Add parallel Print Page Options

De hellige offergaver

22 Herren sagde til Moses: „Sig til Aron og hans sønner, at de må passe på ikke at krænke min hellighed ved at behandle folkets hellige offergaver skødesløst, for jeg er Herren. Derfor gælder følgende regel for jeres efterkommere, fra slægt til slægt: Hvis en præst er uren, men alligevel påtager sig at ofre dyr eller andre offergaver, som folket bringer til Herren, skal han dø,[a] for jeg er Herren.

Hvis en præst er uren på grund af en smitsom sygdom eller udflåd, må han ikke spise af offergaverne, før han er helbredt. Hvis han er uren efter at have rørt ved noget, som har været i nærheden af en død person, eller er uren som følge af sædafgang, eller hvis han rører ved et krybdyr eller ved en person, der af en eller anden grund er blevet uren, skal han regnes for uren indtil aften, og han må derfor ikke spise af offergaverne, før han har badet samme aften. Efter solnedgang vil han være renset, og da må han igen spise af offergaverne, for det er dem, han lever af. Han må ikke spise selvdøde dyr eller dyr, der er blevet dræbt af de vilde dyr, for gør han det, bliver han uren. Jeg er Herren. Du skal indprente overfor præsterne, at hvis de ikke følger mine instrukser meget omhyggeligt, skal de straffes med døden, for jeg er Herren, som gør dem hellige.

10 Ingen uden for præstens egen familie må spise af de hellige offergaver, heller ikke hvis de bor hos ham eller arbejder for ham. 11 En slave, som præsten selv har købt, må imidlertid gerne deltage i måltidet. Det samme gælder alle slaver, der er født i præstens hus. 12 Hvis en præstedatter gifter sig med en mand uden for præsteslægten, afskærer hun dermed sig selv fra at tage del i måltidet. 13 Men hvis hun bliver enke eller fraskilt og ikke har nogen sønner til at støtte sig økonomisk, og hun vender tilbage for at bo i sin fars hus, har hun lov til at spise af offergaverne igen. Grundreglen er altså, at kun medlemmer af præstens familie må deltage i måltidet.

14 Hvis nogen uforvarende skulle komme til at spise af offergaverne, skal han godtgøre det, han har spist, ved at erstatte det med et tillæg på 20 procent. 15 Præsterne skal sørge for at de hellige offergaver, som Israels folk bringer til Herren, ikke bliver vanhelliget ved, at nogle, som ikke er berettiget til det, spiser af dem, 16 for gør de det, pådrager de sig skyld. Jeg er Herren, som gør dem hellige.”

17 Og Herren sagde til Moses: 18 „Sig til Aron og hans sønner og hele Israels folk, at hvis en israelit eller en fremmed iblandt jer gerne vil give en gave som et brændoffer til Herren, uanset om det er for at opfylde et løfte, han har givet Herren, eller det er et spontant, frivilligt offer, 19-20 vil offeret kun blive godkendt af Herren, hvis det er et handyr uden skavanker. Det skal være enten en tyr, en vædder eller en gedebuk.

21 Hvis nogen ønsker at bringe et takoffer fra hornkvæget eller småkvæget som indfrielse af et løfte eller som et frivilligt offer, må dyret for at kunne være et acceptabelt offer ikke have fysiske defekter. 22 Det må hverken være blindt, skadet eller lemlæstet, og det må ikke have sår eller udslæt eller lide af nogen hudsygdom. 23 Et stykke hornkvæg eller småkvæg, der er lidt vanskabt, må imidlertid godt bringes som et frivilligt offer, men ikke som et løfteoffer. 24 Et dyr med beskadigede kønsdele, eller som er blevet kastreret, må under ingen omstændigheder ofres til Herren. Det vil jeg ikke tillade i det land, jeg vil give jer. 25 I må heller ikke hos de fremmede, der bor iblandt jer, købe og bringe offerdyr med skavanker. Sådanne dyr kan ikke bruges som ofre til jeres Gud.”

26 Herren sagde til Moses: 27 „Efter at en kalv, et lam eller et kid er født, skal det nyfødte dyr blive hos sin mor i syv dage. Men fra den ottende dag kan det bruges som et offer til Herren. 28 Afkommet må ikke slagtes samme dag som moderen, hvad enten moderen er en ko, et får eller en ged. 29-30 Når I ofrer et taknemmelighedsoffer til Herren, skal I gøre det på behørig vis ved at spise offerdyret samme dag, det er slagtet. Intet af kødet må levnes til næste dag. Jeg er Herren.

31 I skal nøje overholde alle mine befalinger, for jeg er Herren. 32 I må ikke krænke mig ved at være ulydige. I skal vise mig ærefrygt og respekt, for jeg er Herren, der gør jer hellige. 33 Jeg førte jer ud af Egypten, for at I skulle tilbede mig som jeres Gud. Jeg er Herren!”

Israelitternes religiøse fester

23 1-2 Herren bad Moses give israelitterne følgende instrukser: „Det følgende er mine hellige dage, hvor I skal komme sammen for at holde højtid for mig.

Hviledagen

Ugens syvende dag skal være en fuldstændig hviledag, hvor I skal samles for at tilbede Herren. I kan udføre jeres arbejde på ugens øvrige seks dage, men sabbatsdagen skal være helliget mig, lige meget hvor I bor.

Påskedagen og de usyrnede brøds fest

De følgende højtider skal I fejre hvert år på det fastsatte tidspunkt.

Påskedagen falder på den 14. dag i den første måned, og påskemåltidet skal fejres efter solnedgang.

De usyrnede brøds højtid begynder den 15. dag i den samme måned, og den skal vare i syv dage. Under den fest må I ikke spise brød, der er bagt med surdej. På festugens første dag skal folket mødes og tilbede mig, og I skal afholde jer fra alt hårdt arbejde. Det samme skal I gøre på festugens sidste dag, og hver eneste af de syv festdage skal I bringe ildofre til Herren.”

Festen for den første høst

Herren fortsatte med at tale til Moses: 10 „Når I kommer ind i det land, jeg vil give jer, og begynder at høste afgrøde fra jeres marker, skal I hvert år bringe det første neg fra jeres kornhøst til præsten. 11 Det skal I gøre dagen efter sabbatsdagen,[b] og præsten skal så svinge det foran Herrens alter, så Herren kan tage imod jeres taknemmelighedsgave. 12 Samme dag skal I ofre et etårs lam uden skavanker som et brændoffer til Herren. 13 Offeret skal ledsages af et afgrødeoffer på fire liter fint mel rørt op i olivenolie. Det skal være et ildoffer til Herren sammen med et drikoffer bestående af en liter vin. 14 I må hverken spise friske kerner, brød eller ristet korn fra jeres nye høst, før I har bragt denne gave til Herren. Denne lov skal altid gælde, hvor I end bor.

Festen for den store høst

15 Fra dagen efter denne sabbat, den dag, hvor det første neg blev svunget for Herrens ansigt, skal I så tælle nøjagtig syv uger frem, 16 indtil I når frem til dagen efter den syvende sabbat. I skal altså tælle 50 dage[c] frem, og så skal I bringe endnu et høstoffer til Herren.[d] 17 I skal komme med to brød hjemmefra. Brødene skal bages af fire liter fint mel ved brug af surdej, og de skal svinges foran Herrens alter som en taknemmelighedsgave for høsten. 18 Foruden dette afgrødeoffer og drikofferet skal I ofre syv etårs lam uden skavanker, en ung tyr og to væddere som et lifligt brændoffer. 19 Dernæst skal I ofre en gedebuk som syndoffer og to etårs vædderlam som takoffer.

20 Sammen med brødene, som repræsenterer jeres høst, skal præsten svinge disse offergaver foran Herrens alter. De er givet til Herren, men præsterne må spise dem. 21 Denne dag skal udråbes til en hellig festdag for hele folket. Ingen må udføre hårdt arbejde den dag. Dette er en permanent forordning, som skal gælde fra slægt til slægt, hvor I end bor.

22 Når I høster jeres marker, skal I lade noget af kornet langs kanten stå, og de få aks, som høstfolkene overser, skal I lade ligge på marken. Det er til føde for de fattige og fremmede, som ikke selv ejer jord. Jeg er Herren, jeres Gud.”

Nytårsfesten

23 Herren fortsatte med at tale til Moses: 24 „Den første dag i den syvende måned skal være en hvile- og højtidsdag, en mindedag, som indvarsles med lyden fra et vædderhorn.[e] 25 Ingen må udføre hårdt arbejde på den dag, men I skal bringe Herren ildofre.”

Forsoningsdagen

26 Herren fortsatte sine instruktioner til Moses: 27 „Den tiende dag i den syvende måned skal være forsoningsdagen. På den dag skal I faste[f] og holde højtid for Herren med ildofre. 28 I må ikke udføre normalt arbejde, for den dag er afsat til at skabe forsoning mellem jer og Herren, jeres Gud. 29 Enhver, der undlader at faste på den dag, 30 og enhver, som udfører normalt arbejde på den dag, skal dø. 31 Dette er en permanent forordning, der skal gælde fra slægt til slægt, hvor I end bor. 32 Det skal være en fuldkommen hviledag, hvor I skal undlade at spise noget. Forsoningsdagen begynder ved solnedgang den niende og varer til solnedgang næste dag.”

Løvhyttefesten

33 Herren fortsatte: 34 „På den 15. dag i den syvende måned skal I påbegynde løvhyttefesten for Herren, og festen skal vare i syv dage. 35 På den første dag skal folket samles til højtid, og der må ikke udføres noget hårdt arbejde på den dag. 36 På hver af festens syv dage skal I bringe ildofre til Herren. På den ottende dag skal folket samles igen til højtid og bringe ildofre til Herren. Heller ikke på den dag må der udføres hårdt arbejde.

37 Dette er de hellige fester, hvor folket skal holde højtid og bringe ildofre til Herren, både brændofre og afgrødeofre, madofre og drikofre. 38 Disse festdage er ekstra højtider ud over sabbatsdagene, og de ofre, I bringer ved disse fester, skal være i tilgift til jeres normale gaver og taknemmelighedsofre til Herren.

39 Hvad løvhyttefesten angår, skal den vare i en hel uge. Når høsten er overstået, skal festen påbegyndes på den 15. dag i den syvende måned, og både den første dag og den ottende dag skal være hviledage. 40 På den første dag skal I komme med de flotteste frugter, palmegrene, løvrige grene og pilegrene, og i syv dage skal I danse og juble for Herren. 41 Husk, at festen skal være en tilbagevendende begivenhed, som I fejrer år efter år. 42 I syv dage skal alle indfødte israelitter bo i løvhytter, 43 for at de kommende generationer kan vide, hvordan det var, da jeg, Herren, jeres Gud, førte jer ud af Egypten og lod jer bo i løvhytter.”

44 Da Herren var færdig med alle disse instruktioner om festerne, gav Moses dem videre til Israels folk.

Footnotes

  1. 22,3 Eller: „må han aldrig igen bringe ofre ved alteret.”
  2. 23,11 Dvs. den sabbat, som faldt under den ugelange usyrnede brøds fest. Da israelitternes kalender er fastsat ud fra månens skiften, faldt påsken ikke på samme ugedag hvert år, men festen for den første høst faldt således altid på den dag, vi kalder søndag, dagen efter sabbatten.
  3. 23,16 Da man i denne kultur talte inklusivt, dvs. man talte udgangspunktet med, vil den 50. dag falde nøjagtig 49 dage efter begyndelsesdagen eller 7 uger senere. I det Ny Testamente kaldes denne fest for „Pinsefesten” efter det græske ord for 50.
  4. 23,16 De to væsentligste kornsorter i Israel var byg og hvede. Den tidligere omtalte fest blev holdt i forbindelse med byghøsten, mens festen her blev holdt i forbindelse med hvedehøsten.
  5. 23,24 Den hebraiske tekst bruger et specielt ord (teruah), som betyder „alarm” og forbindes med blæsning i den tids signaltrompet, der var et langt vædderhorn—en shofar. Se 3.Mos. 25,9, hvor det samme ord følger efter ordet shofar. Ordet „minde” eller „huske” blev ofte brugt i forbindelse med Guds overnaturlige indgreb til frelse for sit folk. På denne nytårsdag skulle folket mindes de undere, Herren tidligere havde gjort og dem, han ville gøre i fremtiden.
  6. 23,27 Som tegn på anger over ens synder.