Job 6-9
Dette er Biblen på dansk
6 Så tog Job til Orde og svarede: 2 "Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den! 3 Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig! 4 Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig. 5 Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder? 6 Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt? 7 Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.
8 Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber 9 vilde d dog knuse mig, række Hånden ud og skære mig fra, 10 så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord. 11 Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være tålmodig? 12 Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber? 13 Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.
14 Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt. 15 Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort, 16 de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i, 17 men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede; 18 Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og går til Grunde; 19 Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog håber på dem, 20 men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes! 21 Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk! 22 Har jeg mon sagt: "Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand, 23 red mig af Fjendens Hånd, køb mig fri fra Voldsmænds Hånd!"
24 Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet! 25 Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd? 26 Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr! 27 Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.
28 Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet? 29 Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret! 30 Er der Uret på min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt?
7 Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage. 2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn, 3 så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del. 4 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr. 5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker. 6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb. 7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue! 8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere. 9 Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, 10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
11 Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød. 12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig? 13 Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk, 14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner, 15 så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide. 16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust! 17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham, 18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik? 19 Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt? 20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde? 21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
8 Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde: 2 "Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase? 3 Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd? 4 Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold, 5 så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde! 6 Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig; 7 din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid blive.
8 Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning! 9 Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord. 10 Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet: 11 Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand? 12 Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs. 13 Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl: 14 som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv; 15 han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast. 16 I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over, 17 i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten; 18 men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!" 19 Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!
20 Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd. 21 End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel; 22 dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!
9 Så tog Job til Orde og svarede: 2 "Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud? 3 Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind! 4 Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra? 5 Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede, 6 ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver; 7 han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl, 8 han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme, 9 han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre, 10 han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal! 11 Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke; 12 røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"
13 Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham; 14 hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham! 15 Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde! 16 Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst, 17 han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund, 18 ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing. 19 Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da! 20 Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
21 Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet! 22 Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet! 23 Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval; 24 Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han? 25 Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke, 26 gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte. 27 Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad," 28 må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
29 Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte? 30 Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder, 31 du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig. 32 Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen; 33 vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge! 34 Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke, 35 da talte jeg uden at frygte ham,, thi min Dom om mig selv er en anden!