Añadir traducción en paralelo Imprimir Opciones de la página

Jeg vil synge en Sang om min Ven, en Kærlighedssang om hans Vingård: Min Ven, han havde en Vingård på en frugtbar Høj. Han grov den, rensed den for Sten og plantede ædle Ranker; han bygged et Vagttårn deri og huggede også en Perse. Men den bar vilde Druer, skønt han ventede Høst af ædle. Og nu, Jerusalems Borgere, Judas Mænd, skift Ret mellem mig og min Vingård! Hvad mer var at gøre ved Vingården, hvad lod jeg ugjort? Hvi bar den vilde Druer, skønt jeg ventede Høst af ædle? Så vil jeg da lade jer vide, hvad jeg vil gøre ved min Vingård: Nedrive dens Hegn, så den ædes op, nedbryde dens Mur, så den trampes ned! Jeg lægger den øde; den skal ikke beskæres og ikke graves, men gro sammen i Torn og Tidsel; og Skyerne giver jeg Påbud om ikke at sende den Regn. Thi Hærskarers Herres Vingård er Israels Hus, og Judas Mænd er hans Yndlingsplantning. Han vented på Retfærd se, der kom Letfærd, han vented på Lov se, Skrig over Rov!

Ve dem, der føjer Hus til Hus, dem, der lægger Mark til Mark, så der ikke er Plads tilbage, men kun I har Landet i Eje. Det lyder i mine Ører fra Hærskarers Herre: "For vist skal de mange Huse blive øde, de store og smukke skal ingen bebo; 10 thi på ti Tønder Vinland skal høstes en Bat, af en Homers Udsæd skal høstes en Efa. 11 Ve dem, der årle jager efter Drik og ud på Natten blusser af Vin! 12 Med Citre og Harper holder de Gilde, med Håndpauker, Fløjter og Vin, men ser ikke Herrens Gerning, har ej Syn for hans Hænders Værk. 13 Derfor skal mit Folk føres bort, før det ved det, dets Adel blive Hungerens Bytte, dets Hob vansmægte af Tørst. 14 Derfor vokser Dødsrigets Gridskhed, det spiler sit Gab uden Grænse; dets Stormænd styrter derned, dets larmende, lystige Slæng. 15 Mennesket bøjes, og Manden ydmyges, de stolte slår Øjnene ned; 16 men Hærskarers Herre ophøjes ved Dommen, den hellige Gud bliver helliget ved Retfærd. 17 Og der går Får på Græs, Geder afgnaver omkomnes Tomter. 18 Ve dem, der trækker Straffen hid med Brødens Skagler og Syndebod hid som med Vognreb, 19 som siger: "Lad ham skynde sig, haste med sit Værk, så vi får det at se; lad Israels Helliges Råd dog komme snart, at vi kan kende det!" 20 Ve dem, der kalder ondt for godt og godt for ondt, gør Mørke til Lys og Lys til Mørke, gør beskt til sødt og sødt til beskt! 21 Ve dem, der tykkes sig vise og er kloge i egne Tanker! 22 Ve dem, der er Helte til at drikke Vin og vældige til at blande stærke Drikke, 23 som for Gave giver den skyldige Ret og røver den skyldfri Retten, han har. 24 Derfor, som Ildens Tunge æder Strå og Hø synker sammen i Luen, så skal deres Rod blive rådden, deres Blomst henvejres som Støv; thi om Hærskarers HerreRs Lov lod de hånt og ringeagted Israels Helliges Ord.

25 Så blusser da Herrens Vrede mod hans Folk, og han udrækker Hånden imod det og slår det, så Bjergene skælver og Ligene ligger som Skarn på Gaden. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud. 26 For et Folk i det fjerne løfter han Banner og fløjter det hid fra Jordens Ende; og se, det kommer hastigt og let. 27 Ingen iblandt dem er træt eller snubler, ingen blunder, og ingen sover; Bæltet om Lænden løsnes ikke, Skoens Rem springer ikke op; 28 hvæssede er dets Pile, alle dets Buer spændte; som Flint er Hestenes Hove, dets Vognhjul som Hvirvelvind. 29 Det har et Brøl som en Løve, brøler som unge Løver, brummende griber det Byttet, bjærger det, ingen kan fri det.

30 Men på hin Dag skal der bryde en Brummen løs imod det, som når Havet brummer; og skuer det ud over Jorden, se, da er der Trængselsmørke, Lyset slukkes af tykke Skyer.

I Kong Uzzijas Dødsår så jeg Herren sidde på en såre høj Trone, og hans Slæb fyldte Helligdommen. Serafer stod hos ham, hver med seks Vinger; med de to skjulte de Ansigtet, med de to Fødderne, og med de to fløj de; og de råbte til hverandre: "Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre, al Jorden er fuld af hans Herlighed!" Og Dørstolpernes Hængsler rystede ved Råbet, medens Templet fyldtes af Røg.

Da sagde jeg: "Ve mig, det er ude med mig, thi jeg er en Mand med urene Læber, og jeg bor i et Folk med urene Læber, og nu har mine Øjne set Kongen, Hærskarers Herre!" Men en af Seraferne fløj hen til mig; og han havde i Hånden et glødende Kul, som han med en Tang havde taget fra Alteret; det lod han røre min Mund og sagde: "Se, det har rørt dine Læber; din Skyld er borte, din Synd er sonet!" Så hørte jeg Herren sige: "Hvem skal jeg sende, hvem vil gå Bud for os?" Og jeg sagde: "Her er jeg, send mig!" Da sagde han: "Gå hen og sig til det folk: Hør kun, dog skal I intet fatte, se kun, dog skal I intet indse! 10 Gør Hjertet sløvt på dette Folk, gør dets Ører tunge, dets Øjne blinde, så det ikke kan se med Øjnene, ej heller høre med Ørene, ej heller fatte med Hjertet og omvende sig og læges."

11 Jeg spurgte: "Hvor længe, Herre?" Og han svarede: "Til Byerne er øde, uden Beboere, og Husene uden et Menneske, og Ager jorden ligger som Ørk!" 12 Og Herren vil fjerne Menneskene, og Tomhed skal brede sig i Landet; 13 og er der endnu en Tiendedel deri, skal også den udryddes som en Terebinte eller Eg, af hvilken en Stub bliver tilbage, når den fældes. Dens Stub er hellig Sæd.

En sang om Herrens vinmark

Jeg vil synge en sang om min elskede ven og hans vinmark:

Min ven havde en vinmark
    på en skøn og frugtbar skråning.
Han pløjede dybt i jorden
    og fjernede alle sten.
Han plantede den til
    med udsøgte vinstokke.
Han byggede et vagttårn,
    huggede en vinperse i klippen.
Han forventede en høst
    af de sødeste druer.
Men da druerne kom,
    var de vilde og sure!

Hvad råder I mig til, Jerusalems og Judas folk? Hvad mere kunne jeg have gjort for min vinmark? Hvorfor blev druerne sure i stedet for søde?

Hør, hvad jeg vil gøre ved min vinmark: Jeg vil fjerne stengærdet omkring den, så får og geder kan æde dens planter. Jeg lader marken gå i forfald. Jeg hverken beskærer eller renser vinstokkene, men lader marken gro til med tjørne og tidsler og forbyder skyerne at give den væde.

Genkender I jer selv i min sang?

Den Almægtiges vinmark er Israel,
    Judas folk hans udsøgte vinstokke.
Han ventede retfærdighed,
    men høstede lovløshed.
Han ønskede et retsindigt folk,
    men det blev et letsindigt folk.

Et seksfoldigt veråb

Ve jer, I, der opkøber huse og marker i mængde, så andre ingen steder har at bo. Jeg hørte Herrens ord i mine ører:

„Flotte huse bliver forladt,
    store bygninger vil stå tomme.
10 En vinmark på ti tønder land giver kun ét anker vin.
    Ti sække såsæd giver kun én sæk korn.”

11 Ve jer, I, som fylder jer med øl fra tidlig morgen og fester med vin til langt ud på natten. 12 Til musik fra citar og harpe, pauke og fløjte skænker I op til jer selv, men Herren skænker I ikke en tanke. I ænser ikke hans hænders værk. 13 Han sender sit folk i eksil, for de er uden forstand. De fornemme iblandt jer vil dø af sult, og menigmand vil gå til af tørst. 14 Graven åbner sit grådige gab, dødsrigets dyb er rede til at opsluge rige som fattige, ja hele den lystige, larmende hob. 15 Mennesker ydmyges og bøjes i støvet. De stolte slår blikket ned. 16 Kun Herren, den Almægtige, står oprejst, ophøjet i sin retfærdighed og hellighed. 17 Fårene græsser mellem ruinerne, gederne gør sig til gode i de riges forladte huse.

18 Ve jer, I, som ikke vil opgive jeres synd, men holder fast ved løgn og bedrag, 19 som håner Herren og siger: „Skynd dig at gøre noget, så vi kan se, hvad du kan! Lad os se, om Israels Hellige gør alvor af sine trusler!”

20 Ve jer, I, der påstår, at det rigtige er forkert, og det onde godt, at sort er hvidt, og rent er beskidt, at det sure smager sødt, og det søde surt.

21 Ve jer, I, der tror, at I er så kloge og skarpsindige.

22 Ve jer, I, der praler af jeres drikkeri og kappes om, hvem der kan drikke mest. 23 I tager imod bestikkelse, frikender den skyldige og berøver den uskyldige sin ret.

Dommen kommer

24 Som halm fortæres af flammer, som strå synker sammen i ilden, sådan skal det gå med jer. Jeres livsgrundlag skal rådne som rødder i jorden, jeres velstand visne som blomster, for I har forkastet Herrens befalinger, foragtet Israels Guds tale. 25 Derfor kommer Guds vredes ild imod hans folk. Derfor løfter han sin hånd og slår jer, så bjergene skælver, og ligene hober sig op i gaden som snavs. Men hans vrede er ikke dermed forbi, hans hånd er stadig løftet til slag.

26 Han giver signal til fjerne nationer, han fløjter ad folkeslag fra jordens ende. Straks kommer fjendehære styrtende. 27 De farer frem uden at snuble eller blive trætte. De marcherer uden hvil eller søvn undervejs, ingen løsner sit bælte eller tager skoene af. 28 Deres pile er spidse, deres buer spændte. Gnisterne flyver fra hestenes hove, vognene er hurtige som en hvirvelvind. 29 Som løvinder på jagt kaster de sig over byttet. De griber mit folk og fører dem i fangenskab. Der er ingen redning. 30 Krigslarmen over byen brager som havets brænding. Trængslens mørke ruger tungt ud over landet, himlen forsvinder bag sorte skyer.

Esajas’ kald til profettjeneste

I det år kong Uzzija døde, så jeg Herrens herlighed i et syn. Han sad på en meget høj trone, og slæbet på hans kappe fyldte hele Templet. Han var omgivet af serafer, som hver havde seks vinger. Med de to vinger dækkede de ansigtet, med to andre dækkede de benene, og de to sidste brugte de, når de fløj. De råbte til hinanden: „Hellig, hellig, hellig er Herren, den almægtige Gud! Hele jorden er fuld af hans herlighed!” Templets dørstolper rystede ved deres høje råb, og rummet fyldtes med røg.

Da udbrød jeg: „Ak, det er ude med mig, for jeg er et syndigt menneske, som taler syndige ord og tilhører et syndigt og urent folk. Og dog har jeg nu set Herren, den Almægtige!”

Straks fløj en af seraferne hen til mig med et stykke glødende kul, som han havde taget fra alteret med en tang. Han berørte mine læber med det og sagde: „Nu, hvor dette stykke kul har berørt dine læber, er din skyld taget bort og din synd tilgivet.”

Derpå sagde Herren: „Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os?” Jeg svarede straks: „Herre, det vil jeg! Send mig!”

Så fortsatte han: „Gå hen og sig til mit folk:

‚I hører, men forstår dog intet.
    I ser, men fatter dog intet.’
10 Folkets øjne dækkes til,
    så de intet ser.
Deres ører stoppes til,
    så de intet hører.
Deres hjerter lukkes af,
    så de ikke føler anger eller skyld—
ellers ville de komme til mig,
    så jeg kunne helbrede dem.”[a]

11 „Hvor længe skal det være sådan, Herre?” spurgte jeg. Han svarede: „Indtil byerne er ødelagt og uden indbyggere. Indtil husene står tomme, og landet ligger øde hen.” 12 Herren vil sende folket langt bort, og landet bliver folketomt. 13 Skulle der blive en tiendedel tilbage i landet, vil de også blive udryddet. Israel vil blive som en træstub, der står tilbage, når et stort træ er blevet fældet. Men fra den stub skal der vokse et helligt rodskud.

Notas al pie

  1. 6,9-10 Den hebraiske kiasme er omstillet til parallelisme for at gøre det mere dansk. Oversættelsen bygger til dels på LXX.

Paulus, Kristi Jesu Apostel ved Guds Villie, til de hellige, som ere i Efesus og ere troende i Kristus Jesus: Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!

Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, som har velsignet os med al åndelig Velsignelse i det himmelske i Kristus, ligesom han har udvalgt os i ham før Verdens Grundlæggelse til at være hellige og ulastelige for hans Åsyn, idet han i Kærlighed forudbestemte os til Sønneudkårelse hos sig ved Jesus Kristus, efter sin Villies Velbehag, til Pris for sin Nådes Herlighed, som han benådede os med i den elskede, i hvem vi have Forløsningen ved hans Blod, Syndernes Forladelse, efter hans Nådes Rigdom, som han rigelig tildelte os i al Visdom og Forstand, idet han kundgjorde os sin Villies Hemmelighed, efter sin velbehagelige Beslutning, som han havde fattet hos sig selv, 10 for at oprette en Husholdning i Tidernes Fylde, nemlig at sammenfatte sig alt i Kristus, det, som er i Himlene, og det, som er på Jorden, i ham, 11 i hvem vi også have fået Arvelodden, forud bestemte efter hans Forsæt, der virker alt efter sin Villies Råd, 12 for at vi skulde være til Pris for hans Herlighed, vi, som forud havde håbet på Kristus, 13 i hvem også I, da I hørte Sandhedens Ord, Evangeliet om eders Frelse, i hvem I også, da I bleve troende, bleve beseglede med Forjættelsens hellige Ånd, 14 som er Pant på vor Arv, til Ejendommens Forløsning, til Pris for hans Herlighed.

15 derfor har også jeg, efter at have hørt om eders Tro på den Herre Jesus og om eders Kærlighed til alle de hellige, 16 ikke ophørt at takke for eder, idet jeg ihukommer eder i mine Bønner om, 17 at vor Herres Jesu Kristi Gud, Herlighedens Fader, må give eder Visdoms og Åbenbarelses Ånd i Erkendelse af ham, 18 gøre eders Hjertes Øjne oplyste til at kende, hvilket det Håb er, som han kaldte eder til, hvilken hans Arvs Herligheds Rigdom er iblandt de hellige, 19 og hvilken hans Krafts overvættes Storhed er over for os, som tro, alt efter hans Styrkes vældige Virkekraft, 20 som han udviste på Kristus, da han oprejste ham fra de døde og satte ham ved sin højre Hånd i det himmelske, 21 langt over al Magt og Myndighed og Kraft og Herredom og hvert Navn, som nævnes,ikke alene i denne Verden, men også i den kommende, 22 og lagde alt under hans Fødder, og ham gav han som Hoved over alting til Menigheden, 23 der er hans Legeme, fyldt af ham, som fylder alt i alle.

Indledende hilsen

Kære trofaste medkristne i Efesos.[a] Dette brev er fra Paulus, der ved Guds vilje er blevet apostel i tjenesten for Jesus Kristus. Nåde være med jer og fred fra Gud Fader og fra Herren Jesus Kristus.

Lovprisning af Guds store frelsesplan

Vi takker og priser Gud, som er Far til vores Herre, Jesus Kristus. Han har jo gennem Kristus velsignet os med alle Himlens åndelige velsignelser.

4-5 Allerede i tidernes morgen besluttede Gud på grund af sin kærlighed og efter sin egen fuldkomne plan, at han gennem Jesus Kristus ville gøre os til sine børn. Endnu før han grundlagde universet, udvalgte han os til at få lov at stå som rensede og skyldfri foran ham i kraft af, hvad Kristus ville gøre for os. Og nu priser vi Gud for den fantastiske nåde, han viste imod os ved at ofre sin elskede Søn, for da Kristus døde i vores sted, blev vi løskøbt og alle vores synder tilgivet. Så storslået er Guds nåde. Den udøste han over os i rigt mål tillige med al mulig visdom og indsigt. 9-10 Han besluttede af egen fri vilje at gøre os bekendt med det mysterium, som hans frelsesplan hidtil har været. Når tiden er inde, vil han fuldføre sin plan ved at lægge alle ting i himlen og på jorden ind under Kristi herredømme. 11 Gud gennemfører alt, hvad han har sat sig for, og han har for længst bestemt, at vi gennem Kristus skulle blive hans ejendomsfolk. 12 Vi jøder har i lang tid set frem til, at Messias skulle komme en dag, og nu kan vi fryde os over hans herlige frelsesplan. 13 Men også I ikke-jøder har hørt sandhedens ord, budskabet om frelse. I er kommet til tro på Kristus og er blevet beseglet med Helligånden, som han lovede at sende. 14 Helligånden giver os en forsmag på alt det, vi vil få i eje, når vi som Guds ejendomsfolk opnår den endelige befrielse. Lad os lovprise den herlige Gud, vi har.

Kristus—den øverste autoritet, som fuldender alt

15 Da jeg har hørt om jeres tro på Herren Jesus[b] og jeres kærlighed til alle dem, der tror på ham, 16 kan jeg ikke lade være med igen og igen at takke Gud for jer i mine bønner. 17 Og jeg beder om, at vores Herres, Jesu Kristi, Gud, vores vidunderlige Far, vil give jer åndelig visdom og åbenbaring, så I fuldt ud kan forstå alt, hvad I har fået adgang til gennem Kristus. 18 Jeg beder om, at det må blive klart for jer, hvor stor en forventning vi lever i, hvor stor en herlighed der venter os, som hører ham til, 19-20 og hvor umådelig stor den kraft er, som står til rådighed for os, der tror på ham. Det er den samme mægtige kraft, som Gud brugte til at oprejse Kristus fra de døde, hvorefter han gav ham pladsen ved sin højre hånd i den himmelske verden. 21 Kristus er nu Herre over alle myndigheder, autoriteter, magter og herskere, ja over enhver autoritet i denne verden såvel som i den kommende. 22 Gud har lagt alle ting under hans herredømme og på alle områder gjort ham til leder[c] for menigheden, 23 der udgør hans legeme. Han, som fører alt til fuldendelse på alle områder, når sin egen fuldendelse gennem enheden med sin menighed.

Notas al pie

  1. 1,1 Ordene „i Efesos” mangler i nogle håndskrifter, hvilket underbygger teorien om, at brevet måske var lige så meget rettet til de øvrige menigheder i Lilleasien som til menigheden i Efesos.
  2. 1,15 Eller: „jeres trofasthed som kristne”. Tro og trofasthed er det samme ord på græsk.
  3. 1,22 Ordret: „og givet ham som hoved over alle ting til menigheden”. Jf. Sl. 8,7.