3 Mosebog 24-25
Dette er Biblen på dansk
24 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: 2 Byd Israeliterne at skaffe dig ren Olivenolie af knuste Frugter til Lysestagen, så Lamperne daglig kan sættes på. 3 I Åbenbaringsteltet uden for Forhænget foran Vidnesbyrdet skal Aron gøre den i Stand, så den bestandig kan brænde fra Aften til Morgen for Herrens Åsyn. Det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt; 4 på Guldlysestagen skal han holde Lamperne i Orden for Herrens Åsyn, så de kan brænde bestandig.
5 Du skal tage fint Hvedemel og bage tolv Kager, to Tiendedele Efa til hver Kage, 6 og lægge dem i to Rækker, seks i hver Række, på Guldbordet for Herrens Åsyn; 7 på hver Række skal du lægge ren Røgelse, og den skal være Brødenes Offerdel, et Ildoffer for Herren. 8 Han skal bestandig hver Sabbatsdag lægge dem frem for Herrens Åsyn; det skal være Israeliterne en evig Pagtspligt. 9 De skal tilfalde Aron og hans Sønner, som skal spise dem på et helligt Sted, thi de er højhellige; ham tilfalder de som en evig, retmæssig Del af Herrens Ildofre.
10 En israelitisk Kvindes Søn, hvis Fader var Ægypter, gik ud blandt Israeliterne. Da opstod der Strid i Lejren mellem den israelitiske Kvindes Søn og en Israelit, 11 og den israelitiske Kvindes Søn forbandede Navnet og bespottede det. Da førte man ham til Moses. Hans Moder hed Sjelomit, en Datter af Dibri af Dans Stamme. 12 Og de satte ham i Varetægt for at få en Kendelse af Herrens Mund. 13 Og Herren talede til Moses og sagde: 14 Før Spotteren uden for Lejren. og alle de, der hørte det, skal lægge deres Hænder på hans Hoved, og derefter skal hele Menigheden stene ham. 15 Og du skal tale til Israeliterne og sige: Når nogen bespotter sin Gud, skal han undgælde for sin Synd; 16 og den, der forbander Herrens Navn, skal lide Døden; hele Menigheden skal stene ham; en fremmed såvel som en indfødt skal lide Døden når han forbander Navnet.
17 Når nogen slår et Menneske ihjel, skal han lide Døden. 18 Den, der slår et Stykke Kvæg ihjel, skal erstatte det et levende Dyr for et levende Dyr. 19 Når nogen tilføjer sin Næste Legemsskade, skal der handles med ham, som han har handlet, 20 Brud for Brud, Øje for Øje, Tand for Tand; samme Skade, han tilføjer en anden, skal tilføjes ham selv. 21 Den, der slår et Stykke Kvæg ihjel, skal erstatte det; men den, der slår et Menneske ihjel, skal lide Døden. 22 En og samme Ret skal gælde for eder; for den fremmede såvel som for den indfødte; thi jeg er Herren eders Gud!
23 Og Moses sagde det til Israeliterne, og de førte Spotteren uden for Lejren og stenede ham; Israeliterne gjorde som Herren havde pålagt Moses.
25 Og Herren talede til Moses på Sinaj Bjerg og sagde: 2 Tal til Israeliterne og sig til dem: Når I kommer til det Land, jeg vil give eder, skal Landet holde Sabbatshvile for. Herren. 3 Seks År skal du beså din Mark, og seks År skal du beskære din Vingård og indsamle Landets Afgrøde; 4 men i det syvende År skal Landet have en fuldkommen Sabbatshvile, en Sabbat for Herren; din Mark må du ikke beså, og din Vingård må du ikke beskære. 5 Det selvgroede efter din Høst må du ikke høste, og Druerne på de ubeskårne Vinstokke må du ikke plukke; det skal være et Sabbatsår for Landet. 6 Hvad der gror af sig selv, medens Landet holder Sabbat, skal tjene eder til Føde, dig selv, din Træl og din Trælkvinde, din Daglejer og den indvandrede hos dig, dem, der bor som fremmede hos dig; 7 dit Kvæg og de vilde Dyr i dit Land skal hele Afgrøden tjene til Føde.
8 Og du skal tælle dig syv Årsabbater frem, syv Gange syv År, så de syv Årsabbater udgør et Tidsrum af ni og fyrretyve År. 9 Så skal du lade Alarmhornet lyde rundt om på den tiende Dag i den syvende Måned; på Forsoningsdagen skal I lade Hornet lyde rundt om i hele eders Land. 10 Og I skal hellige det halvtredsindstyvende År og udråbe Frigivelse i Landet for alle Indbyggerne; et Jubelår skal det være eder; enhver af eder skal vende tilbage til sin Ejendom, og enhver af eder skal vende tilbage til sin Slægt; 11 et Jubelår skal dette År, det halvtredsindstyvende, være eder; I må ikke så og ikke høste, hvad der gror af sig selv i det, eller plukke Druer af de ubeskårne Vinstokke; 12 thi det er et Jubelår, helligt skal det være eder; I skal spise, hvad Marken bærer af sig selv.
13 I Jubelåret skal enhver af eder vende tilbage til sin Ejendom. 14 Når du sælger din Næste noget eller køber noget af ham, må I ikke forurette hinanden. 15 Når du køber noget af din Næste, skal der regnes med Årene siden sidste Jubelår; når han sælger dig noget, skal der regnes med Afgrøderne indtil næste Jubelår. 16 Jo flere År der er tilbage, des højere må du sætte Prisen, jo færre, des lavere, thi hvad han sælger dig, er et vist Antal Afgrøder. 17 Ingen af eder må forurette sin Næste; du skal frygte din Gud, thi jeg er Herren din Gud!
18 I skal gøre efter mine Anordninger og holde mine Lovbud, så I gør efter dem; så skal I bo trygt i Landet, 19 og Landet skal give sin Frugt, så I kan spise eder mætte og bo trygt deri. 20 Men når I siger: "Hvad skal vi da spise i det syvende År, når vi hverken sår eller indsamler vor Afgrøde?" 21 så vil jeg opbyde min Velsignelse til Bedste for eder i det sjette År, så det bærer Afgrøde for de tre År; 22 i det ottende År skal I så, men I skal leve af gammelt Korn af den sidste Afgrøde indtil det niende År; indtil dets Afgrøde kommer, skal I leve af gammelt Korn.
23 Jorden i Landet må I ikke sælge uigenkaldeligt; thi mig tilhører Landet, I er kun fremmede og indvandrede hos mig; 24 overalt i det Land, I får i Eje, skal I sørge for, at Jorden kan indløses. 25 Når din Broder kommer i Trang, så han må sælge noget af sin Ejendom, skal hans nærmeste Slægtning melde sig som Løser for ham og indløse, hvad hans Broder har solgt. 26 Hvis en ingen Løser har, men selv bliver i Stand til at skaffe den fornødne Løsesum, 27 skal han udregne, hvor mange År der er gået siden Salget, og kun tilbagebetale Manden der købte det, for den Tid, der er tilbage, og derpå igen overtage sin Ejendom. 28 Er han derimod ikke i Stand til at skaffe den fornødne Sum til Tilbagebetalingen, så skal det, han har solgt, blive i Køberens Eje til Jubelåret; men i Jubelåret bliver det frit, så han atter kan overtage sin Ejendom. 29 Når en Mand sælger et Beboelseshus i en By med Mure om, gælder hans Indløsningsret kun et fuldt År efter Salget; hans Indløsningsret gælder et År. 30 Hvis derfor Indløsning ikke har fundet Sted, før et fuldt År er omme, går Huset i Byen med Mure om uigenkaldeligt over i Køberens og hans Efterkommeres Eje; det bliver ikke frit i Jubelåret. 31 Derimod henregnes Huse i Landsbyer, der ikke er omgivne af Mure, til Marklandet;for dem gælder Indløsningsretten, og i Jubelåret bliver de fri. 32 Men med Hensyn til Leviternes Byer, Husene i de Byer, der tilhører dem, da gælder der en ubegrænset Indløsningsret for Leviterne; 33 og når en af Leviterne ikke gør sin Indløsningsret gældende, bliver Huset, han solgte, i de Byer, der tilhører dem, frit i Jubelåret, thi Husene i Leviternes Byer er deres Ejendom blandt Israeliterne. 34 Heller ikke må Græsmarkerne, der hører til deres Byer, sælges, thi de tilhører dem som evigt Eje. 35 Når din Broder i dit Nabolag kommer i Trang og ikke kan bjærge Livet, skal du holde ham oppe; som fremmed og indvandret skal han leve hos dig. 36 Du må ikke tage Rente eller Opgæld af ham, men du skal frygte din Gud og lade din Broder leve hos dig; 37 du må ikke låne ham Penge mod Renter eller give ham af din Føde mod Opgæld. 38 Jeg er Herren eders Gud, som førte eder ud af Ægypten for at give eder Kana'ans Land, for at være eders Gud.
39 Når din Broder i dit Nabolag kommer i Trang og han må sælge sig selv til dig, må du ikke lade ham arbejde som Træl, 40 men han skal være hos dig som Daglejer eller indvandret; han skal arbejde hos dig til Jubelåret. 41 Da skal han gives fri sammen med sine Børn og vende tilbage til sin Slægt og sine Fædres Ejendom, 42 thi mine Trælle er de, som jeg førte ud af Ægypten; de må ikke sælges, som man sælger Trælle. 43 Du må ikke bruge din Magt over ham med Hårdhed; du skal flygte din Gud. 44 Men har du Brug for Trælle og Trælkvinder, skal du købe dem af de Folkeslag, der bor rundt om eder; 45 også af Børnene efter de indvandrede, der bor som fremmede hos eder, må I købe og af deres Familier, som er hos eder, og som de har avlet i eders Land; de må blive eders Ejendom, 46 og dem må I lade gå i Arv og Eje til eders Børn efter eder; dem må I bruge som Trælle på Livstid; men over Israeliterne, eders Brødre, må du ikke bruge din Magt med Hårdhed, Broder over Broder.
47 Når en fremmed eller en indvandret hos dig kommer til Velstand, og en af dine Brødre i hans Nabolag kommer i Trang, og han må sælge sig til den fremmede eller den indvandrede hos dig eller til en Efterkommer af en fremmeds Slægt, 48 så gælder Indløsningsretten for ham efter Salget; en af hans Brødre må indløse ham, 49 eller også må hans Farbroder eller Fætter eller en anden kødelig Slægtning af hans Familie indløse ham; han må også indløse sig selv, hvis han får Evne dertil. 50 Da skal han sammen med den, der købte ham, udregne Tiden fra det År, han solgte sig til ham, til Jubelåret, og Købesummen skal svare til det Åremål; hans Arbejdstid hos ham skal regnes som en Daglejers. 51 Er der endnu mange År tilbage, skal han i Løsesum udrede den tilsvarende Del af Købesummen. 52 Og er der kun få År tilbage til Jubelåret, skal han regne dermed og udrede sin Løsesum i Forhold til de År, han har tilbage. 53 Som en År for År lejet Daglejer skal han være hos ham; du må ikke roligt se på, at Køberen bruger sin Magt over ham med Hårdhed. 54 Men indløses han ikke på en af disse Måder, skal han frigives i Jubelåret, både han selv og hans Børn. 55 Thi mig tilhører Israeliterne som Trælle; mine Trælle er de, thi jeg førte dem ud af Ægypten. Jeg er Herren eders Gud!
3 Mosebog 24-25
Bibelen på hverdagsdansk
Om at passe lamperne og bordet med de hellige brød
24 Herren sagde nu til Moses: 2-4 „Giv Israels folk besked om at bringe dig ren olivenolie, så lamperne på guldlysestagen, der står uden for forhænget til det allerhelligste rum, kan blive ved at brænde. Hver morgen og aften skal Aron gøre lamperne i stand og fylde olie på, for at de kan blive ved at brænde for Herrens ansigt fra slægt til slægt.
5-6 Sørg for, at der hver sabbat bliver placeret 12 runde fladbrød i to stabler, seks i hver, på det guldbelagte bord, som står for Herrens ansigt. Brødene skal bages af det fineste hvedemel, og der skal bruges fire liter til hvert. 7 Oven på hver stabel skal der anbringes en skål med ren røgelse, der skal brænde som et mindeoffer[a] til Herren. 8 Israelitterne skal bringe deres gaver som en permanent pagtsforpligtelse, så nye brød kan blive lagt frem for Herrens ansigt hver sabbat. 9 De gamle brød skal tilfalde præsterne, som skal spise dem på et indviet sted, for de er et helligt offer og præsternes retmæssige andel fra ildofferet til alle tider.”
Straffen for at forbande Gud
10 En dag skete det, at en ung mand, hvis mor var israelit, og hvis far var egypter, kom i slagsmål med en israelit. 11 I kampens hede kom den unge mand til at misbruge Herrens navn ved at komme med en forbandelse, og han blev ført til Moses for at få sin dom. Mandens mor hed Shelomit, en datter af Dibri af Dans stamme. 12 Manden blev varetægtsfængslet, indtil Herren ville vise, hvad der videre skulle ske med ham.
13 Da sagde Herren til Moses: 14 „I skal føre manden uden for lejren, og de, der hørte ham udsige forbandelsen, skal lægge deres hænder på hans hoved. Derefter skal alle de forsamlede stene ham. 15-16 Sig til Israels folk, at enhver, der forbander Gud, skal idømmes dødsstraf og stenes af folket. Denne lov gælder for de indfødte israelitter såvel som for de fremmede iblandt jer: Enhver, der udtaler Herrens navn i en forbandelse, er skyldig i blasfemi og skal idømmes dødsstraf.
17 Der skal også være dødsstraf for mord. 18 Hvis nogen slår et dyr ihjel, som tilhører en anden, skal vedkommende give ejeren et tilsvarende levende dyr. 19 Hvis man lemlæster en anden, skal man selv lemlæstes tilsvarende: 20 Brud for brud, øje for øje, tand for tand. Straffen skal svare til den skade, man har forvoldt.
21 Altså: Den, der slår en andens husdyr ihjel, skal erstatte dyret, men den, der slår et andet menneske ihjel, må betale med sit eget liv. 22 Den samme lov skal gælde for alle indbyggere i landet, hvad enten de er fremmede eller indfødte, for jeg er Herren, jeres Gud.”
23 Moses gav nu disse instruktioner videre til israelitterne, hvorefter de førte den unge mand udenfor lejren og stenede ham. Israelitterne gjorde, som Herren havde befalet.
Sabbatår og jubelår
25 Dengang Moses var på Sinaibjerget, sagde Herren til ham: 2 „Du skal give Israels folk følgende instruktioner: Når I kommer ind i det land, som jeg vil give jer, skal landet hvert syvende år ligge uopdyrket hen som en sabbatshvile. 3 I seks år kan I tilså jeres marker, beskære jeres vinstokke og høste jeres afgrøder, 4 men hvert syvende år skal landet ligge brak. Det er en sabbatshvile for Herren. I det år må I ikke pløje jorden eller tilså jeres marker. I må heller ikke arbejde i jeres vingårde. 5 Det korn, der vokser på markerne fra resterne af det foregående års afgrøde, og de druer, der alligevel gror på vinrankerne, må I heller ikke indhøste, for i det år skal jorden hvile sig. 6 Men I må gerne spise de frugter og andet, der gror vildt. Den regel gælder også jeres daglejere og slaver og de fremmede, som bor iblandt jer. 7 Kvæget og de vilde dyr skal også leve af det, der gror vildt.
8-10 Tæl nu syv gange syv år frem. Efter 49 år, når forsoningsdagen er inde, på den 10. dag i den syvende måned, skal der blæses i vædderhorn ud over landet. Hvert syvende sabbatår skal være et jubelår, og i hele landet skal både jorden og daglejerne frigives. Enhver skal sættes fri til at vende tilbage til sin slægt og sit tidligere jordstykke. 11 I jubelåret må I ikke tilså landet eller høste jeres korn og druer på sædvanlig vis. 12 Jubelåret skal holdes helligt, men I må gerne spise det, der gror vildt.
13 I det år skal enhver af jer tage sit tidligere jordstykke i besiddelse igen. 14-16 Hvis jorden købes eller sælges i perioden mellem to jubelår, skal I enes om en rimelig pris ved at tælle frem til næste jubelår. Hvis jubelåret ligger langt ude i fremtiden, skal prisen være højere, end hvis jubelåret er nært forestående, for når I sælger jeres jord, er det i virkeligheden jeres årsafgrøder, I sælger til den nye ejer, og afgrøderne fra jorden tilhører så ham indtil næste jubelår. 17 I skal have ærefrygt for jeres Gud og ikke være urimelige, så I udnytter hinanden, for jeg er Herren.
18 Adlyd mine love, så skal I bo trygt i landet. 19 Ja, hvis I adlyder mig, skal I opleve en god høst, have rigeligt at spise og have fred i landet. 20 Nu vil I spørge: ‚Jamen, hvad skal vi spise hvert syvende år, hvis vi ikke må så noget i det år og derfor ingen høst får?’ 21 Svaret lyder: ‚Det, I sår og høster i det sjette år, vil jeg velsigne så meget, at I har mad nok til tre[b] år. 22 I skal tilså jeres marker i det ottende år, og det opmagasinerede korn vil vare ved til begyndelsen af det niende år. Når den nye høst kommer, kan I begynde at spise af den.’
23 Landet tilhører jo i virkeligheden mig. Derfor må I ikke sælge noget af jeres jord for bestandig, for I er forpagtere og har kun fået det til låns. 24 I enhver salgsaftale skal der indgå den klausul, at jorden kan købes tilbage. 25 Hvis en mand er tvunget til at sælge noget af sin jord, skal det være muligt for de nærmeste slægtninge at købe jorden tilbage. 26 Men hvis der ingen slægtninge findes, som kan gøre det, og hvis han selv efterhånden får skrabet tilstrækkeligt med penge sammen, 27 skal han selv have mulighed for at købe jorden tilbage for en pris, der skal fastsættes efter antallet af årsafgrøder, der endnu er tilbage til næste jubelår. Når han har gjort det, kan han flytte tilbage til sin jord. 28 Men hvis han ikke er i stand til at købe jorden tilbage, skal den være på den nye ejers hænder frem til næste jubelår. Til den tid skal den gives tilbage til den tidligere ejer.
29 Hvis en mand sælger sit hus i en by med mure omkring, har han tilbagekøbsret i op til et år. 30 Hvis han ikke har købt huset tilbage ved årets udgang, tilfalder det den nye ejer, og i det tilfælde forbliver det den nye ejers ejendom—også efter næste jubelår. 31 Men huse i bebyggelser uden mure omkring regnes som landejendomme, og for dem gælder de samme regler for tilbagekøb som for landejendomme: Tilbagekøbsretten gælder på ubegrænset tid, og i jubelåret skal en landejendom under alle omstændigheder overdrages til den tidligere ejer.
32 Med hensyn til salg af huse i byerne er der en enkelt undtagelse, der kommer levitterne til gode: Deres huse kan købes tilbage når som helst 33 og skal under alle omstændigheder gives tilbage i jubelåret. Levitterne får nemlig ikke jord som de øvrige stammer, kun huse i byerne og tilhørende græsmarker til deres kvæg. 34 De græsmarker må ikke sælges, for de tilhører levitterne for altid.
35 Hvis din landsmand er kommet ud i så store problemer, at han ikke længere kan forsørge sig selv, er du ansvarlig for at hjælpe ham. Du kan støtte ham økonomisk eller lade ham bo hos dig. 36 Vis ærefrygt for din Gud ved at tilbyde den pågældende mad og logi, og kræv ikke renter af de penge, du låner ham. 37 Du skal give ham, hvad han har behov for, og ikke drage økonomisk fordel af ham. 38 For jeg, Herren jeres Gud, førte jer ud af Egyptens land, så I kunne få Kana’ans land i eje, og jeg kunne være jeres Gud.
39 Hvis din landsmand er blevet nødt til at sælge sin arbejdskraft til dig, må du ikke behandle ham som en slave, 40 men som en daglejer eller en gæst, og han skal arbejde for dig indtil næste jubelår. 41 På det tidspunkt står det ham frit for at rejse—og tage sin familie med sig—så han kan vende tilbage til sin slægt og sin tidligere ejendom, 42 for jeg er den, som førte jer ud af Egypten, og I er mine tjenere! Derfor må I ikke behandle hinanden som almindelige slaver 43 eller undertrykke hinanden på nogen måde. I skal vise ærefrygt for jeres Gud.
44 Derimod må I gerne opkøbe slaver fra de fremmede folkeslag, som bor omkring jer, 45 og I må også gerne købe efterkommere af disse fremmede, selv om de er født i landet. 46 De skal være jeres slaver på livstid, og I kan overdrage dem til jeres børn efter jer. Men jeres israelitiske landsmænd må I ikke undertrykke på nogen måde.
47 Hvis en af de fremmede, som bor iblandt jer, bliver rig, og en af jeres egne landsmænd bliver så fattig, at han er nødsaget til at sælge sig selv som slave til den fremmede eller til en efterkommer af en fremmed, 48 kan en af hans brødre løskøbe ham, 49 eller hans farbror, farbroderens søn eller en anden nær slægtning kan gøre det. Endelig kan han løskøbe sig selv, hvis han kan skrabe pengene sammen. 50 Prisen for hans frihed skal udregnes efter antallet af år frem til næste jubelår og svare til den løn, en daglejer ville få i samme periode. 51 Jo længere ude i fremtiden, jubelåret ligger, des tættere ligger løsesummen på det beløb, han oprindelig solgte sig selv for, 52 men hvis jubelåret er nært forestående, bliver løsesummen et lille beløb i forhold til salgssummen. 53 Hvis han sælger sig til en af de fremmede iblandt jer, skal den fremmede behandle ham, som hans egne landsmænd ville gøre, nemlig som en daglejer. Han må ikke undertrykke ham eller behandle ham som en slave. 54 Og hvis han stadig ikke er løskøbt, når jubelåret oprinder, skal han og hans familie have deres frihed. 55 For Israels folk er mine tjenere, og jeg er Herren deres Gud, som førte dem ud af Egypten.
Notas al pie
- 24,7 Sandsynligvis et symbol på folkets bønner til Gud om ikke at glemme dem, men gribe ind, når de har brug for det.
- 25,21 Dvs. sidste del af det sjette år, hele det syvende år og det ottende år. Året begyndte i september, og man plantede både byg og hvede omkring oktober eller november ved den første regn. Byggen blev høstet omkring marts (påsketid) og hveden omkring maj (pinsetid).
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.