Add parallel Print Page Options

Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde: "Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase? Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd? Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold, så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde! Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig; din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid blive.

Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning! Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord. 10 Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet: 11 Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand? 12 Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs. 13 Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl: 14 som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv; 15 han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast. 16 I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over, 17 i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten; 18 men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!" 19 Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!

20 Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd. 21 End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel; 22 dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!

Så tog Job til Orde og svarede: "Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud? Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind! Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra? Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede, ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver; han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl, han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme, han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre, 10 han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal! 11 Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke; 12 røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"

13 Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham; 14 hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham! 15 Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde! 16 Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst, 17 han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund, 18 ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing. 19 Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da! 20 Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!

21 Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet! 22 Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet! 23 Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval; 24 Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han? 25 Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke, 26 gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte. 27 Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad," 28 må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.

29 Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte? 30 Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder, 31 du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig. 32 Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen; 33 vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge! 34 Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke, 35 da talte jeg uden at frygte ham,, thi min Dom om mig selv er en anden!

10 Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale, sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig! Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd? Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser, er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage, siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd, endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!

Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet! Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig! 10 Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost, 11 iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener? 12 Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd 13 og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var: 14 Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde. 15 Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød. 16 Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig; 17 nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig! 18 Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle; 19 jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.

20 Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt, 21 før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land, 22 Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket."

Bildads første tale til Job

Da sagde Bildad til Job:

„Hvor længe bliver du ved med at rase?
    Din tale buldrer som et tordenvejr.
Tror du, Gud afsiger en uretfærdig dom?
    Kan den almægtige Gud tage fejl?
Dine børn må have syndet imod ham,
    siden han straffede dem med døden.

Hvorfor ikke søge Gud
    og bede den Almægtige om nåde?
Hvis du virkelig er uskyldig og oprigtig,
    skal han nok træde til og give dig oprejsning.
Han giver dig så meget fremgang og rigdom,
    at det, du før havde, er for intet at regne.

Ved du ikke, hvad der skete med vores forfædre?
    Tag ved lære af de tidligere generationer.
Vi ved så lidt, vi blev født i går,
    vores liv er som en skygge, der glider forbi.
10 Mon ikke de gamles erfaring kan hjælpe
    og give dig det svar, du af hjertet søger?
11 Kan sivene vokse, hvis sumpen tørrer ud?
    Kan rørgræs klare sig, hvis vandet forsvinder?
12 Selv om de stod i blomst, ville de hurtigt visne,
    de ville gå til, før de var klar til høst.
13 Sådan går det med dem, der glemmer Gud,
    de gudløse mister alt håb.
14 Det, de satte deres lid til, falder sammen,
    det er skrøbeligt som et spindelvæv.
15 De støtter sig til det, men det holder ikke,
    de klamrer sig til det, men det falder til jorden.
16 De gudløse kan se ud som en frodig plante,
    der breder sig ud til alle sider,
17 hvis rødder borer sig ned mellem stenene
    og fæstner sig dybt nede i jorden.
18 Men når de rykkes op og kastes bort,
    er der intet tilbage, ingen husker dem mere.
19 Det var alt, hvad de fik ud af livet.
    Snart skyder andre op, hvor de stod.

20 Vi ved, at Gud ikke hjælper de gudløse,
    og at han ikke støder de retskafne fra sig.
21 Derfor kan han give dig glæden tilbage,
    han kan fylde din mund med latter igen.
22 Dine fjender vil stå skamfulde tilbage,
    og de gudløse forsvinde for bestandigt.”

Jobs tredje tale: Et svar til Bildad

Job gav Bildad følgende svar:

„Du kan have ret i, hvad du siger,
    for ingen kan retfærdiggøre sig over for Gud.
Hvis man stævnede Gud for retten,
    ville man aldrig klare frisag.
Hans visdom og magt er grænseløs.
    Ingen slipper godt fra at trodse ham.
Han flytter bjerge så let som ingenting,
    vælter dem omkuld i sin vrede.
Han rusker i jorden, så den skælver,
    ryster i hele sin grundvold.
Han kan befale, at solen ikke skal stå op,
    og at stjernerne skal indhylles i mørke.
Det var ham, der udspændte himmelbuen,
    og han kan gå på havets bølger.
Han skabte Storebjørn og Orion,
    Syvstjernen og Dyrekredsen.
10 Han udfører utrolige mirakler
    og gør talløse undere.
11 Han bevæger sig lydløst og usynligt,
    man hverken ser eller hører ham.
12 Han tager, hvad han vil have,
    og hvem tør sige: ‚Det må du ikke!’
13 Gud holder ikke sin vrede tilbage,
    ingen menneskelig magt kan standse ham.[a]

14 Hvordan skulle jeg kunne forsvare mig,
    retfærdiggøre mig overfor ham?
15 Selvom jeg mener, jeg er uskyldig,
    kan jeg ikke gå i rette med ham.
    Jeg må nøjes med at bede ham om nåde.
16 Hvis jeg stævnede ham for retten,
    mon han så ville høre på min klage?
17 Han har udløst en orkan over mig
    og givet mig sår på sår uden grund.
18 Jeg har knap tid til at trække vejret,
    før jeg oplever nye lidelser.
19 Ingen kan måle sig med ham i styrke.
    Hvem har magt til at anklage ham i retten?
20 Selv om jeg måske var uskyldig,
    ville min optræden i retten dømme mig.
21 Jeg mener, jeg er uskyldig,
    men hvem tør bedømme sig selv?
    Mit liv har ikke længere nogen værdi.

22 Derfor siger jeg: ‚Det kan være lige meget nu.
    Gud straffer åbenbart uskyldige såvel som skyldige.’
23 Når pisken pludselig slår til,
    ignorerer han de uskyldiges fortvivlede råb.
24 Når et land falder i en ond mands magt,
    bliver dets dommere blinde for retfærdigheden.
Hvis det ikke er Gud, der står bag,
    hvem er det så?

25 Jeg ser dagene passere forbi som en hurtigløber,
    de iler af sted uden at give mig nogen glæde.
26 De glider forbi som sivbåde,
    som ørne, der haster efter bytte.
27 Hvad nu hvis jeg sagde: ‚Jeg vil glemme min smerte,
    tage smilet på og se glad ud.’
28 Ville det mon standse mine lidelser?
    Nej, for i dine øjne, oh, Gud, er jeg åbenbart skyldig.
29 Hvis jeg allerede er dømt skyldig,
    hvad hjælper det så, at jeg forsvarer mig?
30 Ja, selv om jeg vaskede mit ansigt i sne
    og skrubbede mine hænder med skurepulver,
31 ville du dog straks dyppe mig i mudder,
    så mit tøj ville skamme sig over mig.

32 Du er jo ikke et menneske som jeg,
    derfor kan vi ikke mødes i retten.
33 Var der dog bare en mellemmand,
    der kunne skabe forsoning imellem os,
34 en der kunne fjerne Guds straf over mig,
    så jeg ikke skulle leve i angst for hans vrede,
35 så jeg kunne tale med Gud uden at frygte.
    Men det kan jeg umuligt opnå alene.

Job fortsætter sin klage mod Gud

10 Jeg er led og ked af at leve.
    Lad mig give frit løb for min klage,
        give luft for bitterheden i min sjæl.
Døm mig ikke bare skyldig, oh, Gud,
    men fortæl mig, hvilken synd jeg har begået.
Hvad gavn har du af at ødelægge mig?
    Hvorfor forkaster du det, du selv har skabt,
        og lader de ondes intriger lykkes?
Er dine øjne som et menneskes øjne?
    Er dine tanker som mennesketanker?
Er dit liv kort som et menneskes?
    Lever du kun nogle ganske få år,
siden du har så travlt med at finde fejl,
    er så ivrig efter at dømme mig skyldig?
Du ved, jeg er uskyldig,
    men hvem kan redde mig fra din straf?
Det var dine hænder, som skabte mig,
    men nu er du ved at ødelægge mig!
Husk på, at jeg er formet af skrøbeligt ler.
    Vil du virkelig knuse mig til støv?
10 Du stod bag min undfangelse
    og formede mig i min moders liv.
11 Du dannede mine knogler og sener
    og dækkede dem med muskler og hud.
12 Du gav mig livet ved din nåde
    og værnede om mig i min opvækst.
13 Men du havde mere i tanke,
    og det forstår jeg først nu:
14 Du ville holde øje med, om jeg syndede,
    og hvis jeg gjorde det, ville du ikke tilgive.
15 Var jeg skyldig, ville jeg få min straf.
    Og selv om jeg var uskyldig,
kunne jeg ikke frimodigt løfte hovedet
    på grund af min elendighed og ulykke.
16 Da jeg alligevel gjorde det,
    sprang du på mig som en løve
        og demonstrerede din magt over mig.
17 Du sendte nye lidelser over mig,
    og din vrede syntes at vokse,
        for den ene ulykke afløste den anden.

18 Hvorfor lod du mig dog blive født?
    Gid jeg var død i min moders liv,
19 så det var, som om jeg aldrig havde levet,
    men blev lagt direkte ned i graven.

20 Jeg har ikke mange dage tilbage af mit liv.
    Kan jeg ikke få lidt fred og trøst til sidst?
21 Når jeg først er draget til de dødes rige,
    vender jeg aldrig mere tilbage.
22 Der bliver lyset opslugt af mørket,
    så der altid er kaos og kulsort nat.”

Footnotes

  1. 9,13 Ordret: „Selv Rahabs hjælpere må bøje sig”. Rahab er muligvis et søuhyre og kan symbolsk pege på den egyptiske stormagt.

26 Men en Herrens Engel talte til Filip og sagde: "Stå op og gå mod Syd på den Vej, som går ned fra Jerusalem til Gaza; den er øde." 27 Og han stod op og gik. Og se, der var en Æthioper, en Hofmand, en mægtig Mand hos Kandake, Æthiopernes Dronning, som var sat over alle hendes Skatte; han var kommen til Jerusalem for at tilbede. 28 Og han var på Hjemvejen og sad på sin Vogn og læste Profeten Esajas. 29 Men Ånden sagde til Filip:"Gå hen og hold dig til denne Vogn!" 30 Og Filip løb derhen og hørte ham læse Profeten Esajas; og han sagde: "Forstår du også det, som du læser?" 31 Men han sagde: "Hvorledes skulde jeg kunne det, uden nogen vejleder mig?" Og han bad Filip stige op og sætte sig hos ham. 32 Men det Stykke af Skriften, som han læste, var dette: "Som et Får blev han ført til Slagtning, og som et Lam er stumt imod den, der klipper det, således oplader han ej sin Mund. 33 I Fornedrelsen blev hans Dom taget bort; hvem kan fortælle om hans Slægt, efterdi hans Liv borttages fra Jorden?" 34 Men Hofmanden talte til Filip og sagde: "Jeg beder dig, om hvem siger Profeten dette? om sig selv eller om en anden?" 35 Da oplod Filip sin Mund, og idet han begyndte fra dette Skriftsted, forkyndte han ham Evangeliet om Jesus. 36 Men som de droge frem ad Vejen, kom de til noget Vand; og Hofmanden siger: "Se, her er Vand, hvad hindrer mig fra at blive døbt?" (37 Men Filip sagde: "Dersom du tror, af hele dit Hjerte, kan det ske." Men han svarede og sagde: "Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds Søn.") 38 Og han bød, at Vognen skulde holde, og de stege begge ned i Vandet, både Filip og Hofmanden; og han døbte ham 39 Men da de stege op af Vandet, bortrykkede Herrens Ånd Filip, og Hofmanden så ham ikke mere; thi han drog sin Vej med Glæde. 40 Men Filip blev funden i Asdod, og han drog omkring og forkyndte Evangeliet i alle Byerne, indtil han kom fil Kæsarea.

Read full chapter

Filip og den etiopiske hofembedsmand

26 Imidlertid kom der en engel til Filip og sagde: „Tag ned til den vej, der går sydpå fra Jerusalem gennem de øde områder til Gaza.” 27 Det gjorde han så. Hen ad den samme vej kom en etiopisk hofembedsmand kørende. Det var dronning Kandakes skatmester. Han havde været i Jerusalem for at tilbede i templet, 28 og han sad nu på hjemvejen i sin vogn og læste højt for sig selv af profeten Esajas’ bog. 29 Helligånden sagde til Filip: „Gå hen til den vogn.” 30 Filip løb så frem til vognen, og han kunne nu høre etiopieren læse op af Esajas’ bog. „Forstår du betydningen af det, du læser?” spurgte han.

31 „Nej,” svarede etiopieren, „hvordan skulle jeg kunne forstå det, når der ikke er nogen til at forklare mig det?” Han bad derefter Filip om at komme op i vognen og sætte sig ved siden af ham. 32 Det afsnit af Skriften, som han var i færd med at læse, var:

„Tavs gik han i døden,
    som et får, der føres til slagtning,
        som et lam, der lader sig klippe uden at klynke.
33 I ydmygelsen blev hans rettigheder taget fra ham.
Efterkommere har han ingen af,
    for hans liv på jorden endte brat.”[a]

34 Hofembedsmanden spurgte nu Filip: „Sig mig, taler profeten om sig selv her eller om en anden?”

35 Så begyndte Filip at fortælle om Jesus, idet han tog udgangspunkt i det oplæste skriftafsnit. 36 Da de havde kørt en tid, kom de til et sted, hvor der var vand, og hofembedsmanden udbrød: „Se, her er der vand! Er der noget i vejen for, at jeg kan blive døbt?”[b]

38 Så standsede han vognen, og både Filip og hofembedsmanden gik ud i vandet, hvor Filip døbte ham. 39 Så snart de var kommet op af vandet, tog Herrens Ånd Filip bort.[c] Hofembedsmanden så ham ikke mere, men rejste glad hjem.

40 Filip dukkede senere op i Ashdod, og han forkyndte budskabet om Jesus både der og i de byer, han kom igennem på vej til Cæsarea.[d]

Read full chapter

Footnotes

  1. 8,33 Citat fra den græske oversættelse af Es. 53,7-8.
  2. 8,36 Enkelte håndskrifter har et vers 37: „Hvis du tror af hele dit hjerte, kan du blive døbt,” sagde Filip. Han svarede: „Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds Søn.”
  3. 8,39 Nogle håndskrifter siger: „Så snart de var kommet op af vandet, faldt Helligånden på embedsmanden, men en Herrens engel tog Filip bort.”
  4. 8,40 Kong Herodes den Store byggede en stor og imponerende havneby ved Middelhavet og opkaldte byen efter den romerske kejser, Cæsar.