Job 22-24
Dette er Biblen på dansk
22 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2 "Gavner et Menneske Gud? Nej, den kloge gavner sig selv. 3 Har den Almægtige godt af din Retfærd, Vinding af, at din Vandel er ret? 4 Revser han dig for din Gudsfrygt? Eller går han i Rette med dig derfor? 5 Er ikke din Ondskab stor og din Brøde uden Ende?
6 Thi du pantede Brødre uden Grund, trak Klæderne af de nøgne, 7 gav ikke den trætte Vand at drikke og nægted den sultne Brød. 8 Den mægtige - hans var Landet, den hædrede boede der. 9 Du lod Enker gå tomhændet bort, knuste de faderløses Arme. 10 Derfor var der Snaret omkring dig, og Rædsel ængsted dig brat. 11 Dit Lys blev Mørke, du kan ej se, og Strømme af Vand går over dig!
12 Er Gud ej i højen Himmel? Se Stjernernes Tinde, hvor højt de står! 13 Dog siger du: "Hvad ved Gud, holder han Dom bag sorten Sky? 14 Skyerne skjuler ham, så han ej ser, på Himlens Runding går han!" 15 Vil du følge Fortidens Sti, som Urettens Mænd betrådte, 16 de, som i Utide reves bort, hvis Grundvold flød bort som en Strøm, 17 som sagde til Gud: "Gå fra os! Hvad kan den Almægtige gøre os?" 18 Og han havde dog fyldt deres Huse med godt. Men de gudløses Råd er ham fjernt. 19 De retfærdige så det og glædede sig, den uskyldige spottede dem: 20 For vist, vore Fjender forgik, og Ild fortæred de sidste af dem.
21 Bliv Ven med ham og hold Fred. derved vil der times dig Lykke; 22 tag dog mod Lærdom af ham og læg dig hans Ord på Sinde! 23 Vender du ydmygt om til den Almægtige, fjerner du Uretten fra dit Telt, 24 kaster du Guldet på Jorden, Ofirguldet blandt Bækkenes Sten, 25 så den Almægtige bliver dit Guld, hans Lov dit Sølv, 26 ja, da skal du fryde dig over den Almægtige og løfte dit Åsyn til Gud. 27 Beder du til ham, hører han dig, indfri kan du, hvad du har lovet; 28 hvad du sætter dig for, det lykkes, det lysner på dine Veje; 29 thi stolte, hovmodige ydmyger han, men hjælper den, der slår Øjnene ned; 30 han frelser uskyldig Mand; det sker ved hans Hænders Renhed!
23 Så tog Job til Orde og svarede: 2 "Også i Dag er der Trods i min Klage, tungt ligger hans Hånd på mit Suk! 3 Ak, vidste jeg Vej til at finde ham, kunde jeg nå hans Trone! 4 Da vilde jeg udrede Sagen for ham og fylde min Mund med Beviser, 5 vide, hvad Svar han gav mig, skønne, hvad han sagde til mig! 6 Mon han da satte sin Almagt imod mig? Nej, visselig agted han på mig; 7 da gik en oprigtig i Rette med ham, og jeg bjærged for evigt min Ret. 8 Men går jeg mod Øst, da er han der ikke, mod Vest, jeg mærker ej til ham; 9 jeg søger i Nord og ser ham ikke, drejer mod Syd og øjner ham ej. 10 Thi han kender min Vej og min Vandel, som Guld går jeg frem af hans Prøve. 11 Min Fod har holdt fast ved hans Spor, hans Vej har jeg fulgt, veg ikke derfra, 12 fra hans Læbers Bud er jeg ikke veget, hans Ord har jeg gemt i mit Bryst. 13 Men han gjorde sit Valg, hvem hindrer ham Han udfører, hvad hans Sjæl attrår. 14 Thi han fuldbyrder, hvad han bestemte, og af sligt har han meget for. 15 Derfor forfærdes jeg for ham og gruer ved Tanken om ham. 16 Ja, Gud har nedbrudt mit Mod, forfærdet mig har den Almægtige; 17 thi jeg går til i Mørket, mit Åsyn dækkes af Mulm.
24 Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi får de, som kender ham, ikke hans Dage at se? 2 De onde flytter Markskel, ranede Hjorde har de på Græs. 3 faderløses Æsel fører de bort, tager Enkens Okse som Borgen: 4 de trænger de fattige af Vejen. Landets arme må alle skjule sig.
5 Som vilde Æsler i Ørkenen går de ud til deres Gerning søgende efter Næring; Steppen er Brød for Børnene. 6 De høster på Marken om Natten, i Rigmandens Vingård sanker de efter. 7 Om Natten ligger de nøgne, uden Klæder, uden Tæppe i Hulden. 8 De vædes af Bjergenes Regnskyl, klamrer sig af Mangel på Ly til Klippen. 9 - Man river den faderløse fra Brystet, tager den armes Barn som Borgen. 10 Nøgne vandrer de, uden Klæder, sultne bærer de Neg; 11 mellem Murene presser de Olie. de træder Persen og tørster. 12 De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud, han ænser ej vrangt.
13 Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og holder sig ej på hans Stier: 14 Før det lysner, står Morderen op, han myrder arm og fattig; om Natten sniger Tyven sig om; 15 Horkarlens Øje lurer på Skumring, han tænker: "Intet Øje kan se mig!" og skjuler sit Ansigt under en Maske. 16 I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thi ingen af dem vil vide af Lys. 17 For dem er Mørket Morgen, thide er kendt med Mørkets Rædsler.
18 Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet forbandes, han færdes ikke på Vejen til Vingården. 19 Som Tørke og Hede tager Snevand, så Dødsriget dem, der har syndet. 20 Han er glemt på sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer i Hu, Uretten knækkes som Træet. 21 Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde han ikke vel; 22 dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han står op og er ikke tryg på sit Liv, 23 han styrtes uden Håb og Støtte, og på hans Veje er idel Nød. 24 Hans Storhed er stakket, så er han ej mer, han bøjes og skrumper ind som Melde og skæres af som Aksenes Top. 25 Og hvis ikke - hvo gør mig til Løgner, hvo gør mine Ord til intet?