Historiske optegnelser vedrørende præsterne og levitterne

12 ^1-7 Det følgende er en fortegnelse over lederne for de præster og levitter, som vendte hjem fra eksilet, anført af Zerubbabel og Jeshua.

Præsterne: Seraja, Jirmeja, Ezra, Amarja, Malluk, Hattush, Shekanja, Rehum, Meremot, Iddo, Ginnetoj, Abija, Mijjamin, Ma’adja, Bilga, Shemaja, Jojarib, Jedaja, Sallu, Amok, Hilkija og Jedaja.

⁸ Levitterne: Jeshua, Binnuj, Kadmiel, Sherebja, Juda og Mattanja. Det var dem, der stod for lovsangen under gudstjenesten. ⁹ Bakbukja og Unni samt flere andre levitter udgjorde koret, der stod over for dem under vekselsangen.

¹⁰ Ypperstepræsten Jeshua^[a] var far til Jojakim, som blev far til Eljashib, som blev far til Jojada, ¹¹ som blev far til Johanan,^[b] som blev far til Jaddua.

¹² Følgende præster var optegnet som slægtsoverhoveder under ypperstepræsten Jojakim, og de er her nævnt sammen med deres slægtsnavne: Meraja for Seraja-slægten, Hananja for Jirmeja-slægten, ¹³ Meshullam for Ezra-slægten, Johanan for Amarja-slægten, ¹⁴ Jonatan for Malluk-slægten, Josef for Shebanja-slægten, ¹⁵ Adna for Harim-slægten, Helkaj for Merajot-slægten, ¹⁶ Zekarja for Iddo-slægten, Meshullam for Ginneton-slægten, ¹⁷ Zikri for Abija-slægten, …^[c] for Minjamin-slægten, Piltaj for Moadja-slægten, ¹⁸ Shammua for Bilga-slægten, Jonatan for Shemaja-slægten, ¹⁹ Mattenaj for Jojarib-slægten, Uzzi for Jedaja-slægten, ²⁰ Kallaj for Sallu-slægten, Eber for Amok-slægten, ²¹ Hashabja for Hilkija-slægten og Netanel for Jedaja-slægten.

²² Indtil kong Dareios^[d] af Persiens regeringsperiode blev der ajourført en liste med navnene på de forskellige overhoveder for præste- og levitslægterne under ypperstepræsterne Eljashib, Jojada, Johanan og Jaddua. ²³ Levitslægternes overhoveder blev optegnet i templets krønikebog helt frem til Johanans, Eljashibs barnebarns, tid.

²⁴ Levitternes slægtsoverhoveder var: Hashabja, Sherebja, Jeshua og Kadmiel, som sammen med deres slægtninge havde ansvaret for vekselsangen under lovsangsgudstjenesten, hvor levitterne var opdelt i to grupper, der stod over for hinanden, sådan som Guds tjener, kong David, i sin tid havde foreskrevet.

²⁵ Desuden Mattanja, Bakbukja og Obadja som var sangere, og Meshullam, Talmon og Akkub, som havde ansvaret for at holde vagt ved portene og forrådskamrene. ²⁶ De gjorde tjeneste under Jojakim, søn af Jeshua, søn af Jotzadak, mens Nehemias var guvernør, og Ezra var præst og lovkyndig.

Bymurens indvielse

²⁷ Da Jerusalems mur skulle indvies, sendte man bud efter alle levitter i hele landet, for at de skulle komme til byen og hjælpe med at fejre begivenheden med lovsang og musik fra harper, lyrer og bækkener. ^28-29 Sangerne kom både fra Jerusalem og de landsbyer i nærheden, hvor de havde slået sig ned. Nogle kom fra Netofa, andre fra Bet-Gilgal, Geba og Azmavet.

³⁰ Da præsterne og levitterne havde gennemgået renselsesritualet for sig selv, rensede de folket, portene og bymuren. ³¹ Så lod jeg Judas ledere gå op på muren, hvorefter jeg opstillede to store lovsangsprocessioner. Den ene skulle gå mod syd i retning af Møgporten. ³² Med i den var Hoshaja og halvdelen af Judas ledere. ³³ Dernæst kom nogle præster med trompeter. Blandt dem var Azarja, Ezra, Meshullam, ³⁴ Juda, Benjamin, Shemaja og Jirmeja. ³⁵ Levitterne i gruppen blev anført af Zekarja, søn af Jonatan, søn af Shemaja, søn af Mattanja, søn af Mika, søn af Zakkur, søn af Asaf. ³⁶ Efter Zekarja fulgte Shemaja, Azarel, Milalaj, Gilalaj, Ma’aj, Netanel, Juda og Hanani med de musikinstrumenter, som kong David havde foreskrevet. Ezra den skriftlærde gik i spidsen for processionen. ³⁷ Da de kom til Kildeporten, gik de op ad trappen til Davidsbyen, passerede Davids gamle palads og gik videre til Vandporten mod øst.

³⁸ Den anden lovsangsprocession, som jeg selv og den anden halvdel af Judas ledere var med i, gik mod nord forbi Ovntårnet til det brede stykke af muren, ³⁹ videre til Efraimporten og den Gamle Port, forbi Fiskeporten, Hananeltårnet, Meatårnet og Fåreporten, indtil vi kom til tårnet ved vagthusene. ⁴⁰ Derefter tog begge processioner opstilling på tempelpladsen. ⁴¹ I min gruppe var præsterne Eljakim, Ma’aseja, Minjamin, Mika, Eljoenaj, Zekarja og Hananja med trompeter, ⁴² og levitterne Ma’aseja, Shemaja, Elazar, Uzzi, Johanan, Malkija, Elam og Ezer. Sangerne var under ledelse af Jizrahja.

⁴³ Den dag blev der bragt mange slagtofre, og alle var fyldt af glæde over, hvad Gud havde gjort for os. Også kvinderne og børnene var glade, og glædesråbene i Jerusalem kunne høres langt bort.

Folket sørger for præsternes og levitternes underhold

⁴⁴ Den dag blev de mænd udpeget, som skulle have opsyn med templets forrådskamre, hvor gaverne til Guds hus, tienden og høstofrene skulle opbevares efter at være blevet indsamlet rundt omkring i landet ifølge forskrifterne i Toraen. Disse gaver tilkom præsterne og levitterne, og Judas folk støttede på den måde deres tjeneste. ⁴⁵ Præsterne og levitterne udførte samvittighedsfuldt deres tjeneste for Gud, inklusive renselsesceremonierne. De fulgte nøje de retningslinier, som kong David og hans søn Salomon havde afstukket, og det samme gjorde sangerne og portvagterne.

⁴⁶ På kong Davids tid var Asaf leder for sangerne og ledte lovsangen og taksigelsen til Gud. ⁴⁷ Både på Zerubbabels tid og nu på Nehemias’ tid fik både sangerne og dørvogterne del i de gaver, Israels folk bragte til levitterne. Levitterne gav så en del af de gaver, de modtog, videre til præsterne.

Nehemias’ reformer

13 Da Toraen blev læst op for folket, opdagede man, at der stod skrevet deri, at ingen ammonitter eller moabitter kunne blive indlemmet i Guds folk.^{[e] 2} Grunden til denne bestemmelse var, at disse folk ikke havde vist israelitterne gæstfrihed, dengang de stod på grænsen til Kana’ans land, men i stedet havde betalt Bileam for at forbande dem. Gud forvandlede dog forbandelsen til velsignelse. ³ Da det afsnit blev læst op, tog man straks konsekvensen og udelukkede alle af blandet herkomst fra forsamlingen.

^4-5 Nogen tid forinden var præsten Eljashib blevet udpeget til at have overopsyn med templets forrådskamre. Han havde imidlertid overdraget et stort forrådskammer til Tobija, fordi de var i familie. Forrådskamrene var ellers beregnet til opbevaring af afgrødeofre, røgelse, redskaber til brug i templet og tiende af korn, vin og olivenolie, så der kunne være mad til præsterne, levitterne, sangerne og tempelvagterne, sådan som Moses havde foreskrevet. ⁶ På det tidspunkt var jeg ikke i Jerusalem, for jeg var rejst tilbage til kong Artaxerxes i Babylon. Det var i hans 32. regeringsår. Et stykke tid efter fik jeg tilladelse til at vende tilbage til Jerusalem, ⁷ og da jeg ved hjemkomsten opdagede, hvor skandaløst Eljashib havde handlet ved at overdrage et af templets forrådskamre til Tobija, ⁸ blev jeg meget vred og smed alle Tobijas ting ud af kammeret. ⁹ Så forlangte jeg, at kammeret skulle renses, og at redskaberne, afgrødeofrene og røgelsen skulle bringes tilbage på deres plads.

¹⁰ Ved samme lejlighed blev jeg klar over, at levitterne ikke havde fået de gaver, de havde krav på. Derfor var både de og tempelsangerne rejst hjem for at passe deres dyr og marker. ¹¹ Straks konfronterede jeg lederne med denne forsømmelse over for Guds hus, hvorefter jeg kaldte levitterne tilbage til deres opgaver i templet ¹² og bragte forholdene i orden, så Judas folk igen sendte tienden af deres korn, vin og olivenolie til forrådskamrene.

¹³ Fra da af gav jeg præsten Shelemja, sekretæren Zadok og levitten Pedaja ansvaret for at administrere forrådet—og de fik Hanan, søn af Zakkur, søn af Mattanja, til hjælp. Disse mænd havde ry for at være pålidelige, og derfor fik de betroet opgaven med at fordele tienden blandt de øvrige levitter.

¹⁴ Min Gud, glem ikke min trofasthed og alt det, jeg har gjort til gavn for tjenesten i dit tempel.

¹⁵ Jeg lagde siden mærke til, at nogle judæere pressede vindruer på sabbatten, mens andre læssede korn, vin, druer, figner og andre afgrøder på deres æsler for at tage ind til Jerusalem og sælge dem. Derfor gav jeg dem en alvorlig advarsel om, at det måtte de ikke gøre på en sabbat.

¹⁶ Der var også folk fra Tyrus, som boede i Jerusalem, og som bragte fisk og alle mulige varer ind til byen for at sælge dem til judæerne på sabbatsdagen. ¹⁷ Da sagde jeg til Judas ledere: „Hvorfor holder I ikke sabbatten hellig? ¹⁸ Har I glemt, at jeres forfædre heller ikke gjorde det, og at vi endnu lider under konsekvenserne? Vil I nu yderligere provokere Gud og forværre straffen for Israels folk ved at vanhellige sabbatten?”

¹⁹ Fra da af forlangte jeg, at byportene skulle holdes lukket for de handlende lige fra sabbattens begyndelse fredag aften ved mørkets frembrud, og indtil sabbatteb var forbi. Og jeg satte folk til at holde vagt ved portene, så ingen kunne slippe ind med varer på sabbatten. ²⁰ Da nogle handlende derefter slog sig ned uden for bymuren for at sælge deres varer der, ²¹ advarede jeg dem: „Næste gang jeg finder jer udenfor muren, bliver I arresteret!” Siden den tid holdt de sig borte på sabbatsdagen.

²² Derefter gav jeg levitterne ordre til at gennemgå renselsesritualet og sørge for at bevogte portene, så sabbatten fremover kunne holdes hellig.

Min Gud, glem ikke hvad jeg har gjort for dig. Se i nåde til mig på grund af din trofaste kærlighed.

²³ Omkring den tid lagde jeg mærke til, at i de familier, hvor mændene havde giftet sig med kvinder fra Ashdod, Ammon eller Moab, ²⁴ talte mindst halvdelen af børnene deres mors sprog, og de kunne ikke tale judæernes sprog. ²⁵ Da skældte jeg mændene ud og forbandede dem. Nogle af dem slog jeg, eller jeg trak dem i håret, og jeg mindede dem om Guds befaling: „I må ikke give jeres døtre til mænd fra fremmede folkeslag, og hverken I eller jeres sønner må tage fremmede kvinder til ægte! ²⁶ Var det ikke netop den synd, der fældede kong Salomon? Der var ingen konge som han! Gud elskede ham og gjorde ham til konge over hele Israel, men selv han blev forført til afgudsdyrkelse ved at gifte sig med fremmede kvinder! ²⁷ Skal vi virkelig høre om jer, at I gifter jer med fremmede kvinder og på den måde er troløse overfor vores Gud?”

²⁸ Jojada var søn af ypperstepræsten Eljashib, og en af Jojadas sønner havde giftet sig med en datter af Sanballat fra Bet-Horon. Derfor afsatte jeg ham som præst. ²⁹ Min Gud, drag dem til ansvar for, at de med deres handlinger har vanhelliget præsteembedet og brudt den pagt, som præsterne og levitterne på en særlig måde burde overholde.

³⁰ Således rensede jeg ud blandt folket, og jeg opstillede regler for præsternes og levitternes pligter og opgaver. ³¹ Jeg sørgede også for, at der blev bragt alterbrænde til rette tid, og at folket gav de foreskrevne høstofre af markens første afgrøder.

Min Gud, glem ikke det gode, jeg har gjort.

Menigheden beder om frimodighed og fyldes med Helligånden igen

²³ Så snart Peter og Johannes var blevet løsladt, vendte de tilbage til de andre apostle og disciple og fortalte, hvad ypperstepræsterne og folkets ledere havde sagt til dem.

²⁴ Da forsamlingen hørte det, forenede de sig i bøn: „Mægtige Herre! Det er dig, som har skabt himlen og jorden og havet og alt, hvad der er i dem. ^25-26 Det er også dig, som for længe siden ved Helligånden talte gennem vores forfar, din tjener David, og sagde:

²⁷ Dine fjender samlede sig her i Jerusalem, både kong Herodes og den romerske guvernør, Pontius Pilatus, både jøderne og de fremmede, for at bekæmpe din hellige Tjener, Jesus, ²⁸ og for at udføre det, som du i din almagt og visdom forud havde bestemt skulle ske. ²⁹ Nu beder vi dig, Herre: Tag dig af deres trusler, og giv dine tjenere frimodighed til at forkynde dit ord. ³⁰ Send din helbredende kraft, og lad tegn og undere ske i din hellige Tjeners, Jesu, navn.”

³¹ Da de havde bedt, rystede det sted, hvor de var forsamlet, og de blev alle fyldt med Helligåndens kraft. Derefter fortsatte de frimodigt med at tale Guds ord til folk.

Menighedens fællesskab og Barnabas

³² Alle de, som var kommet til tro, var ét i hjerte og sind, og ingen anså det, de ejede, for at være deres personlige ejendom. Alt var fælleseje. ³³ Med overbevisende kraft fortalte apostlene om, hvordan Jesus var genopstået fra de døde, og Guds nåde og velsignelse var over dem alle. ^34-35 Ingen manglede noget, for mange af dem, der ejede hus eller ejendom, solgte det og afleverede pengene til apostlene, som så delte pengene ud til dem, der havde behov for at modtage hjælp.

³⁶ Der var en troende levit, som hed Josef og var fra Cypern. Apostlene gav ham tilnavnet Barnabas (det betyder „Trøsteren”). ³⁷ Han solgte en mark, han havde, og afleverede pengene til apostlene.