Añadir traducción en paralelo Imprimir Opciones de la página

28 Sølvet har jo sit Leje, som renses, sit sted Jern hentes op af Jorden, og Sten smeltes om til Kobber. På Mørket gør man en Ende og ransager indtil de dybeste Kroge Mørkets og Mulmets Sten; man bryder en Skakt under Foden, og glemte, foruden Fodfæste, hænger de svævende fjernt fra Mennesker. Af Jorden fremvokser Brød, imedens dens Indre omvæltes som af Ild; i Stenen der sidder Safiren, og der er Guldstøv i den. Stien derhen er Rovfuglen ukendt, Falkens Øje udspejder den ikke; den trædes ikke af stolte Vilddyr, Løven skrider ej frem ad den. På Flinten lægger man Hånd og omvælter Bjerge fra Roden; 10 i Klipperne hugger man Gange, alskens Klenodier skuer Øjet; 11 man tilstopper Strømmenes Kilder og bringer det skjulte for Lyset.

12 Men Visdommen - hvor mon den findes, og hvor er Indsigtens Sted? 13 Mennesket kender ikke dens Vej, den findes ej i de levendes Land; 14 Dybet siger: "I mig er den ikke!" Havet: "Ej heller hos mig!" 15 Man får den ej for det fineste Guld, for Sølv kan den ikke købes, 16 den opvejes ikke med Ofirguld, med kostelig Sjoham eller Safir; 17 Guld og Glar kan ej måle sig med den, den fås ej i Bytte for gyldne Kar, 18 Krystal og Koraller ikke at nævne. At eje Visdom er mere end Perler, 19 Ætiopiens Topas kan ej måle sig med den, den opvejes ej med det rene Guld.

20 Men Visdommen - hvor mon den kommer fra, og hvor er Indsigtens Sted? 21 Den er dulgt for alt levendes Øje og skjult for Himmelens Fugle; 22 Afgrund og Død må sige: "Vi hørte kun tale derom." 23 Gud er kendt med dens Vej, han ved, hvor den har sit Sted; 24 thi han skuer til Jordens Ender, alt under Himmelen ser han. 25 Dengang han fastsatte Vindens Vægt og målte Vandet med Mål, 26 da han satte en Lov for Regnen, afmærked Tordenskyen dens Vej, 27 da skued og mønstred han den, han stilled den op og ransaged den.

28 Men til Mennesket sagde han: "Se, Herrens Frygt, det er Visdom, at sky det onde er Indsigt."

29 Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig, da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke, som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt, da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig, da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod, da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet. Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod, Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund, 10 Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen; 11 Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære. 12 Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper; 13 den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte; 14 jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind. 15 Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod; 16 jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag; 17 den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab. 18 Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen; 19 min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene; 20 min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!" 21 Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd; 22 ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem; 23 de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn. 24 Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde. 25 Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.

Menneskets viden og materielle ressourcer

28 Guld og sølv finder man i jorden,
    og mennesker forstår at rense det for urenheder.
Malm hentes op fra jordens dybder,
    man smelter det og frembringer jern og kobber.
Folk udforsker jordens indre,
    de leder med lys og lygte
        for at nå frem til den dyrebare malm.
Fjernt fra alle byer og alfarvej
    graver de dybe skakter i jorden
        og svinger frem og tilbage i rebene.
På jordens overflade dyrker man korn,
    mens man uddrager skatte fra dens indre.
Mennesker har lært at finde ædelsten
    og udvinde guldstøv fra klippegrunden,
skatte, som er skjult selv for falkens blik,
    gemt væk udenfor rovfuglenes rækkevidde.
De findes på steder, hvor ingen rovdyr kommer,
    hvor selv dyrenes konge aldrig sætter sin fod.
Mennesker hugger sig vej gennem klipper af flint
    og underminerer et bjerg, så det falder.
10 I klipperne hugger man gange
    og finder mange slags kostbarheder.
11 Mennesker udforsker de underjordiske kilder
    og bringer skjulte skatte frem i lyset.

Visdommen er sværere at finde

12 Men hvor finder mennesker visdom?
    Hvor går man hen og graver klogskab frem?
13 Ingen kender vejen til visdommens kilde,
    for den findes ikke i de levendes land.
14 Afgrunden hvisker: ‚Den er ikke her!’
    Havdybet bruser: ‚Heller ikke hos mig!’
15 Visdom kan ej købes for det fineste guld,
    dens værdi kan ikke afvejes i sølv.
16 Den kan ikke betales med guld fra Ofir,
    med de dyreste smykkesten eller safirer.
17 Man kan ikke bytte sig til den for skåle af guld
    eller for det fineste krystal.
18 Visdom er mere værd end flotte koraller
    og kostbare perler.
19 Topas fra Nubien er ikke nok,
    det ædleste guld hjælper ingenting.
20 Hvor kommer visdommen fra?
    Hvor er klogskabens hjemsted?
21 Den er skjult for både dyr og mennesker,
    selv himlens fugle kan ikke få øje på den.
22 Døden og dødsriget siger:
    ‚Vi har hørt et rygte om, hvor den findes.’
23 Men kun Gud kender vejen derhen,
    han alene ved, hvor den findes,
24 for han skuer ud over jorden,
    han ser alt, hvad der sker under himlen.
25 Han satte grænser for vindens styrke
    og afmålte mængden af vand i havet.
26 Han fastsatte de naturlove,
    der styrer regnen og tordenvejret.
27 Derefter så han på visdommen
    og undersøgte den nøje.
Han vurderede den omhyggeligt
    og fastsatte dens værdi.
28 Til sidst sagde han til mennesket:
    ‚Hør godt efter!
Visdom er at have ærefrygt for Herren.
    Klogskab er at tage afstand fra det onde.’ ”

Jobs tidligere lykkelige liv

29 Job fortsatte:

„Ak, gid jeg havde det som i gamle dage,
    dengang Gud sørgede så godt for mig,
da han udøste sin velsignelse over mig
    og fjernede alle forhindringer fra min vej.
Jeg husker endnu mine velmagtsdage,
    dengang Gud var gæst i mit hjem.
Den Almægtige var altid hos mig,
    og jeg havde mine børn omkring mig.
Mine køer gav spandevis af mælk
    og min olivenpresse mængder af olie.

Jeg havde min plads blandt lederne i byen
    og sad som dommer på byens torv.
De unge trådte ærbødigt til side, når jeg kom,
    og de ældre rejste sig op i respekt.
Snakken forstummede blandt lederne,
    alle tav stille for at høre mig tale.
10 Selv de mest ansete satte fingeren for munden,
    for at alle kunne høre, hvad jeg havde at sige.

11 Alle, som hørte mig, lovpriste min visdom,
    alle, der så mine handlinger, roste mig for dem.
12 Jeg reddede de hjælpeløse ud af deres problemer,
    hjalp de forældreløse til at få deres ret.
13 De døende velsignede mig,
    deres enker jublede af glæde.
14 Jeg blev anset for at være ærligheden selv,
    retfærdigheden i egen høje person.
15 Jeg blev de blindes øjne
    og de lammes fødder.
16 Jeg blev de fattiges forsørger
    og de fremmedes forsvarer.
17 Jeg vristede uskyldige ofre
    ud af gabet på de gudløse.

18 Jeg forventede en fredfyldt død
    efter et langt og lykkeligt liv.
19 Jeg var som et træ, hvis rødder når til vandet,
    og hvis grene forfriskes af nattens væde.
20 Jeg blev æret hver eneste dag,
    og min styrke blev dagligt fornyet.

21 Folk spurgte mig til råds og lyttede opmærksomt,
    de ventede spændt på, hvad jeg havde at sige.
22 Når jeg havde talt, sagde ingen mig imod,
    men de tog imod mine råd med glæde.
23 De så frem til mine gode råd,
    som landmanden ser frem til regnen,
og sugede min vejledning til sig,
    som var de den tørre jord.
24 Når jeg smilte til folk, fik de håbet tilbage,
    når jeg så venligt på dem, lyste de af glæde.
25 Jeg viste dem vejen, de skulle gå,
    og fungerede som deres leder.
Jeg gik i spidsen for dem som en konge,
    jeg var den, som trøstede de sørgende.

13 Men i Antiokia, i den derværende Menighed, var der Profeter og Lærere, nemlig Barnabas og Simeon, med Tilnavn Niger, og Kyrenæeren Lukius og Manaen, en Fosterbroder af Fjerdingsfyrsten Herodes, og Saulus. Medens de nu holdt Gudstjeneste og fastede, sagde den Helligånd: "Udtager mig Barnabas og Saulus til den Gerning, hvortil jeg har kaldet dem." Da fastede de og bade og lagde Hænderne på dem og lode dem fare. Da de nu således vare udsendte af den Helligånd, droge de ned til Seleukia og sejlede derfra til Kypern. Og da de vare komne til Salamis, forkyndte de Guds Ord i Jødernes Synagoger; men de havde også Johannes til Medhjælper. Og da de vare dragne igennem hele Øen indtil Pafus, fandt de en Troldkarl, en falsk Profet, en Jøde, hvis Navn var Barjesus. Han var hos Statholderen Sergius Paulus, en forstandig Mand. Denne kaldte Barnabas og Saulus til sig og attråede at høre Guds Ord. Men Elimas, Troldkarlen, (thi dette betyder hans Navn), stod dem imod og søgte at vende Statholderen bort fra Troen. Men Saulus, som også kaldes Paulus, blev fyldt med den Helligånd, så fast på ham og sagde: 10 "O, du Djævelens Barn, fuld af al Svig og al Underfundighed, du Fjende af al Retfærdighed! vil du ikke holde op med at forvende Herrens de lige Veje? 11 Og nu se, Herrens Hånd er over dig, og du skal blive blind og til en Tid ikke se Solen." Men straks faldt der Mulm og Mørke over ham, og han gik omkring og søgte efter nogen, som kunde lede ham. 12 Da Statholderen så det, som var sket, troede han, slagen af Forundring over Herrens Lære.

13 Paulus og de, som vare med ham, sejlede da ud fra Pafus og kom til Perge i Pamfylien. Men Johannes skiltes fra dem og vendte tilbage til Jerusalem. 14 Men de droge videre fra Perge og kom til Antiokia i Pisidien og gik ind i Synagogen på Sabbatsdagen og satte sig. 15 Men efter Forelæsningen af Loven og Profeterne sendte Synagogeforstanderne Bud hen til dem og lode sige: "I Mænd, Brødre! have I noget Formaningsord til Folket, da siger frem!" 16 Men Paulus stod op og slog til Lyd med Hånden og sagde: "I israelitiske Mænd og I, som frygte Gud, hører til! 17. Dette Folks, Israels Gud udvalgte vore Fædre og ophøjede Folket i Udlændigheden i Ægyptens Land og førte dem derfra med løftet Arm. 18 Og omtrent fyrretyve År tålte han deres Færd i Ørkenen. 19 Og han udryddede syv Folk i Kanåns Land og fordelte disses Land iblandt dem, 20 og derefter i omtrent fire Hundrede og halvtredsindstyve År gav han dem Dommere indtil Profeten Samuel. 21 Og derefter bade de om en Konge; og Gud gav dem Saul, Kis's Søn, en Mand af Benjamins Stamme, i fyrretyve År. 22 Og da han havde taget ham bort, oprejste han dem David til Konge, om hvem han også vidnede, og sagde: "Jeg har fundet David, Isajs Søn, en Mand efter mit Hjerte, som skal gøre al min Villie." 23 Af dennes Sæd bragte Gud efter Forjættelsen Israel en Frelser, Jesus, 24 efter at Johannes forud for hans Fremtræden havde prædiket Omvendelses-Dåb for hele Israels Folk. 25 Men da Johannes var ved at fuldende sit Løb, sagde han: "Hvad anse I mig for at være? Mig er det ikke; men se, der kommer en efter mig, hvis Sko jeg ikke er værdig at løse."

Read full chapter

Saul og Barnabas bliver udsendt på deres første missionsrejse

13 I menigheden i Antiokia var der en række profeter og lærere. Der var Barnabas, Simeon Niger, Lukius fra Kyrene, samt Manaen, der var opvokset sammen med Herodes Antipas, og endelig var der Saul. En dag, da menigheden holdt gudstjeneste og fastede, sagde Helligånden: „Udtag Barnabas og Saul til den opgave, som jeg har udvalgt dem til!” Menigheden fortsatte derefter i bøn og faste, og de lagde hænderne på dem for at sende dem af sted med Guds velsignelse.

Første stop: Cypern

Efter at Barnabas og Saul på den måde var udsendt af Helligånden, tog de ned til Seleukia, hvorfra de sejlede til Cypern. Da skibet lagde til i den østlige havneby Salamis, gik de fra borde og opsøgte øens jødiske synagoger, hvor de forkyndte Guds ord. De havde taget Johannes Markus med på rejsen som deres hjælper. De vandrede tværs over øen, indtil de kom til den vestlige havneby Pafos. Her traf de en jødisk troldmand og falsk profet, der hed Bar-Jesus. Han holdt til hos guvernøren, Sergius Paulus, som for øvrigt var en begavet mand. Guvernøren inviterede Barnabas og Saul på besøg, for han ville gerne høre Guds ord. Men Bar-Jesus, der også var kendt som Elimas,[a] modarbejdede dem og prøvede at forhindre guvernøren i at komme til tro. Saul, som også kaldes Paulus, blev da fyldt med Helligåndens kraft. Han så fast på Elimas og sagde: 10 „Du er et Djævelens barn, fuld af løgn og bedrag, modstander af alt, hvad der er ret og rigtigt. Hvornår vil du holde op med at modarbejde Herrens planer? 11 Nu vil Herren straffe dig ved at gøre dig blind for en tid!” I det samme blev alt mørkt omkring ham, så han begyndte at famle rundt for at finde en, der kunne lede ham ved hånden. 12 Da guvernøren så det mirakel, kom han til tro, så forbløffet var han over den kraft, der fulgte med budskabet om Herren.

Videre til Antiokia i Pisidien

13 Paulus og hans ledsagere sejlede derefter ud fra Pafos og ankom til havnebyen Perge i provinsen Pamfylien i Lilleasien. Her forlod Johannes Markus dem og vendte tilbage til Jerusalem. 14 Men Barnabas og Paulus fortsatte til fods ind i landet til Antiokia i provinsen Pisidien. På sabbatten gik de ind i synagogen og satte sig. 15 Efter den foreskrevne oplæsning fra Toraen og Profetbøgerne sendte synagogens ledere en besked over til dem: „Venner, hvis I har et opmuntrende ord til folket, så sig frem!”

16 Paulus rejste sig, løftede hånden for at få ro og sagde så: „Israelitter og gudfrygtige grækere, hør, hvad jeg har at sige! 17 Israels Gud udvalgte vores stamfædre, og han gjorde folket talrigt, da de levede som fremmede i Egypten. Derefter førte han dem ud af Egypten med stor kraft, 18 og han viste stor tålmodighed over for dem under de 40 års ørkenvandring. 19-20 Han udryddede syv folkeslag i Kana’an og hjalp vores forfædre til at indtage hele det lovede land i løbet af ca. 450 år. Derefter gav han dem en række dommere til at lede landet indtil profeten Samuel. 21-22 Men så tiggede folket om at få en konge, og Gud gav dem Saul, en søn af Kish fra Benjamins stamme. Han regerede i 40 år, indtil Gud fjernede ham og i stedet gav dem David til konge. Om ham har Gud sagt: ‚David, Isajs søn, er en mand, jeg kan stole på. Han vil gøre min vilje i alle ting.’[b] 23 Af Davids slægt har Gud nu udvalgt og sendt en frelser til Israels folk, sådan som han lovede, og det er Jesus.[c]

24 Men før Jesus begyndte sit virke, forkyndte Johannes Døber for hele Israels folk, at de skulle vende om fra deres synder og lade sig døbe. 25 Da Johannes var ved at have afsluttet sin gerning, sagde han til folket: ‚Jeg er ikke den Messias, I venter på. Men han kommer snart, og jeg er ikke engang værdig til at løse remmen på hans sandaler.’

Read full chapter

Notas al pie

  1. 13,8 Navnet betyder muligvis „troldmand” eller „vismand”.
  2. 13,21-22 Jf. 1.Sam. 13,14.
  3. 13,23 Det var et løfte både til Abraham og til David. Jf. Gal. 3,16, 1.Mos. 22,18, Es. 11,1.