11 Men Folket knurrede højlydt for Herren over deres usle Kår; og da Herren hørte det, blussede hans Vrede op, og Herrens Ild brød løs iblandt dem og åd om sig i den yderste Del af Lejren. ² Da råbte Folket til Moses, og Moses gik i Forbøn hos Herren. Så dæmpedes Ilden. ³ Derfor kaldte man dette Sted Tabera, fordi Herrens Ild brød løs iblandt dem.

⁴ Men den sammenløbne Hob, som fandtes iblandt dem, blev lysten. Så tog også Israeliterne til at græde igen, og de sagde: "Kunde vi dog få Kød at spise! ⁵ Vi mindes Fiskene, vi fik at spise for intet i Ægypten, og Agurkerne, Vandmelonerne, Porrerne, Hvidløgene og Skalotterne, ⁶ og nu vansmægter vi; her er hverken det ene eller det andet, vi ser aldrig andet end Manna." ⁷ Mannaen lignede Horianderfrø og så ud som Bellium. ⁸ Folket gik rundt og sankede den op; derpå malede de den i Håndkværne eller stødte den i Mortere; så kogte de den i Gryder og lavede Kager deraf; den smagte da som Bagværk tillavet i Olie. ⁹ Når Duggen om Natten faldt over Lejren, faldt også Mannaen ned over den.

¹⁰ Og Moses hørte, hvorledes alle Folkets Slægter græd, enhver ved Indgangen til sit Telt; da blussede Herrens Vrede voldsomt op, og det vakte også Moses's Mishag. ¹¹ Da sagde Moses til Herren: "Hvorfor har du handlet så ilde med din Tjener, og hvorfor har jeg ikke fundet Nåde for dine Øjne, siden du har lagt hele dette Folk som en Byrde på mig? ¹² Mon det er mig, der har undfanget hele dette Folk, mon det er mig, der har født det, siden du forlanger, at jeg i min Favn skal bære det hen til det Land, du tilsvor dets Fædre, som en Fosterfader bærer det diende Barn? ¹³ Hvor skal jeg gå hen og skaffe hele dette Folk Kød? Thi de græder rundt om mig og siger: Skaf os Kød at spise? ¹⁴ Jeg kan ikke ene bære hele dette Folk, det er mig for tungt. ¹⁵ Hvis du vil handle således med mig, så dræb mig hellere, om jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så at jeg ikke skal være nødt til at opleve sådan Elendighed!"

¹⁶ Herren svarede Moses: "Kald mig halvfjerdsindstyve af Israels Ældste sammen, Mænd, som du ved hører til Folkets Ældste og Tilsynsmænd, før dem hen til Åbenbaringsteltet og lad dem stille sig op hos dig der. ¹⁷ Så vil jeg stige ned og tale med dig der, og jeg vil tage noget af den Ånd, der er over dig, og lade den komme over dem, for at de kan hjælpe dig med at bære Folkets Byrde, så du ikke ene skal bære den. ¹⁸ Men til Folket skal du sige: Helliger eder til i Morgen, så skal I få Kød at spise! I har jo grædt højlydt for Herren og sagt: Kunde vi dog få Kød at spise! Vi havde det jo bedre i Ægypten! Derfor vil Herren give eder kød at spise; ¹⁹ og ikke blot een eller to eller fem eller ti eller tyve Dage skal I spise det, ²⁰ men en hel Måned igennem, indtil det står eder ud af Næsen, og I væmmes derved, fordi I har ringeagtet Herren, der er i eders Midte, og grædt for hans Åsyn og sagt: Hvorfor drog vi dog ud af Ægypten!" ²¹ Moses svarede: "600000 Fodfolk tæller det Folk, jeg bar om mig, og du siger: Jeg vil skaffe dem Kød, så de har nok at spise en hel Måned! ²² Kan der slagtes så meget Småkvæg og Hornkvæg til dem, at det kan slå til, eller kan alle Fisk i Havet samles sammen til dem, så det kan slå til?" ²³ Herren svarede Moses: "Er Herrens Arm for kort? Nu skal du få at se, om mit Ord går i Opfyldelse for dig eller ej."

²⁴ Da gik Moses ud og kundgjorde Folket Herrens Ord. Og han samlede halvfjerdsindstyve af Folkets Ældste og lod dem stille sig rundt om Teltet. ²⁵ Så steg Herren ned i Skyen og talede til ham; og han tog noget af den Ånd, der var over ham, og lod den komme over de halvfjerdsindstyve Ældste, og da Ånden hvilede over dem, kom de i profetisk Henrykkelse noget, som ikke siden hændtes dem. ²⁶ Imidlertid var to Mænd blevet tilbage i Lejren, den ene hed Eldad, den anden Medad. Også over dem kom Ånden, thi de hørte til dem, der var optegnede, men de var ikke gået ud til Teltet, og nu kom de i profetisk Henrykkelse inde i Lejren. ²⁷ Da løb en ung Mand ud og fortalte Moses det og sagde: "Eldad og Medad er kommet i profetisk Henrykkelse inde i Lejren." ²⁸ Josua, Nuns Søn, der fra sin Ungdom af havde gået Moses til Hånde, sagde da: "Min Herre Moses, stands dem i det!" ²⁹ Men Moses sagde til ham: "Er du skinsyg på mine Vegne? Gid alt Herrens Folk var Profeter, gid Herren vilde lade sin Ånd komme over dem!" ³⁰ Derpå trak Moses sig tilbage til Lejren med Israels Ældste.

³¹ Da rejste der sig på Herrens Bud en Vind, som førte Vagtler med sig fra Havet og drev dem hen over Lejren så langt som en Dagsrejse på begge Sider af Lejren i en Højde af et Par Alen over Jorden. ³² Så gav Folket sig hele den Dag, hele Natten og hele den næste Dag til at samle Vagtlerne op; det mindste, nogen samlede, var ti Homer. Og de bredte dem ud til Tørring rundt om Lejren. ³³ Medens Kødet endnu var imellem Tænderne på dem, før det endnu var spist, blussede Herrens Vrede op imod Folket, og Herren lod en meget hård Straf ramme Folket. ³⁴ Og man kaldte Stedet Kibrot Hattåva, thi der blev de lystne Folk jordet. ³⁵ Fra Kibrot-Hattåva drog Folket til Hazerot, og de gjorde Holdt i Hazerot.

12 Mirjam og Aron tog til Orde mod Moses i Anledning af den kusjitiske Kvinde, han havde ægtet - han havde nemlig ægtet en kusjitisk Kvinde - ² og sagde: "Har Herren kun talet til Moses? Mon han ikke også har talet til os?" Og Herren hørte det. ³ Men den Mand Moses var såre sagtmodig, sagtmodigere end noget andet Menneske på Jorden.

⁴ Da sagde Herren i det samme til Moses, Aron og Mirjam: "Gå alle tre ud til Åbenbaringsteltet!" Og de gik alle tre derud. ⁵ Men Herren steg ned i Skystøtten og stillede sig ved Indgangen til Teltet og kaldte på Aron og Mirjam, og de gik begge derud. ⁶ Da sagde han: "Hør, hvad jeg siger: Når der ellers er en Profet iblandt eder, giver jeg mig til Kende for ham i Syner eller taler med ham i Drømme. ⁷ Anderledes er det med min Tjener Moses: han er tro i hele mit Hus; ⁸ med ham taler jeg Ansigt til Ansigt, ikke i Syner eller Gåder, han skuer Herrens Skikkelse; hvor tør I da tage til Orde mod min Tjener Moses?" ⁹ Og Herrens Vrede blussede op imod dem, og han gik bort. ¹⁰ Da så Skyen trak sig bort fra Teltet, se, da var Mirjam hvid som Sne af Spedalskhed, og da Aron vendte sig mod Mirjam, se, da var hun spedalsk. ¹¹ Da sagde Aron til Moses: "Ak, Herre, lad os dog ikke undgælde for den Synd, vi i Dårskab begik! ¹² Lad hende dog ikke blive som et dødfødt Barn, hvis Kød er halvt fortæret, når det kommer ud af Moders Liv!" ¹³ Moses råbte da til Herren og sagde: "Ak, gør hende dog rask igen!" ¹⁴ Og Herren svarede Moses: "Hvis hendes Fader havde spyttet hende i Ansigtet, måtte hun da ikke have båret sin Skam i syv Dage? Derfor skal hun i syv Dage være udelukket fra Lejren; så kan hun atter optages." ¹⁵ Da blev Mirjam udelukket fra Lejren i syv Dage, og Folket brød ikke op, før Mirjam atter var optaget. ¹⁶ Så brød Folket op fra Hazerot og slog Lejr i Parans Ørken.

13 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: ² "Send nogle Mænd af Sted for at undersøge Kana'ans Land, som jeg vil give Israeliterne; een Mand af hver Fædrenestamme skal I sende, og kun Mænd, der er Øverster iblandt dem!" ³ Da udsendte Moses dem fra Parans Ørken på Herrens Bud, Mænd, der allevar Overhovederfor Israeliterne. ⁴ Deres Navne var følgende: Af Rubens Stamme Sjammua, Zakkurs Søn, ⁵ af Simeons Stamme Sjafat, Horis Søn, ⁶ af Judas Stamme Kaleb, Jefunnes Søn, ⁷ af Issakars Stamme Jigal, Josefs Søn, ⁸ af Efraims Stamme Hosea, Nuns Søn, ⁹ af Benjamins Stamme Palti, Rafus Søn, ¹⁰ af Zebulons Stamme Gaddiel, Sodis Søn, ¹¹ af Josefs Slamme, det er Manasses Stamme, Gaddi, Susis Søn, ¹² af Dans Stamme Ammiel, Gmallis Søn, ¹³ af Asers Stamme Setur, Mikaels Søn, ¹⁴ af Naftalis Stamme Nabi, Vofsis Søn, ¹⁵ af Gads Stamme Geuel, Mtakis Søn. ¹⁶ Det var Navnene på de Mænd, Moses udsendte for at undersøge Landet. Men Moses gav Hosea, Nuns Søn, Navnet Josua.

¹⁷ Og Moses sendte dem af Sted for at undersøge Kana'ans Land. Og han sagde til dem: "Drag herfra op i Sydlandet og drag op i Bjergene ¹⁸ og se, hvordan Landet er, og om Folket, som bor der, er stærkt eller svagt, fåtalligt eller talrigt, ¹⁹ om Landet, de bor i, er godt eller dårligt, og om Byerne, de bor i, er Teltlejre eller Fæstninger, ²⁰ og om Landet er fedt eller magert, om der findes Træer deri eller ej. Vær ved godt Mod og tag noget af Landets Frugt med tilbage!" Det var netop ved den Tid, de første Druer var modne.

²¹ Så drog de af Sted og undersøgte Landet lige fra Zins Ørken til Rehob, Egnen hen imod Hamat. ²² Så begav de sig op i Sydlandet og kom til Hebron; der boede Ahiman, Sjesjaj og Talmaj, Anaks Efterkommere. Men Hebron var grundlagt syv År før Zoan i Ægypten. ²³ Da de nåede Esjkoldalen, afskar de en Ranke med en Drueklase, som der måtte to Mand til at bære på en Bærestang, og plukkede nogle Granatæbler og Figener. ²⁴ Man kaldte dette Sted Esjkoldalen med Hentydning til den Drueklase, Israeliterne der skar af.

²⁵ Efter fyrretyve Dages Forløb vendte de tilbage efter at have undersøgt Landet; ²⁶ og de kom til Moses og Aron og hele Israeliternes Menighed i Parans Ørken i Kadesj og aflagde Beretning for dem og hele Menigheden og viste dem Landets Frugt. ²⁷ De fortalte ham: "Vi kom til landet, du sendte os til; det er virkelig et Land, der flyder med Mælk og Honning, og her er Flugt derfra; ²⁸ men stærkt er Folket, som bor i Landet, og Byerne er befæstede og meget store; ja, vi så også Efterkommere af Anak der. ²⁹ Amalek bor i Sydlandet, Hetiterte, Jebusiteme og Amoriterne i Bjerglandet og Kana'anæerne ved Havet og langs Jordan." ³⁰ Da søgte Kaleb at bringe Folket til Tavshed over for Moses og sagde: "Lad os kun drage op og underlægge os det, thi vi kan sikkert tage det!" ³¹ Men de Mænd, der havde været med ham deroppe, sagde: "Vi kan ikke drage op imod dette Folk, thi det er stærkere end vi!" ³² Og de talte nedsættende til Israeliterne om Landet, som de havde undersøgt, og sagde: "Landet, som vi har rejst igennem og undersøgt, er et Land, der fortærer sine Indbyggere, og alle de Folk, vi så der, var kæmpestore. ³³ Vi så der Kæmperne Anaks Sønner, der er af Kæmpeslægten og vi forekom både os selv og dem som Græshopper!"