4 Og det skal ske i de sidste Dage, at HerrenS Huses Bjerg, grundfæstet på Bjergenes Top, skal løfte sig op over Højene. Did skal Folkeslag strømme. ² og talrige Folk komme vandrende: "Kom, lad os drage til Herrens Bjerg, til Jakobs Guds Hus; os skal han lære sine Veje, så vi kan gå på hans Stier; thi fra Zion udgår Åbenbaring, fra Jerusalem Herrens Ord." ³ Da dømmer han mange Folkeslag imellem, skifter Ret mellem talrige, fjerne Folk; deres Sværd skal de smede til Plovjern, deres Spyd til Vingårdsknive; Folk skal ej løfte Sværd mod Folk, ej øve sig i Våbenfærd mer. ⁴ Da sidder hver under sin Vinstok og sit Figenfræ, og ingen. skræmmer dem, så sandt Hærskarers Herres Mund har talet. ⁵ Thi alle Folkeslag vandrer hvert i sin Guds Navn, men vi vil vandre i Herren vor Guds Navn for evigt og altid.

⁶ På hin Dag, lyder det fra Herren, samler jeg det, der halter, sanker det spredte sammen og det, jeg har hjemsøgt med ondt. ⁷ Det haltende gør jeg til en Rest, det svage til et kraftigt Folk; og Herren er Konge over dem på Zions Bjerg fra nu og til evig Tid.

⁸ Men du, o Hyrdetårn, Zions Datters Høj, til dig skal det komme, det forrige Herredømme tilfalde dig, Jerusalems Datters Rige. ⁹ Hvi skriger du dog så højt?. Er Kongen ikke i dig?. Er da din Rådgiver borte, nu du grebes af Fødselsveer? ¹⁰ Vrid dig og vånd dig som i Barnsnød, Zions Datter! Thi nu skal du ud af Byen og bo på Marken, og du skal komme til Babel; der skal du frelses, der vil Herren genløse dig af dine Fjenders Hånd. ¹¹ Nu er de samlet imod dig, de mange Folk, som siger: "Vanæres skal det; vort Øje skal se med Skadefryd på Zion." ¹² Men de, de kender ikke det mindste til Herrens Tanker, de fatter ikke hans Råd, at han samled dem som Neg på Lo. ¹³ 0p og tærsk, du Zions Datter! Thi jeg giver dig Horn af Jern, jeg giver dig Klove af Kobber. Du skal knuse de mange Folk, lægge Band på Byttet for Herren, på Godset for al Jordens Herre. 14. Riv nu Sår i din Hud! De bar opkastet en Vold imod os; med Stokken slår de Israels Hersker på Kinden.

5 Og du du Betlehems-Efrata, liden til at være blandt Judas Tusinder! Af dig skal udgå mig een til at være Hersker i Israel. Hans Udspring er fra fordum, fra Evigheds Dage. ² Derfor giver han dem hen, så længe til hun, som skal føde, føder, og Resten af hans Brødre vender hjem til Israeliterne. ³ Han skal stå og vogte i Herrens Kraft, i Herren sin Guds høje Navn. De skal bo trygt, thi nu skal hans Storhed nå Jordens Grænser. ⁴ Og han skal være Fred. Når Assur trænger ind i vort Land, og når han træder ind i vore Borge, stiller vi syv Hyrder imod ham og otte fyrstelige Mænd, ⁵ som skal vogte Assurs Land med Sværd og Nimrods Land med Klinge. Og han skal fri os fra Assur, når han trænger ind i vort Land, træder ind på vore Enemærker.

⁶ Da bliver Jakobs Rest i de mange Folkeslags Midte som Dug, der kommer fra Herren, som Regnens Dråber på Græs, der ikke venter på nogen eller bier på Menneskens Børn. ⁷ Da bliver Jakobs Rest blandt Folkene i de mange Folkeslags Midte som en Løve blandt Skovens Dyr, en Ungløve blandt Fårehjorde, der nedtramper, når den går frem, og sønderriver redningsløst. ⁸ Din Hånd skal være over dine Uvenner, alle dine Fjender ryddes bort.

⁹ På hin Dag, lyder det fra Herren, udrydder jeg Hestene af dig, dine Stridsvogne gør jeg til intet. ¹⁰ rydder Byerne bort i dit Land, river alle dine Fæstninger ned, ¹¹ rydder Trolddommen bort af din Hånd, Tegntydere får du ej mer; ¹² jeg rydder dine Billeder bort, Stenstøtterne bort af din Midte og du skal ikke mer tilbede dine Hænders Værk. ¹³ Jeg udrydder dine Asjerer og lægger dine Afguder øde; ¹⁴ i Vrede og Harme tager jeg Hævn over Folk, som ikke vil høre.

12 Og et stort Tegn blev set i Himmelen: en Kvinde, iklædt Solen og med Månen under sine Fødder og en Krans af tolv Stjerner på sit Hoved. ² Og hun var frugtsommelig og skreg i Barnsnød, under Fødselsveer. ³ Og et andet Tegn blev set i Himmelen, og se, der var en stor, ildrød Drage, som havde syv Hoveder og ti Horn og på sine Hoveder syv Kroner. ⁴ Og dens Hale drog Tredjedelen af Himmelens Stjerner med sig og kastede dem på Jorden. Og Dragen stod foran Kvinden, som skulde føde, for at sluge hendes Barn, når hun havde født det. ⁵ Og hun fødte et Drengebarn, som skal vogte alle Folkeslagene med en Jernstav; og hendes Barn blev bortrykket til Gud og til hans Trone. ⁶ Og Kvinden flyede ud i Ørkenen,hvor hun har et Sted beredt fra Gud, for at man skal ernære hende der eet Tusinde, to Hundrede og tresindstyve Dage.

⁷ Og der blev en Kamp i Himmelen: Mikael og hans Engle gave sig til at kæmpe imod Dragen, og Dragen kæmpede og dens Engle. ⁸ Men de magtede det ikke, og deres Sted fandtes ikke mere i Himmelen. ⁹ Og den store Drage blev nedstyrtet; den gamle Slange, som kaldes Djævelen og Satan, som forfører den hele Verden, blev nedstyrtet på Jorden, og hans Engle bleve nedstyrtede med ham. ¹⁰ Og jeg hørte en høj Røst i Himmelen sige: Nu er Frelsen og Kraften og Riget blevet vor Guds, og Magten hans Salvedes; thi nedstyrtet er vore Brødres Anklager, som anklagede dem for vor Gud Dag og Nat. ¹¹ Og de have overvundet ham i Kraft af Lammets Blod og i Kraft af deres Vidnesbyrds Ord; og de elskede ikke deres Liv, lige til Døden. ¹² Derfor, fryder eder, I Himle, og I, som bo i dem! Ve Jorden og Havet! thi Djævelen er nedstegen til eder og har stor Vrede, fordi han ved, at han kun har liden Tid.

¹³ Og da Dragen så, at den var styrtet til Jorden, forfulgte den Kvinden, som havde født Drengebarnet. ¹⁴ Og den støre Ørns tvende Vinger bleve givne Kvinden, for at hun skulde flyve til Ørkenen, til sit Sted, der hvor hun næres en Tid og Tider og en halv Tid, borte fra Slangen. ¹⁵ Og Slangen spyede Vand som en Flod ud af sin Mund efter Kvinden for at bortskylle hende med Floden. ¹⁶ Og Jorden kom Kvinden til Hjælp; og Jorden åbnede sin Mund og opslugte Floden, som Dragen havde udspyet af sin Mund. ¹⁷ Og Dragen vrededes på Kvinden og gik bort for at føre Krig imod de øvrige af hendes Sæd, dem, som holde Guds Bud og have Jesu Vidnesbyrd. ¹⁸ Og jeg stod på Sandet ved Havet.