Job 28-29
Dette er Biblen på dansk
28 Sølvet har jo sit Leje, som renses, sit sted 2 Jern hentes op af Jorden, og Sten smeltes om til Kobber. 3 På Mørket gør man en Ende og ransager indtil de dybeste Kroge Mørkets og Mulmets Sten; 4 man bryder en Skakt under Foden, og glemte, foruden Fodfæste, hænger de svævende fjernt fra Mennesker. 5 Af Jorden fremvokser Brød, imedens dens Indre omvæltes som af Ild; 6 i Stenen der sidder Safiren, og der er Guldstøv i den. 7 Stien derhen er Rovfuglen ukendt, Falkens Øje udspejder den ikke; 8 den trædes ikke af stolte Vilddyr, Løven skrider ej frem ad den. 9 På Flinten lægger man Hånd og omvælter Bjerge fra Roden; 10 i Klipperne hugger man Gange, alskens Klenodier skuer Øjet; 11 man tilstopper Strømmenes Kilder og bringer det skjulte for Lyset.
12 Men Visdommen - hvor mon den findes, og hvor er Indsigtens Sted? 13 Mennesket kender ikke dens Vej, den findes ej i de levendes Land; 14 Dybet siger: "I mig er den ikke!" Havet: "Ej heller hos mig!" 15 Man får den ej for det fineste Guld, for Sølv kan den ikke købes, 16 den opvejes ikke med Ofirguld, med kostelig Sjoham eller Safir; 17 Guld og Glar kan ej måle sig med den, den fås ej i Bytte for gyldne Kar, 18 Krystal og Koraller ikke at nævne. At eje Visdom er mere end Perler, 19 Ætiopiens Topas kan ej måle sig med den, den opvejes ej med det rene Guld.
20 Men Visdommen - hvor mon den kommer fra, og hvor er Indsigtens Sted? 21 Den er dulgt for alt levendes Øje og skjult for Himmelens Fugle; 22 Afgrund og Død må sige: "Vi hørte kun tale derom." 23 Gud er kendt med dens Vej, han ved, hvor den har sit Sted; 24 thi han skuer til Jordens Ender, alt under Himmelen ser han. 25 Dengang han fastsatte Vindens Vægt og målte Vandet med Mål, 26 da han satte en Lov for Regnen, afmærked Tordenskyen dens Vej, 27 da skued og mønstred han den, han stilled den op og ransaged den.
28 Men til Mennesket sagde han: "Se, Herrens Frygt, det er Visdom, at sky det onde er Indsigt."
29 Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
2 Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig, 3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke, 4 som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt, 5 da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig, 6 da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod, 7 da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet. 8 Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod, 9 Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund, 10 Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen; 11 Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære. 12 Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper; 13 den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte; 14 jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind. 15 Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod; 16 jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag; 17 den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab. 18 Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen; 19 min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene; 20 min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!" 21 Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd; 22 ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem; 23 de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn. 24 Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde. 25 Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.