3 Mosebog 22-23
Dette er Biblen på dansk
22 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: 2 Sig til Aron og hans Sønner, at de skal behandle Israeliternes Helliggaver, som de helliger mig, med Erefrygt, for at de ikke skal vanhellige mit hellige Navn. Jeg er Herren! 3 Sig til dem: Enhver af alle eders Efterkommere, som i de kommende Slægter i uren Tilstand kommer de Helliggaver nær, Israeliterne helliger Herren, det Menneske skal udryddes fra mit Åsyn. Jeg er Herren! 4 Ingen af Arons Efterkommere, der er spedalsk eller lider af Flåd, må spise noget af Helliggaverne, før han bliver ren; den, der rører ved en, som er uren ved Lig, eller den, fra hvem der går Sæd, 5 eller den, der rører ved noget Slags Kryb, ved hvilket man bliver uren, eller ved et Menneske, ved hvem man bliver uren, af hvad Art hans Urenhed være kan, 6 enhver, der rører ved noget sådant, skal være uren til Aften og må ikke spise af Helliggaverne, før han har badet sit Legeme i Vand. 7 Når Solen går ned, er han ren, og derefter må han spise af Helliggaverne, thi de er hans Mad. 8 Selvdøde og sønderrevne Dyr må han ikke spise for ikke at gøre sig uren derved. Jeg er Herren! 9 De skal overholde mine Forskrifter, at de ikke skal pådrage sig Synd og dø derfor, fordi de vanhelliger det. Jeg er Herren, som helliger dem. 10 Ingen Lægmand må spise af det hellige; hverken den indvandrede hos Præsten eller hans Daglejer må spise af det hellige. 11 Men når en Præst for sine Penge køber sig en Træl, da må denne spise deraf, og ligeledes må hans hjemmefødte Trælle spise af hans Mad. 12 Når en Præstedatter ægter en Lægmand, må hun ikke spise af de ydede Helliggaver; 13 men når en Præstedatter bliver Enke eller forstødes uden at have Børn og vender tilbage til sin Faders Hus og er der som i sine unge År, da må hun spise af sin Faders Mad. Men ingen Lægmand må spise deraf. 14 Når nogen af Vanvare kommer til at spise af det hellige, skal han erstatte Præsten det hellige med Tillæg af en Femtedel. 15 Præsterne må ikke vanhellige de Helliggaver, Israeliterne yder Herren, 16 og således bringe Brøde og Skyld over dem, når de spiser deres Helliggaver; thi jeg er Herren, som helliger dem.
17 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: 18 Tal til Aron og hans Sønner og alle Israeliterne og sig til dem: Om nogen af Israels Hus eller af de fremmede i Israel bringer sin Offergave, hvad enten det er deres Løfteoffer eller Frivilligoffer, de bringer Herren som Brændoffer, 19 så skal I bringe dem således, at I kan vinde Guds Velbehag, et lydefrit Handyr af Hornkvæget, Fårene eller Gederne; 20 I må ikke ofre noget Dyr, der har en Legemsfejl, thi derved vinder I ikke eders Guds Velbehag. 21 Når nogen bringer Herren et Takoffer af Hornkvæget eller Småkvæget enten for at indfri et Løfte eller som Frivilligoffer, da skal det være et lydefrit Dyr, for at det kan vinde Guds Velbehag; det må ingen som helst Legemsfejl have; 22 et blindt Dyr eller et Dyr med Brud på Lemmerne eller et såret Dyr eller et Dyr, der lider af Bylder, Skab eller Ringorm, sådanne Dyr må I ikke bringe Herren, og I må ikke lægge noget Ildoffer af den Slags på Alteret for Herren. 23 Et Stykke Hornkvæg eller Småkvæg med en for lang eller forkrøblet Legemsdel kan du bruge som Frivillig offer, men som Løfteoffer vinder det ikke Guds Velbehag. 24 Dyr med udklemte, knuste, afrevne eller bortskårne Testikler må I ikke bringe Herren; således må I ikke bære eder ad i eders Land. 25 Heller ikke må I af en Udlænding købe den Slags Dyr og ofre dem som eders Guds Spise, thi de har en Lyde, de har en Legemsfejl; ved dem vinder I ikke Guds Velbehag.
26 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: 27 Når der fødes et Stykke Hornkvæg, et Får eller en Ged, skal de blive syv Dage hos Moderen; men fra den ottende Dag er de skikkede til at vinde Herrens Velbehag som Ildoffergave til Herren. 28 I må ikke slagte et Stykke Hornkvæg eller Småkvæg samme Dag som dets Afkom. 29 Når I ofrer et Lovprisningsoffer til Herren, skal I ofre det således, at det kan vinde eder Guds Velbehag. 30 Det skal spises samme Dag, I må intet levne deraf til næste Morgen. Jeg er Herren! 31 I skal holde mine Bud og handle efter dem. Jeg er Herren! 32 I må ikke vanhellige mit hellige Navn, for at jeg må blive helliget blandt Israeliterne. Jeg er Herren, som helliger eder, 33 som førte eder ud af Ægypten for at være eders Gud. Jeg er Herren!
23 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: 2 Tal til Israeliterne og sig til dem: Hvad angår Herrens Festtider, hvilke I skal udråbe som Højtidsstævner, da er mine Festtider følgende: 3 I seks Dage skal der arbejdes, men den syvende Dag skal være en fuldkommen Hviledag med Højtidsstævne; I må intet Arbejde gøre, det er Sabbat for Herren, overalt hvor I bor.
4 Følgende er Herrens Festtider med Højtidsstævner, som I skal udråbe, hver til sin Tid: 5 På den fjortende Dag i den første Måned ved Aftenstid er det Påske for Herren. 6 På den femtende Dag i samme Måned er det de usyrede Brøds Højtid for Herren; i syv Dage skal I spise usyret Brød. 7 På den første Dag skal I bolde Højtidsstævne, I må intet Arbejde gøre. 8 I skal bringe Herren Ildoffer i syv Dage. På den syvende Dag skal der holdes Højtidsstævne, I må intet Arbejde gøre.
9 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: 10 Tal til Israeliterne og sig til dem: Når I kommer til det Land, jeg vil give eder, og høster dets Høst, skal I bringe Præsten Førstegrødeneget af eders Høst. 11 Han skal udføre Svingningen med Neget for Herrens Åsyn for at vinde eder Guds Velbehag; Dagen efter Sabbaten skal Præsten udføre Svingningen dermed. 12 Og på den Dag I udfører Svingningen med Neget, skal I ofre et lydefrit, årgammelt Lam som Brændoffer til Herren, 13 og der skal høre to Tiendedele Eta fint Hvedemel, rørt i Olie, dertil som Afgrødeoffer, et Ildoffer for Herren til en liflig Duft, og ligeledes en Fjerdedel Hin Vin som Drikoffer. 14 Brød, ristede Aks eller nyhøstet Horn må I ikke spise før denne Dag, før I har frembåret eders Guds Offergave. Det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt, overalt hvor I bor.
15 Så skal I fra Dagen efter Sabbaten, fra den dag I bringer Svingningsneget, tælle syv Uger frem - det skal være hele Uger - 16 til Dagen efter den syvende Sabbat, I skal tælle halvtredsinds tyve bage frem; da skal I frembære et nyt Afgrødeoffer for Herren. 17 Fra eders Boliger skal I bringe Svingningsbrød, to Brød, som skal laves af to Tiendedele Efa fint Hvedemel og bages syrede, en Førstegrødegave til Herren. 18 Og foruden Brødet skal I bringe syv lydefri, årgamle Lam, en ung Tyr og to Vædre, de skal være til Brændoffer for Herren med tilhørende Afgrødeoffer og Drikoffer, et Ildoffer for Herren til en liflig Duft. 19 Og I skal ofre en Gedebuk som Syndoffer og to årgamle Lam som Takoffer. 20 Og Præsten skal udføre Svingningen med dem, med de to Lam, for Herrens Åsyn sammen med Førstegrødebrødet, de skal være Herren helligede og tilfalde Præsten. 21 På denne Dag skal I udråbe og holde et Højtidsstævne; I må intet Arbejde gøre. Det skal være eder en evig gyldig Anordning, overalt hvor I bor, fra Slægt til Slægt. 22 Når I høster eders Lands Høst, må du ikke høste helt hen til Kanten af din Mark, ej heller må du sanke Efterslætten efter din Høst; til den fattige og den fremmede skal du lade det blive tilbage. Jeg er Herren eders Gud!
23 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: 24 Tal til Israeliterne og sig: Den første dag i den syvende Måned skal I holde Hviledag med Hornblæsning til Ihukommelse og med Højtidsstævne; 25 I må intet Arbejde gøre, og I skal bringe Herren Ildofre.
26 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: 27 På den tiende Dag i samme syvende Måned falder Forsoningsdagen; da skal I holde Højtidsstævne, faste og bringe Herren Ildofre; 28 I må intet Arbejde gøre på denne Dag, thi det er Forsoningsdagen, den skal skaffe eder Soning for Herren eders Guds Åsyn. 29 Thi enhver, som ikke faster på denne Dag, skal udryddes af sin Slægt; 30 og enhver, der gør noget som helst Arbejde på denne Dag, det Menneske vil jeg udslette af hans Folk. 31 I må intet Arbejde gøre. Det skal være eder en evig Anordning fra Slægt til Slægt, overalt hvor I bor. 32 Den skal være eder en fuldkommen Hviledag, og I skal faste; på den niende Dag i Måneden om Aftenen, fra denne Aften til næste Aften skal I holde eders Hviledag.
33 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: 34 Tal til Israeliterne og sig: Den femtende Dag i samme syvende Måned skal Løvhyttefesten fejres, den skal fejres i syv Dage for Herren. 35 På den første Dag skal der holdes Højtidsstævne, I må intet Arbejde gøre. 36 Syv dage skal I bringe Herren Ildofre; og på den ottende Dag skal I holde Højtidsstævne og bringe Herren Ildofre; det er festlig Samling, I må intet Arbejde gøre. 37 Det er Herrens Festtider, hvilke I skal udråbe som Højtids stævner, ved hvilke der skal bringes Herren Ildofre, Brændofre og Afgrødeofre, Slagtofre og drikofre, hver Dag de for den bestemte Ofre, 38 foruden Herrens Sabbater og foruden eders Gaver og alle eders Løfteofre og alle eders Frivilligofre, som I giver Herren.
39 Men den femtende Dag i den syvende Måned, når I har indsamlet Landets Afgrøde, skal I fejre Herrens Højtid, og den skal fejres i syv Dage. På den første Dag skal der holdes Hviledag, og på den ottende dag skal der holdes Hviledag. 40 Den første Dag skal I tage eder smukke Træfrugter, Palmegrene og Kviste af Løvtræer og Vidjer fra Bækkene og i syv Dage være glade for Herren eders Guds Åsyn. 41 I skal fejre den som en Højtid for Herren syv Dage om Året; det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt; i den syvende Måned skal I fejre den. 42 I skal bo i Løvhytter i syv Dage, alle indfødte i Israel skal bo i Løvhytter, 43 for at eders Efterkommere kan vide, at jeg lod Israeliterne bo i Løvhytter, da jeg førte dem ud af Ægypten. Jeg er Herren eders Gud!
44 Og Moses kundgjorde Israeliterne Herrens Festtider.
3 Mosebog 22-23
Bibelen på hverdagsdansk
De hellige offergaver
22 Herren sagde til Moses: 2 „Sig til Aron og hans sønner, at de må passe på ikke at krænke min hellighed ved at behandle folkets hellige offergaver skødesløst, for jeg er Herren. 3 Derfor gælder følgende regel for jeres efterkommere, fra slægt til slægt: Hvis en præst er uren, men alligevel påtager sig at ofre dyr eller andre offergaver, som folket bringer til Herren, skal han dø,[a] for jeg er Herren.
4 Hvis en præst er uren på grund af en smitsom sygdom eller udflåd, må han ikke spise af offergaverne, før han er helbredt. Hvis han er uren efter at have rørt ved noget, som har været i nærheden af en død person, eller er uren som følge af sædafgang, 5 eller hvis han rører ved et krybdyr eller ved en person, der af en eller anden grund er blevet uren, 6 skal han regnes for uren indtil aften, og han må derfor ikke spise af offergaverne, før han har badet samme aften. 7 Efter solnedgang vil han være renset, og da må han igen spise af offergaverne, for det er dem, han lever af. 8 Han må ikke spise selvdøde dyr eller dyr, der er blevet dræbt af de vilde dyr, for gør han det, bliver han uren. Jeg er Herren. 9 Du skal indprente overfor præsterne, at hvis de ikke følger mine instrukser meget omhyggeligt, skal de straffes med døden, for jeg er Herren, som gør dem hellige.
10 Ingen uden for præstens egen familie må spise af de hellige offergaver, heller ikke hvis de bor hos ham eller arbejder for ham. 11 En slave, som præsten selv har købt, må imidlertid gerne deltage i måltidet. Det samme gælder alle slaver, der er født i præstens hus. 12 Hvis en præstedatter gifter sig med en mand uden for præsteslægten, afskærer hun dermed sig selv fra at tage del i måltidet. 13 Men hvis hun bliver enke eller fraskilt og ikke har nogen sønner til at støtte sig økonomisk, og hun vender tilbage for at bo i sin fars hus, har hun lov til at spise af offergaverne igen. Grundreglen er altså, at kun medlemmer af præstens familie må deltage i måltidet.
14 Hvis nogen uforvarende skulle komme til at spise af offergaverne, skal han godtgøre det, han har spist, ved at erstatte det med et tillæg på 20 procent. 15 Præsterne skal sørge for at de hellige offergaver, som Israels folk bringer til Herren, ikke bliver vanhelliget ved, at nogle, som ikke er berettiget til det, spiser af dem, 16 for gør de det, pådrager de sig skyld. Jeg er Herren, som gør dem hellige.”
17 Og Herren sagde til Moses: 18 „Sig til Aron og hans sønner og hele Israels folk, at hvis en israelit eller en fremmed iblandt jer gerne vil give en gave som et brændoffer til Herren, uanset om det er for at opfylde et løfte, han har givet Herren, eller det er et spontant, frivilligt offer, 19-20 vil offeret kun blive godkendt af Herren, hvis det er et handyr uden skavanker. Det skal være enten en tyr, en vædder eller en gedebuk.
21 Hvis nogen ønsker at bringe et takoffer fra hornkvæget eller småkvæget som indfrielse af et løfte eller som et frivilligt offer, må dyret for at kunne være et acceptabelt offer ikke have fysiske defekter. 22 Det må hverken være blindt, skadet eller lemlæstet, og det må ikke have sår eller udslæt eller lide af nogen hudsygdom. 23 Et stykke hornkvæg eller småkvæg, der er lidt vanskabt, må imidlertid godt bringes som et frivilligt offer, men ikke som et løfteoffer. 24 Et dyr med beskadigede kønsdele, eller som er blevet kastreret, må under ingen omstændigheder ofres til Herren. Det vil jeg ikke tillade i det land, jeg vil give jer. 25 I må heller ikke hos de fremmede, der bor iblandt jer, købe og bringe offerdyr med skavanker. Sådanne dyr kan ikke bruges som ofre til jeres Gud.”
26 Herren sagde til Moses: 27 „Efter at en kalv, et lam eller et kid er født, skal det nyfødte dyr blive hos sin mor i syv dage. Men fra den ottende dag kan det bruges som et offer til Herren. 28 Afkommet må ikke slagtes samme dag som moderen, hvad enten moderen er en ko, et får eller en ged. 29-30 Når I ofrer et taknemmelighedsoffer til Herren, skal I gøre det på behørig vis ved at spise offerdyret samme dag, det er slagtet. Intet af kødet må levnes til næste dag. Jeg er Herren.
31 I skal nøje overholde alle mine befalinger, for jeg er Herren. 32 I må ikke krænke mig ved at være ulydige. I skal vise mig ærefrygt og respekt, for jeg er Herren, der gør jer hellige. 33 Jeg førte jer ud af Egypten, for at I skulle tilbede mig som jeres Gud. Jeg er Herren!”
Israelitternes religiøse fester
23 1-2 Herren bad Moses give israelitterne følgende instrukser: „Det følgende er mine hellige dage, hvor I skal komme sammen for at holde højtid for mig.
Hviledagen
3 Ugens syvende dag skal være en fuldstændig hviledag, hvor I skal samles for at tilbede Herren. I kan udføre jeres arbejde på ugens øvrige seks dage, men sabbatsdagen skal være helliget mig, lige meget hvor I bor.
Påskedagen og de usyrnede brøds fest
4 De følgende højtider skal I fejre hvert år på det fastsatte tidspunkt.
5 Påskedagen falder på den 14. dag i den første måned, og påskemåltidet skal fejres efter solnedgang.
6 De usyrnede brøds højtid begynder den 15. dag i den samme måned, og den skal vare i syv dage. Under den fest må I ikke spise brød, der er bagt med surdej. 7 På festugens første dag skal folket mødes og tilbede mig, og I skal afholde jer fra alt hårdt arbejde. 8 Det samme skal I gøre på festugens sidste dag, og hver eneste af de syv festdage skal I bringe ildofre til Herren.”
Festen for den første høst
9 Herren fortsatte med at tale til Moses: 10 „Når I kommer ind i det land, jeg vil give jer, og begynder at høste afgrøde fra jeres marker, skal I hvert år bringe det første neg fra jeres kornhøst til præsten. 11 Det skal I gøre dagen efter sabbatsdagen,[b] og præsten skal så svinge det foran Herrens alter, så Herren kan tage imod jeres taknemmelighedsgave. 12 Samme dag skal I ofre et etårs lam uden skavanker som et brændoffer til Herren. 13 Offeret skal ledsages af et afgrødeoffer på fire liter fint mel rørt op i olivenolie. Det skal være et ildoffer til Herren sammen med et drikoffer bestående af en liter vin. 14 I må hverken spise friske kerner, brød eller ristet korn fra jeres nye høst, før I har bragt denne gave til Herren. Denne lov skal altid gælde, hvor I end bor.
Festen for den store høst
15 Fra dagen efter denne sabbat, den dag, hvor det første neg blev svunget for Herrens ansigt, skal I så tælle nøjagtig syv uger frem, 16 indtil I når frem til dagen efter den syvende sabbat. I skal altså tælle 50 dage[c] frem, og så skal I bringe endnu et høstoffer til Herren.[d] 17 I skal komme med to brød hjemmefra. Brødene skal bages af fire liter fint mel ved brug af surdej, og de skal svinges foran Herrens alter som en taknemmelighedsgave for høsten. 18 Foruden dette afgrødeoffer og drikofferet skal I ofre syv etårs lam uden skavanker, en ung tyr og to væddere som et lifligt brændoffer. 19 Dernæst skal I ofre en gedebuk som syndoffer og to etårs vædderlam som takoffer.
20 Sammen med brødene, som repræsenterer jeres høst, skal præsten svinge disse offergaver foran Herrens alter. De er givet til Herren, men præsterne må spise dem. 21 Denne dag skal udråbes til en hellig festdag for hele folket. Ingen må udføre hårdt arbejde den dag. Dette er en permanent forordning, som skal gælde fra slægt til slægt, hvor I end bor.
22 Når I høster jeres marker, skal I lade noget af kornet langs kanten stå, og de få aks, som høstfolkene overser, skal I lade ligge på marken. Det er til føde for de fattige og fremmede, som ikke selv ejer jord. Jeg er Herren, jeres Gud.”
Nytårsfesten
23 Herren fortsatte med at tale til Moses: 24 „Den første dag i den syvende måned skal være en hvile- og højtidsdag, en mindedag, som indvarsles med lyden fra et vædderhorn.[e] 25 Ingen må udføre hårdt arbejde på den dag, men I skal bringe Herren ildofre.”
Forsoningsdagen
26 Herren fortsatte sine instruktioner til Moses: 27 „Den tiende dag i den syvende måned skal være forsoningsdagen. På den dag skal I faste[f] og holde højtid for Herren med ildofre. 28 I må ikke udføre normalt arbejde, for den dag er afsat til at skabe forsoning mellem jer og Herren, jeres Gud. 29 Enhver, der undlader at faste på den dag, 30 og enhver, som udfører normalt arbejde på den dag, skal dø. 31 Dette er en permanent forordning, der skal gælde fra slægt til slægt, hvor I end bor. 32 Det skal være en fuldkommen hviledag, hvor I skal undlade at spise noget. Forsoningsdagen begynder ved solnedgang den niende og varer til solnedgang næste dag.”
Løvhyttefesten
33 Herren fortsatte: 34 „På den 15. dag i den syvende måned skal I påbegynde løvhyttefesten for Herren, og festen skal vare i syv dage. 35 På den første dag skal folket samles til højtid, og der må ikke udføres noget hårdt arbejde på den dag. 36 På hver af festens syv dage skal I bringe ildofre til Herren. På den ottende dag skal folket samles igen til højtid og bringe ildofre til Herren. Heller ikke på den dag må der udføres hårdt arbejde.
37 Dette er de hellige fester, hvor folket skal holde højtid og bringe ildofre til Herren, både brændofre og afgrødeofre, madofre og drikofre. 38 Disse festdage er ekstra højtider ud over sabbatsdagene, og de ofre, I bringer ved disse fester, skal være i tilgift til jeres normale gaver og taknemmelighedsofre til Herren.
39 Hvad løvhyttefesten angår, skal den vare i en hel uge. Når høsten er overstået, skal festen påbegyndes på den 15. dag i den syvende måned, og både den første dag og den ottende dag skal være hviledage. 40 På den første dag skal I komme med de flotteste frugter, palmegrene, løvrige grene og pilegrene, og i syv dage skal I danse og juble for Herren. 41 Husk, at festen skal være en tilbagevendende begivenhed, som I fejrer år efter år. 42 I syv dage skal alle indfødte israelitter bo i løvhytter, 43 for at de kommende generationer kan vide, hvordan det var, da jeg, Herren, jeres Gud, førte jer ud af Egypten og lod jer bo i løvhytter.”
44 Da Herren var færdig med alle disse instruktioner om festerne, gav Moses dem videre til Israels folk.
Footnotes
- 22,3 Eller: „må han aldrig igen bringe ofre ved alteret.”
- 23,11 Dvs. den sabbat, som faldt under den ugelange usyrnede brøds fest. Da israelitternes kalender er fastsat ud fra månens skiften, faldt påsken ikke på samme ugedag hvert år, men festen for den første høst faldt således altid på den dag, vi kalder søndag, dagen efter sabbatten.
- 23,16 Da man i denne kultur talte inklusivt, dvs. man talte udgangspunktet med, vil den 50. dag falde nøjagtig 49 dage efter begyndelsesdagen eller 7 uger senere. I det Ny Testamente kaldes denne fest for „Pinsefesten” efter det græske ord for 50.
- 23,16 De to væsentligste kornsorter i Israel var byg og hvede. Den tidligere omtalte fest blev holdt i forbindelse med byghøsten, mens festen her blev holdt i forbindelse med hvedehøsten.
- 23,24 Den hebraiske tekst bruger et specielt ord (teruah), som betyder „alarm” og forbindes med blæsning i den tids signaltrompet, der var et langt vædderhorn—en shofar. Se 3.Mos. 25,9, hvor det samme ord følger efter ordet shofar. Ordet „minde” eller „huske” blev ofte brugt i forbindelse med Guds overnaturlige indgreb til frelse for sit folk. På denne nytårsdag skulle folket mindes de undere, Herren tidligere havde gjort og dem, han ville gøre i fremtiden.
- 23,27 Som tegn på anger over ens synder.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.