Job 6-9
Dette er Biblen på dansk
6 Så tog Job til Orde og svarede: 2 "Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den! 3 Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig! 4 Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig. 5 Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder? 6 Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt? 7 Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.
8 Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber 9 vilde d dog knuse mig, række Hånden ud og skære mig fra, 10 så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord. 11 Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være tålmodig? 12 Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber? 13 Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.
14 Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt. 15 Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort, 16 de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i, 17 men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede; 18 Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og går til Grunde; 19 Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog håber på dem, 20 men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes! 21 Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk! 22 Har jeg mon sagt: "Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand, 23 red mig af Fjendens Hånd, køb mig fri fra Voldsmænds Hånd!"
24 Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet! 25 Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd? 26 Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr! 27 Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.
28 Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet? 29 Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret! 30 Er der Uret på min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt?
7 Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage. 2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn, 3 så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del. 4 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr. 5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker. 6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb. 7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue! 8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere. 9 Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, 10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
11 Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød. 12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig? 13 Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk, 14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner, 15 så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide. 16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust! 17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham, 18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik? 19 Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt? 20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde? 21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
8 Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde: 2 "Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase? 3 Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd? 4 Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold, 5 så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde! 6 Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig; 7 din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid blive.
8 Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning! 9 Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord. 10 Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet: 11 Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand? 12 Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs. 13 Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl: 14 som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv; 15 han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast. 16 I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over, 17 i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten; 18 men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!" 19 Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!
20 Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd. 21 End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel; 22 dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!
9 Så tog Job til Orde og svarede: 2 "Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud? 3 Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind! 4 Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra? 5 Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede, 6 ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver; 7 han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl, 8 han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme, 9 han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre, 10 han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal! 11 Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke; 12 røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"
13 Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham; 14 hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham! 15 Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde! 16 Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst, 17 han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund, 18 ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing. 19 Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da! 20 Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
21 Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet! 22 Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet! 23 Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval; 24 Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han? 25 Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke, 26 gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte. 27 Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad," 28 må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
29 Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte? 30 Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder, 31 du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig. 32 Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen; 33 vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge! 34 Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke, 35 da talte jeg uden at frygte ham,, thi min Dom om mig selv er en anden!
Job 6-9
Bibelen på hverdagsdansk
Jobs anden tale: Et svar til Elifaz
6 Hertil svarede Job:
2 „Hvis min frustration kunne måles,
hvis min ulykke kunne vejes på en vægt,
3 da ville den være tungere end sandet på stranden.
Det er grunden til min bitterhed.
4 Den Almægtiges pile har ramt mig,
giften trænger ind i mit indre,
jeg føler mig omringet af en mægtig hær.
5 Brøler en ko, når krybben er fuld?
Skryder et æsel, når græsset er grønt?
6 Jeg spiser ikke smagløs mad uden salt,
og dine smagløse ord kan jeg ikke sluge.
7 Jeg får kvalme af at høre på dem,
har ikke appetit på mere af den slags.
8 Gid Gud ville høre min bøn
og give mig det, jeg længes efter!
9 Det eneste, jeg ønsker, er at dø,
at han skærer min livstråd over.
10 Jeg har kun én trøst i mine pinsler:
Jeg har altid troet på Guds ord.
11 Men jeg har ikke styrke til at udholde mere,
jeg ser ingen mening med livet længere.
12 Min krop er ikke lavet af bronze,
jeg er ikke så hård som en sten.
13 Nej, der er intet at stille op,
jeg har mistet min livskraft og styrke.
14 Den, der er hård imod en fortvivlet ven,
har ingen respekt for den almægtige Gud.
15 Mine venner har svigtet mig,
de er som en bjergbæk, hvis vand er tørret ud.
16 Om foråret er den fuld af is,
og smeltevandet får den til at svulme.
17 Men når varmen sætter ind, tørrer den ud,
dens vand er sporløst forsvundet.
18 En karavane satser på at finde en oase,
men går til af tørst, hvis den er tørret ud.
19 Karavaner fra Tema spejder efter vand,
rejsende fra Saba håber at få øje på en oase,
20 men når de kommer derhen, skuffes de,
alle deres forhåbninger var forgæves.
21 Sådan har I skuffet mig nu.
I vender jer fra mig i afsky.
22 Har jeg bedt jer om at komme med gaver
eller dele jeres rigdomme med mig?
23 Har jeg bedt jer om at redde mig fra fjendens hånd
eller betale løsesum for at sætte mig i frihed?
24 Hvis I giver mig et fornuftigt svar,
skal jeg nok høre efter.
Hvis I kan sige mig, hvor jeg har fejlet,
lytter jeg gerne til jer.
25 Det kan godt gøre ondt at få sandheden at vide,
men jeres udgydelser gavner mig intet.
26 Måske er mit ordvalg kritisabelt,
men tænk dog på, hvor desperat jeg er!
27 I ville udnytte et forældreløst barn
eller sælge jeres venner som slaver.
28 Prøv at se på mig!
Tror I, jeg lyver jer op i ansigtet?
29 Hvorfor går I ud fra, at jeg er skyldig,
når jeg intet forkert har gjort?
30 Aldrig er en løgn kommet over mine læber.
Tror I ikke, jeg kender forskel på godt og ondt?”
Jobs spørgsmål til Gud
7 „Det er hårdt at være menneske,
at slide som en slave dagen lang.
2 Men en slave kan se frem til, at dagen får ende,
en arbejder får sin løn, når arbejdet er gjort.
3 Men jeg belønnes med elendighed,
smertefulde nætter i massevis.
4 Når jeg går til ro, tænker jeg:
‚Gid det snart bliver lyst, så jeg kan stå op.’
Natten lang vender og drejer jeg mig i sengen,
jeg finder ingen ro før daggry.
5 Min krop er dækket af ækle sår,
min hud er betændt og væsker.
6 Mit liv forsvinder som sand mellem fingrene,
dagene går uden håb om en ændring.
7 Mit liv er som et vindpust,
aldrig mere får jeg lykken at se.
8 Snart vil mit liv være slut,
jeg forsvinder fra jordens overflade.
9 Når mennesker når til livets afslutning,
er de som en sky, der opløses og forsvinder.
10 De er borte for evigt, ses ikke mere,
vender aldrig tilbage til deres hjem.
11 Derfor kan jeg ikke bare tie stille,
for smerten i min sjæl tvinger mig til at tale,
bitterheden i mit indre kræver at få afløb.
12 Åh Gud, er jeg da et farligt uhyre,
siden du har lukket mig inde i et bur?
13 Når jeg lægger mig til at sove
for at glemme mine smerter en stund,
14 skræmmer du mig med syner,
med onde drømme og mareridt.
15 Jeg foretrækker at blive kvalt,
jeg vil hellere dø end være i evig pine.
16 Jeg kan ikke holde livet ud længere!
Lad mig være i fred den korte tid, jeg har tilbage!
17 Hvad betyder et enkelt sølle menneske for dig,
hvorfor gøre så stort et nummer ud af mig?
18 Hvorfor plager du mig hver morgen,
udfordrer min tålmodighed dagen lang?
19 Hvorfor ikke bare ignorere mig,
lade mig være i fred længe nok til at synke mit spyt?
20 Selv om jeg skulle have syndet,
går der vel ikke skår af din almagt for det?
Du holder jo øje med hele verdens befolkning.
Hvorfor er jeg blevet skydeskive?
Hvad har jeg gjort for at fortjene din vrede?
21 Hvorfor tilgiver du ikke bare min skyld
og lukker øjnene for mine fejltrin?
Snart ligger jeg i min grav,
leder du efter mig, er jeg borte.”
Bildads første tale til Job
8 Da sagde Bildad til Job:
2 „Hvor længe bliver du ved med at rase?
Din tale buldrer som et tordenvejr.
3 Tror du, Gud afsiger en uretfærdig dom?
Kan den almægtige Gud tage fejl?
4 Dine børn må have syndet imod ham,
siden han straffede dem med døden.
5 Hvorfor ikke søge Gud
og bede den Almægtige om nåde?
6 Hvis du virkelig er uskyldig og oprigtig,
skal han nok træde til og give dig oprejsning.
7 Han giver dig så meget fremgang og rigdom,
at det, du før havde, er for intet at regne.
8 Ved du ikke, hvad der skete med vores forfædre?
Tag ved lære af de tidligere generationer.
9 Vi ved så lidt, vi blev født i går,
vores liv er som en skygge, der glider forbi.
10 Mon ikke de gamles erfaring kan hjælpe
og give dig det svar, du af hjertet søger?
11 Kan sivene vokse, hvis sumpen tørrer ud?
Kan rørgræs klare sig, hvis vandet forsvinder?
12 Selv om de stod i blomst, ville de hurtigt visne,
de ville gå til, før de var klar til høst.
13 Sådan går det med dem, der glemmer Gud,
de gudløse mister alt håb.
14 Det, de satte deres lid til, falder sammen,
det er skrøbeligt som et spindelvæv.
15 De støtter sig til det, men det holder ikke,
de klamrer sig til det, men det falder til jorden.
16 De gudløse kan se ud som en frodig plante,
der breder sig ud til alle sider,
17 hvis rødder borer sig ned mellem stenene
og fæstner sig dybt nede i jorden.
18 Men når de rykkes op og kastes bort,
er der intet tilbage, ingen husker dem mere.
19 Det var alt, hvad de fik ud af livet.
Snart skyder andre op, hvor de stod.
20 Vi ved, at Gud ikke hjælper de gudløse,
og at han ikke støder de retskafne fra sig.
21 Derfor kan han give dig glæden tilbage,
han kan fylde din mund med latter igen.
22 Dine fjender vil stå skamfulde tilbage,
og de gudløse forsvinde for bestandigt.”
Jobs tredje tale: Et svar til Bildad
9 Job gav Bildad følgende svar:
2 „Du kan have ret i, hvad du siger,
for ingen kan retfærdiggøre sig over for Gud.
3 Hvis man stævnede Gud for retten,
ville man aldrig klare frisag.
4 Hans visdom og magt er grænseløs.
Ingen slipper godt fra at trodse ham.
5 Han flytter bjerge så let som ingenting,
vælter dem omkuld i sin vrede.
6 Han rusker i jorden, så den skælver,
ryster i hele sin grundvold.
7 Han kan befale, at solen ikke skal stå op,
og at stjernerne skal indhylles i mørke.
8 Det var ham, der udspændte himmelbuen,
og han kan gå på havets bølger.
9 Han skabte Storebjørn og Orion,
Syvstjernen og Dyrekredsen.
10 Han udfører utrolige mirakler
og gør talløse undere.
11 Han bevæger sig lydløst og usynligt,
man hverken ser eller hører ham.
12 Han tager, hvad han vil have,
og hvem tør sige: ‚Det må du ikke!’
13 Gud holder ikke sin vrede tilbage,
ingen menneskelig magt kan standse ham.[a]
14 Hvordan skulle jeg kunne forsvare mig,
retfærdiggøre mig overfor ham?
15 Selvom jeg mener, jeg er uskyldig,
kan jeg ikke gå i rette med ham.
Jeg må nøjes med at bede ham om nåde.
16 Hvis jeg stævnede ham for retten,
mon han så ville høre på min klage?
17 Han har udløst en orkan over mig
og givet mig sår på sår uden grund.
18 Jeg har knap tid til at trække vejret,
før jeg oplever nye lidelser.
19 Ingen kan måle sig med ham i styrke.
Hvem har magt til at anklage ham i retten?
20 Selv om jeg måske var uskyldig,
ville min optræden i retten dømme mig.
21 Jeg mener, jeg er uskyldig,
men hvem tør bedømme sig selv?
Mit liv har ikke længere nogen værdi.
22 Derfor siger jeg: ‚Det kan være lige meget nu.
Gud straffer åbenbart uskyldige såvel som skyldige.’
23 Når pisken pludselig slår til,
ignorerer han de uskyldiges fortvivlede råb.
24 Når et land falder i en ond mands magt,
bliver dets dommere blinde for retfærdigheden.
Hvis det ikke er Gud, der står bag,
hvem er det så?
25 Jeg ser dagene passere forbi som en hurtigløber,
de iler af sted uden at give mig nogen glæde.
26 De glider forbi som sivbåde,
som ørne, der haster efter bytte.
27 Hvad nu hvis jeg sagde: ‚Jeg vil glemme min smerte,
tage smilet på og se glad ud.’
28 Ville det mon standse mine lidelser?
Nej, for i dine øjne, oh, Gud, er jeg åbenbart skyldig.
29 Hvis jeg allerede er dømt skyldig,
hvad hjælper det så, at jeg forsvarer mig?
30 Ja, selv om jeg vaskede mit ansigt i sne
og skrubbede mine hænder med skurepulver,
31 ville du dog straks dyppe mig i mudder,
så mit tøj ville skamme sig over mig.
32 Du er jo ikke et menneske som jeg,
derfor kan vi ikke mødes i retten.
33 Var der dog bare en mellemmand,
der kunne skabe forsoning imellem os,
34 en der kunne fjerne Guds straf over mig,
så jeg ikke skulle leve i angst for hans vrede,
35 så jeg kunne tale med Gud uden at frygte.
Men det kan jeg umuligt opnå alene.
Footnotes
- 9,13 Ordret: „Selv Rahabs hjælpere må bøje sig”. Rahab er muligvis et søuhyre og kan symbolsk pege på den egyptiske stormagt.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.