Add parallel Print Page Options

Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag, og Job tog til Orde og sagde: Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!" Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem! Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den! Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den komme ikke i Måneders Tal! Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den! De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan"; dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg, 10 fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!

11 Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød? 12 Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die? 13 Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred 14 blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser, 15 blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv. 16 Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se! 17 Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud, 18 alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst; 19 små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.

20 Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv, 21 dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter Skatte, 22 som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav 23 en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde? 24 Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som Vand. 25 Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig. 26 Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro!

Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde: Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs? Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder, 4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft. Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!

Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb? Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under? Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv. For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til. 10 Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud; 11 Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.

12 Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken 13 i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker; 14 Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv; 15 et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop. 16 Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme: 17 "Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber? 18 End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl, 19 endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet! 20 De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde. 21 Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."

Job ønsker, han aldrig var blevet født

1-2 Til sidst brød Job tavsheden:

„Forbandet være den nat, jeg blev født,
    det øjeblik man udbrød: ‚Se, det blev en dreng!’
Lad den nat forblive i det skjulte,
    blive skubbet ud i den gudsforladte intethed.
Lad den blive dækket af glemslens mørke,
    ja, gid mørket ville tage den i sig igen.
Gid tågen ville skjule den,
    og skyerne dække den.
Gid mulm og mørke ville opsluge den helt,
    ja, rive den ud af kalenderen.
Lad den ikke tælles blandt årets dage,
    lad den ikke høre hjemme i nogen måned.
Lad den blive til trøstesløs tomhed,
    en nat, hvor ingen glæder sig.
Lad troldmændene forbande den,
    de, som tør vække Livjatan.[a]
Lad dens morgenstjerne formørkes,
    lad den forgæves vente på daggry,
        lad den aldrig få morgenrøden at se.
10 For den hindrede ikke min fødsel,
    skånede mig ikke for ulidelige smerter!
11 Hvorfor døde jeg ikke i min mors liv
    eller udåndede, så snart jeg var født?
12 Min mor burde aldrig have taget sig af mig.
    Hun burde aldrig have lagt mig til sit bryst.
13 Jeg ville hellere have været død,
    så jeg kunne sove i fred i min grav,
14 blandt konger og jordens herskere,
    der byggede sig gravkamre i ørkenen,
15 blandt fyrster, der var rige på guld
    og fyldte deres huse med sølv.
16 Var jeg dog bare et dødfødt barn,
    som aldrig havde set dagens lys.
17 I døden bliver de gudløse stille,
    dér kan de trætte hvile ud.
18 Dér har selv fangerne fred,
    hører ikke længere vagternes råben.
19 Dér deler de fattige skæbne med de rige,
    slaven er sin herres lige.

20 Hvorfor holder Gud liv i de mennesker,
    der lever i smerte og elendighed?
21 De søger uden held efter døden,
    som var den en sjælden skat.
22 De råber højt af glæde,
    når de endelig når deres grav.
23 Hvorfor lader Gud mig leve,
    når jeg er uden fremtid og håb?
24 Jeg sukker dagen lang i min elendighed,
    kun jamren kommer over mine læber.
25 Det, jeg frygtede allermest, er sket,
    mine værste drømme er blevet til virkelighed.
26 Jeg er rastløs og uden ro,
    dybt begravet i min smerte.”

Elifaz’ første tale til Job

Da svarede Elifaz:

„Måske bliver du vred, hvis jeg siger noget,
    men jeg kan ikke holde mig tilbage længere.
Du har opmuntret mange i tidens løb
    og været til trøst for de sørgende.
Du har støttet dem, der var ved at segne,
    givet nyt mod til dem, der var ved at give op.
Nu, hvor det gælder dig selv, er du modløs,
    dine egne problemer har helt slået dig ud!

Din ærefrygt for Gud burde give dig tillid.
    De, der gør det rette, bør ikke leve i håbløshed.
Bliver en uskyldig overøst med ulykker?
    Straffer Gud en retskaffen mand?
Jeg ved, at de, der sår overtrædelser og synd,
    også må høste, hvad de har sået.
Når Gud ånder på dem, går de til grunde,
    hans vredes pust gør det af med dem.
10 En løve kan brøle, så meget den vil,
    ungløven vise tænder,
men Gud har al magten,
    han brækker med lethed løvens tænder.
11 Da dør selv den stærkeste løve af sult,
    dens unger må klare sig selv.

12 Der kom et ord til mig i det skjulte,
    mit øre opfangede den svage hvisken.
13 Det kom i et syn om natten,
    mens andre sov deres søde søvn.
14 Jeg blev bange og skælvede af skræk,
    jeg rystede over hele kroppen,
15 et vindpust strøg hen over mit ansigt,
    hårene rejste sig på mit hoved.
16 Jeg kunne ane en skikkelse foran mig,
    men kunne ikke se, hvem det var.
Den standsede op,
    og jeg hørte en hviskende stemme:
17 ‚Kan et menneske være fejlfrit i Guds øjne?
    Kan en skabning stå skyldfri over for sin Skaber?’
18 Gud kan ikke engang stole på englene,
    hans himmelske sendebud er ikke fejlfri.
19 Hvad så med mennesker, støvets børn,
    som har deres hjem på jorden?
De mases så let som møl,
20     der går til grunde på et øjeblik.
Uden at man skænker dem en tanke,
    knuses de og forsvinder for evigt.
21 Deres liv slutter brat, og de dør
    midt i al deres uvidenhed.

Footnotes

  1. 3,8 Livjatan er enten en nu uddød dyreart eller et mytisk uhyre som billede på ondskaben.

44 Vore Fædre i Ørkenen havde Vidnesbyrdets Tabernakel, således som han, der talte til Moses, havde befalet at gøre det efter det Forbillede, som han havde set. 45 Dette toge også vore Fædre i Arv og bragte det under Josva ind i Landet, som Hedningerne besade, hvilke Gud fordrev fra vore Fædres Åsyn indtil Davids Dage, 46 som vandt Nåde for Gud og bad om at måtte finde en Bolig for Jakobs Gud. 47 Men Salomon byggede ham et Hus. 48 Dog, den Højeste bor ikke i Huse gjorte med Hænder, som Profeten siger: 49 "Himmelen er min Trone, og Jorden mine Fødders Skammel, hvad Hus ville I bygge mig? siger Herren, eller hvilket er min Hviles Sted? 50 Har ikke min Hånd gjort alt dette?" 51 I hårde Halse og uomskårne på Hjerter og Øren! I stå altid den Helligånd imod; som eders Fædre, således også I. 52 Hvem af Profeterne er der, som eders Fædre ikke have forfulgt? og de ihjelsloge dem, som forud forkyndte om den retfærdiges Komme, hvis Forrædere og Mordere I nu ere blevne, 53 I, som modtoge Loven under Engles Besørgelse og have ikke holdt den!"

54 Men da de hørte dette, skar det dem i deres Hjerter, og de bede Tænderne sammen imod ham. 55 Men som han var fuld af den Helligånd, stirrede han op imod Himmelen og så Guds Herlighed og Jesus stående ved Guds højre Hånd. 56 Og han sagde: "Se, jeg ser Himlene åbnede og Menneskesønnen stående ved Guds højre Hånd." 57 Men de råbte med høj Røst og holdt for deres Øren og stormede endrægtigt ind på ham. 58 Og de stødte ham ud uden for Staden og stenede ham. Og Vidnerne lagde deres Klæder af ved en ung Mands Fødder, som hed Saulus. 59 Og de stenede Stefanus, som bad og sagde: "Herre Jesus, tag imod min Ånd!" 60 Men han faldt på Knæ og råbte med høj Røst: "Herre, tilregn dem ikke denne Synd!" Og som han sagde dette, sov han hen. (Kap.8) 1 Men Saulus fandt Behag i hans Mord.

Read full chapter

44 Åbenbaringsteltet var hos vores forfædre, da de gik rundt i ørkenen. Det havde Gud befalet, og han havde givet nøje instruktioner til Moses om, hvordan teltet skulle laves. 45 Det samme åbenbaringstelt tog Josva og folket med sig, da de begyndte at indtage det lovede land, og Gud drev de forskellige folkeslag bort foran dem. Gud ledte folket frem ved hjælp af åbenbaringsteltet lige indtil Davids tid, 46 hvor han, som havde fundet nåde for Guds øjne, bad om lov til at opføre et tempel, der skulle være fast bolig for Jakobs Gud. 47 Dog blev det Salomon, der kom til at bygge templet, 48 men den Højeste Gud bor ikke i noget, der er skabt af menneskehænder. Som Herren sagde gennem en af sine profeter:

49 ‚Himlen er min trone,
    og jorden er min fodskammel.
Hvordan vil I bygge et hus til mig?
    Hvordan vil I skaffe mig et sted at bo?
50 Jeg har jo selv skabt det hele.’[a]

51 I er akkurat lige så stædige og hårdhjertede som jeres forfædre, og I kæmper altid imod Helligånden. 52 Findes der én eneste profet, som jeres forfædre ikke har forfulgt? Nej, de dræbte alle dem, der forudsagde, at Messias skulle komme, ham, som I nu har forkastet og myrdet. 53 I modtog Guds lov formidlet ved engle, men I overholdt den ikke!”

Stefanus henrettes ved stening

54 Da rådsmedlemmerne hørte det, skar de tænder af raseri. 55 Stefanus stod helt stille, fyldt med Helligåndens kraft, og stirrede op imod himlen. Han så Guds herlighed, og han så Jesus stående ved Guds højre side. 56 „Himlen er åben,” råbte han, „og jeg ser Menneskesønnen stå ved Guds højre side!”

57 Ved de ord skreg de op alle sammen, holdt sig for ørerne og fór over ham som en bisværm. 58 De slæbte ham uden for bymuren for at stene ham. Alle, der havde hørt, hvad Stefanus havde sagt, begyndte nu at kaste sten på ham,[b] men først tog de deres kapper af og lagde dem ved fødderne af en ung mand, der hed Saul. 59 Mens stenene haglede ned over Stefanus, bad han: „Herre Jesus, tag imod min ånd.” 60 Så faldt han på knæ og råbte: „Herre, tilgiv dem den synd, de nu begår!” Med de ord døde han.

Read full chapter

Footnotes

  1. 7,50 Es. 66,1-2.
  2. 7,58 De betragtede det, Stefanus havde sagt, som blasfemi mod Gud, og ifølge 3.Mos. 24,14 var det deres religiøse pligt at stene en sådan person.