Job 29-31
Dette er Biblen på dansk
29 Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
2 Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig, 3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke, 4 som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt, 5 da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig, 6 da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod, 7 da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet. 8 Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod, 9 Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund, 10 Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen; 11 Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære. 12 Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper; 13 den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte; 14 jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind. 15 Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod; 16 jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag; 17 den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab. 18 Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen; 19 min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene; 20 min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!" 21 Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd; 22 ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem; 23 de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn. 24 Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde. 25 Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.
30 Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde. 2 Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet, 3 tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark 4 og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød. 5 Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem. 6 De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler. 7 De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen, 8 en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande. 9 Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne; 10 de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig. 11 Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af. 12 Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig 13 min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det; 14 de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner, 15 Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky. 16 Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig: 17 Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter. 18 Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel. 19 Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske. 20 Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke; 21 grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd. 22 Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig; 23 thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles. 24 Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under? 25 Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld? 26 Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom; 27 ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig; 28 trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber; 29 Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle. 30 Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede; 31 min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!
31 Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru; 2 hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje? 3 Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udådsmændene Modgang? 4 Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt? 5 Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig 6 på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld 7 er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder, 8 da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode! 9 Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør, 10 så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende! 11 Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde, der drages for Retten, 12 ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand! 13 Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de trættede med mig, 14 hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare, når han så efter? 15 Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv? 16 Har jeg afslået ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte, 17 var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf 18 nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød. 19 Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe 20 visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig i Uld af mine Lam. 21 Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på Medhold i Retten, 22 så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led! 23 Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig, magted jeg intet! 24 Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning, 25 var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik sanket så meget, 26 så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridende Måne, 27 og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd 28 også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe. 29 Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af Vanheld 30 nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende kræved hans Sjæl. 31 Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord" 32 nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for Vandringsmænd. 33 Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte min Brøde i Brystet 34 af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, så jeg blev inden Døre i Stilhed! 35 Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg! 36 Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone, 37 svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste. 38 Har min Mark måttet skrige over mig og alle Furerne græde, 39 har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv, 40 så gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.
Job 29-31
Bibelen på hverdagsdansk
Jobs tidligere lykkelige liv
29 Job fortsatte:
2 „Ak, gid jeg havde det som i gamle dage,
dengang Gud sørgede så godt for mig,
3 da han udøste sin velsignelse over mig
og fjernede alle forhindringer fra min vej.
4 Jeg husker endnu mine velmagtsdage,
dengang Gud var gæst i mit hjem.
5 Den Almægtige var altid hos mig,
og jeg havde mine børn omkring mig.
6 Mine køer gav spandevis af mælk
og min olivenpresse mængder af olie.
7 Jeg havde min plads blandt lederne i byen
og sad som dommer på byens torv.
8 De unge trådte ærbødigt til side, når jeg kom,
og de ældre rejste sig op i respekt.
9 Snakken forstummede blandt lederne,
alle tav stille for at høre mig tale.
10 Selv de mest ansete satte fingeren for munden,
for at alle kunne høre, hvad jeg havde at sige.
11 Alle, som hørte mig, lovpriste min visdom,
alle, der så mine handlinger, roste mig for dem.
12 Jeg reddede de hjælpeløse ud af deres problemer,
hjalp de forældreløse til at få deres ret.
13 De døende velsignede mig,
deres enker jublede af glæde.
14 Jeg blev anset for at være ærligheden selv,
retfærdigheden i egen høje person.
15 Jeg blev de blindes øjne
og de lammes fødder.
16 Jeg blev de fattiges forsørger
og de fremmedes forsvarer.
17 Jeg vristede uskyldige ofre
ud af gabet på de gudløse.
18 Jeg forventede en fredfyldt død
efter et langt og lykkeligt liv.
19 Jeg var som et træ, hvis rødder når til vandet,
og hvis grene forfriskes af nattens væde.
20 Jeg blev æret hver eneste dag,
og min styrke blev dagligt fornyet.
21 Folk spurgte mig til råds og lyttede opmærksomt,
de ventede spændt på, hvad jeg havde at sige.
22 Når jeg havde talt, sagde ingen mig imod,
men de tog imod mine råd med glæde.
23 De så frem til mine gode råd,
som landmanden ser frem til regnen,
og sugede min vejledning til sig,
som var de den tørre jord.
24 Når jeg smilte til folk, fik de håbet tilbage,
når jeg så venligt på dem, lyste de af glæde.
25 Jeg viste dem vejen, de skulle gå,
og fungerede som deres leder.
Jeg gik i spidsen for dem som en konge,
jeg var den, som trøstede de sørgende.
Jobs nuværende elendighed
30 Men ak, nu er jeg til grin for de unge,
hvis fædre var samfundets udskud.
Jeg havde mere respekt for mine hyrdehunde,
end jeg plejede at have for dem.
2 De kunne ikke gøre et ordentlig stykke arbejde,
havde hverken energi eller kræfter til noget som helst.
3 De var udtærede af sult
og søgte efter føde i ødemarken.
4 De levede af planter fra vildmarken,
og hvad de kunne finde under en gyvelbusk.[a]
5 De var udstødt af samfundet,
hængt ud som tyveknægte.
6 De holdt til i de stejle kløfter
og i vildmarkens klippehuler.
7 De brølede som dyr i buskene
og søgte ly i tornekrattet.
8 De var samfundets udskud,
blev ikke regnet for noget som helst.
9 Og nu håner deres børn mig!
De synger spotteviser om mig.
10 De afskyr mig og holder sig på afstand,
alt imens de spytter efter mig.
11 Siden Gud har ydmyget mig og berøvet mig alt,
mener folk, at de kan tillade sig hvad som helst.
12 De angriber mig fra alle sider
og generer mig på alle måder.
13 De spærrer vejen for mig
og ødelægger mit liv totalt,
uden at nogen hindrer dem.
14 De myldrer imod mig som fjender,
der er trængt igennem fæstningsmuren.
15 Jeg lever i konstant rædsel og frygt.
Min anseelse er borte med blæsten,
min værdighed forsvundet som en sky.
16 Mit hjerte er knust af sorg,
min sjæl tynges ned af depression.
17 Natten gnaver i mine knogler,
jeg kan ikke sove for smerter.
18 Du lagde din stærke hånd på mig, Gud,
du greb mig i kraven.
19 Du kastede mig ud som affald,
og her sidder jeg i støv og aske.
20 Jeg råbte til dig om hjælp,
men du svarede mig ikke.
Jeg bad til dig,
men du hørte mig ikke.
21 Du behandlede mig grusomt,
slog mig med din vældige magt.
22 Du slyngede mig ud i en voldsom vind,
jeg blev kastebold for stormen.
23 Du førte mig til gravens rand,
hvor jeg ved, at alt levende skal ende.
24 Råber man ikke om hjælp, når man er i nød?
Rækker man ikke hånden ud for at blive hjulpet?
25 Var jeg ikke barmhjertig, når andre kom i ulykke?
Viste jeg ikke omsorg for mennesker i nød?
26 Jeg forventede et lykkeligt liv,
men blev overvældet af ulykke.
Jeg glædede mig til en lys fremtid,
men endte i et kulsort mørke.
27 Smerterne piner min sjæl og min krop,
lidelserne fylder min dag og mine tanker.
28 Jeg går rundt i et evigt mørke uden solskin,
jeg klager min nød for mine venner.
29 Jeg hyler som en sjakal over min smerte,
jamrer som en struds i min nød.
30 Min hud er blevet mørk og skaller af,
min krop fortæres af feber.
31 Lyren bliver kun brugt til klagesange,
fløjten spiller kun sørgelige strofer.
Job bedyrer igen sin uskyld
31 Jeg lavede en aftale med mine øjne,
at de aldrig måtte se med begær på en kvinde.
2 Hvad ville Gud sige, hvis jeg gjorde det?
Ville den Almægtige ikke straffe mig?
3 Onde mennesker kan forvente at blive straffet,
syndere må regne med at ende i ulykke.
4 Gud ser jo alt, hvad jeg gør,
holder øje med hvert skridt, jeg tager.
5 Har jeg nogen sinde sagt et usandt ord?
Har jeg bedraget et andet menneske?
6 Jeg vil gerne have Gud til at afsige dommen,
for han ved, at jeg er uskyldig.
7 Hvis jeg har handlet imod Guds vilje,
hvis mit hjerte har begæret, hvad mit øje så,
eller hvis mine hænder har begået en udåd,
8 så lad en anden få lov at høste, hvad jeg har sået,
så er det i orden, hvis alt bliver taget fra mig.
9 Hvis jeg har ladet mig bedåre af en andens kone,
hvis jeg har stået og luret ved min nabos dør,
10 så er det i orden, at min kone forlader mig,
og at en anden mand tager hende i favn.
11 For begær er en skændig og skamløs synd,
en forbrydelse, der fortjener at blive straffet.
12 Begær er som en fortærende ild,
der opbrænder hele ens livsværk.
13 Hvis jeg havde behandlet mine tjenere uretfærdigt,
når de klagede til mig over noget,
14 så havde Gud ret til at kræve mig til regnskab.
Jeg ville ikke have noget at sige til mit forsvar.
15 For Gud skabte mine tjenere såvel som mig,
han skabte os alle på samme måde.
16 Har jeg nægtet de fattige hjælp
eller taget håbet fra de sørgende enker?
17 Har jeg siddet og nydt min gode mad
og nægtet at dele med de forældreløse?
18 Nej, jeg har altid taget mig kærligt af dem,
som var jeg deres egen far eller mor.
19 Har jeg set en stakkel mangle tøj,
en fattig, som savnede et tæppe?
20 Nej, de takkede mig for det tøj, jeg gav dem,
for de fåreskind, de fik at varme sig med.
21 Hvis jeg har stemt for en dom imod den svage,
fordi der var flertal for det i retten,
22 så gid min arm blev brækket af
og min skulder vredet af led.
23 Jeg har altid frygtet den hellige Guds dom
og straffen fra hans umådelige magt.
24 Har jeg måske sat min lid til mit guld
og stolet på min rigdom i stedet for på Gud?
25 Har jeg bygget min glæde på min velstand
i stedet for at bygge på Guds omsorg?
26 Har jeg kigget på det strålende sollys
og den fortryllende månes glans,
27 så jeg begyndte at tilbede naturen
i stedet for at tilbede Gud?
28 Så ville jeg dermed have fornægtet Gud,
og den slags synder skal straffes hårdt.
29 Er jeg nogensinde brudt ud i jubel,
når mine fjender blev ramt af ulykker?
30 Nej, jeg har aldrig forbandet mine fjender,
for det ville være syndigt og ondt.
31 Har mine tjenestefolk nogensinde sagt,
at jeg nægtede den sultne mad?
32 Nej, for jeg har aldrig vist en fremmed bort,
men været gæstfri mod alle og enhver.
33 Har jeg nogensinde forsøgt at dække over en synd
eller gået rundt med en dårlig samvittighed,
34 fordi jeg var bange for, hvad folk ville sige,
og ikke kunne udholde tanken om deres dom?
35 Jeg ville ønske min sag kom for retten,
så den Almægtige kunne afsige sin dom.[b]
38 Har jeg nogensinde forbrudt mig mod jorden,
så markerne anklagede mig, og plovfurerne græd?
39 Har jeg nogensinde nydt jordens afgrøde uden at betale,
så de, der havde dyrket jorden, måtte dø af sult?
40 Lad min mark give tidsler i stedet for hvede
og ukrudt i stedet for byg, hvis jeg har handlet sådan.
Nu har jeg afsluttet mit forsvar,
men jeg ville ønske, jeg kendte anklagen.
36 Så ville jeg frimodigt møde op i retten
og høre på anklagen med fuld opmærksomhed.
37 Jeg ville aflægge regnskab for alle mine handlinger
og forsvare mig selv med værdighed.”
Her slutter Jobs forsvarstale.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.