38 Så svarede Herren Job ud fra Stormvejret og sagde: ² "Hvem fordunkler mit Råd med Ord, som er uden Mening? ³ Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil spørge, og du skal lære mig! ⁴ Hvor var du, da jeg grundede Jorden? Sig frem, om du har nogen Indsigt! Hvem bestemte dens Mål - du kender det jo - hvem spændte Målesnor ud derover? ⁶ Hvorpå blev dens Støtter sænket, hvem lagde dens Hjørnesten, ⁷ mens Morgenstjernerne jubled til Hobe, og alle Gudssønner råbte af Glæde? ⁸ Hvem stængte for Havet med Porte, dengang det brusende udgik af Moders Skød, ⁹ dengang jeg gav det Skyen til Klædning og Tågemulm til Svøb, ¹⁰ dengang jeg brød det en Grænse og indsatte Portslå og Døre ¹¹ og sagde: "Hertil og ikke længer! Her standse dine stolte Vover!" ¹² Har du nogen Sinde kaldt Morgenen frem, ladet Morgenrøden vide sit Sted, ¹³ så den greb om Jordens Flige og gudløse rystedes bort, ¹⁴ så den dannedes til som Ler under Segl, fik Farve, som var den en Klædning? ¹⁵ De gudløses Lys toges fra dem, den løftede Arm blev knust. ¹⁶ Har du mon været ved Havets Kilder, har du mon vandret på Dybets Bund? ¹⁷ Mon Dødens Porte har vist sig for dig, skued du Mulmets Porte? ¹⁸ Så du ud over Jordens Vidder? Sig frem, om du ved, hvor stor den er! ¹⁹ Hvor er Vejen til Lysets Bolig, og hvor har Mørket mon hjemme, ²⁰ så du kunde hente det til dets Rige og bringe det hen på Vej til dets Bolig? ²¹ Du ved det, du blev jo født dengang, dine Dages Tal er jo stort! ²² Har du været, hvor Sneen gemmes, og skuet, hvor Hagelen vogtes, ²³ den, jeg gemmer til Trængselens Tid, til Kampens og Krigens Dag? ²⁴ Hvor er Vejen did, hvor Lyset deler sig, hvor Østenvinden spreder sig ud over Jorden? ²⁵ Hvem åbnede Regnen en Rende og Tordenens Lyn en Vej ²⁶ for at væde folketomt Land, Ørkenen, hvor ingen bor, ²⁷ for at kvæge Øde og Ødemark og fremkalde Urter i Ørkenen? ²⁸ Har Regnen mon en Fader, hvem avlede Duggens Dråber? ²⁹ Af hvilket Skød kom Isen vel frem, hvem fødte mon Himlens Rim? ³⁰ Vandet størkner som Sten, Dybets Flade trækker sig sammen. ³¹ Knytter du Syvstjernens Bånd, kan du løse Orions Lænker? ³² Lader du Aftenstjemen gå op i Tide, leder du Bjørnen med Unger? ³³ Kender du Himmelens Love, fastsætter du dens Magt over Jorden? ³⁴ Kan du løfte Røsten til Sky, så Vandskyl adlyder dig? ³⁵ Sender du Lynene ud, så de går, og svarer de dig: "Her er vi!" ³⁶ Hvem lagde Visdom i sorte Skyer, hvem gav Luftsynet Kløgt? ³⁷ Hvem er så viis, at han tæller Skyerne, hvem hælder Himmelens Vandsække om, ³⁸ når Jorden ligger i Ælte, og Leret klumper sig sammen?

39 Jager du Rov til Løvinden, stiller du Ungløvers hunger, ² når de dukker sig i deres Huler; ligger på Lur i Krat? ³ Hvem skaffer Ravnen Æde, når Ungerne skriger til Gud og flakker om uden Føde? ⁴ Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på Hindenes Veer, ⁵ tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de føder? ⁶ De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet, ⁷ Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen. ⁸ Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb, ⁹ som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig? ¹⁰ Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden; ¹¹ det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstrå op. ¹² Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din Krybbe om Natten? ¹³ Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig? ¹⁴ Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst? ¹⁵ Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen? ¹⁶ Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun, ¹⁷ siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet, ¹⁸ tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde dem sønder? ¹⁹ Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke. ²⁰ Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt. ²¹ Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter. ²² Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke ²³ og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel. ²⁴ Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde; ²⁵ den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet; ²⁶ Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker; ²⁷ den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, når Hornet lyder; ²⁸ et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Råb. ²⁹ Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden? ³⁰ Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede? ³¹ Den bygger og bor på Klipper, på Klippens Tinde og Borg; ³² den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne. ³³ Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!

³⁴ Og Herren svarede Job og sagde: ³⁵ Vil den trættekære tvistes med den Almægtige? Han, som revser Gud, han svare herpå!

³⁶ Da svarede Job Herren og sagde: ³⁷ Se, jeg er ringe, hvad skal jeg svare? Jeg lægger min Hånd på min Mund! ³⁸ Een Gang har jeg talt, gentager det ikke, to Gange, men gør det ej mer!

40 Da svarede Herren Job ud fra Stormvejret og sagde: ² "Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil spørge, og du skal lære mig! ³ Mon du vil gøre min Ret til intet, dømme mig, for af du selv kan få Ret? ⁴ Har du en Arm som Gud, kan du tordne med Brag som han? ⁵ Smyk dig med Højhed og Storhed, klæd dig i Glans og Herlighed! ⁶ Udgyd din Vredes Strømme, slå de stolte ned med et Blik, ⁷ bøj med et Blik de stolte og knus på Stedet de gudløse, ⁸ skjul dem i Støvet til Hobe og lænk deres Åsyn i Skjulet! ⁹ Så vil jeg også love dig for Sejren, din højre har vundet.

¹⁰ Se Nilhesten! Den har jeg skabt såvel som dig. Som Oksen æder den Græs. ¹¹ Se, hvilken Kraft i Lænderne og hvilken Styrke i Bugens Muskler! ¹² Halen holder den stiv som en Ceder, Bovens Sener er flettet sammen; ¹³ dens Knogler er Rør af, Kobber, Benene i den som Stænger af Jern. ¹⁴ Den er Guds ypperste Skabning, skabt til at herske over de andre; ¹⁵ thi Foder til den bærer Bjergene, hvor Markens Vildt har Legeplads. ¹⁶ Den lægger sig hen under Lotusbuske, i Skjul af Siv og Rør; ¹⁷ Lotusbuskene giver den Tag og Skygge, Bækkens Pile yder den Hegn. ¹⁸ Den taber ej Modet, når Jordan stiger, er rolig, om Strømmen end svulmer mod dens Gab. ¹⁹ Hvem kan gribe den i dens Tænder og trække Reb igennem dens Snude?

²⁰ Kan du trække Krokodillen op med Krog og binde dens Tunge med Snøre? ²¹ Kan du mon stikke et Siv i dens Snude, bore en Krog igennem dens Kæber? ²² Mon den vil trygle dig længe og give dig gode Ord? ²³ Mon den vil indgå en Pagt med dig, så du får den til Træl for evigt? ²⁴ Han du mon lege med den som en Fugl og tøjre den for dine Pigebørn? ²⁵ Falbyder Fiskerlauget den og stykker den ud mellem Sælgerne? ²⁶ Mon du kan spække dens Hud med Kroge og med Harpuner dens Hoved? ²⁷ Læg dog engang din Hånd på den! Du vil huske den Kamp og gør det ej mer. ²⁸ Det Håb vilde blive til Skamme, alene ved Synet lå du der.

16 Og han kom til Derbe og Lystra, og se, der var der en Discipel ved Navn Timotheus, Søn af en troende Jødinde og en græsk Fader. ² Han havde godt Vidnesbyrd af Brødrene i Lystra og Ikonium. ³ Ham vilde Paulus have til at drage med sig, og han tog og omskar ham for Jødernes Skyld, som vare på disse Steder; thi de vidste alle, at hans Fader var en Græker. ⁴ Men alt som de droge igennem Byerne, overgave de dem de Bestemmelser at holde, som vare vedtagne af Apostlene og de Ældste i Jerusalem, ⁵ Så styrkedes Menighederne i Troen og voksede i Antal hver Dag. ⁶ Men de droge igennem Frygien og det galatiske Land, da de af den Helligånd vare blevne forhindrede i at tale Ordet i Asien. ⁷ Da de nu kom hen imod Mysien, forsøgte de at drage til Bithynien; og Jesu Ånd tilstedte dem det ikke. ⁸ De droge da Mysien forbi og kom ned til Troas. ⁹ Og et Syn viste sig om Natten for Paulus: En makedonisk Mand stod der og bad ham og sagde: "Kom over til Makedonien og hjælp os!" ¹⁰ Men da han havde set dette Syn, ønskede vi straks at drage over til Makedonien; thi vi sluttede, at Gud havde kaldt os derhen til at forkynde Evangeliet for dem.

¹¹ Vi sejlede da ud fra Troas og styrede lige til Samothrake og den næste Dag til Neapolis ¹² og derfra til Filippi, hvilken er den første By i den Del af Makedonien, en Koloni. I denne By opholdt vi os nogle Dage. ¹³ Og på Sabbatsdagen gik vi uden for Porten ved en Flod, hvor vi mente, at der var et Bedested", og vi satte os og talte til de Kvinder, som kom sammen. ¹⁴ Og en Kvinde ved Navn Lydia, en Purpurkræmmerske fra Byen Thyatira, en Kvinde, som frygtede Gud, hørte til, og hendes Hjerte oplod Herren til at give Agt på det, som blev talt af Paulus. ¹⁵ Men da hun og hendes Hus var blevet døbt, bad hun og sagde: "Dersom I agte mig for at være Herren tro, da kommer ind i mit Hus og bliver der!" Og hun nødte os.

¹⁶ Men det skete, da vi gik til Bedestedet, at en Pige mødte os, som havde en Spådomsånd og skaffede sine Herrer megen Vinding ved at spå. ¹⁷ Hun fulgte efter Paulus og os, råbte og sagde: "Disse Mennesker ere den højeste Guds Tjenere, som forkynde eder Frelsens Vej." ¹⁸ Og dette gjorde hun i mange Dage. Men Paulus blev fortrydelig derover, og han vendte sig og sagde til Ånden: "Jeg byder dig i Jesu Kristi Navn at fare ud af hende." Og den for ud i den samme Stund. ¹⁹ Men da hendes Herrer så, at deres Håb om Vinding var forsvundet, grebe de Paulus og Silas og slæbte dem hen på Torvet for Øvrigheden. ²⁰ Og de førte dem til Høvedsmændene og sagde: "Disse Mennesker, som ere Jøder, forvirre aldeles vor By. ²¹ og de forkynde Skikke, som det ikke er tilladt os, der ere Romere, at antage eller øve."