme i sit telt, skal alle tilstedeværende og alle, der kommer ind i teltet, så længe den døde er der, være urene i syv dage. 15 Enhver beholder i teltet, der ikke er tildækket med klæde eller låg, bliver også uren.
16 I tilfælde af at et menneske dør i krig, og nogen rører ved liget, mens det ligger på jorden, bliver vedkommende uren. Uanset hvad dødsårsagen er, gælder det samme: Den, der rører ved et lig, er uren i syv dage—ja, man bliver uren, bare man rører ved en knogle eller et gravsted.
17 Renselsesritualet for et menneske, der dør i sit telt, skal foregå på følgende måde: Først skal noget af asken fra den røde kvie, der blev bragt som syndoffer, drysses i en skål, og der skal hældes frisk vand over. 18 Derefter skal en person, der ikke selv er uren, tage en isopgren, dyppe den i vandet og stænke det på selve teltet, de ting, der er i teltet, og de personer, som var til stede. På samme måde skal der stænkes renselsesvand på de personer, der på anden vis har været i kontakt med knogler, lig eller gravsteder. 19 Dette ritual skal foretages på den tredje og den syvende dag, hvorefter de urene skal vaske deres tøj og bade. På den syvende aften er de så rene igen.
20 Men hvis de, der er urene, ikke ønsker at lade sig rense for deres synd, skal de udryddes, for de har gjort min helligdom uren. De blev aldrig renset. 21 Dette er en permanent ordning. Den, som stænker renselsesvand på den urene, bliver selv uren og skal vaske sit tøj og være uren indtil aften. Det samme gælder for dem, der på en eller anden måde kommer i berøring med renselsesvandet. 22 Alt hvad de urene rører ved bliver urent, og hvis nogen rører ved de urene ting, bliver de også urene indtil aften.”
Moses slår på klippen i modstrid med Herrens befaling
20 Det var i årets første måned,[b] at Israels folk nåede frem til Zins ørken. Mens de lå i lejr ved Kadesh, døde Mirjam og blev begravet.
2-3 Der var næsten ingen vand på stedet, og derfor begyndte folket igen at klage til Moses og Aron. „Gid vi var døde, dengang Herren slog en masse israelitter ihjel,” jamrede de. 4 „Hvorfor har I ført os ud i den her ørken? Var det bare, for at vi og vores dyr skulle dø? 5 Hvorfor overtalte I os til at forlade Egypten for at føre os ud til det her gudsforladte sted? Hvad er der blevet af det frugtbare land med korn, figner, druer og granatæbler, som I lovede os? Vi er ved at dø af tørst.”
6 Da forlod Moses og Aron forsamlingen og gik hen til åbenbaringsteltets indgang, hvor de bøjede sig i støvet for Herren, og Herrens herlighed viste sig for dem.
7-8 „Tag Arons stav og kald folket sammen,” sagde Herren til Moses. „Mens de alle ser på det, skal du tale til klippen og befale den at give vand. Så vil der strømme vand ud fra klippen, og der bliver rigeligt til både folket og dyrene.”
9 Moses gjorde, som Herren havde sagt, og hentede staven fra dens plads foran pagtens ark. 10 Så kaldte han og Aron folket sammen rundt om klippen. „Se her, I oprørske mennesker!” råbte Moses. „Tror I, vi kan skaffe vand til jer fra denne klippe?” 11 Så løftede han staven og slog to gange på klippen, og vandet strømmede ud, så folket og dyrene kunne drikke, så meget de ville.
12 Men Herren sagde til Moses og Aron: „I havde åbenbart ikke tro nok til at gøre, nøjagtig som jeg sagde, og I tog tilmed selv æren over for folket. Jeg er en hellig Gud, som skal adlydes. Nu får I ikke æren af at føre folket ind i det land, jeg har lovet dem.”
13 Man kaldte stedet Meribas[c] vand, for her satte Israels folk sig igen op imod Herren, og her viste han dem, at man bliver straffet for at sætte sig op mod den hellige Gud.
Israelitterne får ikke lov at rejse gennem Edoms land
14 Mens de opholdt sig ved Kadesh, sendte Moses bud til Edoms[d] konge. Budskabet lød: „Dit broderfolk, israelitterne, sender hilsen. Du har hørt om alle de strabadser, vi har været igennem, 15 siden vores forfædre kom til Egypten og slog sig ned i landet, hvor de blev gjort til slaver. 16 Men i vores nød råbte vi til Herren, og han sendte sin engel for at befri os fra slaveriet i Egypten. For øjeblikket befinder vi os ved Kadesh ved grænsen til jeres land, 17 og vi beder om tilladelse til at rejse gennem landet. Vi skal nok gå uden om jeres marker og vingårde—ikke engang jeres brønde vil vi tage vand af. Vi lover at holde os til Kongevejen[e] og ikke gå til nogen af siderne, så længe vi er i jeres land.”
18 Men Edoms konge svarede: „Hold jer væk fra mit land, ellers sender jeg hæren imod jer.”
19 „Jamen, vi lover at holde os til landevejen,” protesterede de israelitiske sendebud. „Vi lover også, at hvis nogen af os eller vores kvæg kommer til at drikke af jeres vand, betaler vi for det. Vi ønsker ikke at være til ulejlighed, men vil bare gerne have lov til at rejse igennem jeres land.”
20 Men Edoms konge var ubøjelig. „I får ikke lov at rejse igennem mit land,” gentog han og gav befaling om at mobilisere hæren til at holde vagt ved grænsen. 21-22 Det blev afslutningen på den diskussion: Edomitternes konge holdt stædigt fast ved sit afslag, og derfor måtte Israels folk opgive at tage den vej.
Arons død
23 Ved Hors bjerg nær ved grænsen til Edom sagde Herren til Moses og Aron: 24 „Tiden er kommet, hvor Aron skal dø. Han får ikke lov at komme ind i det land, jeg har lovet Israels folk, for I var begge ulydige imod mig ved Meribas vand.
25 Moses skal føre Aron og hans søn Eleazar op på Hors bjerg, 26 og dér skal han tage Arons præstedragt af ham og give hans søn Eleazar den på, hvorefter Aron skal dø.”
27 Moses adlød Herren, og mens folket fulgte dem med øjnene, gik de tre mænd op på Hors bjerg. 28 Da de nåede toppen, tog Moses præstedragten af Aron og gav Eleazar den på, hvorefter Aron døde oppe på bjerget. Moses og Eleazar gik så ned igen, 29 og da folket hørte, at Aron var død, sørgede de over ham i 30 dage.
Footnotes
- 18,19 På hebraisk en „saltpagt”.
- 20,1 Det vil sige i april hen imod slutningen af de 40 års ørkenvandring.
- 20,13 Meriba betyder „skænderi, oprør”. Det er et andet sted end det Meriba, der omtales ved den tidligere episode i 2.Mos. 17,7, hvor Moses fik besked på at slå på en klippe.
- 20,14 „Edom” er et andet navn for Esau, Jakobs bror. Edomitterne boede øst for Zin ørkenen, syd for Det Døde Hav.
- 20,17 „Kongevejen” var en berømt og ældgammel hovedfærdselsvej øst om Jordanfloden fra Etzjon-Geber mod syd (nuværende Eilat) til Damaskus mod nord. Den gik tværs gennem Edoms land fra syd til nord.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.