De, der bliver genfødt ved Guds Ånd, får evigt liv

3 En aften efter mørkets frembrud kom en af de jødiske ledere, en farisæer ved navn Nikodemus, for at tale med Jesus. ² „Mester,” sagde han, „vi er klar over, at Gud har sendt dig, for ingen kunne gøre de mirakler, du gør, hvis ikke Gud var med ham.”

³ Da sagde Jesus: „Det siger jeg dig: Det er kun, hvis et menneske bliver født igen,^[a] at det kan komme ind i Guds rige.”

⁴ „Hvad mener du?” udbrød Nikodemus. „Et voksent menneske kan da umuligt komme ind i sin mors mave igen og blive født endnu en gang?”

⁵ Jesus svarede: „Det siger jeg dig: Det er kun, hvis et menneske bliver født af både vand^[b] og ånd, at det kan komme ind i Guds rige. ⁶ Et menneske føder et menneskebarn, men Guds Ånd føder et åndeligt barn. ⁷ Du skal ikke være så forundret over, at jeg sagde, at I skal fødes igen. ⁸ Tænk på vinden.^[c] Den blæser, hvorhen den vil. Du kan ikke se, hvor den kommer fra, eller hvor den skal hen, men du kan høre dens susen. Sådan er det også, når Guds Ånd giver et menneske åndeligt liv.”

⁹ „Jamen, hvordan kan det ske?” spurgte Nikodemus.

¹⁰ Jesus svarede: „Du er lærer for Israels folk. Forstår du det ikke? ¹¹ Det siger jeg dig: Vi taler om det, vi kender til, og vi fortæller om det, vi har set—men I tror ikke på os! ¹² Hvis I ikke tror mig, når jeg fortæller jer om de jordiske ting, hvordan skulle I så kunne tro mig, hvis jeg begyndte at fortælle jer om de himmelske? ¹³ Intet menneske har fået lov at se, hvad der er i Himlen, undtagen Menneskesønnen, som jo er kommet ned fra Himlen.

^14-15 Ligesom Moses løftede kobberslangen op og satte den fast på en stang ude i ørkenen, og de, der så hen på den, reddede livet,^[d] sådan skal Menneskesønnen løftes op, så enhver, der ser hen til ham og tror på ham, vil få det evige liv.”

¹⁶ Gud elskede nemlig verden så højt, at han gav sin eneste Søn, for at enhver, der tror på ham, ikke skal gå fortabt, men få det evige liv. ¹⁷ Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden gennem ham kunne opleve frelse.

¹⁸ De, der tror på ham, bliver ikke dømt. Men de, der ikke tror på ham, er allerede dømt, for de har nægtet at tro på Guds egen Søn. ¹⁹ Dommen kommer som følge af menneskers egne valg. Da Lyset kom ind i verden, valgte de nemlig mørket frem for lyset. Det gjorde de, fordi deres handlinger var onde. ²⁰ Onde mennesker hader lyset og undgår det. De ønsker ikke, at deres handlinger skal komme frem i lyset. ²¹ Men de, der følger sandheden, kommer frem i lyset, så det kan ses, at de har handlet efter Guds vilje.

Johannes Døbers opgave er ved at være slut

²² Efter sit ophold i Jerusalem vandrede Jesus rundt i Judæa sammen med sine disciple, hvor mange kom til dem og blev døbt.

²³ Men også Johannes døbte stadig mange mennesker, for folk blev ved med at strømme ud til ham. Han opholdt sig oppe ved Ænon i nærheden af Salem, hvor der var masser af vand. ²⁴ (Johannes var endnu ikke blevet kastet i fængsel.)

²⁵ En dag kom Johannes’ disciple i diskussion med en af de jødiske ledere om, hvem der havde ret til at døbe. ²⁶ Efter diskussionen kom disciplene hen til Johannes og sagde: „Mester, den mand, som kom til dig øst for Jordanfloden, og som du har fortalt om, han døber også, og nu går alle folk over til ham!”

²⁷ Johannes svarede: „Det er Gud, der giver hver enkelt af os vores særlige opgave. ²⁸ I har jo selv hørt mig sige, at jeg ikke er Messias, men jeg blev udsendt for at bane vejen for ham. ²⁹ Bruden tilhører brudgommen—men brudgommens ven, der står og venter på at høre brudgommens stemme, bliver glad, når han hører ham. Derfor glæder jeg mig af hele mit hjerte over det, som nu sker. ³⁰ Hans betydning vil blive større og større, min vil blive mindre og mindre.”

Tro fører til liv—ulydighed fører til dom

³¹ Han, som er kommet ovenfra, står over alt og alle, men de, som kommer fra denne verden, hører denne verden til og er optaget af det, som hører denne verden til. Han, som er kommet fra Himlen, står over alt. ³² Han fortæller om det, han selv har set og hørt, og alligevel vil næsten ingen tro ham. ³³ Men enhver, som er kommet til tro på hans ord, kan skrive under på, at Gud taler sandt. ³⁴ Han, som Gud har sendt, taler Guds ord, for Gud giver ham af sin Ånd uden begrænsning. ³⁵ Faderen elsker Sønnen og har overgivet alt i hans hænder. ³⁶ Alle, der tror på Sønnen, har evigt liv, men de, der ikke adlyder ham, får ikke del i det liv. De forbliver under Guds dom.

Jesus og den samaritanske kvinde

4 ^1-2 Da farisæerne i Jerusalem fik meddelelse om, at Jesus fik flere disciple og døbte flere end Johannes— selv om det faktisk var Jesu disciple, der døbte—blev de vrede på ham. Da Jesus blev klar over det, ³ brød han op fra Judæa for at vende tilbage til Galilæa.

⁴ Han vidste, at det var Guds plan, at han skulle rejse gennem Samaria. ^5-6 Da han nærmede sig byen Sykar i Samaria, standsede han op ved den berømte Jakobs brønd. Den ligger på et stykke jord, som patriarken Jakob købte og senere gav i arv til sin søn Josef. Jesus var træt efter den lange vandring og satte sig udmattet ved brønden. Klokken var cirka seks om aftenen.^[e]

⁷ Kort tid efter kom en samaritansk kvinde for at hente vand, og Jesus sagde til hende: „Vær venlig at give mig noget at drikke.” ⁸ Han var alene, for hans disciple var gået ind til byen for at købe mad. ⁹ Kvinden blev overrasket over, at en jøde henvendte sig til hende, for jøderne plejer ikke at ville have noget med samaritanere at gøre. „Hvordan kan det være, at du, som er jøde, beder mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?” spurgte hun.

¹⁰ Jesus svarede: „Hvis du vidste, hvad Gud kan give dig, og hvis du forstod, hvem jeg er, så var det dig, der ville bede mig om noget at drikke—og så ville jeg give dig levende^[f] vand.”

¹¹ „Du har jo ingen spand,” sagde hun, „og brønden her er meget dyb. Hvordan vil du så skaffe det levende vand? ¹² Du er vel ikke større end vores stamfar Jakob, som gav os denne brønd? Kan du give mig vand, der er bedre end det, både Jakob selv, hans familie og hans kvæg har drukket af?”

¹³ Jesus svarede: „Drikker man af det her almindelige vand, bliver man tørstig igen. ¹⁴ Men drikker man af det vand, jeg giver, vil man aldrig mere tørste. Det vand, jeg giver, bliver som en kilde, der vælder frem med evigt liv.”

¹⁵ „Åh, giv mig noget af det vand!” udbrød kvinden. „Tænk, hvis man aldrig mere skulle tørste og være nødt til at gå helt herud efter vand!”

¹⁶ „Gå hjem og hent din mand,” sagde Jesus.

^17-18 „Jeg har ikke nogen mand,” svarede kvinden.

„Det har du ret i, for du har haft fem mænd; og ham, du nu bor sammen med, er du ikke gift med. Dér sagde du noget sandt.”

¹⁹ „Herre,” udbrød kvinden, „du må være en profet! ²⁰ Kan du så forklare mig, hvorfor I jøder påstår, at det kun er i templet i Jerusalem, man kan tilbede Gud? Vi har jo fra gammel tid tilbedt Gud på det her bjerg.”

²¹ Jesus svarede: „Tro mig: Den tid kommer, hvor det ikke længere er væsentligt, hvor man tilbeder Gud—her eller i Jerusalem. ²² I samaritanere tilbeder det, som I ikke kender, men vi tilbeder det, vi kender, for frelsen udgår fra jøderne. ²³ Men der kommer en tid, ja, den er allerede kommet, hvor de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. Det er den slags tilbedere, Faderen søger. ²⁴ Gud er ånd, og de, der tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.”

²⁵ Kvinden sagde: „Jeg ved, at Messias skal komme engang, og når han kommer, vil han forklare os alt.” ²⁶ Da sagde Jesus til hende: „Han står her og taler med dig!”

²⁷ I det samme kom disciplene tilbage. De blev overraskede over, at han talte med en kvinde, men ingen af dem spurgte ham, hvorfor han gjorde det, eller hvad han ville hende.

²⁸ Kvinden lod nu sin vandkrukke stå ved brønden og løb tilbage til byen. ²⁹ „Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort!” råbte hun. „Mon ikke han er Messias?” ³⁰ Straks løb en masse mennesker ud for at se, hvem det var, hun snakkede om.

Den åndelige, samaritanske „mark” er klar til at blive høstet

³¹ Da kvinden var gået, sagde disciplene til Jesus: „Mester, kom og få noget at spise.” ³² Men Jesus svarede: „Jeg har mad at spise, som I ikke kender til.” ³³ Disciplene spurgte hinanden: „Hvem kan være kommet med mad til ham?”

³⁴ Jesus svarede: „Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og at fuldføre den opgave, han gav mig. ³⁵ I siger nok: ‚Der er stadig fire måneder, til høsten begynder.’ Men jeg siger jer: Luk øjnene op! ‚Markerne’ er hvide og parate til at blive høstet! ³⁶ Høstfolkene er allerede begyndt at arbejde og få deres løn. De samler afgrøde ind til evigt liv. Den, som sår, skal glæde sig sammen med den, som høster, ³⁷ for her gælder det ordsprog: ‚Én sår, og en anden høster.’ ³⁸ Jeg har sendt jer ud for at høste det, som I ikke har arbejdet med. Andre har slidt i det før jer, men I skal fuldføre det, som de begyndte.”

Mange samaritanere kommer til tro på Jesus

³⁹ Kvinden gik rundt og fortalte alle og enhver om, hvordan Jesus havde vidst ting om hende, som en fremmed ikke kunne vide. Som resultat heraf var der mange samaritanere fra den by, som kom til tro på ham.

⁴⁰ Da samaritanerne kom ud til brønden, indbød de straks Jesus til at komme ind og overnatte i byen, og han blev hos dem i to dage. ⁴¹ I løbet af den tid kom mange til tro ved at lytte til hans ord, ⁴² og de sagde til kvinden: „Nu tror vi, fordi vi selv har hørt ham, og ikke kun på grund af det, du fortalte. Han er virkelig verdens Frelser, den Messias, vi har ventet på.^[g]”

Jesus helbreder en embedsmands søn

⁴³ Da de to dage var gået, fortsatte Jesus sin rejse til Galilæa, dog ikke til sin hjemby, ⁴⁴ for han havde jo selv sagt, at en profet ikke er anerkendt i sin egen by. ⁴⁵ Men de øvrige galilæere tog imod ham med åbne arme. Mange havde nemlig været i Jerusalem under påskefesten og havde set de undere, han havde udført der.

⁴⁶ Jesus slog sig foreløbig ned i Kana, hvor han havde gjort vand til vin.^[h] I byen Kapernaum i nærheden boede der en højtstående embedsmand, hvis søn lå alvorligt syg. ⁴⁷ Da han hørte, at Jesus var ankommet til Kana, tog han straks af sted, opsøgte Jesus og bad ham følge med til Kapernaum for at helbrede drengen, der lå for døden.

⁴⁸ „I vil kun tro på mig, hvis I ser tegn og undere,” sagde Jesus.

⁴⁹ „Herre,” bønfaldt embedsmanden, „du må komme, inden min lille dreng dør!”

⁵⁰ „Du kan roligt gå hjem,” sagde Jesus, „din søn er helbredt.” Manden troede Jesus og gik. ⁵¹ Allerede på vejen hjem traf han nogle af sine tjenere, der var gået ham i møde for at fortælle ham, at hans søn nu var rask. ⁵² Han spurgte dem, hvornår drengen var begyndt at få det bedre. „I går aftes ved syvtiden^[i] forsvandt feberen pludselig!” forklarede de. ⁵³ Da forstod han, at det var sket i det øjeblik, Jesus havde sagt: „Din søn er helbredt.” Og han selv og hele hans familie kom til tro på Jesus.

⁵⁴ Det var det andet mirakuløse tegn, som Jesus udførte i Galilæa, efter at han var vendt hjem fra turen til Judæa.