Jeremias 43-45
Dette er Biblen på dansk
43 Men da Jeramias var til ende med at forkynde alle de Ord, med hvilke Herren deres Gud havde sendt ham til dem, alle de nævnte Ord, 2 sagde Azarja, Maasejas Søn, og Johanan, Kareas Søn, og alle de andre overmodige Mænd til Jeremias: "Du lyver! Herren vor Gud har ikke sendt dig for at sige, at vi ikke skal drage til Ægypten for at bo der som fremmede; 3 nej, Baruk, Nerijas Søn, har ophidset dig imod os, for at vi skal gives i Kaldæernes Hånd, så de dræber os eller fører os bort til Babel." 4 Og Johanan, Karens Søn, alle Hærførerne og alt Folket adlød ikke Herrens Røst om at blive i Judas Land; 5 men Johanan, Kareas Søn, og alle Hærførerne tog hele Judas Rest, som var vendt tilbage for at bo i Judas Land, 6 Mænd, Kvinder og Børn, Kongedøtrene og enhver, som Livvagts øverste Nebuzaradan havde ladet blive hos Gedalja, Sjafans Søn Ahikams Søn, også Profeten Jeremias og Baruk, Nerijas Søn, 7 og drog til Ægypten; thi de adlød ikke Herrens Røst. Og de kom til Takpankes.
8 Men Herrens Ord kom til Jeremias i Takpankes således: 9 Tag dig nogle store Sten og grav dem ned i Teglstensgulvets Underlag ved Indgangen til Faraos Hus i Takpankes i de judæiske Mænds Påsyn 10 og sig til dem: Så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Jeg lader min Tjener Kong Nebukadrezar af Babel hente, og han skal rejse sin Trone oven over de Sten, du gravede ned, og brede sit Trontæppe derover. 11 Han skal komme og slå Ægypten; dem, der hører Døden til, skal han overgive til Død, dem der hører Fangenskabet til, til Fangenskab og dem, der hører Sværdet til, til Sværd. 12 Han skal sætte Ild på Ægyptens Gudehuse og afbrænde dem og bortføre Guderne som Fanger, og han skal svøbe Ægypten om sig, som en Hyrde sin Kappe; derpå skal han drage bort derfra i Fred. 13 Han skal nedbryde Stenstøtterne i Bet-Sjemesj og afbrænde Ægyptens Gudehuse.
44 Det ord, som kom til Jeremias om alle de Judærere, der boede i Ægypten, i Migdol, Takpankes, Nof og Patros: 2 Så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: I så selv al den Ulykke, jeg bragte over Jerusalem og alle Judas Byer; se, de ligger nu øde hen, og ingen bor i dem; 3 det er Straf for det onde, de gjorde, idet det krænkede mig ved at gå hen og tænde Offerild for og dyrke andre Guder, som hverken de eller deres Fædre før kendte til. 4 Jeg sendte årle og silde alle mine Tjenere Profeterne til dem, for at de skulde sige: "Gør dog ikke disse vederstyggelige Ting, som jeg hader!" 5 Men de hørte ikke og bøjede ikke deres Øre dertil, så de omvendte sig fra deres Ondskab og hørte op med at tænde Offerild for andre Guder. 6 Derfor udgød min Vrede og Harme sig og luede op i Judas Byer og Jerusalems Gader, så de blev til Ødemark og Ørk, som de er den Dag i Dag. 7 Og nu, så siger Herren, Hærskarers Gud, Israels Gud: Hvorfor nedkalder I stor Ulykke over eder selv og udrydder Mænd og Kvinder, Børn og diende af Juda, så I ikke levner eder nogen Rest, 8 idet I krænker mig med eders Hænders Værker og tænder Offerild for andre Guder i Ægypten, hvor I kom hen for at bo som fremmede? Følgen bliver, at I udrydder eder selv og bliver et Forbandelsens og Spottens Tegn blandt alle Jordens Folk. 9 Har I glemt de onde Gerninger, eders Fædre og Judas Konger og Fyrster og eders Kvinder gjorde i Judas Land og på Jerusalems Gader? 10 Hidtil har de ikke ydmyget sig; de frygter ikke og vandrer ikke efter min Lov og mine Bud, som jeg forelagde eder og eders Fædre. 11 Derfor, så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Se, jeg har ondt i Sinde imod eder; jeg vil udrydde hele Juda. 12 Og jeg tager Judas Rest, dem, som fik i Sinde at drage til Ægypten og bo der som fremmede; de skal alle omkomme i Ægypten; de skal falde for Sværd og Hunger og omkomme, store og små; for Sværd og Hunger skal de dø og blive et Edens, Rædselens, Forbandelsens og Spottens Tegn. 13 Og jeg hjemsøger dem, der bor i Ægypten, som jeg bjemsøgte Jerusalem, med Sværd, Hunger og Pest. 14 Og af Judas Rest, dem, der kom til Ægypten for at bo der som fremmede, skal ingen reddes eller undslippe, så han kan vende hjem til Judas Land, hvor de længes efter at bo igen; nej, ingen skal vende hjem undtagen enkelte, som reddes.
15 Men alle Mændene, der vel vidste, at deres Kvinder tændte Offerild for andre Guder, og alle Kvinderne, som stod der i en stor Klynge, og alt Folket, som boede i Ægypten, i Patros, svarede Jeremias: 16 "Det Ord, du har talt til os i Herrens Navn, vil vi ikke høre; 17 nej, vi vil opfylde hvert Løfte; som er udgået af vor Mund, og tænde Offerild for Himmelens Dronning og udgyde Drikofre for hende, som vi og vore Fædre, vore konger og Fyrster gjorde det i Judas Byer og på Jerusalems, Gader. Dengang havde vi Brød nok og var lykkelige og kendte ikke til Ulykke; 18 men fra den Stund vi hørte op med at tænde Offerild for Himmelens Dronning og udgyde Drikofre for hende, led vi Mangel på alt og omkom ved Sværd og Hunger. 19 Og når vi tænder Offerild for Himmelens Dronning og udgyder Drikofre for hende, mon det så er uden vore Mænds Vidende, at vi bager hende Offerkager, som afbilder hende, og udgyder Drikofre for hende?"
20 Jeremias sagde til alt Folket, Mændene, Kvinderne og alt Folket, som havde svaret ham således: 21 "Mon ikke den offerild, som I, eders Fædre, eders Konger og Fyrster og Landets Befolkning tændte i Judas Byer og på Jerusalems Gader, randt Herren i Hu og kom ham i Tanke? 22 Herren kunde ikke mere holde det ud for eders onde Gerninger og de vederstyggelige Ting, I gjorde; derfor blev eders Land til Ørk, til et Rædselens og Forbandelsens Tegn, som det er den Dag i Dag. 23 Fordi I tændte Offerild og syndede mod Herren og ikke adlød Herrens Røst eller fulgte hans Lov, Vedtægter og Vidnesbyrd, derfor ramtes I af denne Ulykke, som varer ved den Dag i Dag." 24 Og Jeremias sagde til alt Folket og alle kvinderne: "Hør Herrens Ord, hele Juda i Ægypten! 25 Så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: I og eders Kvinder lover med eders Mund og opfylder det med eders Hænder! I siger: Vi vil opfylde de Løfter, vi har aflagt, og tænde Offerild for Himmelens Dronning og udgyde Drikofre for hende. Så hold da eders Løfter og indfri dem! 26 Men hør da også Herrens Ord, alle I Judæere, som bor i Ægypten: Se, jeg sværger ved mit store Navn, siger Herren: Ikke skal mere nogensteds i Ægypten mit Navn nævnes i nogen judæisk Mands Mund, så han siger: Så sandt den Herre Herren lever! 27 Se, jeg er årvågen over dem til Ulykke og ikke til Lykke, og hver judæisk Mand i Ægypten skal omkomme ved Sværd og Hunger, indtil de er udryddet. 28 Kun de, der undslipper Sværdet, skal vende hjem fra Ægypten til Judas Land, et ringe Tal; og hele Judas Rest, der er kommet til Ægypten for at bo der som fremmede, skal kende, hvis Ord der står fast, mit eller deres. 29 Og dette, lyder det fra Herren, skal være eder et Tegn på, at jeg hjemsøger eder på dette Sted, for at I skal kende, at mine Ord opfyldes på eder til eders Ulykke: 30 Så siger Herren: Se, jeg giver Ægypterkongen Farao Hofra i hans Fjenders Hånd og i deres Hånd, som står ham efter Livet, ligesom jeg gav Kong Zedekias af Juda i hans Fjende, Kong Nebukadrezar af Babels Hånd, som stod ham efter livet.
45 Det ord som profeten Jeremias talte til Baruk, Nerijas søn, da han optegnede alle disse ord i en Bog efter Jeremiass Mund i Josiass Søns, Kong Jojakim af Judas, fjerde Regeringsår: 2 Så siger Herren, Israels Gud, om dig, Baruk: 3 Fordi Baruk siger: Ve mig, thi Kummer har Herren føjet til min Smerte, jeg er træt af at sukke og finder ej Hvile! 4 skal du sige til ham: Så siger Herren: Se, hvad jeg har bygget, nedbryder jeg; hvad jeg har plantet, rykker jeg op; det gælder al Jorden 5 og du søger store Ting for dig selv! Gør det ikke! Thi se, jeg sender Ulykke over alt Kød, lyder det fra Herren. Men dig giver jeg dit Liv som Bytte, alle Vegne hvor du kommer.
Jeremias 43-45
Bibelen på hverdagsdansk
En stor del af judæerne søger alligevel tilflugt i Egypten
43 Da jeg havde givet dem Herrens svar, 2-3 sagde Jezanja,[a] Johanan og de andre overmodige mænd til mig: „Du lyver! Herren har ikke sagt, at vi ikke må rejse til Egypten og bosætte os der. Det er Baruk, Nerijas søn, der står bag den idé. Det er ham, der har overtalt dig til at sige sådan, så vi kan blive slået ihjel af babylonierne eller gjort til slaver i Babylonien.”
4 Johanan, officererne og de øvrige ledere nægtede altså at adlyde Herrens befaling om at blive i Juda. 5 Johanan og de andre officerer samlede en stor gruppe judæere og begav sig af sted til Egypten. Deriblandt var alle de judæere, der netop var vendt hjem fra nabolandene, som de i sin tid var flygtet til. 6 Også kongens døtre og alle de andre, som Nebuzaradan havde overladt i Gedaljas varetægt i Mitzpa, blev taget med, både mænd, kvinder og børn. De tvang også Baruk og mig til at tage med. 7 De nægtede altså at adlyde Herren og nåede inden længe frem til byen Takpankes i Egypten.
8 Mens vi var i Takpankes, sagde Herren til mig: 9 „Kald Judas mænd sammen. Tag så i deres påsyn nogle store sten og grav dem ned i brolægningen ved indgangen til Faraos palads her i Takpankes. 10 Derefter skal du sige til judæerne: Hør, hvad Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: Kong Nebukadnezar af Babylon er min tjener, og jeg vil bringe ham her til Egypten. Han vil rejse sin trone på brolægningen og udspænde sin tronhimmel over de sten, der er gravet ned her. 11 Når han kommer, vil han rasere Egypten. Nogle vil blive dræbt i kampen, andre vil blive taget til fange, og andre vil dø af sygdom. Alle vil få den skæbne, som er bestemt for dem. 12 Nebukadnezar vil sætte ild til de egyptiske guders templer og enten brænde afgudsbillederne eller tage dem med sig. Som hyrden, der piller lus af sin kappe, vil den babyloniske konge pille Egypten ren og drage bort som sejrherre. 13 Han vil knuse de hellige obelisker i Heliopolis og brænde Egyptens gudetempler.”
Guds dom over afgudsdyrkelsen blandt judæerne i Egypten
44 Herren gav mig derefter følgende budskab om de judæere, der havde slået sig ned i byerne Migdol, Takpankes og Memfis i det nordlige Egypten og i området Patros i det sydlige Egypten:
2 Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: „I ved, hvad jeg gjorde ved Jerusalem og Judas byer. De ligger nu i ruiner og er folketomme. 3 Jeg måtte straffe befolkningen for deres ondskab, for de provokerede mig med deres afgudsdyrkelse. De dyrkede fremmede guder, som hverken de eller I eller jeres forfædre før kendte til. 4 Gang på gang sendte jeg mine tjenere, profeterne, til dem for at advare dem: ‚Hold dog op med jeres afskyelige afgudsdyrkelse. I ved jo, at jeg hader det.’ 5 Men de ville ikke høre efter, og de omvendte sig ikke fra deres ondskab. De blev ved med at ofre røgelse til de fremmede guder. 6 Da kogte min vrede over, og min glødende harme faldt som ild ned over Judas byer og Jerusalems gader, så de nu er øde tomter.
7 Og nu spørger Herren, den Almægtige, Israels Gud, jer: Hvorfor vil I ødelægge jer selv? Hvorfor vil I være årsag til, at samtlige mænd, kvinder, børn og spædbørn må lade livet? 8 Her i Egypten, hvor I har slået jer ned, har I igen provokeret mig til vrede ved at lave nye afguder og ofre røgelse til dem. Derved har I fældet dommen over jer selv: I vil blive udryddet, og over hele verden vil man håne og forbande jer. 9 Har I glemt jeres forfædres ondskab? Har I glemt alle de synder, som Judas konger og dronninger begik? Har I glemt jeres egne synder og jeres koners synder i Juda og Jerusalem? 10 Indtil i dag har mit folk ikke angret eller vist mig respekt. I har ikke adlydt de love og forskrifter, jeg gav jer og jeres forfædre.
11 Derfor siger Herren, den Almægtige, Israels Gud: Jeg har besluttet at udrydde jer. 12 Jeg vil tilintetgøre den rest af Juda, der absolut ville flygte til Egypten. De skal alle sammen dø her enten i krig eller af sult, og de vil blive hånet, foragtet og forbandet. 13 De kommer til at opleve den samme straf her, som ramte Jerusalem: krig, sult og epidemier. 14 I flygtede herned i håbet om engang at vende tilbage, men kun en ganske lille rest får lov at vende tilbage. Det store flertal skal dø i Egypten.”
15 En stor gruppe judæere fra både det nordlige og sydlige Egypten hørte mit budskab. Selv om det var kvinderne, der brændte røgelse for de egyptiske afguder, var mændene udmærket godt klar over det. Forsamlingen gav mig nu følgende svar: 16 „Vi vil ikke høre på de budskaber, du påstår, at Herren har givet dig. 17 Vi har lovet at brænde røgelse for Himlens Dronning og give hende drikofre, og det vil vi blive ved med. Det er jo ikke andet end det, vores forfædre og konger og ledere gjorde før i tiden i Judas byer og Jerusalems gader.[b] Dengang led vi ingen nød. Vi havde masser at spise, og vi havde lykken med os. 18 Men da vi holdt op med at brænde røgelse og bringe drikofre til Himlens Dronning, gik alting galt for os, og vi blev plaget af krig og sult.”
19 Kvinderne tilføjede: „Tror du for øvrigt, at vi dyrker Himlens Dronning, udgyder drikofre til hende og bager kager til hendes ære uden at vores mænd ved det?”
20 Da sagde jeg til den store forsamling af mænd og kvinder: 21 „Herren så til med afsky, dengang jeres forfædre og konger og ledere brændte røgelse for afguderne i Judas byer og Jerusalems gader. 22 Det var jo netop, fordi Herren ikke længere kunne holde ud at se på jeres ondskab og jeres afskyelige afgudsdyrkelse, at han ødelagde landet, så det i dag er et forbandet land med folketomme ruinbyer. 23 Kan I da ikke forstå, at netop jeres afgudsdyrkelse og jeres oprør imod Herren og hans love og forordninger var årsag til jeres ulykke? 24 Hør nu, hvad Herren siger til alle jer judæere, som har slået jer ned i Egypten. 25 Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: I er alle sammen fast besluttede på at fortsætte med at brænde røgelse og give drikofre til Himlens Dronning, både mænd og kvinder. Så gør da, hvad I har lovet hende! 26 Men hør Herrens ord, alle I judæere, der har slået jer ned i Egypten: Jeg sværger ved mit eget mægtige navn, at ingen af jer længere får mulighed for at påkalde mig og sige: ‚Så sandt Herren lever!’ 27 Jeg skal sørge for, at I rammes af ulykke, så I alle omkommer som ofre for krig og sult her i Egypten. 28 Det bliver kun en lille rest, der undslipper min vrede og vender tilbage til Judas land. Til den tid vil alle de judæere, som kom til Egypten for at bosætte sig her, erkende, hvem der havde ret, jer eller mig. 29 Og nu vil jeg give jer et tegn på, at jeg mener mine trusler om straf alvorligt: 30 Jeg vil udlevere Egyptens konge, Hofra, til hans fjender på samme måde, som jeg udleverede kong Zidkija af Juda til kong Nebukadnezar af Babylon.”
Et budskab til Baruk
45 I kong Jojakim af Judas fjerde regeringsår fik jeg et budskab fra Herren, som var henvendt til Baruk, der efter mit diktat nedskrev alt, hvad Herren sagde til mig:
2 Hør, hvad Herren, Israels Gud, har at sige til dig, Baruk: 3 „Du beklager dig over dine problemer og lidelser. Du har ingen ro på dig og bliver træt og nedtrykt over de mange domsbudskaber. 4 Lad mig fortælle dig noget, siger Herren: Jeg har lov til at rive det ned, jeg selv har bygget op, og rykke det op, jeg selv har plantet. Og det kan jeg gøre overalt på jorden. 5 Du vil gerne opleve fremgang og lykke lige meget hvad, men det kan du godt opgive, for jeg vil dømme ondskaben, hvor end den findes i verden. Men jeg lover dig, at lige meget hvor du kommer hen, vil jeg redde dig fra døden.”
Notas al pie
- 43,2-3 Teksten har Azarja, hvilket formodentlig er et andet navn for Jezanja.
- 44,17 Judæerne tilbad solen, månen og stjernerne under kong Manasse (2.Kong. 21,3ff), men holdt op under kong Josias, som blev dræbt i kampen mod egypterne, jf. 2.Kong. 23,26ff.
Hebræerne 5
Dette er Biblen på dansk
5 Thi hver Ypperstepræst tages iblandt Mennesker og indsættes for Mennesker til Tjenesten for Gud, for at han skal frembære både Gaver og Slagtofre for Synder, 2 som en, der kan bære over med de vankundige og vildfarende, eftersom han også selv er stedt i Skrøbelighed 3 og for dens Skyld må frembære Syndoffer, som for Folket således også for sig selv 4 Og ingen tager sig selv den Ære, men han kaldes af Gud, ligesom jo også Aron.
5 Således har ej heller Kristus tillagt sig selv den Ære at blive Ypperstepræst, men den, som sagde til ham: "Du er min Søn, jeg har født dig i Dag," 6 som han jo også siger et andet Sted: "Du er Præst til evig Tid, efter Melkisedeks Vis," 7 han, som i sit Køds Dage med stærkt Råb og Tårer frembar Bønner og ydmyge Begæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Angst, 8 og således, endskønt han var Søn, lærte Lydighed af det, han led, 9 og efter at være fuldkommet blev Årsag til evig Frelse for alle dem, som lyde ham, 10 idet han af Gud blev kaldt Ypperstepræst efter Melkisedeks Vis.
11 Herom have vi meget at sige, og det er vanskeligt at forklare, efterdi I ere blevne sløve til at høre. 12 Thi skønt I efter Tiden endog burde være Lærere, trænge I atter til, at man skal lære eder Begyndelsesgrundene i Guds Ord, og I ere blevne sådanne, som trænge til Mælk og ikke til fast Føde. 13 Thi hver, som får Mælk, er ukyndig i den rette Tale, thi han er spæd; 14 men for de fuldkomne er den faste Føde, for dem, som på Grund af deres Erfaring have Sanserne øvede til at skelne mellem godt og ondt.
Hebræerne 5
Bibelen på hverdagsdansk
5 De jødiske ypperstepræster var mennesker som alle andre, men de blev udvalgt til at tjene Gud på deres medmenneskers vegne. De skulle bringe ofre og gaver til Gud, for at menneskers synder kunne blive tilgivet. 2 De kunne vise barmhjertighed og forståelse for tankeløse og vildførte menneskers synd og svigten, fordi de selv var mennesker, som begik fejl. 3 Derfor måtte de bringe syndofre både for folkets synder og deres egne synder.
4 Ingen har ret til selv at påtage sig den ære at være ypperstepræst. Han skal kaldes og indsættes af Gud, ligesom Aron blev det. 5 Heller ikke Kristus påtog sig selv den ære at være ypperstepræst. Nej, han blev indsat af Gud, som sagde til ham:
„Du er min Søn,
i dag er jeg blevet din Far.”
6 Og et andet sted taler Skriften således om ham: „Du skal være præst efter Melkizedeks forbillede for evigt.”[a]
7 Engang, mens Jesus levede her på jorden som menneske, bad han inderligt til Gud med tårer og smerte, for han vidste, at Gud var den eneste, der kunne redde ham fra en frygtelig død. Og Gud hørte hans bøn på grund af hans gudsfrygt.[b] 8 Selvom Jesus var Guds Søn, måtte han gennem sine lidelser lære, hvad fuld lydighed indebærer. 9 Da hans gerning var fuldført, havde han dermed skabt grundlaget for, at alle, som adlyder ham, opnår en evig frelse. 10 Gud havde jo kaldt ham ypperstepræst for evigt efter Melkizedeks forbillede.
Åndelig modenhed
11 Det kunne der siges meget mere om, men det er vanskeligt at forklare, for I har svært ved at forstå det. 12 I har nu været kristne i lang tid, og I burde derfor kunne undervise andre, men i stedet trænger I til igen at blive undervist om de grundlæggende sandheder i Guds ord. Ja, I er som små børn, der endnu kun tåler mælk og ikke fast føde. 13 De, der lever af mælk, har svært ved at forstå Guds vilje. De er endnu på begynderstadiet. 14 Men den faste føde er for de modne kristne, som gennem øvelse har lært at skelne mellem det rigtige og det forkerte.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.