3 Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag, ² og Job tog til Orde og sagde: ³ Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!" ⁴ Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem! ⁵ Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den! ⁶ Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den komme ikke i Måneders Tal! ⁷ Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den! ⁸ De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan"; ⁹ dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg, ¹⁰ fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!

¹¹ Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød? ¹² Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die? ¹³ Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred ¹⁴ blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser, ¹⁵ blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv. ¹⁶ Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se! ¹⁷ Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud, ¹⁸ alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst; ¹⁹ små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.

²⁰ Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv, ²¹ dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter Skatte, ²² som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav ²³ en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde? ²⁴ Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som Vand. ²⁵ Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig. ²⁶ Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro!

4 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde: ² Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs? ³ Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder, 4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft. ⁵ Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!

⁶ Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb? ⁷ Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under? ⁸ Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv. ⁹ For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til. ¹⁰ Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud; ¹¹ Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.

¹² Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken ¹³ i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker; ¹⁴ Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv; ¹⁵ et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop. ¹⁶ Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme: ¹⁷ "Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber? ¹⁸ End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl, ¹⁹ endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet! ²⁰ De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde. ²¹ Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."

⁴⁴ Vore Fædre i Ørkenen havde Vidnesbyrdets Tabernakel, således som han, der talte til Moses, havde befalet at gøre det efter det Forbillede, som han havde set. ⁴⁵ Dette toge også vore Fædre i Arv og bragte det under Josva ind i Landet, som Hedningerne besade, hvilke Gud fordrev fra vore Fædres Åsyn indtil Davids Dage, ⁴⁶ som vandt Nåde for Gud og bad om at måtte finde en Bolig for Jakobs Gud. ⁴⁷ Men Salomon byggede ham et Hus. ⁴⁸ Dog, den Højeste bor ikke i Huse gjorte med Hænder, som Profeten siger: ⁴⁹ "Himmelen er min Trone, og Jorden mine Fødders Skammel, hvad Hus ville I bygge mig? siger Herren, eller hvilket er min Hviles Sted? ⁵⁰ Har ikke min Hånd gjort alt dette?" ⁵¹ I hårde Halse og uomskårne på Hjerter og Øren! I stå altid den Helligånd imod; som eders Fædre, således også I. ⁵² Hvem af Profeterne er der, som eders Fædre ikke have forfulgt? og de ihjelsloge dem, som forud forkyndte om den retfærdiges Komme, hvis Forrædere og Mordere I nu ere blevne, ⁵³ I, som modtoge Loven under Engles Besørgelse og have ikke holdt den!"

⁵⁴ Men da de hørte dette, skar det dem i deres Hjerter, og de bede Tænderne sammen imod ham. ⁵⁵ Men som han var fuld af den Helligånd, stirrede han op imod Himmelen og så Guds Herlighed og Jesus stående ved Guds højre Hånd. ⁵⁶ Og han sagde: "Se, jeg ser Himlene åbnede og Menneskesønnen stående ved Guds højre Hånd." ⁵⁷ Men de råbte med høj Røst og holdt for deres Øren og stormede endrægtigt ind på ham. ⁵⁸ Og de stødte ham ud uden for Staden og stenede ham. Og Vidnerne lagde deres Klæder af ved en ung Mands Fødder, som hed Saulus. ⁵⁹ Og de stenede Stefanus, som bad og sagde: "Herre Jesus, tag imod min Ånd!" ⁶⁰ Men han faldt på Knæ og råbte med høj Røst: "Herre, tilregn dem ikke denne Synd!" Og som han sagde dette, sov han hen. (Kap.8) 1 Men Saulus fandt Behag i hans Mord.