Esajas 28-29
Dette er Biblen på dansk
28 Ve Efraims berusedes stolte og dets herlige Smykkes visnende Blomster på Tindingen af de druknes fede Dal! 2 Se, Herren har en vældig Kæmpe til Rede; som Skybrud af Hagl, som hærgende Storm, som Skybrud af mægtige skyllende Vande slår han til Jorden med Vælde. 3 Med Fødderne trampes de ned, Efraims berusedes stolte Krans 4 og dets herlige Smykkes visnende Blomster på Tindingen af den fede bal; det går den som en tidligmoden Figen før Frugthøst: Hvo der får Øje på den, plukker den, og knap er den i Hånden, før han har slugt den.
5 På hin bag bliver Hærskarers Herre en smuk Krans og en herlig Krone for sit Folks Rest 6 og en Rettens Ånd for dem, som sidder til Doms, og Styrke for dem, der driver Krigen tilbage til Portene.
7 Også disse raver af Vin, er svimle af Drik, Præst og Profet, de raver af Drik, fra Samling af Vin og svimle af Drik; de raver under Syner, vakler, når de dømmer. 8 Thi alle Borde er fulde af Spy, Uhumskhed flyder på hver en Plet. 9 "Hvem vil han belære, hvem tyder han Syner mon afvante Børn, nys tagne fra Brystet? 10 Kun hakke og rakke, rakke og hakke, lidt i Vejen her og lidt i Vejen der!" 11 Ja, med lallende Læber, med fremmed Mål vil han tale til dette Folk, 12 han, som dog sagde til dem: "Her er der Hvile, lad den trætte hvile, her er der Ro!" men de vilde ej høre. 13 Så bliver for dem da Herrens Ord: "Hakke og rakke, rakke og bakke, lidt i Vejen her og lidt i Vejen der!" så de går hen og styrter bagover, sønderslås, fanges og hildes.
14 Hør derfor Herrens Ord, I spotske Mænd, I Nidvisens Mestre blandt dette Jerusalems Folk! 15 Fordi I siger: "Vi slutted en Pagt med Døden, Dødsriget gjorde vi Aftale med; når den susende Svøbe går frem, da når den ej os, thi Løgn har vi gjort til vort Ly, vi har gemt os i Svig;" 16 derfor, så siger den Herre Herren: Se, jeg lægger i Zion en prøvet Sten, en urokkelig, kostelig Hjørnesten; tror man, baster man ikke. 17 Og jeg gør Ret til Målesnor, Retfærd til Blylod; Hagl skal slå Løgnelyet ned, Vand skylle Gemmestedet bort. 18 Eders Pagt med Døden skal brydes, Aftalen med Dødsriget glippe. Når den susende Svøbe går frem, skal den slå jer til Jorden, 19 jer skal den ramme, hver Gang den går frem; thi Morgen efter Morgen går den frem, ved Dag og ved Nat, idel Angst skal det blive at få Syner tydet. 20 Vil man strække sig, er Lejet for kort; vil man dække sig, er Tæppet for smalt. 21 Thi som på Perazims Bjerg vil Herren stå op, som i Gibeons Dal vil han vise sin Vrede for at gøre sin Gerning en underlig Gerning, og øve sit Værk et sælsomt Værk. 22 Derfor hold inde med Spot, at ej eders Bånd skal snære; thi om hele Landets visse Undergang hørte jeg fra Herren, Hærskarers Herre.
23 Lyt til og hør min Røst, lån Øre og hør mit Ord! 24 Bliver Plovmanden ved med at pløje til Sæd, med at bryde og harve sin Jord? 25 Mon han ikke, når den er jævnet, sår Dild og udstrør Kommen, lægger Hvede, Hirse og Byg på det udsete Sted og Spelt i Kanten deraf? 26 Hans Gud vejleder ham, lærer ham det rette. 27 Thi med Tærskeslæde knuser man ikke Dild, lader ikke Vognhjul gå over Kommen; nej, Dilden tærskes med Stok og Kommen med Kæp. 28 Mon Brødkorn knuses? Nej, det bliver ingen ved med at tærske; Vognhjul og Heste drives derover man knuser det ikke. 29 Også dette kommer fra Hærskarers Herre, underfuld i Råd og stor i Visdom.
29 Ve dig, Ariel, Ariel, Byen, hvor David slog lejr! Lad år blive føjet til år, lad Højtid følge på Højtid, 2 da bringer jeg Ariel Trængsel, da kommer Sorg og Kvide, da bliver du mig et Ariel, 3 jeg lejrer mig mod dig som David; jeg opkaster Volde om dig, og Bolværker rejser jeg mod dig. 4 Da taler du dybt fra Jorden, dine Ord er Mumlen fra Støvet; din Røst fra Jorden skal ligne et Genfærds, dine Ord er Hvisken fra Støvet. 5 Dine Fjenders Hob skal være som Sandstøv, Voldsmændenes Hob som flyvende Avner. Brat, i et Nu skal det ske: 6 hjemsøges skal du af Hærskarers Herre under Torden og Brag og vældigt Drøn, Storm og Vindstød og ædende Lue. 7 Som et natligt Drømmesyn bliver Hoben af alle de Folk, som angriber Ariel, af alle, der angriber det og dets Fæstning og trænger det; 8 som når den sultne drømmer, at han spiser, men vågner og føler sig tom, som når den tørstige drømmer, at han drikker, men vågner mat og vansmægtende, således skal det gå Hoben af alle de Folk, der angriber Zions Bjerg.
9 Undres og studs, stir jer kun blinde, vær drukne uden Vin og rav uden Drik! 10 Thi Herren har udgydt over jer en Dvalens Ånd, tilbundet eders Øjne (Profeterne), tilhyllet eders Hoveder (Seerne). 11 Derfor er ethvert Syn blevet eder som Ordene i en forseglet Bog; giver man den til en, som kan læse, og siger: "Læs!" så svarer han: "Jeg kan ikke, den er jo forseglet;" 12 og giver man den til en, som ikke kan læse, og siger: "Læs!" så svarer han: "Jeg kan ikke læse."
13 Og Herren sagde: Eftersom dette Folk kun holder sig nær med sin Mund og ærer mig med sine Læber, mens Hjertet er fjernt fra mig, og fordi deres Frygt for mig blev tillærte Menneskebud, 14 se, derfor handler jeg fremdeles sært og sælsomt med dette Folk; dets Vismænds Visdom forgår, de kloges Klogskab glipper.
15 Ve dem, der dølger deres Råd i det dybe for Herren, hvis Gerninger sker i Mørke, som siger: "Hvem ser os, og hvem lægger Mærke til os?"
16 I Dårer, regnes Ler og Pottemager lige, så Værk kan sige om Mester: "Han skabte mig ikke!" eller Kunstværk om Kunstner: "Han fattes Forstand!" 17 Se, end om en liden Stund skal Libanon blive til Frugthave, Frugthaven regnes for Skov. 18 På hin Dag hører de døve Skriftord, og friet fra Mulm og Mørke kan blindes Øjne se. 19 De ydmyge glædes end mere i Herren, de fattige jubler i Israels Hellige. 20 Thi Voldsmand er borte, Spotter forsvundet, bortryddet hver, som er vågen til ondt, 21 som med Ord får et Menneske gjort skyldigt, lægger Fælde for Dommeren i Porten og kuer en retfærdig ved Opspind. 22 Derfor, så siger Herren, Jakobs Huses Gud, han, som udløste Abraham: Nu høster Jakob ej Skam, nu blegner hans Åsyn ikke; 23 thi når han ser mine Hænders Værk i sin Midte, da skal han hellige mit Navn, holde Jakobs Hellige hellig og frygte Israels Gud; 24 de, hvis Ånd for vild, vinder Indsigt, de knurrende tager mod Lære.