9 Men engang skal der ikke længer være Mørke i det Land, hvor der nu er Trængsel; i Fortiden bragte han Skændsel over Zebulons og Naftalis Land, Men i Fremtiden bringer han Ære over Vejen langs Søen, Landet hinsides Jordan, Hedningernes Kreds. ² Det Folk, som vandrer i Mørke, skal skue så stort et Lys; Lys stråler frem over dem, som bor i Mulmets Land. ³ Du gør Fryden mangfoldig, Glæden stor, de glædes for dit Åsyn, som man glædes i Høst, ret som man jubler, når Bytte deles. ⁴ Thi dets tunge Åg og Stokken til dets Ryg, dets Drivers Kæp, har du brudt som på Midjans Dag; ⁵ ja, hver en Støvle, der tramper i Striden, og Kappen, der søles i Blod, skal brændes og ende som Luernes Rov. ⁶ Thi et Barn er født os, en Søn er os givet, på hans Skulder skal Herredømmet hvile; og hans Navn skal være: Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste. ⁷ Stort bliver Herredømmet, endeløs Freden over Davids Trone og over hans Rige, at det må grundes og fæstnes ved Ret og Retfærd fra nu og til evig Tid. Hærskarers Herres Nidkærhed gør det.

⁸ Et Ord sender Herren mod Jakob, i Israel slår det ned; ⁹ alt Folket får det at kende, Efraim og Samarias Borgere. Thi de siger i Hovmod og Hjertets Stolthed: ¹⁰ "Teglsten faldt, vi bygger med Kvader, Morbærtræer blev fældet, vi får Cedre i Stedet!" ¹¹ Da rejser Herren dets Uvenner mod det og ægger dets Fjender op, ¹² Syrerne forfra, Filisterne bagfra, de æder Israel med opspilet Gab. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud. ¹³ Men til ham, der slår det, vender Folket ej om, de, søger ej Hærskarers Herre. ¹⁴ Da hugger Herren Hoved og Hale af Israel, Palme og Siv på en eneste Dag. ¹⁵ Den ældste og agtede er Hoved, Løgnprofeten er Hale. ¹⁶ De ledende i dette Folk leder vild, og de, der ledes, opsluges. ¹⁷ Derfor glædes ej Herren ved dets unge Mænd, har ej Medynk med dets faderløse og Enker. Thi alle er Niddinger og Ugerningsmænd, og hver en Mund taler Dårskab. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud. ¹⁸ Thi Gudløshed brænder som Ild, fortærer Torn og Tidsel, sætter Ild på det tætte Krat, så det hvirvler op i Røg. ¹⁹ Ved Hærskarers Herres Vrede står Landet i Brand, og Folket bliver som Føde for Ilden; de skåner ikke hverandre. ²⁰ Man snapper til højre og hungrer, æder om sig til venstre og mættes dog ej. Hver æder sin Næstes Kød, ²¹ Manasse Efraim, Efraim Manasse, og de overfalder Juda sammen. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud.

10 Ve dem, der giver Ulykkeslove og ivrigt fører Uret til Bogs ² for at trænge de ringe fra Retten og røve de armes Ret i mit Folk, at Enker kan blive deres Bytte og faderløse kan plyndres. ³ Hvad gør I på Straffens Dag, når Undergang kommer fra det fjerne? Til hvem vil I ty om Hjælp, hvor gemmer I da eders Rigdom? ⁴ Enten må I knæle blandt Fanger, eller også falde på Valen! Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud. ⁵ Ve Assur, min Harmes Kæp, min Vrede er Stokken i hans Hånd. ⁶ Jeg sender ham mod et vanhelligt Folk, opbyder ham mod min Vredes, Folk til at gøre Bytte og røve og trampe det ned som Skarn på Gaden. ⁷ Men han, han mener det ej så, hans Hjerte tænker ej så. Nej, at ødelægge, det er hans Attrå, at udrydde Folk, ikke få. ⁸ Thi han siger: "Er ej mine Høvedsmænd Konger til Hobe? ⁹ Gik det ej Kalno som Karkemisj, mon ikke Hamat som Arpad, Samaria som Damaskus? ¹⁰ Som min Hånd fandt hen til Afgudernes Riger, der dog havde flere Gudebilleder end Jerusalem og Samaria ¹¹ mon jeg da ikke skal handle med Jerusalem og dets Gudebilleder, som jeg handlede med Samaria og dets Afguder?" ¹² Men når Herren fuldbyrder alt sit Værk på Zions Bjerg og i Jerusalem, vil jeg hjemsøge Assyrerkongens Hjertes Hovmodsfrugt og hans Øjnes trodsige Pral, ¹³ fordi han siger: "Med min, stærke Hånd greb jeg ind, med min Visdom, thi jeg er klog. Jeg flyttede Folkeslags Grænser og rev deres Skatte til mig, stødte Folk fra Tronen i Almagt; ¹⁴ min Hånd fandt til Folkenes Rigdom som hen til en Fuglerede; som man sanker forladte Æg, har jeg sanket den vide Jord, og ingen rørte en Vinge, åbnede Næbbet og peb." ¹⁵ Mon Øksen bryster sig mod den, som hugger, gør Saven sig til mod den, som saver? Som om Kæppen kan svinge den, der løfter den, Stokken løfte, hvad ikke er Træ! ¹⁶ Derfor sender Herren Hærskarers Herre, Svindsot i hans Fedme, og under hans Herlighed luer en Lue som luende Ild; ¹⁷ Israels Lys bliver til Ild og dets Hellige til en Flamme, og den brænder og fortærer hans Tidsel og Torn på een Dag; ¹⁸ hans Skovs og Frugthaves Herlighed skal den rydde Rub og Stub, og han bliver som en syg, der hentæres. ¹⁹ De Træer, som levnes i hans Skov, bliver det let at tælle; et Barn kan skrive dem op.

²⁰ På hin Dag skal Israels Rest og det, som undslipper af Jakobs Hus, ikke mere støtte sig til den, der slår det, men til Herren, Israels Hellige, i Sandhed. ²¹ En Rest skal omvende sig, Jakobs Rest, til den vældige Gud. ²² Thi var end dit Folk som Sandet ved Havet, Israel, kun en Rest deraf skal omvende sig. Ødelæggelse er fastslået, og med Retfærdighed vælter den frem; ²³ thi Ødelæggelse og fastslået Råd fuldbyrder Herren, Hærskarers Herre, over al Jorden.

²⁴ Derfor, så siger Herren, Hærskarers Herre: Frygt ikke, mit Folk, som bor i Zion, for Assyrien, når det slår dig med Kæppen og løfter sin Stok imod dig som fordum Ægypten! ²⁵ Thi end om en føje Stund er Vreden ovre, og min Harme vender sig til deres Fordærv. ²⁶ Så svinger Hærskarers Herre Svøben imod det, som da Midjan blev slået ved Orebs Klippe; hans Stok er udrakt imod Havet, og han løfter den som fordum mod Ægypten. ²⁷ På hin Dag tager han Byrden af din Skulder og Åget af din Nakke, ja, Åget brister for Fedme.

²⁸ Han rykker mod Ajjat, drager uden om Migron, i Mikmas lader han Trosset blive; ²⁹ de går over Passet: "I Geba holder vi Natterast!" Rama ryster, Sauls Gibea flyr. ³⁰ Skrig højt, Gallims Datter! Lyt til, Lajsja! Stem i, Anatot! ³¹ Madmena flyr, Gebims Folk bjærger deres Gods. ³² Endnu i Dag står han i Nob; han svinger Hånden mod Zions Datters Bjerg, Jerusalems Høj - ³³ Se, Herren, Hærskarers Herre, afhugger hans Grene med Gru; de knejsende Stammer fældes, de stolte Træer må segne. ³⁴ Med Jernet gør han lyst i Skovens Tykning, og Libanon falder for den Herlige.

11 Men der skyder en Kvist af Isajs Stub, et Skud gror frem af hans Rod; ² og Herrens Ånd skal hvile over ham, Visdoms og Forstands Ånd, Råds og Styrkes Ånd, Herrens Kundskabs og Frygts Ånd. ³ Hans Hu står til Herrens Frygt; han dømmer ej efter, hvad Øjnene ser, skønner ej efter, hvad Ørene hører. ⁴ Han dømmer de ringe med Retfærd, fælder redelig Dom over Landets arme. Voldsmanden slår han med Mundens Ris, gudløse dræber han med Læbernes Ånde. ⁵ Og Retfærd er Bæltet, han har om sin Lænd, Trofasthed Hofternes Bælte. ⁶ Og Ulven skal gå hos Lammet, Panteren hvile hos Kiddet, Kalven og Ungløven græsse sammen, dem driver en lille Dreng. ⁷ Kvien og Bjørnen bliver Venner, deres Unger ligger Side om Side, og Løven æder Strå som Oksen; ⁸ den spæde skal lege ved Øglens Hul, den afvante række sin Hånd til Giftslangens Rede. ⁹ Der gøres ej ondt og voldes ej Men i hele mit hellige Bjergland; thi Landet er fuldt af Herrens Kundskab, som Vandene dækker Havets Bund. ¹⁰ På hin Dag skal Hedningerne søge til Isajs Rodskud, der står som et Banner for Folkeslagene, og hans Bolig skal være herlig.

¹¹ På hin Dag skal Herren atter udrække sin Hånd for at vinde, hvad der er til Rest af hans Folk, fra Assur og fra Ægypten, fra Patros, Ætiopien og Elam, fra Sinear, Hamat og Havets Strande. ¹² For Folkene rejser han Banner, samler Israels bortdrevne Mænd, sanker Judas spredte Kvinder fra Verdens fire Hjørner. ¹³ Efraims Skinsyge viger, og Judas Avind svinder; Efraim er ikke skinsygt på Juda, og Juda bærer ej Avind mod Efraim. ¹⁴ I Vest slår de ned på Filisternes Skulder, sammen plyndrer de Østens Sønner, mod Edom og Moab rækker de Hånden, Ammons Sønner lyder dem. ¹⁵ Herren udtørrer Ægypterhavets Vig og svinger Hånden mod Floden i sin Ånds Vælde; han kløver den i syv Bække, så man kan gå over med Sko; ¹⁶ der bliver en banet Vej for dem af hans Folk, som levnes fra Assyrien, således som der var for Israel, da det drog op fra Ægypten.

12 På hin Dag skal du sige: Jeg takker dig, Herre, thi du vrededes på mig; men din Vrede svandt, og du trøstede mig. ² Se, Gud er min Frelse, jeg er trøstig og uden Frygt; thi Herren er min Styrke og min Lovsang, og han blev mig til Frelse. ³ I skal øse Vand med Glæde af Frelsens Kilder ⁴ og sige på hin Dag: Tak Herren, påkald hans Navn, gør hans Gerninger kendt blandt Folkene, kundgør, at hans Navn er højt! ⁵ Lovsyng Herren, thi stort har han øvet,lad det blive kendt på den vide Jord! ⁶ Bryd ud i Fryderåb, Zions Beboere, thi stor i eders Midte er Israels Hellige!