Esajas 50-52
Dette er Biblen på dansk
50 Så siger Herren: Hvor er eders Moders Skilsmissebrev, med hvilket jeg sendte hende bort; eller hvem var jeg noget skyldig, så jeg solgte eder til ham? Nej, for eders Brøde solgtes I, for eders Synd blev eders Moder sendt bort. 2 Hvi var der da ingen, da jeg kom, hvi svarede ingen, da jeg kaldte? Er min Hånd for kort til af udfri, har jeg ingen Kraft til at redde? Ved min Trussel udtørrer jeg Havet, Strømme gør jeg til Ørk, så Fiskene rådner af Mangel på Vand og dør af Tørst; 3 jeg klæder Himlen i sort og hyller den ind i Sæk.
4 Den Herre Herren gav mig Lærlinges Tunge, at jeg skulde vide at styrke de trætte med Ord; han vækker hver Morgen mit Øre, han vækker det til at høre, som Lærlinge hører. 5 Den Herre Herren åbnede mit Øre, og jeg stred ikke imod, jeg unddrog mig ikke; 6 min Ryg bød jeg frem til Hug, mit Skæg til at rives, mit Ansigt skjulte jeg ikke for Hån og Spyt. 7 Mig hjælper den Herre Herren, så jeg ikke beskæmmes; jeg gør derfor mit Ansigt som Sten og ved, jeg bliver ikke til Skamme. 8 Min Retfærdiggører er nær; lad os mødes, om nogen vil Strid; om nogen vil trætte med mig, så træde han hid! 9 Se, den Herre Herren hjælper mig, hvo vil fordømme mig? Se, alle slides op som en Klædning, Møl fortærer dem.
10 Frygter nogen af jer Herren, han lytte til hans Tjener, enhver, som vandrer i Mørke og uden Lys; han stole på Herrens Navn, søge Støtte hos sin Gud! 11 Alle I, som optænder Ild og sætter Pile i Brand, gå ind i eders brændende Ild, i Pilene, I tændte! Fra min Hånd skal det ramme eder, i Kval skal I ligge.
51 Hør mig, I, som jager efter Retfærd, som søger Herren! Se til Klippen, I huggedes af, til Gruben, af hvilken I brødes, 2 se til eders Fader Abraham, til Sara, der fødte eder: Da jeg kaldte ham, var han kun een, jeg velsigned ham, gjorde ham til mange. 3 Thi Herren trøster Zion, trøster alle dets Tomter, han gør dets Ørk som Eden, dets Ødemark som Herrens Have; der skal findes Fryd og Glæde, Lovsang og Strengespil.
4 I Folkeslag, lyt til mig, I Folkefærd, lån mig Øre! Thi Lov går ud fra mig, min Ret som Folkeslags Lys; 5 min Retfærd nærmer sig hastigt, min Frelse oprinder, mine Arme bringer Folkeslag Ret; fjerne Strande bier på mig og længes efter min Arm.
6 Løft eders Øjne mod Himlen og se på Jorden hernede! Thi Himlen skal svinde som Røg, Jorden som en opslidt Klædning, dens Beboere skal dø som Myg. Men min Frelse varer evigt, min Retfærd ophører aldrig. 7 Hør mig, I, som kender Retfærd, du Folk med min Lov i dit Hjerte, frygt ej Menneskers Hån, vær ikke ræd for deres Spot! 8 Som en Klædning skal Møl fortære dem,,Orm fortære dem som Uld, men min Retfærd varer evigt, min Frelse fra Slægt til Slægt.
9 Vågn op, vågn op, Herrens Arm, og ifør dig Styrke, vågn op som i henfarne Dage, i Urtidens Slægter! Mon du ej kløvede Rahab, gennembored Dragen, 10 mon du ej udtørred Havet, Stordybets Vande, gjorde Havets dyb til en Vej, hvor de genløste gik? 11 Herrens forløste vender hjem, de drager til Zion med Jubel med evig Glæde om Issen; Fryd og Glæde får de, Sorg og Suk skal fly. 12 Jeg, jeg er eders Trøster, hvem er da du, at du frygter dødelige, jordiske Mennesker, der bliver som Græs, 13 at du glemmer Herren, din Skaber, der udspændte Himlen og grundfæsted Jorden, at du altid Dagen lang frygter for Undertrykkerens Vrede. Så snart han vil til at lægge øde, hvor er da Undertrykkerens Vrede? 14 Snart skal den krumsluttede løses og ikke dø og synke i Graven eller mangle Brød, 15 så sandt jeg er Herren din Gud, som rører Havet, så Bølgerne bruser, den, hvis Navn er Hærskarers Herre. 16 jeg lægger mine Ord i din Mund og gemmer dig under min Hånds Skygge for at udspænde Himmelen og grundfæste Jorden og sige til Zion: "Du er mit Folk."
17 Vågn op, vågn op, stå op, Jerusalem, som af Herrens Hånd fik rakt hans Vredes Bæger og tømte den berusende Kalk til sidste Dråbe. 18 Af alle de Børn, hun fødte, ledte hende ingen, af alle de Børn, hun fostred, greb ingen hendes Hånd. 19 To Ting timedes dig hvo ynker dig vel? Vold og Våde, Hunger og Sværd - hvo trøster dig? 20 Ved alle Gadehjørner lå dine Sønner i Afmagt som i Garn Antiloper, fyldte med Herrens Vrede, med Trusler fra din Gud. 21 Hør derfor, du arme, drukken, men ikke af Vin: 22 Så siger din Herre, Herren, din Gud, der strider for sit Folk: Se, jeg tager den berusende Kalk fra din Hånd, aldrig mer skal du drikke min Vredes Bæger; 23 og jeg rækker det til dine Plagere, dem, som bød dig: "Bøj dig, så vi kan gå over!" og du gjorde din Ryg til Gulv, til Gade for Vandringsmænd.
52 Vågn op, vågn op, ifør dig tag dit Højtidsskrud på, Jerusalem, hellige By! Thi uomskårne, urene Folk skal ej mer komme ind. 2 Ryst Støvet af dig, stå op, tag Sæde, Jerusalem, fri dig for Halslænken, Zions fangne Datter! 3 Thi så siger Herren: For intet solgtes I, og uden Sølv skal I løskøbes. 4 Thi så siger den Herre Herren: I Begyndelsen drog mit Folk ned til Ægypten for at bo der som fremmed, og siden undertrykte Assyrien det uden Vederlag. 5 Og nu? Hvad har jeg at gøre her? lyder det fra Herren; mit Folk er jo ranet for intet. De, der hersker over det, brovter, lyder det fra Herren, og mit Navn vanæres ustandseligt Dagen lang. 6 Derfor skal mit Folk kende mit Navn på hin Dag, at det er mig, som har talet, ja mig. 7 Hvor liflige er på Bjergene Glædesbudets Fodtrin, han, som udråber Fred, bringer gode Tidender, udråber Frelse, som siger til Zion: "Din Gud har vist, han er Konge." 8 Hør, dine Vægtere råber, de jubler til Hobe, thi de ser for deres Øjne Herren vende hjem til Zion. 9 Bryd ud til Hobe i Jubel, Jerusalems Tomter! Thi Herren trøster sit Folk, genløser Jerusalem. 10 Han blotter sin hellige Arm for al Folkenes Øjne, den vide Jord skal skue Frelsen fra vor Gud. 11 Bort, bort, drag ud derfra, rør ej noget urent, bort, tvæt jer, I, som bærer Herrens Kar! 12 Thi i Hast skal I ej drage ud, I skal ikke flygte; nej, foran eder går Herren, eders Tog slutter Israels Gud.
13 Se, min Tjener får Fremgang han stiger, løftes og ophøjes såre. 14 Som mange blev målløse over ham, så umenneskelig ussel så han ud, han ligned ej Menneskenes Børn 15 skal Folk i Mængde undres, Konger blive stumme over ham; thi hvad ikke var sagt dem, ser de, de skuer, hvad de ikke havde hørt.