Israel er som en utro ægtefælle

3 „Hvis en mand har skilt sig fra sin kone, og hun derefter gifter sig med en anden, kan han så bare uden videre tage hende til nåde igen? Ville det ikke gøre landet urent? Mit folk, I har været mig utro med mange elskere. Tror I så, at I uden videre kan komme tilbage til mig? ² Se jer omkring. Er der en bakketop tilbage i landet, hvor I ikke har hengivet jer til jeres afguder? Som en beduin, der venter på sit offer i ørkenen, som en luder, der sidder i vejkanten og venter på kunder, sådan har I været ivrige efter at være mig utro. I har forurenet landet med jeres gemene, religiøse prostitution. ³ Derfor holdt jeg regnen tilbage, selv midt i regntiden, men I viste ingen tegn på anger. Har I da ingen skam i livet? ⁴ I siger til mig: ‚Åh, du er som en far for os, og vi har mærket din godhed helt fra begyndelsen. ⁵ Du vil sikkert se igennem fingre med vores små svagheder, og du er ikke vred ret længe, vel?’ Sådan taler I til mig, og straks går I ud og fortsætter med jeres udskejelser, som I er så dygtige til!”

⁶ En gang, mens Josias var konge i Sydriget, sagde Herren til mig:

„Jeremias, har du tænkt over Nordrigets opførsel? Israel er som en utro kvinde, der udnytter enhver anledning til at sprede ben for sine elskere på højene og under de grønne træer. ⁷ Jeg troede, at hun ville komme til fornuft og vende tilbage til mig. Men hun kom ikke, og det så hendes troløse søster, Juda. ⁸ Hun så også, at jeg gav Israel et skilsmissebrev og sendte hende væk på grund af hendes utroskab. Men Juda tog ikke ved lære af det. Hun fulgte blot Israels eksempel og gav sig hen til afguderne. ⁹ Hun kunne ikke se noget problem i at dyrke guder af træ og sten, og derved gjorde hun hele landet urent. ¹⁰ Hendes omvendelse var overfladisk, for hun angrede ikke af hjertet sin opførsel. ¹¹ Derfor er Judas utroskab endnu værre end Israels.”

¹² Derefter befalede Herren, at jeg skulle vende mig mod nord og råbe: „Omvend dig Israel, mit utro folk, for jeg er barmhjertig og ønsker ikke at være vred på jer. ¹³ Erkend jeres skyld og indrøm, at I har gjort oprør imod mig, Herren, jeres Gud, at I har været mig utro med afguderne under alle de grønne træer. I har nægtet at gøre, hvad jeg bad jer om. ¹⁴ Kom tilbage til mig, mit oprørske folk, for jeg er Herren, jeres Gud. Jeg vil føre jer tilbage til Zion, den ene gruppe efter den anden. ¹⁵ Og der vil jeg give jer trofaste ledere, som skal regere landet med visdom og forstand.

¹⁶ Engang skal landet igen fyldes med jeres efterkommere, og I skal ikke mere tale om dengang, da Herrens Ark var hos jer. Ingen vil skænke arken en tanke eller savne den, og der skal ikke laves en ny. ¹⁷ Til den tid skal Jerusalem betragtes som det sted, hvor jeg, Herren, regerer, og alle folkeslag vil valfarte dertil for at give mig ære. Så vil de holde op med at følge deres egne stolte og onde hjerter. ¹⁸ Til den tid skal både Judas og Israels folk vende hjem fra eksilet i nord og igen bo i det land, jeg gav til deres forfædre.

¹⁹ Jeg ønskede at betragte jer som mine børn og give jer dette vidunderlige land, den skønneste plet på jorden. Jeg havde håbet, at I ville betragte mig som jeres far, og at I trofast ville gøre, hvad jeg bad jer om. ²⁰ Men som en kvinde er sin mand utro, sådan har I svigtet mig og givet jer hen til fremmede guder, siger Herren.

²¹ Der høres stemmer fra bakketoppene. Det er Israels folk, der med tårer trygler deres afguder om hjælp. De er dybt forankret i deres synd og har glemt deres troskabsed mod Herren, deres Gud. ²² Vend dog om, mit oprørske folk, så jeg kan helbrede jeres troløse hjerter.

Lad mig høre jer sige: ‚Ja, vi ønsker at vende tilbage, for du er Herren, vores Gud. ²³ Vi erkender, at vores larmende afguderi på bakketoppene var til ingen nytte. Det er kun Herren, vores Gud, der kan redde os. ²⁴ Den skamløse afgud har fortæret alt det, vores forfædre har opbygget gennem tiderne. Alt har vi ofret, både køer og får, ja selv vores sønner og døtre. ²⁵ Vi skammer os dybt og fortjener at blive straffet. Både vores forfædre og vi selv har syndet mod Herren, vores Gud, og været ulydige lige fra begyndelsen til i dag.’

Et kald til omvendelse

4 Åh, mit folk, Israel, vend tilbage til mig. Hvis I skiller jer af med jeres væmmelige afguder, hvis I holder op med at gå jeres egne veje, ² hvis I sværger på, at I fra nu af vil handle retfærdigt og ærligt, så vil I blive redskab til, at min velsignelse når ud til folkeslagene, og de vil glæde sig over mig.

³ Hør, hvad Herren siger til Judas befolkning og Jerusalems indbyggere: Pløj dybt i jeres hårde og golde hjerter. Det nytter ikke at så imellem tidsler. ⁴ Forny jeres pagt med mig, og lad hjerterne blive omskåret. Ellers vil min vrede fortære jer med en uudslukkelig ild på grund af alle jeres synder.”

Dommen over Jerusalem og Juda

⁵ Herren fortsatte: „Advar Jerusalem og hele Juda og sig til folk, at de skal blæse alarm ud over landet. Råb til dem: ‚Løb for livet! Flygt ind i de befæstede byer!’ ⁶ Hejs alarmflaget på Zions bjerg. Skynd jer at flygte. Udsæt det ikke. Jeg, Herren, sender en hær imod jer fra nord. ⁷ En løve kommer frem fra sin hule, en frygtelig folkedræber gør sig klar til kamp. Jeres land bliver lagt øde, og byerne bliver til forladte ruiner. ⁸ Klæd jer i sørgetøj og bryd sammen i gråd, for min voldsomme vrede rammer jer. ⁹ Når det sker, vil konger og embedsmænd stå magtesløse, præster og profeter stivne af skræk.”

¹⁰ „Jamen, Herre,” protesterede jeg, „har du så ikke narret folket ved at love Jerusalem fred og fremgang? Nu har vi fået kniven på struben.”

^11-12 Herren fortsatte: „Der kommer en dag, hvor jeg sender en svidende ørkenvind ind over dem. Det bliver ikke en behagelig brise, men en brølende orkan. Det er min straf over folket.”

¹³ Da vil fjenden fare ind over vores land som en stormvind. Hans stridsvogne er som en tornado og hans heste hurtigere end ørne. Så er det ude med os.

¹⁴ Åh, Jerusalem, rens dit hjerte for ondskab, så du kan blive reddet. Hvor længe vil du blive ved med dine ondsindede planer?

¹⁵ Fra Dan og fra Efraims bjerge vil der komme sendebud med melding om, at katastrofen er på vej. ¹⁶ De vil råbe til folk: „Fjenden er nær!” De vil sige til Jerusalems indbyggere: „Fjenden kommer fra et fjernt land for at belejre Jerusalem og angribe alle Judas byer. ¹⁷ De vil sætte vagtposter hele vejen rundt om Jerusalem, så ingen kan gå ud eller ind.”

„Det sker, fordi I har gjort oprør imod mig,” siger Herren. ¹⁸ „I må tage konsekvensen af jeres ondskab og synd. Det er en hård straf, men det er, hvad I fortjener. Smerten bliver ikke til at bære.”

¹⁹ Da udbrød jeg: „Jeg mærker allerede smerten i mit hjerte. Der raser en kamp i mit indre—og jeg kan ikke tie stille med det. Jeg kan allerede høre fjenden blæse til angreb, og skrigene fra kampen skærer mig i hjertet. ²⁰ Ødelæggelsen ruller ind over landet og efterlader det i ruiner. På et øjeblik er alle vores hjem jævnet med jorden. ²¹ Hvor længe skal kampen rase? Hvor længe skal jeg høre på de frygtelige kampråb?”

²² Herren svarede: „Det sker, fordi mit folk har opført sig tåbeligt. De har vendt mig ryggen. De opfører sig som uartige børn, der ikke har andet i hovedet end at udtænke ondskabsfulde planer. De forstår ikke, hvad det vil sige at gøre det gode.”

²³ Derefter så jeg hele landet for mit indre blik. Det var øde og tomt. Jeg så op mod himlen. Den var sort. ²⁴ Jeg så mod bjergene og højene. De rystede og skælvede. ²⁵ Der var ingen mennesker at se nogen steder, og fuglene var borte. ²⁶ Det frugtbare land var forvandlet til en ødemark, og byerne lå i ruiner på grund af Herrens glødende vrede.

²⁷ „Jeg gør landet øde—dog ikke helt,” siger Herren. ²⁸ „Det er derfor, jorden sørger, og himlen er klædt i sort. Jeg har nu åbenbaret min plan, og min beslutning står fast, den er ikke til at ændre.”

²⁹ Derefter så jeg for mig byernes indbyggere flygte i rædsel over larmen fra den fremstormende hær. Folk gemte sig i krattet og i bjergenes kløfter. Byerne lå øde og forladte. ³⁰ Jerusalem, du er fortabt. Hvorfor klæder du dig ud i det fineste skrud, tager smykker på og maler dig med øjensminke? Det nytter ikke noget, for dine forbundsfæller foragter dig og ønsker kun at slå dig ihjel.

³¹ Jeg hører et hjerteskærende skrig som fra en kvinde, der føder for første gang. Det er Jerusalem, der skriger i sin nød, gisper efter vejret og trygler om nåde foran sine bødler.

Ondskaben i Jerusalem

5 Herren fortsatte: „Gå en tur gennem Jerusalems gader og torve og se jer godt omkring. Hvis I kan finde bare én, der er ærlig og søger sandheden, vil jeg skåne byen. ² Selv når de sværger ved den levende Gud, lyver de.”

³ „Åh, Herre,” udbrød jeg. „Jeg ved, at du søger efter mennesker, der taler sandhed. Du forsøgte at få dem til at være ærlige ved at straffe dem hårdt, men intet hjalp. Du truede dem med udslettelse, og alligevel nægtede de at omvende sig fra deres synd. De er stivnakkede og ubøjelige. De nægter at lægge kursen om.”

⁴ Men så sagde jeg til mig selv: „Deres tåbelighed må skyldes, at de ikke ved, hvad Herren forventer af dem. De stakkels uvidende mennesker kender slet ikke Guds love. ⁵ Derfor må jeg hellere gå til deres ledere, til dem, der har magt og indflydelse. De ved, hvad Herren forventer, og de kender Guds love.”

Men ak, de havde alle gjort oprør mod Herren og nægtet at adlyde ham. ⁶ Derfor bliver de angrebet af en løve fra skoven, ulve fra ørkenen skal overfalde dem, leoparder vil ligge på lur ved deres byer, så alle, der vover sig udenfor, bliver revet i stykker. Det er straffen for deres oprør og mangfoldige synder.

⁷ Herren fortsatte: „Hvordan skulle jeg kunne tilgive dig, Jerusalem? Alle dine indbyggere har vendt sig fra mig og dyrker afguder, som ikke kan hjælpe dem. Jeg gav mit folk alt, hvad de havde brug for, men alligevel var de utro overfor mig og hengav sig til alle mulige afguder. ⁸ De er som fede, brunstige hingste, der vrinsker af begær efter naboens hoppe. ⁹ Bør de ikke få deres velfortjente straf? Skulle jeg lade være at straffe et folk, der opfører sig sådan? ¹⁰ Gå I blot hen og ødelæg Judas vingård, dog ikke fuldstændigt. Hug grenene af, for de hører ikke mig til. ¹¹ Israels og Judas folk har svigtet mig totalt. ¹² De beskylder mig for at lyve, når de siger: ‚Herren vil ikke straffe os. Der sker ikke noget. Vi behøver ikke at frygte for hungersnød og krig. ¹³ Profeterne taler tomme ord. Gud har ikke talt til dem. Lad deres trusler ramme dem selv.’ ”

¹⁴ Derfor sagde Herren, den Almægtige, til mig: „Fordi de siger sådan, vil jeg gøre det profetiske ord i din mund til en ild, der vil fortære mit folk, som var det pindebrænde.”

¹⁵ Derefter gav Herren mig følgende budskab: „Hør efter, mit folk, jeg sender et fremmed folk imod jer. Det er en stormagt, som har eksisteret meget længe, og de taler et sprog, I ikke forstår. ¹⁶ Deres krigere er stærke og frygtløse, og deres våben er dødsensfarlige. ¹⁷ De vil stjæle jeres høst og jeres mad. De vil slå jeres børn ihjel og stjæle jeres kvæg. De vil ødelægge jeres vingårde og frugthaver. Jeres befæstede byer, som I sætter jeres lid til, vil de lægge i ruiner. ¹⁸ Men jeg vil dog ikke tillade, at I bliver udslettet totalt.”

¹⁹ Herren sagde derefter til mig: „Når folket spørger, hvordan Herren, deres Gud, kan være så hård imod dem, skal du svare: ‚Fordi I forkastede ham og dyrkede fremmede guder i jeres eget land. Nu bliver I slaver for et fremmed folk i et fremmed land.’

²⁰ Sig til Judas folk, Jakobs efterkommere: ²¹ ‚Hør her! I er et tåbeligt folk. I har øjne, men ser dog intet. I har ører, men hører dog intet. ²² Har I da slet ingen ærefrygt for mig? siger Herren. I burde ryste af skræk i min nærhed. Det var jo mig, der skabte strandbredden som en grænse for havet, en grænse, det ikke kan overskride. Bølgerne kan bruse så meget de vil, det gør ingen forskel. De kan tordne og drøne, men ikke overskride den grænse, jeg har sat.’

²³ Men mit folk har oprørske hjerter. De har vendt sig fra mig og går deres egne veje. ²⁴ De siger ikke længere: ‚Lad os ære Herren, der sender os regn i rette tid, både forår og efterår, så vi får en god høst.’ ²⁵ Nu er jeres mange synder årsag til, at I hverken får regn eller høst, for jeg tager mine velsignelser fra jer.

²⁶ Iblandt mit folk er der onde folk, der sætter fælder for andre mennesker som fuglefængere, der venter på deres bytte. ²⁷ Som fuglefængeren fylder sit bur med fugle, sådan fylder de deres huse med de rigdomme, de har røvet eller bedraget sig til. ²⁸ De er fede, forfinede og fulde af ondskab. De nægter at hjælpe de forældreløse og de svage til at få deres ret. ²⁹ Skulle jeg så bare lade stå til? siger Herren. Skulle jeg ikke straffe et folk, der handler så ondsindet? ³⁰ Det er jo hårrejsende, hvad der sker af uret i Judas land. ³¹ Profeterne lyver for at være til behag, og præsterne laver deres egne regler. Sådan vil folket åbenbart have det. Men hvad vil I gøre, når straffen rammer jer?

Pas på lovtrældom og falsk lære

4 Helligånden gør det helt klart, at i den sidste tid, før Jesus kommer igen, vil nogle af de kristne tage afstand fra troen. I stedet vil de blive ivrige tilhængere af lærere, hvis undervisning er inspireret af bedrageriske og dæmoniske ånder. ² De vil lyve uden at fortrække en mine, for de har mistet deres samvittighed. ³ De vil forbyde ægteskab og kræve, at man undgår at spise visse ting, som jo ellers er skabt af Gud, for at de, der tror og kender sandheden, kan spise dem med tak til Gud. ⁴ Alt, hvad Gud har skabt, er nemlig godt, og i stedet for at forkaste det, kan vi spise det med taknemmelighed. ⁵ Gud har jo erklæret, at ingen mad er uren, og desuden takker vi ham for maden. ⁶ Når du forklarer det her for de kristne, er du en god tjener for Jesus Kristus. Du skal hente din styrke fra budskabet om troens betydning og fra den gode undervisning, som du har modtaget. ⁷ Afvis de tåbelige myter, der intet godt fører med sig.

Livet er mere end her og nu

Brug hellere tiden på at øve dig i gudsfrygt. ⁸ Fysisk træning er godt, men giver et begrænset udbytte, for det gavner kun en tid. Gudsfrygt har man derimod stort udbytte af, for det gavner en både her i livet og i den kommende verden. ⁹ Tro mig, og accepter, hvad jeg siger. ¹⁰ Vi slider og kæmper jo netop, fordi vi har sat alt vores håb til den levende Gud, som giver evigt liv til alle, der tror på Kristus. ¹¹ Tilrettevis dem, der tager fejl, og undervis dem om det rette.

Hold dig ikke tilbage

¹² Lad ingen se ned på dig, fordi du er ung, men vær et forbillede for de troende både med dine ord og med dit liv. Vær et godt eksempel for dem, når det gælder kærlighed, trofasthed og renhed. ¹³ Brug tiden, indtil jeg kommer, til at læse op for dem fra Skriften, til at styrke dem i troen og til at undervise dem. ¹⁴ Glem ikke den nådegave, du har, den du modtog fra Gud, da menighedens ledere profeterede over dig og bad for dig med håndspålæggelse. ¹⁵ Giv dig i kast med opgaverne, så vil enhver kunne se, hvordan det vil lykkes for dig. ¹⁶ Vær bevidst om, hvordan du lever og underviser, og hold ud. Din tjeneste fører jo både dig selv og dine tilhørere frem til det evige liv.