Dommer 11-12
Dette er Biblen på dansk
11 Gileaditen Jefta var en dygtig Kriger. Han var Søn af en Skøge. Gilead avlede Jefta. 2 Men Gileads Hustru fødte ham Sønner, og da de voksede op, jog de Jefta bort med de Ord: "Du skal ikke have Arv og Lod i vor Faders Hus, thi du er en fremmed Kvindes Søn!" 3 Jefta flygtede da for sine Brødre og bosatte sig i Landet Tob, hvor nogle dårlige Folk samlede sig om ham og deltog i hans Strejftog.
4 Efter nogen Tids Forløb angreb Ammoniterne Israel. 5 Og da Ammoniterne angreb Israel, drog Gileads Ældste hen for at hente Jefta hjem fra Landet Tob. 6 De sagde til Jefta: "Kom og vær vor Fører, at vi kan tage Kampen op med Ammoniterne!" 7 Jefta svarede Gileads Ældste: "Har I ikke hadet mig og jaget mig bort fra min Faders Hus? Hvorfor kommer I da til mig, nu I er i Nød?" 8 Men Gileads Ældste sagde til Jefta: "Derfor kommer vi jo nu tilbage til dig! Vil du drage med os og kæmpe med Ammoniterne, skal du være Høvding over os, over alle Gileads Indbyggere!" 9 Jefta svarede Gileads Ældste: "Dersom I fører mig tilbage, for at jeg skal kæmpe med Ammoniterne, og Herren giver dem i min Magt, så vil jeg være eders Høvding!" 10 Da sagde Gileads Ældste til Jefta: "Herren hører Overenskomsten mellem os; visselig vil vi gøre, som du siger!" 11 Da drog Jefta med Gileads Ældste; og Folket gjorde ham til deres Høvding og Fører. Og alle sine Ord udtalte Jefta for Herrens Åsyn i Mizpa.
12 Derpå sendte Jefta Sendebud til Ammoniternes Konge og lod sige: "Hvad er der dig og mig imellem, siden du er draget imod mig for at angribe mit Land?" 13 Ammoniternes Konge svarede Jeftas Sendebud: "Jo, Israel tog mit Land, da de drog op fra Ægypten, lige fra Arnon til Jabbok og Jordan; giv det derfor tilbage med det gode!" 14 Men Jefta sendte atter Sendebud til Ammoniternes Konge 15 og lod sige: "Således siger Jefta: Israel har ikke taget Moabs eller Ammoniternes Land! 16 Men da de drog op fra Ægypten, vandrede Israel igennem Ørkenen til det røde Hav og kom derpå til Kadesj. 17 Da sendte Israel Sendebud til Edomiternes Konge og lod sige: Lad mig drage igennem dit Land! Men Edomiternes Konge ænsede det ikke. Ligeledes sendte de Bud til Moabiternes Konge, men han var heller ikke villig dertil. Israel blev da boende i Kadesj. 18 Derpå drog de igennem Ørkenen og gik uden om Edomiternes og Moabiternes, Land, og da de nåede Egnen østen for Moab, slog de Lejr hinsides Arnon; men de betrådte ikke Moabs Enemærker, thi Arnon er Moabs Grænse. 19 Israel sendte derpå Sendebud til Kongen af Hesjbon, Amoriterkongen Sihon, og lod sige: Lad os drage igennem dit Land for at nå hen, hvor vi skal! 20 Men Sihon nægtede Israelitterne Tilladelse til at drage gennem hans Land; og Sihon samlede hele sin Hær, og de slog Lejr i Jaza og angreb Israel. 21 Da gav Herren, Israels Gud, Sihon og hele hans Hær i Israels Hånd, så at de slog dem. Og Israel underlagde sig hele det Land, Amoriterne boede i; 22 de underlagde sig hele Amoriternes Område fra Arnon til Jabbok og fra Ørkenen til Jordan. 23 Således drev Herren, Israels Gud, Amoriterne bort foran sit Folk Israel; og nu vil du underlægge dig deres Land! 24 Ikke sandt, når din Gud Kemosj driver nogen bort, så tager du hans Land? Og hver Gang Herren vor Gud driver nogen bort foran os, tager vi hans Land. 25 Er du vel bedre end Zippors Søn, Kong Balak af Moab? Stredes han med Israel, eller indlod han sig i Kamp med dem, 26 da Israelitterne bosatte sig i Hesjbon med Småbyer, i Aroer med Småbyer og i alle Byerne langs Arnon nu har de boet der i 300 År? Hvorfor tilrev I eder dem ikke dengang? 27 Det er ikke mig, der har forbrudt mig mod dig, men dig, der handler ilde mod mig ved at angribe mig. Herren, Dommeren, vil i Dag dømme Israelitterne og Ammoniterne imellem!" 28 Men Ammoniternes Konge ænsede ikke Jeftas Ord, som hans Sendebud overbragte.
29 Da kom Herrens Ånd over Jefta; og han drog igennem Gilead og Manasse; derpå drog han til Mizpe i Gilead, og fra Mizpe i Gilead drog han mod Ammoniterne. 30 Og Jefta aflagde Herren et Løfte og sagde: "Dersom du giver Ammoniterne i min Hånd, 31 så skal den, som først kommer mig i Møde fra min Husdør når jeg vender uskadt, tilbage fra Ammoniterne, tilfalde Herren, og jeg vil ofre ham som Brændoffer!" 32 Så drog Jefta i Kamp mod Ammoniterne, og Herren gav dem i hans Hånd, 33 så at han tilføjede dem et stort Nederlag fra Aroer til Egnen ved Minnit, tyve Byer, og til Abel Keramim. Således bukkede Ammoniterne under for Israelitterne.
34 Men da Jefta kom til sit Hjem i Mizpa, se, da kom hans Datter ham i Møde med Håndpauker og Dans. Hun var hans eneste Barn foruden hende havde han hverken Søn eller Datter. 35 Da han fik Øje på hende, sønderrev han sine Klæder og råbte: "Ak, min Datter, du har bøjet mig dybt, og det er dig, der styrter mig i Ulykke! Thi jeg har åbnet min Mund for Herren og kan ikke tage mit Ord tilbage!" 36 Da svarede hun ham: "Fader, har du åbnet din Mund for Herren, så gør med mig, som dit Ord lød, nu da Herren har skaffet dig Hævn over dine Fjender, Ammoniterne!" 37 Men hun sagde til sin Fader: "En Ting må du unde mig: Giv mig to Måneders Frist, så jeg kan gå omkring i Bjergene for at begræde min Jomfrustand sammen med mine Veninder!" 38 Han sagde: "Gå!" og lod hende drage bort i to Måneder; og hun gik bort med sine Veninder for at begræde sin Jomfrustand i Bjergene. 39 Da de to Måneder var omme, vendte hun tilbage til sin Fader, og han fuldbyrdede det Løfte, han havde aflagt, på hende; og hun havde ikke kendt Mand. Og det blev Skik i Israel, 40 at Israels Døtre hvert År går hen for at klage over Gileaditen Jeftas Datter fire Dage om Året.
12 Derpå stævnedes Efraimierne sammen, og de drog nordpå; og de sagde til Jefta: "Hvorfor drog du i Kamp mod Ammoniterne uden at opfordre os til at gå med? Nu brænder vi Huset af over Hovedet på dig!" 2 Men Jeffa svarede dem: "Jeg og mit Folk var i Krig, og Ammoniterne trængte os hårdt; da sendte jeg Bud efter eder, men I hjalp mig ikke imod dem; 3 og da jeg så, at ingen kom mig til Hjælp, vovede jeg Livet og drog mod Ammoniterne, og Herren gav dem i min Hånd. Hvorfor drager I da nu i Kamp imod mig?" 4 Derpå samlede Jefta alle Gileads Mænd og angreb Efraimiterne; og Gileads Mænd slog Efraimiterne. 5 Og Gileaditerne afskar Efraimiterne fra Jordans Vadesteder. Hver Gang så en af de efraimitiske Flygtninge sagde: "Lad mig komme over!" spurgte Gileads Mænd: "Er du Efraimit?" Og når han svarede: "Nej!" 6 sagde de til ham: "Sig Sjibbolet!" Og når han da sagde Sibbolet, fordi han ikke kunde udtale Ordet rigtigt, greb de ham og huggede ham ned ved Jordans Vadesteder. Ved den Lejlighed faldt 42000 Efraimiter.
7 Jefta var Dommer i Israel i seks År. Så døde Gileaditen Jefta og blev jordet i sin By i Gilead. 8 Efter ham var Ibzan fra Betlehem Dommer i Israel. 9 Han havde tredive Sønner; tredive Døtre giftede han bort, og tredive Svigerdøtre hjemførte han til sine Sønner. 10 Han var Dommer i Israel i syv År. Så døde Ibzan og blev jordet i Betlehem.
11 Efter ham var Zebuloniten Elon Dommer i Israel. Han var Dommer i Israel i ti År. 12 Så døde Zebuloniten Elon og blev jordet i Ajjalon i Zebulons Land.
13 Efter ham var Abdon, Hillels Søn, fra Piraton Dommer i Israel. 14 Han havde fyrretyve Sønner og tredive Sønnesønner, som red på halvfjerdsindstyve Æsler. Han var Dommer i Israel i otte År. 15 Så døde Abdon, Hillels Søn, fra Piraton og blev jordet i Piraton i Efraims Land på Amalekiterbjerget.
Dommer 11-12
Bibelen på hverdagsdansk
11 Jefta var en modig kriger fra Gileads land. Han var søn af en mand ved navn Gilead, men hans mor var en prostitueret kvinde. 2 Gileads kone fødte ham også en del sønner, og da de blev voksne, jog de deres halvbror Jefta bort. „Du er et uægte barn!” sagde de til ham. „Du skal ikke have del i arven efter vores far!”
3 Så flygtede Jefta fra sit hjem og slog sig ned i landet Tob, hvor en flok omstrejfende banditter sluttede sig til ham. 4-5 Det var omkring det tidspunkt, at ammonitterne gjorde sig klar til at angribe israelitterne. Da sendte lederne i Gilead bud efter Jefta i Tob. 6 „Kom og vær vores anfører i krigen mod ammonitterne,” sagde de. 7 Men Jefta svarede: „Var det ikke jer, som hadede mig og jog mig væk fra mit barndomshjem? Hvorfor kommer I så for at få hjælp fra mig nu, hvor I er i vanskeligheder?” 8 „Fordi vi har brug for dig,” svarede de. „Hvis du vil være vores hærfører mod ammonitterne, vil vi bagefter gøre dig til overhoved for Gilead!” 9 Jefta fortsatte: „Hvis jeg vender tilbage, og hvis Herren giver mig sejr i kampen mod ammonitterne, så vil jeg være jeres leder.” 10 „Det sværger vi på for Herrens ansigt!” svarede de.
11 Så tog Jefta imod tilbuddet og fulgte med dem. Han blev udnævnt til leder og hærfører for folket, og han blev officielt indsat som leder over dem i Herrens nærvær i Mitzpa. 12 Derefter sendte Jefta bud til Ammons konge for at få at vide, hvorfor han angreb Israel. 13 Kongen svarede: „Da israelitterne kom fra Egypten stjal de mit land, hele området mellem Arnonfloden, Jabbokfloden og Jordanfloden. Giv os nu frivilligt vores land tilbage.”
14-15 Jefta sendte besked tilbage: „Israel har aldrig stjålet land fra ammonitterne eller moabitterne. 16 Da Israels folk ankom til Kadesh, efter at de havde forladt Egypten og var gået igennem Det Røde Hav, 17 sendte de bud til Edoms konge for at få tilladelse til at gå igennem hans land, men Edoms konge nægtede dem tilladelse. Det samme gjorde Moabs konge, da de henvendte sig til ham. Derfor blev israelitterne i Kadesh.
18 Da israelitterne senere brød op, gik de gennem ørkenen i en bue uden om Edom og Moab langs den østlige grænse, indtil de havde passeret Moab, og nåede til Arnonfloden. Men de overskred aldrig grænsen til Moab. 19 Derfra sendte de bud til amoritterkongen Sihon i Heshbon for at bede om tilladelse til at rejse gennem hans land og videre til deres bestemmelsessted.
20 Men kong Sihon troede ikke på, at israelitterne ville rejse fredeligt igennem hans land. Derfor samlede han sin hær ved Jahatz og rykkede ud imod dem. 21-22 Herren, vores Gud, gav imidlertid Israel sejr over kong Sihon og hans hær, så de overtog amoritternes område fra Arnonfloden i syd til Jabbokfloden i nord, og fra ørkenen mod øst til Jordanfloden i vest.
23 Du ser altså, at det var Herren, Israels Gud, der tog landet fra amoritterne og gav det til Israels folk. Hvorfor skulle vi så give det tilbage til dig? 24 Beholder du ikke, hvad din gud Kemosh har givet dig? Vi gør krav på ethvert område, som Herren, vores Gud, gav os held til at erobre! 25 Er du bedre end kong Balak, Moabs konge, der aldrig gjorde krav på landet, efter at israelitterne havde taget det fra ham? 26 Nu er der gået 300 år, og så kommer du og vil have området tilbage! I al den tid har det tilhørt israelitterne, der har slået sig ned langs Arnonfloden og i området fra Heshbon i nord til Aroer i syd. Hvorfor har I ikke for længst gjort noget for at få området tilbage? 27 Nej, jeg er i min fulde ret til at beholde området, og det er dig, som gør mig uret ved at erklære mig krig. Lad nu Herren være vores dommer og afgøre hvem af os, der har ret, Israel eller Ammon.”
28 Den besked gjorde imidlertid ikke indtryk på ammonitterkongen.
29 Da kom Herrens Ånd over Jefta, og han drog gennem Gilead og Manasse og tilbage til Mitzpa i Gilead for at samle en hær, hvorefter han gjorde klar til at rykke ud mod ammonitterne. 30-31 Jefta gav Herren det løfte, at hvis Herren ville hjælpe ham til at besejre ammonitterne og vende uskadt tilbage, ville han til gengæld bringe det første, han traf på, når han kom hjem, som et brændoffer til Herren.
32 Jefta førte nu hæren til angreb på ammonitterne, som han ved Herrens hjælp besejrede. 33 Han fældede ammonitterne i en frygtelig massakre lige fra Aroer til Minnit og løb 20 byer over ende, helt til Abel-Keramim. Ammonitterne led således et afgørende nederlag til israelitterne.
34 Da Jefta vendte tilbage til sit hus i Mitzpa,[a] kom hans datter—hans eneste barn—ham dansende i møde, mens hun spillede på tamburin. 35 Da han fik øje på hende, flængede han sit tøj i dyb fortvivlelse.
„Åh, min datter!” udbrød han. „Du har knust mit hjerte, for jeg har givet Herren et løfte, som jeg umuligt kan trække tilbage.” 36 Da hun fik at vide, hvad det var, svarede hun: „Far, du må holde dit løfte til Herren, for han har givet dig sejr over dine fjender. 37 Men giv mig først lov til at gå op i bjergene i to måneder, så jeg sammen med mine veninder kan sørge over, at jeg skal dø så ung og som ugift.”
38 Det gav han hende lov til, og hun gik op i bjergene for sammen med sine veninder at sørge over sin skæbne. 39 Derefter vendte hun tilbage til sin far, der indfriede sit løfte, og derfor nåede hun ikke at blive gift. Efter den tid blev det skik i Israel, 40 at unge piger hvert år tager væk i fire dage for at begræde den skæbne, der ramte Jeftas datter.
Jeftas strid med efraimitterne
12 Lederne af Efraims stamme samlede nu deres hær. De krydsede Jordanfloden og kom til Zafon, hvor de gav udtryk for deres vrede mod Jefta. „Hvorfor ønskede du ikke vores hjælp i krigen mod ammonitterne?” spurgte de. „Nu brænder vi dit hus ned, så du omkommer!”
2 „Det har I misforstået,” svarede Jefta. „Jeg sendte bud efter jer, men I ville ikke hjælpe mig, da jeg havde brug for jer. 3 Derfor tog jeg af sted uden jer og satte derved livet på spil. Men Herren hjalp mig til at besejre fjenden. Hvorfor vil I da bekæmpe mig nu?”
4 Men efraimitterne hånede mændene fra Gilead ved at hævde, at de var flygtninge, som ikke havde ret til at bo i det land, der tilhørte Efraim og Manasse.[b] Da blev Jefta vred og samlede Gileads hær, hvorefter han gik til angreb på efraimitterne. 5 Han besatte vadestederne ved Jordanfloden bag den efraimitiske hær og afskar dem således fra at flygte tilbage over floden. Hver gang en af dem forsøgte at komme over, blev han fanget af Jeftas vagtposter.
„Er du efraimit?” spurgte de. Hvis manden svarede nej, 6 gav de ham ordre til at bevise det ved at udtale ordet „shibbolet”. Hvis han kunne udtale det korrekt, gik han fri, men hvis han sagde „sibbolet”, beviste det, at han var efraimit—og så blev han hugget ned. Ved den lejlighed døde 42.000 efraimitter.
7 Jefta var dommer i Israel i seks år. Da han døde, blev han begravet i en af Gileads byer.[c]
Andre dommere efter Jefta
8 Jefta blev efterfulgt som dommer i Israel af Ibsan fra Betlehem. 9 Han havde 30 sønner og 30 døtre. Han bortgiftede sine døtre til mænd udenfor sin slægt, og han lod sine sønner gifte sig med piger fra andre slægter. Ibsan var dommer i Israel i syv år, 10 hvorefter han døde og blev begravet i Betlehem.
11-12 Efter ham fulgte Elon fra Zebulons stamme. Han var dommer i Israel i ti år, hvorefter han døde og blev begravet i Ajjalon i Zebulons land.
13 Så fulgte Abdon, søn af Hillel fra Piraton. 14 Han var dommer i Israel i otte år. Han havde 40 sønner og 30 sønnesønner, der red på 70 æsler. 15 Da han døde, blev han begravet i Piraton i Efraims område i amalekitternes bjergland.
Lukas 6:1-26
Dette er Biblen på dansk
6 Men det skete på den næstførste Sabbat, at han vandrede igennem en Sædemark, og hans Disciple plukkede Aks og gned dem med Hænderne og spiste. 2 Men nogle af Farisæerne sagde: "Hvorfor gøre I, hvad det ikke er tilladt at gøre på Sabbaten?" 3 Og Jesus svarede og sagde til dem: "Have I da ikke læst, hvad David gjorde, da han blev hungrig, han og de, som vare med ham? 4 hvorledes han gik ind i Guds Hus og tog Skuebrødene og spiste og gav også dem, som vare med ham, skønt det ikke er nogen tilladt at spise dem uden Præsterne alene." 5 Og han sagde til dem: "Menneskesønnen er Herre også over Sabbaten."
6 Men det skete på en anden Sabbat, at han kom ind i Synagogen og lærte. Og der var der en Mand, hvis højre Hånd var vissen. 7 Men de skriftkloge og Farisæerne toge Vare på ham, om han vilde helbrede på Sabbaten, for at de kunde finde noget at anklage ham for. 8 Men han vidste deres Tanker; og han sagde til Manden, som havde den visne Hånd: "Rejs dig og stå frem her i Midten!" Og han rejste sig og stod frem. 9 Men Jesus sagde til dem: "Jeg spørger eder, om det er tilladt at gøre godt på Sabbaten eller at gøre ondt, at frelse Liv eller at ødelægge det?" 10 Og han så omkring på dem alle og sagde til ham: "Ræk din Hånd ud!" Og han gjorde det; da blev hans Hånd sund igen som den anden. 11 Men de bleve fulde af Raseri og talte med hverandre om, hvad de skulde gøre ved Jesus.
12 Men det skete i disse Dage, at han gik ud på et Bjerg for at bede; og han tilbragte Natten i Bøn til Gud. 13 Og da det blev Dag, hidkaldte han sine Disciple og udvalgte tolv af dem, hvilke han også kaldte Apostle: 14 Simon, hvem han også kaldte Peter, og Andreas, hans Broder, og Jakob og Johannes og Filip og Bartholomæus 15 og Matthæus og Thomas, Jakob, Alfæus's Søn, og Simon, som kaldes Zelotes, 16 Judas, Jakobs Søn, og Judas Iskariot, som blev Forræder.
17 Og han gik ned med dem og stod på et jævnt Sted, og der var en Skare af hans Disciple og en stor Mængde af Folket fra hele Judæa og Jerusalem og Kysten ved Tyrus og Sidon, 18 som vare komne for at høre ham og helbredes for deres Sygdomme. Og de plagede bleve helbredte fra urene Ånder; 19 og hele Skaren søgte at røre ved ham; thi en Kraft gik ud fra ham og helbredte alle.
20 Og han opløftede sine Øjne på sine Disciple og sagde: "Salige ere I fattige, thi eders er Guds Rige. 21 Salige ere I, som nu hungre, thi I skulle mættes. Salige ere I, som nu græde, thi I skulle le. 22 Salige er I, når Menneskene hade eder, og når de udstøde eder og håne eder og forkaste eders Navn som ondt for Menneskesønnens Skyld. 23 Glæder eder på den Dag og jubler; thi se, eders Løn er stor i Himmelen. Thi på samme Måde gjorde deres Fædre ved Profeterne. 24 Men ve eder, I rige, thi I have allerede fået eders Trøst. 25 Ve eder, I, som nu ere mætte, thi I skulle hungre. Ve eder, I, som nu le, thi I skulle sørge og græde. 26 Ve eder, når alle Mennesker tale godt om eder; thi på samme Måde gjorde deres Fædre ved de falske Profeter.
Read full chapter
Lukas 6:1-26
Bibelen på hverdagsdansk
Jesus er herre over sabbatten(A)
6 En dag, da det var sabbat, kom Jesus og hans disciple på deres vandring forbi nogle kornmarker. Disciplene plukkede nogle aks, gned dem mellem hænderne og spiste kernerne. 2 Men nogle af farisæerne irettesatte dem: „Hvorfor høster I korn på en sabbat, hvor man ikke må arbejde?”
3 „Har I aldrig læst, hvad David gjorde, da han og hans mænd var sultne?” sagde Jesus. 4 „Han gik op til Guds hus, spiste af de hellige brød og gav også nogle til sine ledsagere. Det er jo ellers kun præsterne, der har lov til at spise af dem.”
5 Så tilføjede han: „Menneskesønnen er herre over sabbatten.”
Jesus helbreder en mand på sabbatten(B)
6 En anden sabbat var Jesus igen gået ind i en synagoge og underviste forsamlingen. Blandt de tilstedeværende var en mand, hvis højre hånd var forkrøblet. 7 De skriftlærde og farisæerne holdt øje med Jesus for at se, om han ville helbrede på en sabbat, for så havde de noget at anklage ham for.
8 Jesus var klar over, hvad de tænkte, og han vendte sig mod manden med den forkrøblede hånd. „Rejs dig og stå her i midten,” sagde han. Manden rejste sig. 9 Så vendte Jesus sig mod farisæerne og de skriftlærde og spurgte: „Hvad siger Guds Lov? Skal hviledagen bruges til noget godt eller noget ondt, til at redde liv eller til at ødelægge liv?” 10 Han så rundt på dem alle sammen og vendte sig så mod manden: „Ræk hånden frem!” sagde han. I samme øjeblik han gjorde det, var hånden rask.
11 Farisæerne og de skriftlærde blev rasende, og de gav sig til at drøfte indbyrdes, hvad de skulle stille op med Jesus.
Jesus udvælger de 12 apostle(C)
12 En dag gik Jesus op på en bakketop for at bede. Han tilbragte natten i bøn til Gud, 13 og ved daggry kaldte han sine disciple til sig og udvalgte 12 af dem, som han også kaldte apostle. 14 Her er navnene på dem: Simon, som han også kaldte Peter, og dennes bror Andreas; Jakob og Johannes; Filip; Bartolomæus; 15 Mattæus; Thomas; Jakob, søn af Alfæus; Simon Frihedskæmper; 16 Judas, søn af Jakob, og Judas Iskariot, som blev forræder.
Jesu helbredende kraft
17-18 Da de var kommet ned fra bjerget, gik de ud på en slette, hvor mange af Jesu disciple samledes omkring dem. Der var også en stor skare mennesker, som var kommet for at høre ham og for at blive helbredt for deres sygdomme. Der var jøder fra hele Judæa og Jerusalem og folk så langt nordfra som kystområdet ved Tyrus og Sidon. Jesus uddrev mange onde ånder, 19 og alle i menneskemængden søgte at røre ved ham, for en sådan kraft strømmede fra ham, at alle, der rørte ved ham, blev helbredt.
Afmagtens velsignelse—selvtilstrækkelighedens forbandelse(D)
20 Jesus så ud over sine disciple og sagde:
„Velsignede er I, som erkender jeres afmagt[a]—
for I skal få del i Guds rige.
21 Velsignede er I, som nu er sultne—
for I skal få jeres sult stillet.
Velsignede er I, som nu sørger—
for I skal komme til at juble.
22 I er velsignede, selv når mennesker hader jer, fryser jer ud, håner jer og sværter jer til, fordi I hører mig til. 23 Glæd jer, når det sker! Ja, dans af glæde, for der venter jer en stor løn i Himlen. Sådan er Guds profeter altid blevet behandlet.
24 Men ve jer, der har alt—
for I har haft jeres gode dage.
25 Ve jer, der er mætte nu—
for I vil komme til at lide sult.
Ve jer, der jubler nu—
for I vil komme til at sørge og græde.
26 Ve jer, der lever højt på menneskelig popularitet,
for den har de falske profeter altid solet sig i.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.