14 ¹ Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro; ² han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast. ³ Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten! ⁴ Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een! ⁵ Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse, ⁶ tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!

⁷ Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud; ⁸ ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde: ⁹ lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ; ¹⁰ men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da? ¹¹ Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres, ¹² så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.

¹³ Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! ¹⁴ Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom; ¹⁵ du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk! ¹⁶ Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd, ¹⁷ forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.

¹⁸ Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden, ¹⁹ som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb. ²⁰ For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare. ²¹ Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke; ²² ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.

15 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde: ² "Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind ³ for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder? ⁴ Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud. ⁵ Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog. Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig! ⁷ Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var? ⁸ Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig? ⁹ Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke kender? ¹⁰ Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders! ¹¹ Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig? ¹² Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt? ¹³ Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund. ¹⁴ Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret? ¹⁵ End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne, ¹⁶ hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!

¹⁷ Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set, ¹⁸ hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt, ¹⁹ dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem: ²⁰ Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever; ²¹ Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham; ²² han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet, ²³ udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald; ²⁴ Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid. ²⁵ Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods, ²⁶ stormed bårdnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde. ²⁷ Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd. ²⁸ tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i, bestemt til at ligge i Grus. ²⁹ Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks; ³⁰ han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden. ³¹ Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal være hans Løn! ³² I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes; ³³ han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin Blomst. ³⁴ Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte; ³⁵ svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!

16 Så tog Job til Orde og svarede: ² "Nok har jeg hørt af sligt, besværlige Trøstere er I til Hobe! ³ Får Mundsvejret aldrig Ende? Hvad ægged dig dog til at svare? ⁴ Også jeg kunde tale som I, hvis I kun var i mit Sted, føje mine Ord imod jer og ryste på Hovedet ad jer, ⁵ styrke jer med min Mund, ej spare på ynksomme Ord! ⁶ Taler jeg, mildnes min Smerte ikke og om jeg tier, hvad Lindring får jeg? ⁷ Dog nu har han udtømt min Kraft, du bar ødelagt hele min Kreds; ⁸ at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhed vidner imod mig. ⁹ Hans Vrede river og slider i mig, han skærer Tænder imod mig. Fjenderne hvæsser Blikket imod mig, ¹⁰ de opspiler Gabet imod mig, slår mig med Hån på Kind og flokkes til Hobe omkring mig; ¹¹ Gud gav mig hen i Niddingers Vold, i gudløses Hænder kasted han mig. ¹² Jeg leved i Fred, så knuste han mig, han greb mig i Nakken og sønderslog mig; han stilled mig op som Skive, ¹³ hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne uden Skånsel, udgyder min Galde på Jorden; ¹⁴ Revne på Revne slår han mig, stormer som Kriger imod mig. ¹⁵ Over min Hud har jeg syet Sæk og boret mit Horn i Støvel; ¹⁶ mit Ansigt er rødt af Gråd, mine Øjenlåg hyllet i Mørke, ¹⁷ skønt der ikke er Vold i min Hånd, og skønt min Bøn er ren!

¹⁸ Dølg ikke, Jord, mit Blod, mit Skrig komme ikke til Hvile! ¹⁹ Alt nu er mit Vidne i Himlen, min Talsmand er i det høje; ²⁰ gid min Ven lod sig finde! Mit Øje vender sig med Tårer til Gud, ²¹ at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem Mennesket og hans Ven!

²² Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej vender hjem fra.

²² Men Saulus voksede i Kraft og gendrev Jøderne, som boede i Damaskus, idet han beviste, at denne er Kristus. ²³ Men da nogle Dage vare forløbne, holdt Jøderne Råd om at slå ham ihjel. ²⁴ Men Saulus fik deres Efterstræbelser at vide. Og de bevogtede endog Portene både Dag og Nat, for at de kunde slå ham ihjel. ²⁵ Men hans Disciple toge ham ved Nattetid og bragte ham ud igennem Muren, idet de firede ham ned i en Kurv. ²⁶ Men da han kom til Jerusalem, forsøgte han at holde sig til Disciplene; men de frygtede alle for ham, da de ikke troede, at han var en Discipel. ²⁷ Men Barnabas tog sig af ham og førte ham til Apostlene; og han fortalte dem, hvorledes han havde set Herren på Vejen, og at han havde talt til ham, og hvorledes han i Damaskus havde vidnet frimodigt i Jesu Navn. ²⁸ Og han gik ind og gik ud med dem i Jerusalem ²⁹ og vidnede frimodigt i Herrens Navn. Og han talte og tvistedes med Hellenisterne; men de toge sig for at slå ham ihjel. ³⁰ Men da Brødrene fik dette at vide, førte de ham ned til Kæsarea og sendte ham videre til Tarsus.

³¹ Så havde da Menigheden Fred over hele Judæa og Galilæa og Samaria, og den opbyggedes og vandrede i Herrens Frygt, og ved den Helligånds Formaning voksede den. ³² Men det skete, medens Peter drog omkring alle Vegne, at han også kom ned til de hellige, som boede i Lydda. ³³ Der fandt han en Mand ved Navn Æneas, som havde ligget otte År til Sengs og var værkbruden. ³⁴ Og Peter sagde til ham: "Æneas! Jesus Kristus helbreder dig; stå op, og red selv din Seng!" Og han stod straks op. ³⁵ Og alle Beboere af Lydda og Saron så ham, og de omvendte sig til Herren. ³⁶ Men i Joppe var der en Discipelinde ved Navn Tabitha, hvilket udlagt betyder Hind; hun var rig på gode Gerninger og gav mange Almisser. ³⁷ Men det skete i de Dage, at hun blev syg og døde. Da toede de hende og lagde hende i Salen ovenpå. ³⁸ Men efterdi Lydda var nær ved Joppe, udsendte Disciplene, da de hørte, at Peter var der, to Mænd til ham og bade ham: "Kom uden Tøven over til os!" ³⁹ Men Peter stod op og gik med dem. Og da han kom derhen, førte de ham op i Salen ovenpå, og alle Enkerne stode hos ham, græd og viste ham alle de Kjortler og Kapper, som "Hinden" havde forarbejdet, medens hun var hos dem. ⁴⁰ Men Peter bød dem alle at gå ud, og han faldt på Knæ og bad; og han vendte sig til det døde Legeme og sagde: "Tabitha, stå op!" Men hun oplod sine Øjne, og da hun så Peter, satte hun sig op. ⁴¹ Men han gav hende Hånden og rejste hende op, og han kaldte på de hellige og Enkerne og fremstillede hende levende for dem. ⁴² Men det blev vitterligt over hele Joppe, og mange troede på Herren. ⁴³ Og det skete, at han blev mange Dage i Joppe hos en vis Simon, en Garver.