Jeremias 4-6
Dette er Biblen på dansk
4 Omvender du dig, Israel, lyder det fra Herren, så vend dig til mig; hvis du fjerner dine væmmelige Guder, skal du ikke fly for mit Åsyn. 2 Sværger du: "Så sandt Herren lever," redeligt, ærligt og sandt, skal Folkeslag velsigne sig ved ham og rose sig af ham. 3 Thi så siger Herren til Judas Mænd og Jerusalems Borgere: Bryd eder Nyjord og så dog ikke blandt, Torne! 4 Omskær jer for Herren og fjern eders Hjertes Forhud, Judas Mænd og Jerusalems Borgere, at min Vrede ikke slår ud som Ild og hrænder uslukket for eders onde Gerningers Skyld.
5 Forkynd i Juda og Jerusalem, kundgør og tal, lad Hornet gjalde i Landet, råb, hvad I kan, og sig: Flok jer sammen! Vi går ind i de faste Stæder! 6 Rejs Banner hen imod Zion, fly uden Standsning! Thi Ulykke sender jeg fra Nord, et vældigt Sammenbrud. 7 En Løve steg op fra sit Krat, en Folkehærger brød op, gik bort fra sin Hjemstavn for at gøre dit Land til en Ørk; dine Byer skal hærges, så ingen bor der. 8 Derfor skal I klæde jer i Sæk og klage og jamre, thi ej vender Herrens glødende Vrede sig fra os. 9 På hin Dag, lyder det fra Herren, skal Kongen og Fyrsterne tabe Modet, Præsterne stivne af Skræk og Profeterne slås af Rædsel; 10 og de skal sige: "Ak, Herre, Herre! Sandelig, du førte dette Folk og Jerusalem bag Lyset, da du sagde: I skal have Fred! Nu har Sværdet nået Sjælen."
11 På hin Tid skal der siges til dette Folk og Jerusalem: Et glødende Vejr fra Ørkenens nøgne Høje trækker op mod mit Folks Datter, ej til Kastning og Rensning af Korn, 12 et Vejer for vældigt dertil kommer mod mig. Derfor vil jeg også nu tale Domsord imod dem. 13 Se, det kommer som Skyer, dets Vogne som Stormvejr, dets Heste er hurtigere end Ørne; ve, vi lægges øde! 14 Rens dit Hjerte for ondt, Jerusalem, at du må frelses! Hvor længe skal dit Indre huse de syndige Tanker? 15 Thi hør, en Råber fra Dan, et Ulykkesbud fra Efraims Bjerge: 16 Kundgør Folkene: Se! Lad det høres i Jerusalem! Belejrere kommer fra et Land i det fjerne, de opløfter Røsten mod Byerne i Juda. 17 Som Markens Vogtere stiller de sig rundt omkring det, thi genstridigt var det imod mig, lyder det fra Herren. 18 Det kan du takke din Færd, dine Gerninger for; det skyldes din Ondskab; hvor bittert! Det gælder Livet.
19 Mit indre, mit Indre! Jeg skælver! Mit Hjertes Vægge! Mit Hjerte vånder sig i mig, ej kan jeg tie. Thi Hornets klang må jeg høre, Skrig fra Kampen; 20 der meldes om Fald på Fald, thi alt Landet er hærget. Mine Telte hærges brat, i et Nu mine Forhæng. 21 Hvor længe skal jeg skue Banneret, høre Hornet? 22 Thi mit Folk er tåbeligt, kender ej mig, de er dumme Sønner og uden Indsigt; de er vise til at gøre det onde, men Tåber til det gode.
23 Jeg så på Jorden, og se, den var øde og tom, på Himlen, dens Lys var borte; 24 Bjergene så jeg, og se, de skjalv, og alle Højene bæved; 25 jeg så, og se, der var mennesketomt, og alle Himlens Fugle var fløjet; 26 jeg så, og se, Frugthaven var Ørken, alle dens Byer lagt øde for Herren, for hans glødende Vrede. 27 Thi så siger Herren: Al Jorden bliver Ørk, men helt ødelægger jeg ikke. 28 Derfor sørger Jorden, og Himlen deroppe er sort; thi jeg talede og angrer det ikke, tænkte og går ikke fra det.
29 For Larmen af Ryttere og Bueskytter flyr alt Landet, de tyr ind i Krat, stiger op på Klipper; hver By er forladt, og ikke et Menneske bor der. 30 Og du, hvad vil du mon gøre? Om end du klæder dig i Skarlagen, smykker dig med Guld og gør Øjnene store med Sminke det er spildt, du gør dig smuk. Elskerne agter dig ringe, dit Liv vil de have. 31 Thi jeg hører Råb som ved Barnsnød, Skrig som ved Førstefødsel. Hør, hvor Zions Datter stønner med udrakte Hænder: "Ve mig, min Sjæl bukker under for dem, som myrder."
5 Løb i Jerusalems Gader, mærk jer, hvad I ser, og søg på dets Torve, om I kan finde nogen, om der er en, som øver Retfærd, lægger Vind på Sandhed, så jeg kan tilgive dem. 2 Siger de: "Så sandt Herren lever", sværger de falsk. 3 Herre, dine Øjne ser jo efter Sandhed. Du slog dem, de omvendte sig ikke; du lagde dem øde, de vilde ej tage ved Lære, gjorde Ansigtet hårdere end Flint, vilde ej vende om. 4 Da tænkte jeg: "Det er kun Småfolk, Dårer er de, thi de kender ej Herrens Vej, deres Guds Ret; 5 jeg vil vende mig til de store og tale med dem, de kender da Herrens Vej, deres Guds Ret!" Men alle havde sønderbrudt Åget, sprængt deres Bånd. 6 Derfor skal en Løve fra Skoven slå dem, en Ulv fra Ødemarken hærge dem, en Panter lure ved Byerne; enhver, som går derfra, rives sønder; thi talrige er deres Synder, mange deres Frafald. 7 Hvor kan jeg vel tilgive dig? Dine Sønner forlod mig og svor ved Guder, som ikke er Guder. Når jeg mætted dem, horede de, slog sig ned i Skøgens Hus;
8 de blev fede, gejle Hingste, de vrinsker hver efter Næstens Hustru.
9 Skal jeg ikke hjemsøge sligt? så lyder det fra Herren, skal ikke min Sjæl tage Hævn over sligt et Folk? 10 Stig op på dets Mure, læg øde, men ikke helt! Ryk Rankerne op, thi Herren tilhører de ikke. 11 Thi svigefulde er de imod mig, Israels Hus og Judas Hus, så lyder det fra Herren. 12 De fornægter Herren og siger: "Det betyder intet! Ulykke kommer ej over os, vi skal ikke se Sværd og Hunger; 13 Profeterne bliver til Vind, Guds Ord er ej i dem; gid Ordet må ramme dem selv!" 14 Derfor, så siger Herren, Hærskarers Gud: Fordi I siger dette Ord, se, derfor gør jeg mine Ord i din Mund til Ild og dette Folk til Brænde, som Ild skal fortære. 15 Se, jeg bringer over eder et Folk fra det fjerne, Israels Hus, så lyder det fra Herren, et Folk, som er stærkt, et Folk fra Fortids Dage, et Folk, hvis Mål du ej kender, hvis Tale du ikke fatter; 16 som en åben Grav er dets kogger, de er alle Kæmper; 17 det skal æde dit Korn og dit Brød, det skal æde dine Sønner og Døtte, det skal æde dit Småkvæg og Hornkvæg, det skal æde din Vinstok og dit Figentræ; med Sværd skal de lægge dine Fæstninger øde, dem, som du stoler på.
18 Men selv i de Dage, lyder det fra Herren, vil jeg ikke udslette eder. 19 Og når de siger: "Hvorfor har Herren vor Gud gjort os alt det?" sig så til dem: "Som I forlod mig og tjente fremmede Guder i eders Land, således skal I tjene som fremmede i et Land, der ikke er eders."
20 Forkynd dette i Jakobs Hus og kundgør det i Juda: 21 Hør dette, du tåbelige Folk, som er uden Forstand, som har Øjne, men ikke ser, og Ører, men ikke hører: 22 Vil I ikke frygte mig, lyder det fra Herren, eller bæve for mit Åsyn? Jeg, som gjorde. Sandet til Havets Grænse, et evigt Skel, som det ikke kan overskride; selv om det bruser, evner det intet; om end dets Bølger larmer, kan de ikke overskride det.
23 Dette Folk har et trodsigt og genstridigt Hjerte, de faldt fra og gik bort. 24 De siger ikke i deres Hjerte: "Lad os frygte Herren vor Gud, som giver os Regn, Tidligregn og Sildigregn, til rette Tid og sikrer os Ugerne, da der skal høstes." 25 Eders Misgerninger bragte dem i Ulave, eders Synder unddrog eder det gode.
26 Thi der findes gudløse i mit Folk; de ligger på Lur, som Fuglefængere dukker de sig; de sætter Fælder, de fanger Mennesker. 27 Som et Bur er fuldt af Fugle, således er deres Huse fulde af Svig; derfor blev de store og rige. 28 De er tykke og fede; og så strømmer de over med onde Ord; de hævder ikke den faderløses Ret, at det måtte gå dem vel, og hjælper ikke de fattige til deres Ret. 29 Skulde jeg ikke hjemsøge sligt? lyder det fra Herren; skulde min Sjæl da ikke tage Hævn over sligt et Folk? 30 Gyselige, grufulde Ting går i Svang i Landet; 31 Profeterne profeterer Løgn, Præsterne skraber til sig, og mit Folk vil have det så. Men hvad vil I gøre, når Enden kommer?
6 Fly, I Benjamins Sønner, bort fra Jerusalem og stød i hornet i Tekoa, hejs Mærket over Bet-Kerem! Thi Ulykke truer fra Nord, et vældigt Sammenbrud. 2 Jeg tilintetgør Zions Datter, den yndige, forvænte 3 til hende kommer der Hyrder med deres Hjorde; de opslår Telte i Ring om hende, afgræsser hver sit Stykke. 4 Helliger Angrebet på hende! Op! Vi rykker frem ved Middag! Ve os, thi Dagen hælder, thi Aftenskyggerne længes. 5 Op! Vi rykker frem ved Nat og lægger hendes Borge øde.
6 Thi så siger Hærskarers Herre: Fæld Træer og opkast en Vold imod Jerusalem ! Ve Løgnens By med lutter Voldsfærd i sin Midte! 7 Som Brønden sit Vand holder Byen sin Ondskab frisk; der høres om Voldsfærd og Hærværk, Sår og Slag har jeg altid for Øje. 8 Jerusalem, tag ved Lære, at min Sjæl ej vender sig fra dig, at jeg ikke skal gøre dig til Ørk, til folketomt, Land.
9 Så siger Hærskarers Herre: Hold Efterhøst på Israels Rest, som det sker på en Vinstok, ræk som en Vingårdsmand atter din Hånd til dens Ranker! 10 "For hvem skal jeg tale og vidne, så de hører derpå? Se, de har uomskårne Ører, kan ej lytte til; se, Herrens Ord er til Spot og huer dem ikke. 11 Jeg er fuld af Herrens Vrede og træt af at tæmme den." Gyd den ud over Barnet på Gaden, over hele de unges Flok; både Mand og Kvinde skal fanges, gammel og Olding tillige; 12 deres Huse, Marker og Kvinder skal alle tilfalde andre; thi jeg udrækker Hånden mod Landets Folk, så lyder det fra Herren. 13 Thi fra små til store søger hver eneste Vinding, de farer alle med Løgn fra Profet til Præst. 14 De læger mit Folks Brøst som den simpleste Sag, idet de siger: "Fred, Fred!" skønt der ikke er Fred. 15 De skal få Skam, thi de har gjort vederstyggelige Ting, og dog blues de ikke, dog kender de ikke til Skam. Derfor skal de falde på Valen; på Hjemsøgelsens Dag skal de snuble, siger Herren.
16 Så siger Herren: Stå ved Vejene og se efter, spørg efter de gamle Stier, hvor Vejen er til alt godt, og gå på den; så finder I Hvile for eders Sjæle. Men de svarede: "Det vil vi ikke." 17 Og jeg satte Vægtere over dem: "Hør Hornets Klang!" Men de svarede: "Det vil vi ikke." 18 Hør derfor, I Folk, og vidn imod dem! 19 Hør, du Jord! Se, jeg sender Ulykke over dette Folk, Frugten at deres Frafald, thi de lyttede ikke til mine Ord og lod hånt om min Lov. 20 Hvad skal jeg med Røgelsen, der kommer fra Saba, med den dejlige Kalmus fra det fjerne Land? Eders Brændofre er ej til Behag, eders Slagtofre huer mig ikke. 21 Derfor, så siger Herren: Se, jeg sætter Anstød for dette Folk, og de skal støde an derimod, både Fædre og Sønner; både Nabo og Genbo skal omkomme.
22 Så siger Herren: Se, et Folkeslag kommer fra Nordens Land, et vældigt Folk bryder op fra det yderste af Jorden. 23 De fører Bue og Spyd, er skånselsløst grumme; deres Røst er som Havets Brusen, de rider på Heste, rustet som Stridsmand mod dig, du Zions Datter. 24 Vi hørte Rygtet derom, vore Hænder blev slappe, Rædsel greb os, Skælven som fødende Kvinde. 25 Gå ikke ud på Marken og følg ej Vejen, thi Fjenden bærer Sværd, trindt om er Rædsel. 26 Klæd dig i Sæk, mit Folks Datter, vælt dig i Støvet, hold Sorg som over den enbårne, bitter Klage! Thi Hærværksmanden skal brat komme over os.
27 Til Metalprøver, Guldprøver, gjorde jeg dig i mit Folk til at kende og prøve deres Færd. 28 De faldt alle genstridige fra, de går og bagtaler, er kun Kobber og Jern, alle handler de slet. 29 Bælgen blæser, af Ilden kommer kun Bly. Al Smelten er spildt, de onde udskilles ej. 30 Giv dem Navn af vraget Sølv, thi dem har Herren vraget.