Dommen afsiges, og Jesus føres til Pilatus^(A)

23 Så var mødet forbi, og hele forsamlingen brød op og førte Jesus til den romerske guvernør, Pilatus. ² Her kom de frem med følgende anklage: „Manden her vildleder vores folk. Han siger, at man ikke skal betale skat til kejseren, og han påstår, at han er Messias, det vil sige en konge.”

³ Pilatus spurgte ham: „Er du jødernes konge?”

„Det kan man godt sige,” svarede Jesus.

⁴ Efter forhøret sagde Pilatus til ypperstepræsterne og mængden, der var stimlet sammen: „Jeg finder intet grundlag for en anklage mod ham.”

⁵ Men de forstærkede blot deres anklager: „Han volder uro i hele vores land med sin undervisning, både i Galilæa, hvor han begyndte, og nu også her i Jerusalem!”

Jesus for Herodes

⁶ Da Pilatus hørte, at Jesus var fra Galilæa, ⁷ sendte han ham til Herodes, som netop i de dage opholdt sig i Jerusalem. Herodes var nemlig regent over Galilæa. ⁸ Herodes blev begejstret over at få lejlighed til at se Jesus, for han havde hørt meget om ham, og han håbede at kunne få ham til at gøre et mirakel. ⁹ Han stillede ham derfor en række spørgsmål, men Jesus svarede ikke.

¹⁰ Ypperstepræsterne og de skriftlærde stod ved siden af og fortsatte med deres voldsomme anklager. ¹¹ Så gav Herodes og hans soldater sig til at håne Jesus og gøre nar af ham. De kastede en farvestrålende kappe over ham og sendte ham tilbage til Pilatus.

¹² Den dag lagde Herodes og Pilatus deres gamle fjendskab bag sig.

Pilatus bliver presset til at lade Jesus korsfæste^(B)

¹³ Pilatus sammenkaldte nu ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere. ¹⁴ „I har ført den mand herhen til mig og anklaget ham for at vildlede det jødiske folk,” sagde han. „Jeg har forhørt ham, mens I hørte på det, men jeg har ikke fundet ham skyldig i noget af det, I anklager ham for. ¹⁵ Det har Herodes heller ikke, for han har sendt ham her tilbage. Manden har ikke foretaget sig noget, som han kan dømmes til døden for. ¹⁶ Derfor vil jeg give ham en advarsel ved at lade ham piske og derefter løslade ham.”^[a]

¹⁸ Men da lød der en råben fra folkehoben: „Henret ham, og lad os få Barabbas fri!” ¹⁹ (Barabbas sad fængslet for drab, og fordi han havde startet et oprør i Jerusalem).

²⁰ Pilatus ville helst sætte Jesus fri, så han prøvede endnu en gang at tale dem til fornuft, ²¹ men hoben råbte i kor: „Korsfæst ham, korsfæst ham!”

²² For tredje gang råbte Pilatus til dem: „Hvorfor? Hvad ondt har han gjort? Jeg finder ingen grund til, at han skal dø. Jeg vil lade ham piske, og så vil jeg løslade ham!”

²³ Men folk råbte højere og højere, at Jesus skulle korsfæstes, og til sidst gav Pilatus efter for deres krav. ²⁴ Han dømte Jesus til døden, som de forlangte. ²⁵ Derefter befalede han, at Barabbas skulle løslades, som de havde bedt om. Jesus blev derpå udleveret til at lide den straf, som folket havde ønsket.

Jesus bliver korsfæstet og derefter hånet af de jødiske ledere^(C)

²⁶ Da de romerske soldater trak af sted med Jesus for at korsfæste ham uden for byen, mødte de en mand, som var på vej ind i byen. Han hed Simon og var fra Kyrene. Ham tvang de til at gå bagefter Jesus og bære korset for ham.

²⁷ En stor flok mennesker fulgte med, deriblandt mange grædende kvinder. ²⁸ Jesus vendte sig til dem og sagde: „Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men over jer selv og jeres børn. ²⁹ For snart vil man sige: ‚Lykkelige er de kvinder, som er barnløse.’ ³⁰ Og man vil sige til bjergene: ‚Styrt sammen over os!’ og til højene: ‚Skjul os!’^{[b] 31} For når man gør sådan med det levende træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?”

³² To andre mænd, som begge var forbrydere, blev også ført ud for at blive henrettet sammen med Jesus. ³³ Da de kom til det sted, som kaldes „Hovedskalsstedet”, korsfæstede soldaterne Jesus sammen med de to forbrydere, den ene til højre for Jesus, den anden til venstre.

³⁴ Men Jesus bad: „Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”

Soldaterne kastede lod om hans tøj og delte det imellem sig. ³⁵ Folkeskaren stod og så til, mens de jødiske ledere hånede ham og sagde: „Andre har han reddet! Hvis han virkelig var Messias, Guds udvalgte Frelser, så burde han tage og redde sig selv!”

³⁶ Soldaterne hånede ham også. De rakte billig vin op til ham og råbte: ³⁷ „Hvis du er jødernes konge, så red dig selv!” ³⁸ Der var nemlig sømmet et skilt fast på korset over ham. „Det er jødernes konge” stod der på græsk, latin og hebraisk.^[c]

³⁹ Selv den ene af forbryderne, som hang ved siden af ham, gjorde nar: „Er du ikke Messias? Så red dig selv og os!” ⁴⁰ Men den anden forbryder irettesatte den første: „Frygter du slet ikke Gud, nu du skal dø? ⁴¹ Vi får den straf, vi fortjener, men han har ikke gjort noget forkert.” ⁴² Så sagde han: „Jesus, husk på mig, når du kommer til dit rige.”

⁴³ Jesus svarede: „Det siger jeg dig: I dag skal du komme med mig til Paradiset.”^[d]

Jesus dør^(D)

^44-45 Ved tolvtiden forsvandt solens lys, og der blev mørkt over hele landet indtil klokken tre.

Pludselig blev det kraftige forhæng ved indgangen til det allerhelligste rum i templet flænget ned midt igennem. ⁴⁶ Samtidig råbte Jesus, så højt han kunne: „Far, jeg betror dig min ånd!”^[e] Med de ord udåndede han.

⁴⁷ Da den romerske officer så alt, hvad der skete, lovpriste han Gud og udbrød: „Den mand var i virkeligheden uskyldig!”

⁴⁸ De mange mennesker, som var fulgt med derud for at overvære korsfæstelsen, blev forfærdede over det, de så. De slog sig fortvivlet for brystet, og langsomt begyndte de at gå hjemad. ⁴⁹ De, der havde kendt Jesus personligt, og kvinderne, der havde fulgt med ham fra Galilæa, stod et stykke derfra og overværede det hele.

Jesus lægges i graven^(E)

^50-51 Et af medlemmerne af Det jødiske Råd var en god og retskaffen mand, der hele tiden havde været i forventning om Messias’ snarlige komme, og han var imod, at rådet havde dømt Jesus til døden. Han hed Josef og kom fra byen Arimatæa i Judæa. ⁵² Han henvendte sig nu til Pilatus og bad om at få Jesu lig udleveret. ⁵³ Det fik han lov til og tog så liget ned fra korset og svøbte det i et liglagen. Derpå anbragte han det i en klippegrav, hvor ingen endnu havde ligget. ⁵⁴ Det var sent fredag eftermiddag, lige før sabbatten begyndte.^[f]

⁵⁵ Da Jesu lig blev ført bort, fulgte kvinderne fra Galilæa efter, og de så den klippegrav, han blev lagt ind i. ⁵⁶ Efter at de var kommet hjem, tilberedte de en begravelsessalve med aromatiske olier. Men de foretog sig ikke noget på sabbatten, som den jødiske lov foreskriver.

Jesus genopstår^(F)

24 Meget tidligt søndag morgen tog kvinderne deres aromatiske salve med ud til graven. ² Her så de, at den store sten, der havde spærret for indgangen, var rullet til side. ³ De gik indenfor—men Herren Jesu lig var der ikke. ⁴ De vidste ikke, hvad de skulle tro, men pludselig stod to mænd foran dem, klædt i blændende hvide klæder. ⁵ Kvinderne blev skrækslagne og så ned i jorden. „Hvorfor søger I efter den levende blandt de døde?” spurgte mændene. ⁶ „Han er ikke her. Han er stået op fra de døde! Husk, hvad han sagde til jer, allerede mens I var i Galilæa, ⁷ nemlig at Menneskesønnen skulle forrådes og udleveres til onde mennesker, som ville korsfæste ham. Men på den tredje dag ville han genopstå!”

⁸ Nu huskede de, hvad Jesus havde sagt, ⁹ og de skyndte sig ind i byen for at fortælle det til de 11 disciple og alle de andre. ¹⁰ Det var Maria Magdalene, Johanna og Maria, Jakobs mor, der sammen med de andre kvinder fortalte det til apostlene, ¹¹ som dog havde svært ved at tage dem alvorligt. De troede i hvert fald ikke på dem.

¹² Men Peter løb alligevel ud til graven for at se nærmere efter. Da han kom derud, bøjede han sig ned og kiggede ind gennem den lave åbning. Der var ikke andet at se end de efterladte ligklæder. Så gik han hjem, mens han undrede sig over, hvad der mon var sket.

Jesus viser sig for to disciple på vej til Emmaus^(G)

¹³ Samme dag var to disciple på vej til landsbyen Emmaus, der ligger 11 kilometer^[g] fra Jerusalem. ¹⁴ Mens de gik og snakkede med hinanden om alt det, der var sket, ¹⁵ kom Jesus selv og fulgtes med dem. ¹⁶ Men de genkendte ham ikke. ¹⁷ „Hvad er det, I er så optaget af?” spurgte han.

De standsede og så bedrøvet på ham. ¹⁸ Den ene, som hed Kleofas, svarede: „Du må være den eneste i Jerusalem, der ikke ved, hvad der lige er sket.”

¹⁹ „Hvad er der sket?”

„Det med Jesus fra Nazaret. Han var en profet, som talte med stor visdom og gjorde mange mirakler. Gud var med ham, og folk var begejstrede for ham. ²⁰ Men ypperstepræsterne og vores ledere arresterede ham og udleverede ham til romerne, for at han kunne blive dømt til døden. Og så blev han korsfæstet. ²¹ Vi havde ellers håbet, at det var ham, der var Messias, og at han ville befri Israel.”

„Men der er sket mere endnu,” fortsatte Kleofas. „I dag er det nemlig den tredje dag regnet fra den dag, han blev korsfæstet, ²² og nogle af de kvinder, som hører med blandt disciplene, gik tidligt i morges ud til graven, og de har gjort os endnu mere forvirrede. ²³ De kom nemlig tilbage og sagde, at hans lig ikke var i graven. De fortalte også, at de havde haft et syn af engle, som sagde, at han lever. ²⁴ Så løb nogle af de andre disciple derud, og de fandt det sådan, som kvinderne havde fortalt. De kunne heller ikke finde Jesu lig!”

²⁵ „Hvor er i tungnemme!” udbrød Jesus. „Hvorfor har I så svært ved at tro på, hvad profeterne har forudsagt? ²⁶ At Messias skulle lide og dø, før han gik ind til sin herlighed, er jo netop Guds plan.” ²⁷ Derpå citerede Jesus stykke efter stykke fra Skrifterne, lige fra Første Mosebog og gennem alle de profetiske bøger, og han forklarede de mange profetiske ord, der handlede om ham.

²⁸ De var nu nået frem til Emmaus, og Jesus ville gå videre, ²⁹ men de bad ham indtrængende om at blive natten over hos dem, for det var allerede sent på eftermiddagen. Han gik derfor med dem hjem. ³⁰ Da de skulle til at spise, tog Jesus brødet, takkede Gud, brækkede det i stykker og gav dem det. ³¹ Da var det, som om deres øjne åbnedes, og nu kunne de genkende ham. Men i samme øjeblik blev han usynlig for dem.

³² „Var det ikke, som om vores hjerter brændte, mens han gik på vejen og forklarede Skrifterne for os?” sagde de til hinanden. ³³ Uden at spilde et øjeblik brød de op og begav sig på vej tilbage til Jerusalem. Dér fandt de både de 11 apostle og de øvrige disciple forsamlede, ³⁴ og de blev modtaget med ordene: „Herren er virkelig genopstået! Simon har set ham!”

³⁵ De to fortalte nu, hvad de havde oplevet på vejen, og hvordan de havde genkendt Jesus, da han brækkede brødet i stykker.

Jesus viser sig for inderkredsen af disciple^(H)

³⁶ Mens de snakkede om, hvad der var sket, stod Jesus pludselig midt iblandt dem og sagde: „Fred være med jer!” ³⁷ De blev alle forskrækkede og troede, de så et genfærd.

³⁸ „Hvorfor er I så bange?” spurgte Jesus. „Og hvorfor tvivler I? ³⁹ Se på mine hænder! Se på mine fødder! Kan I ikke se, at det er mig? Her, føl på mig! I kan jo se, at jeg har en krop, og det har et genfærd ikke.”

⁴⁰ Samtidig rakte han hænderne frem, og han viste dem sine fødder, så de kunne se naglemærkerne. ⁴¹ Men de var stadig i tvivl og var på én gang både glade og skeptiske. Så spurgte han: „Har I noget at spise her?” ⁴² De rakte ham et stykke stegt fisk, ⁴³ og han spiste det, mens de stirrede på ham.

⁴⁴ „Husker I ikke, at jeg fortalte jer, at alt, hvad der står skrevet om mig i Toraen, Profetbøgerne og Salmernes Bog, måtte gå i opfyldelse?” ⁴⁵ Derpå forklarede han dem betydningen af Skrifterne, ⁴⁶ og han sagde til dem: „Skrifterne har forudsagt, at den lovede Messias, Frelseren, skulle lide meget, blive slået ihjel og genopstå fra de døde på den tredje dag, ⁴⁷ og at budskabet om omvendelse og tilgivelse ved tro på ham skulle bringes til alle folkeslag. Med udgangspunkt i Jerusalem ⁴⁸ skal I fortælle om alt, hvad I har hørt og set og oplevet. ⁴⁹ Jeg vil sende Helligånden til jer, sådan som min Far har lovet. Men I skal forholde jer i ro her i byen, indtil I er blevet udrustet med kraften fra Gud!”

Jesus tages op til Himlen^(I)

⁵⁰ Senere tog Jesus disciplene med ud af Jerusalem og hen i nærheden af Betania. Han løftede hænderne og velsignede dem. ⁵¹ Og mens han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev taget op til Himlen. ⁵² Disciplene lovpriste ham og vendte derpå glade tilbage til Jerusalem, ⁵³ og de kom til stadighed i templet og priste Gud.