Fristelsen i ørkenen^(A)

4 Derefter førte Helligånden Jesus ud til et øde sted, for at Djævelen kunne friste ham. ² Der gik 40 dage, hvor Jesus ikke spiste noget, og han blev meget sulten. ³ Da kom Fristeren til ham og sagde: „Hvis du virkelig er Guds Søn, hvorfor siger du så ikke til de sten dér, at de skal blive til brød?”

⁴ Jesus svarede: „Der står skrevet: ‚Et menneske lever ikke af brød alene, men af hvert ord, som Gud taler.’ ”^[a]

⁵ Så førte Djævelen ham ind til Jerusalem og op på det højeste hjørne af tempelmuren.^{[b] 6} „Hvis du virkelig er Guds Søn,” sagde han, „så kast dig ud herfra! Der står jo skrevet: ‚Han befaler sine engle at passe på dig. De skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.’^[c]”

⁷ Jesus svarede: „Der står også skrevet: ‚Du må ikke provokere Herren, din Gud.’ ”^[d]

⁸ Så tog Djævelen ham med op på toppen af et højt bjerg og viste ham alle verdens lande og al deres herlighed. ⁹ „Alt det vil jeg give dig,” sagde han, „hvis du falder på knæ og tilbeder mig.”

¹⁰ Jesus svarede: „Forsvind Satan! Der står jo skrevet: Det er Herren din Gud, du skal tilbede, og ham alene du skal tjene.”^[e]

¹¹ Så forlod Djævelen ham, og nogle engle kom og sørgede for mad til ham.

Jesus begynder at fortælle om Guds rige^(B)

¹² Da Jesus kort efter hørte, at Johannes var blevet sat i fængsel, tog han tilbage til Galilæa. ¹³ Han slog sig dog ikke ned i sin hjemby Nazaret, men flyttede til Kapernaum ved Genesaret Sø, som ligger i den egn, hvor stammerne Zebulon og Naftali i sin tid havde bosat sig. ¹⁴ Dermed gik det ord i opfyldelse, som Gud havde talt ved profeten Esajas:

¹⁷ Fra da af begyndte Jesus at forkynde sit budskab: „I skal ændre jeres indstilling, for nu er Guds rige kommet!”

Jesus udvælger sine første disciple^(C)

¹⁸ En dag, da Jesus gik langs bredden af Galilæasøen, så han to brødre, Simon (der senere fik navnet Peter) og Andreas. De var i færd med at fiske med kastenet i søen. ¹⁹ Jesus råbte ud til dem: „Kom med mig, så skal jeg gøre jer til menneskefiskere!” ²⁰ Med det samme sagde de farvel til fiskeriet og fulgte ham som hans første disciple.^[g]

²¹ Lidt længere henne på stranden fik Jesus øje på to andre brødre, Jakob og Johannes. De sad i en båd sammen med deres far, Zebedæus, og var ved at gøre deres net^[h] klar til næste fangst. Dem kaldte Jesus også på, ²² og de lagde straks arbejdet til side, efterlod deres far i båden og fulgte med Jesus.

Jesus fortæller om Gud og helbreder i hele Galilæa^(D)

²³ Jesus vandrede nu omkring i hele Galilæa og underviste i synagogerne. Overalt hvor han kom frem, forkyndte han de gode nyheder om Guds rige, og han helbredte alle slags skrøbeligheder og sygdomme. ²⁴ Rygterne om de mirakler, han gjorde, blev spredt langt ud over Galilæas grænser, så der kom syge helt fra Syrien for at blive helbredt. Uanset hvad de fejlede, eller hvilke smerter de havde—om det var dæmonbesatte, epileptikere eller lamme mennesker—så helbredte Jesus dem alle. ²⁵ Store skarer fulgte ham, hvor han end gik. Det var folk fra Galilæa, Dekapolis, Jerusalem, Judæa og området øst for Jordanfloden.

Fristelsen i ørkenen^(A)

4 Jesus gik videre fra Jordanfloden, efter at han var blevet fyldt med Helligåndens kraft, og han blev ført rundt i Judæas ødemark under Åndens ledelse, ² mens han i 40 dage blev fristet af Djævelen. I den tid spiste han intet, og henimod slutningen var han meget sulten. ³ Da sagde Djævelen til ham: „Hvis du virkelig er Guds Søn, hvorfor siger du så ikke til den sten dér, at den skal blive til brød?”

⁴ Jesus svarede: „Der står skrevet: ‚Et menneske lever ikke af brød alene!’^[a]”

⁵ Derefter tog Djævelen ham med et andet sted hen, og i et glimt viste han Jesus alle verdens lande. ⁶ Så sagde han: „Jeg vil give dig magt over al den herlighed, du ser, for den magt er blevet overdraget til mig, og jeg giver den til hvem, jeg vil. ⁷ Hvis bare du vil falde på knæ og tilbede mig, vil jeg overgive det alt sammen til dig.”

⁸ Jesus svarede: „Der står skrevet: ‚Det er Herren, din Gud, du skal tilbede, og ham alene du skal tjene.’^[b]”

⁹ Så tog Djævelen ham med ind til Jerusalem og op på det højeste hjørne af tempelmuren. „Hvis du virkelig er Guds Søn,” sagde han, „så kast dig ud herfra! ¹⁰ Der står jo skrevet: ‚Han befaler sine engle at passe på dig. ¹¹ De skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.’^[c]”

¹² Jesus svarede: „Der er sagt: ‚Du må ikke provokere Herren, din Gud.’^[d]”

¹³ Da Djævelen var nået til ende med sine fristelser, lod han Jesus være i fred, indtil han kunne øjne en ny chance.

Jesus begynder at fortælle om Guds rige rundt om i Galilæa^(B)

¹⁴ Jesus vendte nu tilbage til Galilæa, hvor han vandrede rundt og udførte mange mirakuløse helbredelser ved Helligåndens kraft. Inden længe blev han kendt langt uden for Galilæas grænser. ¹⁵ Han underviste også i synagogerne, og folk talte med beundring om ham.

Jesus forkastes som Messias af sine bysbørn

¹⁶ Da Jesus kom til Nazaret, hvor han var vokset op, gik han den følgende sabbat hen til synagogen, som han plejede. Under mødet blev han bedt om at læse op fra Skrifterne, så han rejste sig, ¹⁷ og man rakte ham profeten Esajas’ bogrulle. Han rullede den ud og læste op fra det sted, hvor der står:

²⁰ Derpå rullede Jesus bogrullen sammen igen, gav den tilbage til synagogetjeneren og satte sig ned for at kommentere det, han havde læst.^[g] Alle i synagogen stirrede spændt på ham. ²¹ „I dag er de skriftord, I lige har hørt, gået i opfyldelse!” begyndte han.

²² Alle fik et godt indtryk af ham, og de var betaget af de vidunderlige ord, der kom fra hans mund. Men at Jesus skulle være Messias,^[h] det kunne de ikke acceptere. „Jamen, det er jo Josefs søn,” blev de ved med at sige.

²³ Jesus svarede: „I vil sikkert bruge ordsproget: ‚Læge, læg dig selv’ på mig,—og I vil sige: ‚Hvorfor gør du ikke de samme undere her i din hjemby, som du gjorde i Kapernaum?’ ²⁴ Men det siger jeg jer: Ingen profet bliver accepteret som profet i sin hjemby. ^25-26 Tænk på det mirakel, som profeten Elias gjorde for at hjælpe en enke i Zarepta i Sidons land. Der var ellers enker nok i Israel, som trængte til hjælp, for det regnede ikke i tre et halvt år, og der var stor hungersnød i landet, men Elias blev ikke sendt til nogen af dem. ²⁷ Eller tænk på profeten Elisa, som helbredte syreren Na’aman, skønt der var mange spedalske i Israel, der trængte til hjælp.”

²⁸ Da folk i synagogen hørte den udtalelse, blev de rasende. ²⁹ De sprang op og førte Jesus ud af byen, hen mod randen af det bjerg, Nazaret er bygget på. De ville styrte ham ned, ³⁰ men han gik roligt sin vej midt igennem menneskemængden.

Jesu autoritet—hans magt over de onde ånder^(C)

³¹ Jesus slog sig derefter ned i Kapernaum. Den følgende sabbat underviste han i synagogen, ³² og hans ord gjorde dybt indtryk på folk, for han talte til dem med en autoritet, de ikke var vant til.

³³ Nu var der i forsamlingen en mand, der var besat af en ond ånd. Han begyndte at råbe af fuld hals: ³⁴ „Lad os være i fred, Jesus Nazaræer! Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er! Du er Guds hellige Søn!”

³⁵ „Ti stille, og kom ud af ham!” befalede Jesus. Den onde ånd kastede manden til jorden og fór så skrigende ud af ham uden at gøre ham yderligere fortræd. ³⁶ De tilstedeværende blev forfærdede og begyndte at diskutere, hvad der var sket: „Hvilken utrolig magt! Han taler jo med en sådan autoritet, at selv de onde ånder adlyder ham og farer ud.” ³⁷ Og rygtet om ham gik som en løbeild over hele egnen.

Jesus viser sin magt til at helbrede alle mulige sygdomme^(D)

³⁸ Fra synagogen gik Jesus hen til Simons hus, hvor Simons svigermor lå med høj feber. Man bad Jesus om at helbrede hende, ³⁹ og han gik hen til hende og befalede feberen at forlade hende. Feberen forsvandt, og hun stod op med det samme og sørgede for mad til dem.

⁴⁰ Da solen var gået ned, og sabbatten dermed var forbi, kom folk med alle dem, der led af forskellige slags sygdomme. Jesus lagde hænderne på hver enkelt og helbredte dem. ⁴¹ Mange blev befriet fra onde ånder, og når ånderne på hans befaling kom ud, råbte de: „Du er Guds Søn!” Men Jesus ønskede ikke, de skulle røbe, at han var Messias. Derfor befalede han dem at tie stille.

Jesus fortsætter med at fortælle om Gud og helbrede i hele Galilæa^(E)

⁴² Tidligt næste morgen gik Jesus ud til et øde sted. Folk ledte efter ham alle vegne, og da de fandt ham, bad de ham om ikke at forlade dem. Men han sagde: ⁴³ „Jeg må også bringe budskabet om Guds rige til de andre byer. Det er det, jeg er blevet sendt for at gøre.” ⁴⁴ Og han vandrede omkring og forkyndte i landets synagoger.^[i]

Simon Peters mirakuløse fiskefangst

5 En dag, da Jesus stod nede ved Genesaret Sø, trængte folk sig ind på ham for at kunne høre Guds ord. ² Så fik han øje på to både, der lå i vandkanten. Fiskerne var gået fra borde og var ved at rense deres net. ³ Jesus gik om bord i den båd, der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land, hvorefter han satte sig ned i båden og underviste menneskemængden derfra.

⁴ Da han var færdig, vendte han sig mod Simon og hans partner og sagde: „Sejl ud på dybt vand og læg jeres garn^[j] ud til fangst!”

⁵ „Jamen, mester, vi har slidt hele natten uden at fange noget,” indvendte Simon. „Men når du siger det, så prøver vi igen.” ⁶ Det varede ikke længe, før nettene var så sprængfyldte med fisk, at de var lige ved at gå i stykker. ⁷ Simon gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme og hjælpe dem, og snart var begge både så fyldte med fisk, at de var lige ved at synke. ⁸ Da Simon Peter så det, faldt han på knæ for Jesus og sagde: „Gå bort fra mig, Herre! Jeg er alt for stor en synder til at være i din nærhed.” ⁹ Både han selv og hans medhjælpere var lamslåede og forskrækkede over den mirakuløse fiskefangst. ¹⁰ Det samme var Peters makkere i den anden båd, Jakob og Johannes, Zebedæus’ sønner. Men Jesus sagde til Simon: „Vær ikke bange. Fra nu af skal du være menneskefisker.”

¹¹ Efter at de havde trukket bådene på land, sagde de farvel til fiskeriet og fulgte nu Jesus på fuldtid som hans disciple.^[k]

Jesus helbreder en spedalsk mand^(F)

¹² I en af de byer, Jesus besøgte, var der en mand, som var hårdt angrebet af spedalskhed. Da han fik øje på Jesus, kastede han sig med ansigtet mod jorden. „Herre, hvis du vil, kan du gøre mig rask!” bad han.

¹³ Jesus rakte hånden ud og rørte ved manden. „Det vil jeg!” sagde han. „Bliv rask!” I samme øjeblik forsvandt spedalskheden.

¹⁴ Jesus forbød ham at sige det til nogen og fortsatte: „Gå hen og lad dig undersøge af en præst, så du kan blive erklæret rask. Og husk at tage den offergave med, som Toraen foreskriver for spedalske, der er blevet helbredt.”

¹⁵ Alligevel spredtes rygtet hurtigt, og store folkemængder kom for at høre Jesus og for at blive helbredt for deres sygdomme. ¹⁶ Jesus trak sig derfor tilbage til øde områder, hvor han havde chance for at være alene og få tid til at bede.

Jesus viser sin magt til at tilgive synder^(G)

¹⁷ En dag, da Jesus var i færd med at undervise, sad der mange farisæere og skriftlærde blandt tilhørerne. De var kommet både fra landsbyerne i Galilæa og Judæa og helt fra Jerusalem, og Guds kraft var til stede, så Jesus kunne helbrede. ¹⁸ Så kom der nogle mænd gående med en lam mand på en båre. De forsøgte at komme ind i huset for at lægge den syge foran Jesus, ¹⁹ men det kunne de ikke på grund af de mange mennesker, der var forsamlede. I stedet gik de op på det flade tag, fjernede nogle teglsten og sænkede båren med den syge mand ned lige foran Jesus. ²⁰ Da Jesus så mændenes tro, sagde han til den lamme mand: „Min ven, dine synder er dig tilgivet.” ²¹ Men farisæerne og de skriftlærde tænkte: „Hvad bilder han sig ind? Det er da en hån imod Gud! Kun Gud kan tilgive synder.”

²² Jesus kendte deres tanker og sagde: „Hvorfor tænker I sådan? ²³ Hvad er lettest at sige: ‚Dine synder er tilgivet,’ eller: ‚Rejs dig op og gå’? ²⁴ Lad mig nu vise jer, at Menneskesønnen^[l] har magt på jorden til at tilgive synder.” Med de ord vendte han sig til den lamme mand og sagde: „Rejs dig op, tag din båre og gå hjem!” ²⁵ Straks rejste manden sig for øjnene af dem, tog sin båre og gik hjem, alt imens han lovpriste Gud.

²⁶ Alle de tilstedeværende var ude af sig selv af begejstring og ærefrygt. De priste Gud og sagde: „Vi har set de utroligste ting i dag.”

Jesus elsker dem, det religiøse samfund forkaster^(H)

²⁷ Da Jesus senere var på vej ud af byen,^[m] fik han øje på en mand ved navn Levi, der sad ved toldstedet og opkrævede skat til romerne. „Kom med mig!” sagde Jesus til ham. ²⁸ Straks rejste Levi sig, forlod alt og fulgte med ham som en af hans disciple.

²⁹ Derefter holdt Levi en stor fest i sit hjem med Jesus som æresgæst. Blandt gæsterne var der mange skatteopkrævere.

³⁰ Farisæerne og de skriftlærde var forargede og sagde til disciplene: „Hvordan kan I få jer selv til at spise sammen med den slags syndige mennesker?” ³¹ Det var Jesus, der svarede: „Raske mennesker har ikke brug for lægehjælp, men det har de syge. ³² Jeg er kommet for at invitere syndere til at vende om til Gud. Det mener de ‚frelste’ jo ikke, at de har brug for!”

Jesus kommer med en ny lære^(I)

³³ Så var der nogle, der sagde: „Johannes Døbers disciple faster og beder ofte, og det gør farisæernes også. Hvorfor gør dine disciple det så ikke?” ³⁴ Jesus svarede: „Brudgommens venner kan da ikke faste og sørge, så længe de er sammen med ham. ³⁵ Men der kommer et tidspunkt, hvor brudgommen bliver taget fra dem. Så kan de faste.”

³⁶ Jesus svarede dem også med følgende billedtale: „Ingen kunne finde på at rive sit nye tøj i stykker for at bruge det til at lappe sit gamle tøj. For det første ødelægger man sit nye tøj, og for det andet passer den nye lap alligevel ikke til det gamle tøj. ³⁷ Der er heller ingen, der hælder ny vin på gamle lædersække, for når den nye vin gærer, sprænger den de gamle lædersække. På den måde går vinen til spilde, og lædersækkene bliver ødelagt. ³⁸ Nej, ny vin skal hældes på nye lædersække. ³⁹ Men de, som er vant til at drikke den gamle vin, vil ikke prøve den ny, for de er overbeviste om, at den gamle vin er bedst.”

¹⁵ (Og Johannes Døber vidnede om ham. Han råbte sit budskab ud: „Det var ham, jeg mente, da jeg sagde: ‚Han, som skal træde frem efter mig, er større end mig, for han var til, før jeg blev født.’ ”)

¹⁶ Vi har jo alle fået del i Guds søns herlighed, og vi har oplevet Guds nåde, som overgår alle tidligere udtryk for hans nåde,^{[a] 17} for Moses bragte os Toraen, men Jesus, den ventede Messias, bragte os den fuldkomne nåde og sandhed.

¹⁸ Intet menneske har nogensinde set Gud. Men den fuldkomne Søn,^[b] som sidder ved Faderens side, har vist os, hvem han er.

Johannes Døber^(A)

¹⁹ Johannes kom med følgende vidnesbyrd om Jesus, da de jødiske ledere i Jerusalem sendte en gruppe præster og levitter^[c] ud til ham i ødemarken. De spurgte ham ud om, hvem han var, ²⁰ men han svarede uden omsvøb: „Jeg er ikke Messias.”

²¹ „Jamen, hvem er du så?” spurgte de. „Er du profeten Elias, som er vendt tilbage?”^[d]

„Nej,” svarede han.

„Er du den store Profet, vi venter på?”^[e]

„Nej.”

²² „Jamen, hvem er du så? Sig os det! Vi skal jo have et svar med til dem, der har sendt os. Hvad siger du om dig selv?”

²³ Han svarede: „Jeg er den, som Esajas profeterede om, da han sagde:

²⁴ Gruppen var blevet sendt derud af farisæerne,^{[g] 25} og derfor spurgte de Johannes: „Hvis du hverken er Messias eller Elias eller Profeten, hvorfor døber du så?”

²⁶ „Jeg døber kun med vand,” svarede han, „men iblandt jer står der en, I ikke kender. ²⁷ Det er ham, jeg baner vej for, og han har større autoritet, end jeg har. Jeg er ikke engang værdig til at hjælpe ham sandalerne af.”

²⁸ Det her fandt sted ved Betania øst for Jordanfloden,^[h] hvor Johannes opholdt sig og døbte.

Johannes Døber udpeger Jesus som Guds offerlam

²⁹ Den følgende dag kom Jesus gående hen mod Johannes, der var omgivet af en gruppe af sine disciple. „Se dér!” sagde Johannes, „dér kommer Guds Lam! Det er ham, der skal tage hele verdens synd på sig. ³⁰ Det var ham, jeg hentydede til, da jeg sagde: ‚Han, som skal træde frem efter mig, er større end mig, for han var til, før jeg blev født.’ ³¹ I begyndelsen vidste jeg ikke, hvem Messias var, men jeg døber jer, for at Israels folk må få øjnene op for, hvem han er.”

³² Johannes kom derefter med følgende vidnesbyrd om Jesus: „Jeg så Helligånden komme ned fra himlen ligesom en due og blive over ham. ³³ Indtil da vidste jeg ikke, hvem der var Messias, men da Gud sendte mig for at døbe med vand, sagde han til mig: ‚Ham du ser Ånden komme ned over og blive over, ham er det! Det er ham, der døber med Helligåndens kraft.’ ³⁴ Det har jeg nu set, og derfor kan jeg give jer det vidnesbyrd, at han virkelig er Guds Søn!”

Jesus møder sine første disciple

³⁵ Dagen efter stod Johannes der igen sammen med to af sine disciple. ³⁶ Da han så Jesus komme gående, sagde han: „Se! Det er Guds Lam!”

³⁷ Da de to disciple hørte det, fulgte de efter Jesus. ³⁸ Han lagde mærke til, at de fulgte efter ham, og vendte sig om mod dem. „Hvad vil I?” spurgte han.

„Mester, hvor bor du?”

³⁹ „Kom og se,” svarede han. Så gik de med ham hen til det sted, hvor han boede. Klokken var ca. 10 om formiddagen,^[i] og de blev hos ham resten af dagen.

⁴⁰ En af de to mænd, som fulgte med Jesus, hed Andreas. Han var bror til Simon Peter. ⁴¹ Det første Andreas derefter gjorde, var at finde sin bror og sige til ham: „Vi har mødt Messias!” ⁴² Og han tog ham med hen til Jesus. Jesus så Simon i øjnene og sagde: „Du er Simon, Johannes’ søn,^[j] men fra nu af skal du hedde Kefas.” (Det er det samme som Peter).^[k]

Jesus inviterer flere til at blive hans disciple

^43-44 Næste dag besluttede Jesus at begynde rejsen tilbage til Galilæa. Han mødte da Filip, der var fra Betsajda ligesom Andreas og Peter, og han sagde til ham: „Kom med mig og bliv min discipel.” ⁴⁵ Filip gik straks hen for at finde Natanael. „Vi har mødt Messias,” fortalte han, „ham, som Moses og profeterne har skrevet om. Han hedder Jesus og er søn af en, der hedder Josef fra Nazaret.”

⁴⁶ „Nazaret?” udbrød Natanael. „Kan noget godt komme fra Nazaret?”

„Kom selv og se,” svarede Filip.

⁴⁷ Da Jesus så Natanael komme, sagde han: „Dér kommer en israelit, som er helt igennem ærlig.”

⁴⁸ „Hvor kender du mig fra?” spurgte Natanael.

„Jeg så dig under figentræet, inden Filip kaldte på dig.”

⁴⁹ „Mester, så må du være Guds Søn, Israels konge!”

⁵⁰ „Tror du, bare fordi jeg sagde, at jeg så dig under figentræet? Du skal komme til at se større ting end det.”

⁵¹ Så fortsatte han: „Det siger jeg jer: I skal få lov at se himlen åben og engle bevæge sig op og ned mellem Gud og Menneskesønnen.”^[l]