Dommer 3-5
Dette er Biblen på dansk
3 Dette var de Folkeslag, Herren lod blive tilbage for ved dem at sætte Israel Prøve, alle de Israelitter, som ikke havde kendt til Kampene om Kana'an, 2 alene for Israelitternes Slægters Skyld, for at øve dem i Krig, alene for deres Skyld, som ikke havde kendt noget til de tidligere Krige: 3 De fem Filisterfyrster, alle Kana'anæerne, Zidonierne og Hetiterne, som boede i Libanons Bjerge fra Ba'al-Hermon til hen imod Hamat. 4 De blev tilbage, for at Israel ved dem kunde blive sat på Prøve, så det kunde komme for Dagen, om de vilde lyde de Bud, Herren havde givet deres Fædre ved Moses. 5 Og Israelitterne boede blandt Kana'anæerne, Hetiterne, Amoriterne, Perizziterne, Hivviterne og Jebusiterne. 6 De indgik Ægteskab med deres Døtre og gav deres Sønner deres Døtre til Ægte, og de dyrkede deres Guder. 7 Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i Herrens Øjne; de glemte Herren deres Gud og dyrkede Ba'alerne og Asjererne.
8 Da blussede Herrens Vrede op imod Israel, og han gav dem til Pris for Kong Kusjan-Risjatajim af Aram Naharajim, og Israelitterne stod under Kusjan Risjatajim i otte År. 9 Da råbte Israelitterne til Herren, og Herren lod en Befrier fremstå iblandt Israelitterne, og han frelste dem, nemlig Kenizziten Otniel, Kalebs yngre Broder. 10 Herrens Ånd kom over ham, og han blev Dommer i Israel; han drog ud til Kamp, og Herren gav Kong Kusjan Risjatajim af Aram i hans Hånd, så han fik Overtaget over ham. 11 Og Landet havde Ro i fyrretyve År, og Kenizziten Otniel døde.
12 Men Israelitterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i Herrens Øjne. Da gav Herren Kong Eglon af Moab Magt over Israel, fordi de gjorde, hvad der var ondt i Herrens Øjne. 13 Han fik Ammoniterne og Amalekiterne med sig, drog ud og slog Israel og tog Palmestaden. 14 Og Israelitterne stod under Kong Eglon af Moab i atten År.
15 Men da Israelitterne råbte til Herren, lod Herren en Befrier fremstå iblandt dem, Benjaminiten Ehud, Geras Søn, som var kejthåndet. Da Israelitterne engang sendte Ehud til Kong Eglon af Moab med Skat, 16 lavede han sig et tveægget Sværd, en Gomed langt, og bandt det til sin højre Hofte under Kappen. 17 Derpå afleverede han Skatten til Kong Eglon af Moab Eglon var en meget fed Mand 18 og da han var færdig dermed, ledsagede han Folkene, der havde båret Skatten, på Vej, 19 men selv vendte han om ved Pesilim ved Gilgal og sagde: "Konge, jeg har noget at tale med dig om i Hemmelighed!" Men han bød ham tie, til alle de, der stod om ham, var gået ud. 20 Da Ehud kom ind til ham, sad han i sin svale Stue på Taget, hvor han var alene; og Ehud sagde: "Jeg har et Gudsord til dig!" Da rejste han sig fra sit Sæde, 21 men idet han stod op, rakte Ehud sin venstre Hånd ud og greb Sværdet ved sin højre Side og stak det i Underlivet på ham, 22 så endog Grebet gik i med Klingen; og Fedtet sluttede om Klingen, thi han drog ikke Sværdet ud af Livet på ham; og Skarnet gik fra ham. 23 Så gik Ehud bort gennem Søjlegangen, lukkede Døren til Stuen for ham og låsede den. 24 Efter at han var gået bort, kom Kongens Folk, og da de fandt Døren til Stuen låset, tænkte de, at han tildækkede sine Fødder i det svale Hammer; 25 men da de havde biet, indtil de skammede sig, uden at han åbnede Døren til Stuen, hentede de Nøglen og lukkede op; og se, der lå deres Herre død på Gulvet. 26 Men Ehud slap bort, medens de blev opholdt, og han satte over ved Pesilim og undslap til Seira. 27 Så snart han derpå nåede Efraims Bjerge, lod han støde i Hornet; og Israelitterne fulgte ham ned fra Bjergene, idet han gik i Spidsen for dem.
28 Og han sagde til dem: "Følg mig ned, thi Herren har givet eders Fjender Moabiterne i eders Hånd!" Og de fulgte ham ned og fratog Moabiterne Vadestederne over Jordan og lod ikke en eneste komme over. 29 Ved den Lejlighed nedhuggede de omtrent 10000 Moabiter, lutter stærke og dygtige Mænd, ikke een undslap. 30 Således blev Moab den Gang underkuet af Israel; og Landet havde Ro i firsindstyve År.
31 Efter ham kom Sjamgar, Anats Søn. Han nedhuggede Filisterne, 600 Mand, med en Oksedriverstav; også han frelste Israel.
4 Men da Ehud var død, blev Israelitterne ved at gøre, hvad der var ondt i Herrens Øjne. 2 Derfor gav han dem til Pris, for Kana'anæerkongen Jabin, som herskede i Hazor; hans Hærfører var Sisera, som boede i Harosjet-Haggojim. 3 Da råbte Israelitterne til Herren. Thi Jabin havde 900 Jernvogne, og han trængte Israelitterne hårdt i tyve År.
4 Profetinden Debora, Lappidots Hustru, var på den Tid Dommer i Israel; 5 hun sad under Deborapalmen imellem Rama og Betel i Efraims Bjerge, og Israelitterne drog op til hende med deres Retstrætter. 6 Hun sendte nu Bud efter Barak, Abinoams Søn fra Kedesj i Naftali, og sagde til ham: "Har ikke Herren, Israels Gud, budt: Bryd op, drag hen på Tabors Bjerg og tag 10000 Mand af Naftali og Zebulon med dig,; 7 så skal jeg drage Jabins Hærfører Sisera med hans Vogne og Hærstyrke hen til dig ved Kisjonbækken og give ham i din Hånd!" 8 Barak svarede hende: "Hvis du vil gå med, vil jeg gå; men hvis du ikke går med, går jeg ikke!" 9 Da sagde hun: "Vel, jeg går med, men så får du ikke Æren af den Færd, du begiver dig ud på, thi Herren vil overgive Sisera i en Kvindes Hånd!" Så brød Debora op og drog af Sted til Kedesj med Barak. 10 Barak stævnede nu Zebulon og Naftali sammen i Kedesj, og 10000 Mand fulgte med ham derop; også Debora gik med. 11 Men Keniten Heber havde skilt sig fra Keniterne, Moses's Svigerfader Hobabs Sønner, og slået Telt i Egnen hen imod Elon-Beza'anannim ved Kedesj.
12 Da Sisera fik Melding om, at Barak, Abinoams Søn, var draget op på Tabors Bjerg, 13 stævnede han alle sine Stridsvogne, 900 jernbeslagne Vogne, og hele sin Krigsstyrke fra Harosjet Haggojim til Kisjonbækken. 14 Da sagde Debora til Barak: "Bryd nu op! Thi det er i Dag. Herren vil give Sisera i din Hånd. Er Herren ikke draget foran dig?" Barak steg da ned fra Tabors Bjerg, fulgt af de 10000 Mand. 15 Og foran Barak bragte Herren Uorden iblandt alle Siseras Stridsvogne og i hele hans Hær. Sisera sprang af sin Vogn og flygtede til Fods; 16 men Barak satte efter Vognene og Hæren lige til Harosjet Haggojim, og hele Siseras Hær faldt for Sværdet, ikke een blev tilbage.
17 Sisera var imidlertid flygtet til Fods til Keniten Hebers Hustru Jaels Telt, thi der var Fred imellem Kong Jabin af Hazor og Keniten Hebers Slægt. 18 Da gik Jael Sisera i Møde og sagde til ham: "Tag dog ind hos mig, Herre, du bar intet at frygte!" Han tog da ind i Teltet hos hende, og hun dækkede ham til med et Tæppe. 19 Og han sagde til hende: "Giv mig lidt Vand at drikke, thi jeg er tørstig!" Da åbnede hun Mælkesækken og gav ham at drikke og dækkede ham atter til. 20 Så sagde han til hende: "Stil dig hen i Teltdøren, og hvis der kommer en og spørger, om der er nogen herinde, så sig nej!" 21 Men Jael, Hebers Hustru, greb en Teltpæl og tog en Hammer i Hånden, listede sig ind til ham og slog Pælen igennem hans Tinding, så den trængte ned i Jorden; thi han var faldet i dyb Søvn, træt som han var; således døde han. 22 Og se, Barak, søm forfulgte Sisera, kom forbi. Da gik Jael ham i Møde og sagde til ham: "Kom, jeg skal vise dig den Mand, du søger efter!" Så kom han ind til hende. Og se, der lå Sisera død med Teltpælen gennem Tindingen.
23 Således lod Gud på den Dag Kana'anæerkongen Jabin bukke under for Israelitterne; 24 og Israelitternes Hånd faldt hårdere og hårdere på Kana'anæerkongen Jabin, til de fik ham tilintetgjort.
5 Da sang Debora og Barnk, Abinoams Søn, denne Sang: 2 Frem stod Høvdinger i Israel, Folket gav villigt Møde, lover Herren! 3 Hør, I Konger, lyt, I Fyrster: Synge vil jeg, synge for Herren, lovsynge Herren, Israels Gud!
4 Herre, da du brød op fra Seir, skred frem fra Edoms Mark, da rystede Jorden, Himmelen drypped, Skyerne drypped af Vand; 5 Bjergene bæved for Herrens Åsyn, for Herren Israels Guds Åsyn!
6 I Sjamgars, Anats Søns, Dage, i Jaels Dage lå Vejene øde, vejfarende sneg sig ad afsides Stier; 7 der var ingen Fører i Israel mer, til jeg Debora stod frem, stod frem, en Moder i Israel. 8 Ofre til Gud hørte op, med Bygbrødet fik det en Ende. Så man vel Skjold eller Spyd hos Israels fyrretyve Tusind?
9 For Israels Førere slår mit Hjerte, for de villige af Folket! Lover Herren! 10 I, som rider på rødgrå Æsler, I, som sidder på Tæpper, I, som færdes på Vejene, syng! 11 Hør, hvor de spiller mellem Vandtrugene! Der lovsynger de Herrens Frelsesværk, hans Værk som Israels Fører. Da drog Herrens Folk ned til Portene.
12 Op, op, Debora, op, op, istem din Sang! Barak, stå op! Fang dig Fanger, du Abinoams Søn! 13 Da drog Israel ned som Helte, som vældige Krigere drog Herrens Folk frem. 14 Fra Efraim steg de ned i Dalen, din broder Benjamin var blandt dine Skarer. Fra Makir drog Høvedsmænd ned, fra Zebulon de, der bar Herskerstav; 15 Issakars Førere fulgte Debora, Naftali Baraks Spor, de fulgte ham ned i Dalen. Ved Rubens Bække var Betænkelighederne store. 16 Hvorfor blev du mellem Foldene for at lytte til Hyrdernes Fløjter? Ved Rubens Bække var Betænkelighederne store! 17 Gilead blev på hin Side Jordan, og Dan, hvi søgte han fremmed Hyre? Aser sad stille ved Havets Strand; han blev ved sine Vige. 18 Zebulon var et Folk, der vovede Livet, Naftali med på Markens Høje.
19 Kongerne kom, de kæmped; da kæmped Kana'ans Konger ved Ta'anak, ved Megiddos Vande de fanged ej Sølv som Bytte! 20 Fra Himmelen kæmped Stjernerne, fra deres Baner stred de mod Sisera! 21 Kisjon Bæk rev dem bort, Kisjons Bæk, den ældgamle Bæk. Træd frem, min Sjæl, med Styrke! 22 Da stampede Hestenes Hove under Heltenes jagende Fart. 23 "Forband", sagde Herrens Engel "forband Meroz og dem, der bor deri! fordi de ikke kom Herren til Hjælp kom Herren til Hjælp som Helte!" 24 Velsignet blandt Kvinder være Jael, Keniten Hebers Hustru, velsignet blandt Kvinder i Telte! 25 Han bad om Vand, hun gav ham Mælk, frembar Surmælk i kostbar Skål. 26 Med Hånden griber hun Pælen, med sin højre Arbejdshammeren, fælder Sisera, kløver hans Hoved, knuser, gennemborer hans Tinding. 27 For hendes Fødder han segned og faldt; der, hvor han segned, der lå han fældet! 28 Gennem Vinduet spejded Siseras Moder, gennem Gitteret stirred hun ud: "Hvi tøver hans Vogn med at komme? Hvi nøler hans Forspands Hovslag?" 29 Da svarer den klogeste af hendes Fruer, og selv hun giver sig samme Svar: "Sikkert de deler det vundne Bytte, en Pige eller to til Mands, 30 Bytte af spraglede Tøj er til Sisera, et broget Klæde eller to til hans Hals!" 31 Således skal alle dine Fjender forgå, Herre, men de, der elsker dig, skal være, som når Sol går op i sin Vælde! Derpå havde Landet Ro i fyrretyve År.
Dommer 3-5
Bibelen på hverdagsdansk
3 Herren lod altså nogle folk blive i landet for at sætte den nye generation af israelitter på prøve, dem, der ikke selv havde været med i krigen mod kana’anæerne. 2 Det gjorde han, for at de kunne lære at kæmpe og blive erfarne krigere. 3 De folk, som var tilbage i landet, var: filistrene i deres fem byer, kana’anæerne, sidonierne og hivvitterne i Libanons bjerge fra Ba’al-Hermon til Lebo-Hamat. 4 Dem ville Herren bruge til at sætte den nye generation af israelitter på prøve for at se, om de ville adlyde de befalinger, han havde givet deres forfædre gennem Moses.
5 Israelitterne levede altså side om side med kana’anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne, 6 og de blandede sig med dem ved at lade deres sønner og døtre gifte sig ind i deres familier, og de dyrkede deres guder.
Otniel som befrier
7 Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne. De vendte sig fra Herren, deres Gud, og dyrkede i stedet afgudsbilleder af Ba’al og Ashera. 8 Da blussede Herrens vrede op imod Israel, og han tillod kong Kushan-Rishatajim af Aram-Naharajim[a] at besejre dem, så de var underkastet hans herredømme i otte år.
9 Men da Israels folk råbte til Herren om hjælp, sendte han en befrier, nemlig Otniel, der var søn af Kalebs yngre bror, Kenaz. 10 Herrens Ånd kom over ham, og han blev befrier i Israel. Han gik til angreb mod kong Kushan-Rishatajim og besejrede ham ved Herrens hjælp. 11 De næste 40 år var der fred i landet, indtil Otniel døde.
Ehud som befrier
12 Igen gjorde israelitterne, hvad der var ondt i Herrens øjne. Så lod Herren kong Eglon af Moab erobre landet. 13 Sammen med ammonitterne og amalekitterne besejrede han israelitterne og indtog Palmernes By, Jeriko. 14 De næste 18 år var israelitterne underkastet kong Eglon.
15 Men da Israel råbte til Herren om hjælp, sendte han dem en ny befrier: Ehud, Geras søn af Benjamins stamme. Han var venstrehåndet. Engang skulle Ehud lede en delegation, der skulle overbringe den årlige skatteafgift fra israelitterne til kong Eglon af Moab. 16 Inden han tog hjemmefra, lavede han sig et tveægget sværd, der var en halv meter langt, og spændte det fast ved sin højre side, så det var gemt under hans kappe. 17 Han afleverede afgiften til kong Eglon, der var en meget tyk mand, 18 og begav sig derefter på vej hjem sammen med de mænd, som havde hjulpet ham med at transportere pengene.
19 Men da de nåede til billedstøtterne ved Gilgal, vendte han om og gik tilbage. Ved ankomsten gav han melding om, at han havde et hemmeligt budskab til kongen. „Lad ham komme til mig alene!” befalede kongen, og alle de tilstedeværende gik ud af kongens værelse. 20 Da Ehud kom ind i det kølige værelse ovenpå, hvor kongen sad alene, sagde han: „Jeg har et budskab til dig fra Gud.” Idet kong Eglon rejste sig fra sin stol, 21 trak Ehud med venstre hånd sværdet, som sad ved hans højre side, og stak det dybt ind i maven på kongen, 22 så dybt, at skæftet forsvandt sammen med klingen under fedtlaget. Ehud lod sværdet blive siddende. 23 Så gik han ud i søjlegangen, lukkede og låste døren til værelset efter sig og gik sin vej.
24 Da han var gået, kom kongens tjenere og så, at døren var låst. „Han er nok gået på toilettet,” tænkte de. 25 De ventede længe, men da han ikke åbnede døren til værelset, blev de bekymrede og hentede en nøgle. Da de åbnede døren, fandt de deres herre liggende død på gulvet.
26 Mens tjenerne stod og ventede, slap Ehud bort forbi stenstøtterne og videre til Seira. 27 Da han var nået sikkert til Efraims højland, satte han vædderhornet for munden og blæste signalet til krig. 28 „Følg efter mig!” råbte han. „For Herren vil give jer sejr over vores fjender, moabitterne.”
Hæren fulgte ham, og de besatte vadestederne ved Jordanfloden, så moabitterne ikke kunne komme over. 29 Derefter gik de til angreb og dræbte 10.000 af moabitternes tapre og stærke krigere, ikke en eneste undslap. 30 Den dag led Moab et sviende nederlag til Israel, hvorefter der var fred i landet de næste 80 år.
31 Den næste befrier var Shamgar, Anats søn, som engang reddede Israel ved at slå 600 filistre ihjel med en pigstav.
Herren giver sejr gennem profeten Debora
4 Efter Ehuds død gjorde israelitterne igen, hvad der var ondt i Herrens øjne. 2 Da udleverede Herren dem til kana’anæerkongen Jabin af Hatzor. Kongens hærfører hed Sisera, og han boede i Haroshet-ha-Gojim. 3 Med sine 900 stridsvogne med jernbeslåede hjul besejrede han israelitterne og undertrykte dem brutalt i 20 år. Til sidst råbte folket til Herren om hjælp.
4 På det tidspunkt var profeten Debora, Lappidots kone, dommer i Israel. 5 Hun plejede at sidde under Deboras palmetræ et sted mellem Rama og Betel i Efraims højland, og dér kom israelitterne til hende med deres retssager.
6 En dag sendte Debora bud efter Barak, Abinoams søn, der boede i Kedesh i Naftalis land. „Herren, Israels Gud, har befalet, at du skal samle 10.000 mænd fra Naftalis og Zebulons stammer på Tabors bjerg,” sagde hun til Barak. 7 „Så vil Herren lokke kong Jabins hærfører, Sisera, hans hær og stridsvogne til Kishonbækken og udlevere dem til dig dér.”
8 „Godt,” svarede Barak, „jeg tager af sted—men på den betingelse, at du tager med!”
9 „Jeg skal gerne gå med,” svarede Debora. „Men i så fald bliver det en kvinde, der får æren for sejren over Sisera og ikke dig.” Derpå fulgte hun med ham til Kedesh. 10 Da de nåede derhen, samlede Barak Zebulons og Naftalis stammer og 10.000 mand drog af sted til Tabor. Debora gik med.
11 Nu var der en mand ved navn Heber, som havde slået lejr i nærheden af egetræet ved Sa’anannim. Han var efterkommer af Moses’ svoger Hobab, men havde fjernet sig fra sine øvrige kenitiske slægtninge.
12 Da Sisera fik at vide, at Barak og hans hær havde slået lejr på Tabors bjerg, 13 mobiliserede han hele hæren og alle 900 jernvogne og marcherede fra Haroshet-ha-Gojim til Kishonbækken.
14 Da sagde Debora til Barak: „Bryd op! Herren vil gå foran dig og give dig sejr over Sisera i dag.” Straks førte Barak sine 10.000 mand ned fra Tabors bjerg og rykkede frem til angreb.
15 Idet Barak angreb, skabte Herren panik blandt Siseras mænd og vogne, så Sisera måtte springe ned fra sin vogn og flygte til fods. 16 Barak og hans mænd forfulgte fjenderne og deres vogne helt til Haroshet-ha-Gojim, indtil hele Siseras hær var hugget ned.
17-18 I mellemtiden var Sisera undsluppet og var nået til kenitten Hebers lejr. Hebers slægt havde nemlig indgået en venskabspagt med kong Jabin af Hatzor. Hebers kone, Jael, gik nu Sisera i møde og sagde: „Her har du intet at frygte. Kom med ind i mit telt.” Så fulgte han med hende ind i teltet, hvor hun dækkede ham til med et tæppe. 19 „Giv mig lidt vand,” sagde han til hende, „jeg er så tørstig.” Hun gav ham lidt mælk fra lædersækken og dækkede ham til igen. 20 „Stil dig i teltdøren,” fortsatte han, „og hvis der kommer nogen og spørger, om der er en kriger her, skal du sige nej.”
21 Men da Sisera var faldet i søvn af udmattelse, tog Jael en spids teltpløk og en hammer og sneg sig hen til ham. Så hamrede hun pløkken gennem tindingen på ham og ned i jorden.
22 Da Barak senere kom for at lede efter Sisera, gik Jael ham i møde og sagde: „Kom, så skal jeg vise dig ham, du leder efter.” Da fulgte Barak efter hende ind i teltet og fandt Sisera død med teltpløkken gennem tindingen.
23 Den dag så israelitterne, hvordan Herren gav dem sejr over kana’anæerkongen Jabin, 24 og fra den dag fik Israels folk mere og mere overtaget, indtil de til sidst fik udryddet ham og hans folk.
Deboras sejrssang
5 Den dag sang Debora og Barak følgende sejrssang:
2 Når Israels ledere fører an,
når folket villigt følger med,
da skal I prise Herren.
3 Hør, I høvdinger, lyt, I fyrster!
Jeg vil synge for Herren og spille for Israels Gud.
4 Herre, da du førte dit folk op fra Seir,
da du ledte os fra Edoms land,
da skælvede og rystede jorden,
himlen kunne ikke holde tæt,
skyerne rystede regnen af sig.
5 Bjergene bævede for Herren,
Sinai skælvede for Israels Gud.
6 Men på Shamgars tid gemte man sig,
på Jaels tid lå vejene øde,
folk sneg sig af sted ad de afsides stier.
7 Bønderne holdt sig bag storbyens mure,
landsbyidyl var en saga blot,
indtil jeg, Debora, stod frem
og blev som en mor for Israel.
8 Da Israel valgte sig nye guder,
blev der ufred og kaos overalt.
Der var fyrre tusind krigere i Israel,
men hvor så man et skjold eller spyd?
9 Mit hjerte banker for Israels ledere
og for folket, der frivilligt fulgte dem.
Pris Herren for dem!
10 I, som rider på glinsende æsler,
I, som sidder på fornemme sadeltæpper,
I, som vandrer til fods på vejen, hør efter!
11 Lyt til vanddragerne ved brøndens vandtrug.
De synger om Herrens sejre og Israels bønders bedrifter.
Herrens folk kom i flok,
i byporten råbte de:
12 „Træd frem, Debora, træd frem og syng krigssange!
Rejs dig, Barak, rejs dig, kom og tag fjender til fange!”
13 Den gudfrygtige rest sluttede sig til hæren.
Herrens folk kom til mig og krigerne.
14 De kom fra Efraims land,
som engang tilhørte Amalek.
Nogle kom helt fra Benjamins land.
Fra Makir kom mægtige krigere,
fra Zebulon stærke ledere,
15 Issakars hærførere sluttede op om Debora,
de løb med Barak ned ad bjerget.
Rubens klaner var ubeslutsomme:
16 Hvorfor blev I siddende mellem kvægfoldene?
Var det for at høre hyrderne fløjte?
Rubens klaner var for ubeslutsomme.
17 Gileads folk blev på den anden side af Jordanfloden.
Hvorfor blev Dan ved sine skibe?
Asher sad stille ved havets vande,
han blev i sin sikre havn.
18 Men Zebulon satte livet på spil,
Naftali sloges på slagmarken.
19 Kana’ans konger kom til Ta’anak,
de væbnede sig til kamp ved Megiddos vande.
Men sejren gled dem af hænde,
krigsbytte fik de intet af.
20 Himlens kræfter kæmpede for os,
tordnede og lynede mod Siseras hær.
21 Kishons vand svulmede med stormflods styrke,
den gamle bæk fejede fjenden væk.
Fat mod, min sjæl,
løb frem med styrke.
22 Da hamrede hingstenes hove,
i galop fór de frem.
23 „Forbandet være dem, der holdt sig tilbage!”[b]
sagde Herrens engel.
„De kom ikke Herren til hjælp
imod hans vældige fjender.”
24 Velsignet blandt kvinder er Jael,
kenitten Hebers kone.
Hun er den mest velsignede
af alle kvinder, der bor i telte.
25 Sisera bad om vand,
men Jael gav ham mælk,
tykmælk i en fornem skål.
26 Hun holdt en teltpløk i venstre hånd,
en hammer i højre.
Hun hamrede pløkken gennem Siseras tinding,
hun gennemborede hans hoved.
27 Han lå død mellem benene på hende.
En fældet fjende—stendød.
28 Siseras mor venter ved vinduet,
hun spejder gennem gitteret:
„Hvorfor kommer han dog ikke?
Hvornår hører vi hestenes hove?”
29 En hofdame giver hende et svar,
det samme, hun selv har tænkt:
30 „Krigsbyttet skal nok deles,
en pige eller to til hver kriger,
prægtige klæder til Sisera
og smukt broderet tøj til hans mor.”
31 Herre, må alle din fjender
gå til grunde som Sisera,
men må de, som elsker dig,
stråle som den opgående sol.
Derefter var der fred i landet i 40 år.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.