Add parallel Print Page Options

Råb kun! Giver nogen dig Svar? Og til hvem af de Hellige vender du dig? Thi Dårens Harme koster ham Livet, Tåbens Vrede bliver hans Død. Selv har jeg set en Dåre rykkes op, hans Bolig rådne brat; hans Sønner var uden Hjælp, trådtes ned i Porten, ingen reddede dem; sultne åd deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstige drak deres Mælk. Thi Vanheld vokser ej op af Støvet, Kvide spirer ej frem af Jorden, men Mennesket avler Kvide, og Gnisterne flyver til Vejrs.

Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham, som øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal, 10 som giver Regn på Jorden og nedsender Vand over Marken 11 for at løfte de bøjede højt, så de sørgende opnår Frelse, 12 han, som krydser de kloges Tanker, så de ikke virker noget, der varer, 13 som fanger de vise i deres Kløgt, så de listiges Råd er forhastet; 14 i Mørke raver de, selv om Dagen, famler ved Middag, som var det Nat. 15 Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Hånd, 16 så der bliver Håb for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.

17 Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den Almægtiges Tugt! 18 Thi han sårer, og han forbinder, han slår, og hans Hænder læger. 19 Seks Gange redder han dig i Trængsel, syv går Ulykken uden om dig; 20 han frier dig fra Døden i Hungersnød, i Krig fra Sværdets Vold; 21 du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, når Voldsdåd kommer; 22 du ler ad Voldsdåd og Hungersnød og frygter ej Jordens vilde dyr; 23 du har Pagt med Markens Sten, har Fred med Markens Vilddyr; 24 du kender at have dit Telt i Fred, du mønstrer din Bolig, og intet fattes; 25 du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens Urter er dine Spirer; 26 Graven når du i Ungdomskraft, som Neg føres op, når Tid er inde. 27 Se, det har vi gransket, således er det; det har vi hørt, så vid også du det!

Så tog Job til Orde og svarede: "Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den! Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig! Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig. Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder? Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt? Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.

Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber vilde d dog knuse mig, række Hånden ud og skære mig fra, 10 så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord. 11 Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være tålmodig? 12 Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber? 13 Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.

14 Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt. 15 Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort, 16 de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i, 17 men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede; 18 Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og går til Grunde; 19 Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog håber på dem, 20 men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes! 21 Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk! 22 Har jeg mon sagt: "Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand, 23 red mig af Fjendens Hånd, køb mig fri fra Voldsmænds Hånd!"

24 Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet! 25 Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd? 26 Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr! 27 Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.

28 Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet? 29 Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret! 30 Er der Uret på min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt?

Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage. Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn, så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del. 4 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr. Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker. Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb. Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue! Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere. Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, 10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.

11 Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød. 12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig? 13 Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk, 14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner, 15 så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide. 16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust! 17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham, 18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik? 19 Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt? 20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde? 21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!

Beklag dig bare, så meget du vil,
    der er ingen, der hører dit råb.
        Tror du, englene vil tale din sag?
Vrede kan tage livet af en tåbe,
    deres bitterhed kan koste dem livet.
En tåbe kan klare sig godt for en tid,
    men pludselig ligger alt i ruiner.
Hans familie er prisgivet andres begær,
    der er ingen til at forsvare dem i retten.
De sultne kommer og stjæler hans høst,
    de lader intet tilbage på marken,
        begærlige folk overtager hans ejendele.

Ingen bliver straffet uden grund,
    ulykker kommer ikke af sig selv.
Nej, årsagen findes i mennesket selv,
    der kommer jo kun røg, hvor der er ild.
Derfor må du bekende din synd for Gud
    og lade ham være din dommer.
Hans visdom og storhed er grænseløs,
    hans undere kan man ikke tælle.
10 Han sender regn på jorden
    og vander både haver og marker.
11 Han rejser de ydmyge op
    og bringer de forliste i sikkerhed.
12 Men de listige spænder han ben for,
    så der intet kommer ud af deres onde planer.
13 Han fanger de kloge i deres egen snedighed,
    så deres kunstfærdige planer går i vasken.
14 De famler sig frem som i blinde,
    de kan ikke finde vej selv ved højlys dag.
15 Men de magtesløse redder han fra de stærkes kløer,
    han frelser dem fra de magtfuldes intriger.
16 Han giver de svage nyt håb
    og standser uretfærdigheden imod dem.

17 Det er en velsignelse at blive irettesat af Gud!
    Vær taknemmelig, når den Almægtige straffer dig!
18 For selv om han slår og sårer,
    så forbinder han også og helbreder.

19 Gang på gang beskytter han dig,
    både seks og syv gange redder han dig.
20 Under hungersnød redder han dig fra sultedøden,
    under krig redder han dig fra sværdets hug.
21 Han beskytter dig mod ondskabsfuld sladder
    og redder dig fra voldelige overfald.
22 Du kan le ad ulykker så vel som hungersnød,
    selv de vilde dyr behøver du ikke at frygte.
23 Markens sten skader ikke din plov,
    du kan passe din jord i fred for vilde dyr.
24 Du kan bo i tryghed i dit hus
    uden frygt for at miste dine ejendele.
25 Dine efterkommere bliver mange,
    så frodige som det grønne græs.
26 Som korn, der modnes, før det høstes,
    skal du nå en moden alder, før du dør.
27 Jeg har talt ud fra min egen erfaring,
    så hør efter og følg mit råd.”

Jobs anden tale: Et svar til Elifaz

Hertil svarede Job:

„Hvis min frustration kunne måles,
    hvis min ulykke kunne vejes på en vægt,
da ville den være tungere end sandet på stranden.
    Det er grunden til min bitterhed.
Den Almægtiges pile har ramt mig,
    giften trænger ind i mit indre,
        jeg føler mig omringet af en mægtig hær.
Brøler en ko, når krybben er fuld?
    Skryder et æsel, når græsset er grønt?
Jeg spiser ikke smagløs mad uden salt,
    og dine smagløse ord kan jeg ikke sluge.
Jeg får kvalme af at høre på dem,
    har ikke appetit på mere af den slags.

Gid Gud ville høre min bøn
    og give mig det, jeg længes efter!
Det eneste, jeg ønsker, er at dø,
    at han skærer min livstråd over.
10 Jeg har kun én trøst i mine pinsler:
    Jeg har altid troet på Guds ord.
11 Men jeg har ikke styrke til at udholde mere,
    jeg ser ingen mening med livet længere.
12 Min krop er ikke lavet af bronze,
    jeg er ikke så hård som en sten.
13 Nej, der er intet at stille op,
    jeg har mistet min livskraft og styrke.

14 Den, der er hård imod en fortvivlet ven,
    har ingen respekt for den almægtige Gud.
15 Mine venner har svigtet mig,
    de er som en bjergbæk, hvis vand er tørret ud.
16 Om foråret er den fuld af is,
    og smeltevandet får den til at svulme.
17 Men når varmen sætter ind, tørrer den ud,
    dens vand er sporløst forsvundet.
18 En karavane satser på at finde en oase,
    men går til af tørst, hvis den er tørret ud.
19 Karavaner fra Tema spejder efter vand,
    rejsende fra Saba håber at få øje på en oase,
20 men når de kommer derhen, skuffes de,
    alle deres forhåbninger var forgæves.
21 Sådan har I skuffet mig nu.
    I vender jer fra mig i afsky.

22 Har jeg bedt jer om at komme med gaver
    eller dele jeres rigdomme med mig?
23 Har jeg bedt jer om at redde mig fra fjendens hånd
    eller betale løsesum for at sætte mig i frihed?

24 Hvis I giver mig et fornuftigt svar,
    skal jeg nok høre efter.
Hvis I kan sige mig, hvor jeg har fejlet,
    lytter jeg gerne til jer.
25 Det kan godt gøre ondt at få sandheden at vide,
    men jeres udgydelser gavner mig intet.
26 Måske er mit ordvalg kritisabelt,
    men tænk dog på, hvor desperat jeg er!
27 I ville udnytte et forældreløst barn
    eller sælge jeres venner som slaver.
28 Prøv at se på mig!
    Tror I, jeg lyver jer op i ansigtet?
29 Hvorfor går I ud fra, at jeg er skyldig,
    når jeg intet forkert har gjort?
30 Aldrig er en løgn kommet over mine læber.
    Tror I ikke, jeg kender forskel på godt og ondt?”

Jobs spørgsmål til Gud

„Det er hårdt at være menneske,
    at slide som en slave dagen lang.
Men en slave kan se frem til, at dagen får ende,
    en arbejder får sin løn, når arbejdet er gjort.
Men jeg belønnes med elendighed,
    smertefulde nætter i massevis.
Når jeg går til ro, tænker jeg:
    ‚Gid det snart bliver lyst, så jeg kan stå op.’
Natten lang vender og drejer jeg mig i sengen,
    jeg finder ingen ro før daggry.
Min krop er dækket af ækle sår,
    min hud er betændt og væsker.
Mit liv forsvinder som sand mellem fingrene,
    dagene går uden håb om en ændring.
Mit liv er som et vindpust,
    aldrig mere får jeg lykken at se.
Snart vil mit liv være slut,
    jeg forsvinder fra jordens overflade.
Når mennesker når til livets afslutning,
    er de som en sky, der opløses og forsvinder.
10 De er borte for evigt, ses ikke mere,
    vender aldrig tilbage til deres hjem.
11 Derfor kan jeg ikke bare tie stille,
    for smerten i min sjæl tvinger mig til at tale,
    bitterheden i mit indre kræver at få afløb.

12 Åh Gud, er jeg da et farligt uhyre,
    siden du har lukket mig inde i et bur?
13 Når jeg lægger mig til at sove
    for at glemme mine smerter en stund,
14 skræmmer du mig med syner,
    med onde drømme og mareridt.
15 Jeg foretrækker at blive kvalt,
    jeg vil hellere dø end være i evig pine.
16 Jeg kan ikke holde livet ud længere!
    Lad mig være i fred den korte tid, jeg har tilbage!
17 Hvad betyder et enkelt sølle menneske for dig,
    hvorfor gøre så stort et nummer ud af mig?
18 Hvorfor plager du mig hver morgen,
    udfordrer min tålmodighed dagen lang?
19 Hvorfor ikke bare ignorere mig,
    lade mig være i fred længe nok til at synke mit spyt?
20 Selv om jeg skulle have syndet,
    går der vel ikke skår af din almagt for det?
        Du holder jo øje med hele verdens befolkning.
Hvorfor er jeg blevet skydeskive?
    Hvad har jeg gjort for at fortjene din vrede?
21 Hvorfor tilgiver du ikke bare min skyld
    og lukker øjnene for mine fejltrin?
Snart ligger jeg i min grav,
    leder du efter mig, er jeg borte.”