Add parallel Print Page Options

36 I Kong Ezekias's fjortende Regeringsår drog Assyrerkongen Sankerib op mod alle Judas befæstede Byer og indtog dem. Assyrerkoogen sendte så Rasjake med en anselig Styrke fra Lakisj til Kong Ezekias i Jerusalem, og han gjorde Holdt ved Øvredammens Vandledning, ved Vejen til Blegepladsen. Da gik Paladsøversten Eljakim, Hilkijas Søn, Statsskriveren Sjebna og Kansleren Joa, Asafs Søn, ud til ham. Rabsjake sagde fil dem: "Sig til Ezekias: Således siger Storkongen, Assyrerkongen: Hvad er det for en Fortrøsfning, du hengiver dig til? Du mener vel, at et blot og bart Ord er det samme som Plan og Styrke i Krig? Og til hvem sætter du egentlig din Lid, siden du gør Oprør imod mig? Se, du sætter din Lid til Ægypten, denne brudte Rørkæp, som river Sår i Hånden på den, der støtter sig til den! Thi således går det alle dem, der sætter deres Lid til Farao, Ægyptens Konge. Men vil du sige til mig: Det er Herren vor Gud, vi sætter vor Lid til! er det så ikke ham, hvis Offerhøje og Altre Ezekias skaffede bort, da han sagde til Juda og Jerusalem: Foran dette Alter skal I tilbede! Og nu, indgå et Væddemål med min Herre, Assyrerkongen: Jeg giver dig to Gange tusinde Heste, hvis du kan stille Ryttere til dem! Hvorledes vil du afslå et Angreb af en eneste Statholder, en af min Herres ringeste Tjenere? Og du sætter din Lid til Ægypten, til Vogne og Heste? 10 Mon det desuden er uden Herrens Vilje, at jeg er draget op mod dette Land for at ødelægge det? Det var Herren selv, der sagde til mig: Drag op mod dette Land og ødelæg det!"

11 Men Eljakim, Sjebna og Joa sagde til Rabsjake: "Tal dog Aramæisk til dine Trælle, det forstår vi godt; tal ikke Judæisk til os, medens Folkene på Muren hører på det!" 12 Men Rabsjake svarede dem: "Er det til din Herre og dig, min Herre har sendt mig med disse Ord? Er det ikke til de Mænd, der sidder på Muren hos eder og æder deres eget Skarn og drikker deres eget Vand?" 13 Og Rabsjake trådte hen og råbte med høj Røst på Judæisk: "Hør Storkongens, Assyrerkongens, Ord! 14 Således siger Kongen: Lad ikke Ezekias vildlede eder, thi han er ikke i Stand til at frelse eder! 15 Og lad ikke Ezekias forlede eder til at sætte eders Lid til Herren, når han siger: Herren skal sikkert frelse os, og denne By skal ikke overgives i Assyrerkongens Hånd! 16 Hør ikke på Ezekias, thi så; ledes siger Assyrerkongen: Vil I slutte Fred med mig og overgive eder til mig, så skal enhver af eder spise af sin Vin, stok og sit Figentræ og drikke af sin Brønd, 17 indtil jeg kommer og tager eder med til et Land, der ligner eders, et Land med Korn og Most, et Land med Brød og Vingårde. 18 Lad ikke Ezekias forføre eder med at sige: Herren vil frelse os! Mon nogen af Folkenes Guder har kunnet frelse sit Land af Assyrerkongens Hånd? 19 Hvor er Hamats og Arpads Guder, hvor er Sefarvajims Guder, hvor er Landet Samarias Guder? Mon de frelste Samaria af min Hånd? 20 Hvor er der blandt alle disse Landes Guder nogen, der har frelst sit Land af min Hånd? Mon da Herren skulde kunne frelse Jerusalem?" 21 Men de tav og svarede ham ikke et Ord, thi Kongens Bud lød på, at de ikke måtte svare ham. 22 Derpå gik Paladsøversten Eljakim, Hilkijas Søn, Statsskriveren Sjebna og Kansleren Joa, Asafs Søn, med sønderrevne Klæder til Ezekias og meddelte ham, hvad Rabsjake havde sagt. 37 Da Kong Ezekias hørte det, sønderrev han sine Klæder, hyllede sig i Sæk og gik ind i Herrens Hus. Og han sendte Paladsøversten Eljakim og Statsskriveren Sjebna og Præsternes Ældste, hyllet i Sæk, til Profeten Esajas, Amoz's Søn, for at sige til ham: "Ezekias lader sige: En Nødens, Tugtelsens og Forsmædelsens Dag er denne Dag, thi Barnet er ved at fødes, men der er ikke Kraft til at bringe det til Verden! Dog vil Herren din Gud måske høre, hvad Rabsjake har sagt, han, som er sendt af sin Herre, Assyrerkongen, for at håne den levende Gud, og måske vil han straffe ham for de Ord, som Herren din Gud har hørt gå derfor i Forbøn for den Rest, der endnu er tilbage!" Da Kong Ezekias's Folk kom til Esajas, sagde han til dem: "Således skal I svare eders Herre: Så siger Herren: Frygt ikke for de Ord, du har hørt, som Assyrerkongens Trælle har hånet mig med! Se, jeg vil indgive ham en Ånd, og han skal få en Tidende at høre, så han vender tilbage til sit Land, og i hans eget Land vil jeg fælde ham med Sværdet!"

Rabsjake vendte så tilbage og traf Assyrerkongen i Færd med at belejre Libna, thi han havde hørt, at Kongen var brudt op fra Lakisj.

Så fik han Underretning: om, at Kong Tirhaka af Ætiopien var rykket ud for at angribe ham, og han sendte Sendebud til Ezekias og sagde: 10 "Således skal I sige til Kong Ezekias af Juda: Lad ikke din Gud, som du slår din Lid til, vildlede dig med at sige, at Jerusalem ikke skal gives i Assyrerkongens Hånd! 11 Du har jo dog hørt, hvad Assyrerkongerne har gjort ved alle Lande, hvorledes de har lagt Band på dem og du skulde kunne undslippe! 12 De Folk, mine Fædre tilintetgjorde, Gozan, Karan, Rezef og Folkene fra Eden i Telassar, har deres Guder kunnet frelse dem? 13 Hvor er Kongen af Hamat, Kongen af Arpad eller Kongen af La'ir, Sefarvajim, Hena og Ivva?"

14 Da Ezekias havde modtaget Brevet af Sendebudenes Hånd og læst det, gik han op i Herrens Hus og bredte det ud for Herrens Åsyn. 15 Derpå bad Ezekias den Bøn for Herrens Åsyn: 16 "Hærskarers Herre, Israels Gud, du, som troner over Keruberne, du alene er Gud over alle Jordens Riger; du har gjort Himmelen og Jorden! 17 Bøj nu dit Øre, Herre, og lyt, åbn dine Øjne, Herre, og se! Læg Mærke til alle de Ord, Sankerib har sendt hid for at spotte den levende Gud! 18 Det er sandt, Herre, at Assyrerkongerne har tilintetgjort alle de Folk og deres Lande 19 og kastet deres Guder i Ilden; men de er ikke Guder, kun Menneskehænders Værk af Træ eller Sten; derfor kunde de ødelægge dem. 20 Men frels os nu, Herre vor Gud, af hans Hånd, så alle Jordens Riger kan kende, at du, Herre, alene er Gud!"

21 Så sendte Esajas, Amoz's Søn, Bud til Ezekias og lod sige: "Så siger Herren, Israels Gud: Din Bøn angående Assyrerkongen Sankerib har jeg hørt!" 22 Således lyder det Ord, Herren talede imod ham: Hun håner, hun spotter dig, Jomfruen, Zions Datter, Jerusalems Datter ryster på Hovedet ad dig! 23 Hvem har du hånet og smædet, mod hvem har du løftet din Røst? Til Israels Hellige løfted i Hovmod du Blikket! 24 Ved dine Trælle håned du Herren og sagde: "Med mine talløse Vogne besteg jeg Bjergenes Højder, Libanons afsides Egne; jeg fælded dets Cedres Højskov, dets ædle Cypresser, trængte frem til dets øverste Raststed, dets Havers Skove. 25 Fremmed Vand grov jeg ud, og jeg drak det, tørskoet skred jeg over Ægyptens Strømme!" 26 Har du ej hørt det? For længst kom det op i min Tanke, jeg lagde det fordum til Rette, nu lod jeg det ske, og du Gjorde murstærke Byer til øde Stenhobe 27 mens Folkene grebes i Afmagt af Skræk og Skam, blev som Græsset på Marken, det spirende Grønne, som Græs på Tage, som Mark for Østenvinden. 28 Jeg ser, når du rejser og sætter dig, ved, når du går og kommer. 29 Fordi du raser imod mig, din Trods bar nået mit Øre, lægger jeg Ring i din Næse og Bidsel i Munden og fører dig bort ad Vejen, du kom!

30 Og dette skal være dig Tegnet: I År skal man spise, hvad der såed sig selv, og Året derpå, hvad der skyder af Rode, tredje År skal man så og høste, plante Vin og nyde dens Frugt. 31 Den, bjærgede Rest af Judas Hus slår atter Rødder forneden og bærer sin Frugt foroven; 32 thi fra Jerusalem udgår en Rest, en Levning fra Zions Bjerg. Hærskarers Herres Nidkærhed virker dette.

33 Derfor, så siger Herren om Assyrerkongen: I Byen her skal han ej komme ind, ej sende en Pil herind, ej nærme sig den med Skjolde eller opkaste Vold imod den; 34 ad Vejen, han kom, skal han gå igen, i Byen her skal han ej komme ind så lyder det fra Herren. 35 Jeg værner og frelser denne By for min og min Tjener Davids Skyld!

36 Så gik Herrens Engel ud og ihjelslog i Assyrernes Lejr 185000 Mand; og se, næste Morgen tidlig lå de alle døde. 37 Da brød Assyrerkongen Sankerib op, vendte hjem og blev siden i Nineve. 38 Men da han engang tilbad i sin Gud Nisroks Hus, slog hans Sønner Adrammelek og Sar'ezer ham ihjel med deres Sværd, hvorefter de flygtede til Ararats Land: og hans Søn Asarhaddon blev Konge i hans Sted.

38 Ved den Tid blev Ezekias dødssyg. Da kom Profeten Esajas, Amoz's Søn, til ham og sagde: "Så siger Herren: Beskik dit Hus, thi du skal dø og ikke leve!" Da vendte han Ansigtet om mod Væggen og bad således til Herren: "Ak, Herre, kom dog i Hu, hvorledes jeg har vandret for dit Åsyn i Oprigtighed og med helt Hjerte og gjort, hvad der er godt i dine Øjne!" Og Ezekias græd højt. Da kom Herrens Ord til Esajas således: "Gå hen og sig til Ezekias: Så siger Herren, din Fader Davids Gud: Jeg har hørt din Bøn, jeg har set dine Tårer! Se, jeg vil lægge femten År til dit Liv og udfri dig og denne By af Assyrerkongens Hånd og værne om denne By! Og Tegnet fra Herren på, at Herren vil udføre, hvad han har sagt, skal være dig dette: Se, jeg vil lade Skyggen gå de Streger tilbage, som den har flyttet sig med Solen på Akaz's Solur, ti Streger!" Da gik Solen de ti Streger, som den havde flyttet sig, tilbage på Soluret.

En Bøn af Kong Ezekias af Juda, da han var syg og kom sig af sin Sygdom: 10 Jeg tænkte: Bort må jeg gå i min bedste Alder, hensættes i Dødsrigets Porte mine sidste År. 11 Jeg tænkte: Ej skuer jeg Herren i de levendes Land, ser ingen Mennesker mer blandt Skyggerigets Folk; 12 min Bolig er nedbrudt, ført fra mig som Hyrdernes Telt, som en Væver sammenrulled du mit Liv og skar det fra Tråden. Du ofrer mig fra Dag til Nat, 13 jeg skriger til daggry; som en Løve knuser han alle Benene i mig; du giver mig ben fra Dag til Nat. 14 Jeg klynker som klagende Svale, sukker som Duen, jeg skuer med Tårer mod Himlen: Herre, jeg trænges, vær mig Borgen! 15 Hvad skal jeg,sige? Han talede til mig og selv greb han ind. For Bitterhedens Skyld i min Sjæl vil jeg vandre sagtelig alle mine År. 16 Herre, man skal bære Bud derom til alle kommende Slægter. Opliv min Ånd, helbred mig og gør mig karsk! 17 Se, Bitterhed, Bitterhed blev mig til Fred. Og du skåned min Sjæl for Undergangens Grav; thi alle mine Synder kasted du bag din Ryg. 18 Thi Dødsriget takker dig ikke, dig lover ej Døden, på din Miskundbed håber ej de, der synker i Graven. 19 Men den levende, den levende takker dig som jeg i Dag. Om din Trofasthed taler Fædre til deres Børn. 20 Herre, frels os! Så vil vi røre Strengene alle vore Levedage ved Herrens Hus.

21 Da bød Esajas, at man skulde tage en Figenkage og lægge den som Plaster på det syge Sted, for at han kunde blive rask. 22 Og Ezekias sagde: "Hvad er Tegnet på, at jeg skal gå op til Herrens Hus?"

39 Ved den Tid sendte Bal'adans Søn, Kong Merodak-Bal'adan af Babel, Brev og Gave til Ezekias, da han hørte, at han havde været syg, men var blevet rask. Og Ezekias glædede sig over deres Komme og viste dem Huset, hvor han havde sine Skatte, Sølvet og Guldet, Røgelsestofferne, den fine Olie, hele sit Våbenoplag og alt, hvad der var i hans Skatkamre; der var ikke den Ting i hans Hus og hele hans Rige, som Ezekias ikke viste dem. Da kom Profeten Esajas til Kong Ezekias og sagde til ham: "Hvad sagde disse Mænd, og hvorfra kom de til dig?" Ezekias svarede: "De kom fra et fjernt Land, fra Babel." Da spurgte han: "Hvad fik de at se i dit Hus?" Ezekias svarede: "Alt, hvad der er i mit Hus, så de; der er ikke den Ting i mine Skatkamre, jeg ikke viste dem." Da sagde Esajas til Ezekias: "Hør Hærskarers Herres Ord! Se, Dage skal komme, da alt, hvad der er i dit Hus, og hvad dine Fædre har samlet indtil denne Dag, skal bringes til Babel og intet lades tilbage, siger Herren. Og af dine Sønner, der nedstammer fra dig, og som du avler, skal nogle tages og gøres til Hofmænd i Babels Konges Palads!" Men Ezekias sagde til Esajas: "det Ord fra Herren, du har talt, er godt!" Thi han tænkte: "Så bliver der da Fred og Tryghed, så længe jeg lever!"

40 Trøst, ja trøst mit Folk, så siger eders Gud, tal Jerusalem kærligt til og råb kun til det, at nu er dets Strid til Ende, dets Skyld betalt, tvefold Straf har det fået af Herrens Hånd for alle sine Synder. I Ørkenen råber en Røst: "Ban Herrens Vej, jævn i det øde Land en Højvej for vor Gud! Hver Dal skal højnes, hvert Bjerg, hver Høj, skal sænkes, bakket Land blive fladt og Fjeldvæg til Slette. Åbenbares skal Herrens Herlighed, alt Kød til Hobe skal se den. Thi Herrens Mund har talet." Der lyder en Røst, som siger: "Råb!" Jeg svarer: "Hvad skal jeg råbe?" "Alt Kød til Hobe er Græs, al dets Ynde som Markens Blomst; Græsset tørres, Blomsten visner, når Herrens Ånde blæser derpå; visselig, Folket er Græs, Græsset tørres, Blomsten visner, men vor Guds Ord bliver evindelig." Stig op på højen Bjerg, du Zions Glædesbud, løft din Røst med Kraft, du Jerusalems Glædesbud, løft den uden Frygt og sig til Judas Byer: "Se eders Gud!" 10 Se, den Herre Herren kommer med Vælde, han hersker med sin Arm. Se, hans Løn er med ham, hans Vinding foran ham, 11 han vogter sin Hjord som en Hyrde, samler den med Armen, bærer Lammene i Favn og leder de diende Får.

12 Hvo måler Vandet i sin Hånd, afmærker med Fingerspand Himlen, måler Jordens Støv i Skæppe og vejer Bjerge med Bismer eller i Vægtskål Høje? 13 Hvo leder Herrens Ånd, råder og lærer ham noget? 14 Hos hvem får han Råd og Indsigt, hvem lærer ham Rettens Vej, hvem kan give ham Kundskab, hvem kundgør ham indsigts Vej? 15 Se, som Dråbe på Spand er Folkene, at regne som Fnug på Vægt, som et Gran vejer fjerne Strande. 16 Libanon giver ej Brændsel, dets Dyr ej Brændoffer nok. 17 Alle Folk er som intet for ham, for Luft og Tomhed at regne. 18 Med hvem vil I ligne Gud, hvad stiller I op som hans Lige? 19 Et Billede det støber en Mester, en Guldsmed lægger Guld derpå, og Sølvkæder støber en anden. 20 Den, som vil rejse en Afgud, vælger sig Træ, som ej rådner; han søger sig en kyndig Mester til at rejse et Billede, som står. 21 Ved I, hører I det ikke, er det . ikke forkyndt jer for længst? Har I da ikke skønnet det, fra Jordens Grundvold blev lagt? 22 Han troner over Jordens Kreds, som Græshopper er dens Beboere; han udbreder Himlen som en Dug og spænder den ud som et Teltbo. 23 Fyrster gør han til intet, Jordens Dommere til Luft. 24 Knap er de plantet, knap er de sået, knap har Stiklingen Rod i Jorden, så ånder han på dem, de visner; som Strå fejer Storm dem bort. 25 Hvem vil I ligne mig med som min Ligemand? siger den Hellige. 26 Løft eders Blik til Himlen og se: Hvo skabte disse? Han mønstrer deres Hær efter Tal, kalder hver enkelt ved Navn; så stor er hans Kraft og Vælde, at ikke en eneste mangler. 27 Hvorfor siger du, Jakob, hvi taler du, Israel, så: "Min Vej er skjult for Herren, min Ret gled min Gud af Hænde." 28 Ved du, hørte du ikke, at Herren er en evig Gud, den vide Jord har han skabt? Han trættes og mattes ikke, hans Indsigt udgrundes ikke; 29 han giver den trætte Kraft, den svage Fylde af Styrke. 30 Ynglinge trættes og mattes, Ungersvende snubler brat, 31 ny Kraft får de, der bier på Herren, de får nye Svingfjer som Ørnen; de løber uden at mattes, vandrer uden at trættes.

41 Hør mig i Tavshed, I fjerne Strande, lad Folkene hente ny Kraft, komme hid og tage til Orde, lad os sammen gå frem for Retten! Hvo vakte i Østen ham, hvis Fod går fra Sejr til Sejr, hvo giver Folk i hans Vold og gør ham til Kongers Hersker? Han gør deres Sværd til Støv, deres Buer til flagrende Strå, forfølger dem, går uskadt frem ad en Vej, hans Fod ej har trådt. Hvo gjorde og virkede det? Han, som længst kaldte Slægterne frem, jeg, Herren, som er den første og end hos de sidste den samme. Fjerne Strande så det med Gru, den vide Jord følte Rædsel, de nærmede sig og kom. Den ene hjælper den anden og siger: "Broder, fat Mod!" Mesteren opmuntrer Guldsmeden, Glatteren ham, der hamrer; Lodningen tager han god og sømmer det fast, så det står.

Men Israel, du min Tjener, Jakob, hvem jeg har udvalgt, Ætling af Abraham, min Ven - hvem jeg tog fra Jordens Grænser og kaldte fra dens fjerneste Kroge, til hvem jeg sagde: "Du min Tjener, som jeg valgte og ikke vraged": 10 Frygt ikke, thi jeg er med dig, vær ej rådvild, thi jeg er din Gud! Med min Retfærds højre styrker, ja hjælper, ja støtter jeg dig. 11 Se, Skam og Skændsel får alle, som er dig fjendske, til intet bliver de, der trætter med dig, de forgår. 12 Du søger, men finder ej dem, der kives med dig, til intet, til Luft bliver de, der strides med dig. 13 Thi jeg, som er Herren din Gud, jeg griber din Hånd, siger til dig: Frygt kun ikke, jeg er din Hjælper. 14 Frygt ikke, Jakob, du Orm, Israel, du Kryb! Jeg hjælper dig, lyder det fra Herren, din Genløser er Israels Hellige. 15 Se, jeg gør dig til Tærskeslæde, en ny med mange Tænder; du skal tærske og knuste Bjerge, og Høje skal du gøre til Avner; 16 du kaster dem, Vinden tager dem, Stormen hvirvler dem bort. Men du skal juble i Herren, rose dig af Israels Hellige. 17 Forgæves søger de arme og fattige Vand, deres Tunge brænder af Tørst; jeg, Herren, vil bønhøre dem, dem svigter ej Israels Gud. 18 Fra nøgne Høje sender jeg Floder og Kilder midt i Dale; Ørkenen gør jeg til Vanddrag, det tørre Land til Væld. 19 I Ørkenen giver jeg Cedre, Akacier, Myrter, Oliven; i Ødemark sætter jeg Cypresser tillige med Elm og Gran, 20 at de må se og kende, mærke sig det og indse, at Herrens Hånd har gjort det, Israels Hellige skabt det.

21 Fremlæg eders Sag, siger Herren, kom med Bevis! siger Jakobs Konge. 22 De træde nu frem og forkynde os, hvad der herefter skal ske. Sig frem, hvad I har forudsagt, at vi kan granske derover og se, hvad Udfald det fik; eller kundgør os, hvad der kommer! 23 Forkynd, hvad der siden vil ske, at vi kan se, I er Guder! Gør noget, godt eller ondt, så måler vi os med hinanden! 24 Se, I er intet, eders Gerning Luft, vederstyggelig, hvo eder vælger. 25 Jeg vakte ham fra Norden, og han kom, jeg kaldte ham fra Solens Opgang. Han nedtramper Fyrster som Dynd, som en Pottemager ælter sit Ler. 26 Hvo forkyndte det før, så vi vidste det, forud, så vi sagde: "Han fik Ret!" Nej, ingen har forkyndt eller sagt det, ingen har hørt eders Ord. 27 Først jeg har forkyndt det for Zion, sendt Jerusalem Glædesbud. 28 Jeg ser mig om der er ingen, ingen af dem ved Råd, så de svarer mig på mit Spørgsmål. 29 Se, alle er de intet, deres Værker Luft, deres Billeder Vind og Tomhed.

Assyrerkongens trusler imod Juda

36 I kong Hizkijas 14. regeringsår[a] angreb assyrerkongen Sankerib alle Judas befæstede byer og indtog dem. Derpå sendte han sin næstkommanderende med en stor hærafdeling fra Lakish til Jerusalem med et budskab til kong Hizkija. De tog opstilling ved vejen til vaskepladsen, hvor vandledningen kommer ned fra Øvredammen. Hizkijas hofmarskal Eljakim, statssekretæren Shebna og rigsarkivaren Joa, Asafs søn, gik ud for at møde dem.

„Assyrerkongen har sendt mig med følgende budskab, som I skal bringe videre til Hizkija,” sagde Sankeribs næstkommanderende. „Det lyder sådan: Hvad har du at bygge din selvtillid på? Tror du, man kan føre krig med ord? Hvem, tror du, vil hjælpe dig i oprøret mod mig? Er det Egypten, du støtter dig til, så pas på! For Egypten er som et knækket siv, der stikker hul i hånden på den, der støtter sig til det. Det er den hjælp, man kan forvente af Farao. Eller vil du sige, at det er Herren, jeres Gud, I stoler på? Er det ikke den Gud, som du hånede ved at nedrive hans templer og altre på offerhøjene og tvinge alle i Juda til kun at bringe ofre ved alteret i Jerusalem? Assyrerkongen vil gerne indgå et væddemål med jer: Han vil stille 2000 heste til rådighed, hvis I kan finde ryttere til dem. Jeres hær er så lille, at I ikke engang kan modstå et angreb fra en af mine ringeste officerer. Tror I virkelig, at egypterne vil sende deres heste og vogne for at kæmpe for jer? 10 For øvrigt er det efter Herrens vilje, at jeg er kommet, for han har selv sagt, at jeg skal angribe jer og ødelægge jeres land!”

11 „Vær venlig at tale til os på det aramæiske sprog,[b] for det forstår vi godt,” bad Eljakim, Shebna og Joa. „Tal ikke hebraisk, så længe alle vores folk kan høre jer.”

12 „Tror I, kong Sankeribs budskab kun gælder jer og jeres konge?” svarede den assyriske næstkommanderende. „Gælder det ikke lige så meget byens indbyggere? Når vi belejrer byen, er det jo dem, der kommer til at æde deres egne ekskrementer og drikke deres egen urin.”

13 Så hævede han stemmen og råbte til folkene på murene—på hebraisk: „Hør, hvad den mægtige assyriske konge har at sige til jer: 14 Lad jer ikke narre af kong Hizkija! Han kan ikke frelse jer fra assyrerkongen. 15 Lad ham ikke overtale jer til at stole på Herren. Hizkija siger, at Herren vil redde jer og ikke lade assyrerkongen indtage Jerusalem. 16 Men det skal I ikke tro på! Hør, hvad kongen af Assyrien tilbyder jer: Overgiv jer—så skal I få lov til at bo trygt her i jeres eget land, spise jeres egne vindruer og figner og drikke vand fra jeres egne vandreservoirer, 17 indtil jeg kommer og tager jer med til et sted, der ligner jeres land med masser af korn- og vinmarker og rigeligt med brød og vin. 18 Hør ikke på Hizkija, når han påstår, at Herren kan frelse jer. Tænk på de andre folkeslag som assyrerkongen har besejret. Har deres guder måske kunnet redde dem? 19 Hvor blev Hamats, Arpads og Sefarvajims guder af? Hvor var Samarias guder, da vi indtog Samaria? 20 Nævn bare én gud, som har været i stand til at frelse sit folk fra assyrerkongen. Hvad får jer så til at tro, at jeres gud kan frelse Jerusalem?”

21 Da assyreren havde talt færdig, var der dødstille på murene, for kongen havde forbudt dem at tage til genmæle. 22 Så flængede Eljakim, Shebna og Joa deres tøj i fortvivlelse og vendte tilbage til kong Hizkija for at fortælle ham, hvad den næstkommanderende havde sagt.

Hizkija søger hjælp hos Esajas

37 Da kong Hizkija fik assyrerkongens budskab, blev han så fortvivlet, at han rev flænger i sit tøj, klædte sig i sæk og aske og gik ind i Herrens hus for at bede. Samtidig sendte han Eljakim, Shebna og de ledende præster til profeten Esajas. De havde også klædt sig i sæk og aske og skulle overbringe følgende besked fra kongen: „Vi er blevet ydmyget og skældt ud og er i stor nød. Vi føler os som en kvinde, der er i gang med at føde, men ikke kan føde barnet alligevel. Måske har Herren, din Gud, hørt, hvordan den assyriske næstkommanderende har hånet den levende Gud, og måske vil Herren selv straffe ham? Gå derfor i forbøn for den rest af folket, som endnu er i live.”

5-6 Esajas svarede: „Herren har følgende besked til kongen: Du skal ikke tage dig af assyrernes store ord, som de har hånet mig med. Jeg vil sørge for, at assyrerkongen snart hører dårligt nyt hjemmefra, så han rejser tilbage til sit land. Der vil han senere blive dræbt.”

Fornyede trusler

Den assyriske næstkommanderende var i mellemtiden vendt tilbage til Lakish, hvor han fik at vide, at kong Sankerib havde forladt byen og var i færd med at belejre en anden by, Libna. Midt i det hele fik Sankerib efterretning om, at kong Tirhaka fra Kush havde sendt sin hær for at angribe ham. Så sendte han et skriftligt budskab til kong Hizkija:

10 „Lad ikke din gud give dig falske forhåbninger. Tro ikke på ham, når han påstår, jeg ikke kan indtage Jerusalem. 11 Du har jo hørt, hvordan assyrerkongen har underlagt sig utallige lande. Hvordan kan du tro, at du kan undslippe? 12 Har de andre guder kunnet redde deres tilhængere? Tænk på nationer som Gozan, Karan, Retzef og Eden i landet Telassar—de er alle blevet knust af assyriske konger. 13 Glem ikke, hvad der skete med kongerne af Hamat, Arpad, Lair, Sefarvajim, Hena og Ivva.”

Hizkija beder Herren om hjælp

14 Da Hizkija havde læst assyrerkongens brev, gik han ind i helligdommen og lagde det frem for Herren. 15-16 „Herre, Israels Gud!” bad han. „Du sidder på din trone højt over de mægtigste engle. Du alene er Herre over alle jordens riger. Du skabte himlen og jorden. 17 Bøj dig ned, Herre, og lyt til min bøn! Se det brev her fra kong Sankerib, hvor han håner den levende Gud! 18 Herre, det er jo sandt, at assyrerkongerne har knust alle de nævnte folkeslag, lagt deres lande øde 19 og brændt deres guder. Men de var jo ikke virkelige guder, kun menneskeværk lavet af træ og sten. Derfor kunne de blive ødelagt. 20 Herre, du er vores Gud, frels os fra assyrerkongens magt. Så vil alle jordens folk kunne se, at du er den eneste sande Gud!”

Herrens dom over assyrerkongen

21 Derefter sendte Esajas følgende besked til kong Hizkija: „Herren, Israels Gud, siger, at han har hørt din bøn angående assyrerkongen. 22 Nu skal du høre, hvad han siger om kong Sankerib:

Jerusalems indbyggere ryster på hovedet.
    Ja, Zions datter ler dig op i ansigtet.
23 Hvem var det, du hånede og spottede?
    Hvem brugte du så store ord imod?
I hovmod trodsede du Himlens Gud,
    vendte dig imod Israels Hellige.
24 Ved sendebud hånede du Herren og sagde:
‚Mine hære krydsede de højeste bjerge,
    jeg erobrede Libanons højdedrag.
Jeg fældede skovens stolte cedre,
    nedlagde de statelige cypresser.
Jeg nåede bjergenes tinder,
    Libanons prægtige frugtplantager.
25 Jeg lod brønde grave i fjendeland
    og brugte løs af deres drikkevand.
Ved mine hæres støvletramp
    blev Egyptens floder tømt for vand.’

26 Forstår du ikke, at det var min idé?
    Jeg planlagde det for længst og lod det ske.
Du skulle angribe fæstningsbyer
    og forvandle dem til bunker af sten,
27 mens indbyggerne måtte se til,
    skuffede, udmattede og skamfulde,
som spirer, der rykkes op med rode,
    som græs på taget, der visner for vinden.

28 Jeg ser, når du rejser dig og sætter dig,
    jeg ved, hvornår du går og kommer tilbage.

29 Men fordi du hidser dig op imod mig,
    og dine stolte ord har nået mit øre,
sætter jeg kroge i din næse
    og lægger bidsel i din mund.
Jeg trækker dig bort,
    tilbage ad den vej, du kom.

Om Jerusalem og folkets fremtid

30 Herren giver dig nu et tegn, kong Hizkija: Første år skal man spise af det korn, som har sået sig selv. Næste år skal folk spise af de frugter, der er.[c] Men tredje år skal de så og høste deres korn og nyde frugterne af de vinstokke, de har plantet. 31 For den rest, som er tilbage af Judas folk, skal fæste rod forneden og sætte frugt foroven. 32 En rest vil slippe levende væk fra Jerusalem, nogle af dens indbyggere vil overleve. Det gør Herren, den Almægtige, for sin egen skyld.

33 Hør hvad Herren siger om Assyriens konge: Han kommer ikke ind i Jerusalem. Han får end ikke lov at skyde en pil herind eller nærme sig byen med løftede skjolde for at bygge angrebsramper rundt omkring den. 34 Han skal vende tilbage ad den vej, han kom. Han kommer ikke herind, siger Herren. 35 For jeg vil forsvare og frelse Jerusalem for min egen æres skyld og for min tjener Davids skyld!”

Herren ødelægger den assyriske hær

36 Så gik Herrens engel gennem assyrernes lejr og slog 185.000 krigere ihjel. Næste morgen lå der døde kroppe overalt. 37 Da brød kong Sankerib op og vendte hjem til Nineve. 38 Engang, da han bad i sin gud Nisroks tempel, trængte hans sønner Adrammelek og Sarezer derind og myrdede ham, hvorefter de flygtede til Ararats land. Sankeribs søn Asarhaddon blev konge i hans sted.

Kong Hizkijas sygdom og helbredelse

38 Senere blev Hizkija alvorligt syg og lå for døden. Da kom profeten Esajas til ham og sagde: „Gør dig klar til at dø, for Herren siger, du ikke bliver rask igen.”

Esajas gik derefter sin vej, og Hizkija vendte ansigtet mod væggen. „Åh, Herre,” tryglede han, „husk dog på, hvordan jeg altid har bestræbt mig på at adlyde dig og behage dig i alt, hvad jeg har foretaget mig.” Og han græd højt.

4-5 „Gå tilbage til Hizkija,” sagde Herren til Esajas. „Sig til ham: Herren, din forfar Davids Gud, har hørt din bøn og set dine tårer. Jeg vil give dig endnu 15 år at leve i, og jeg vil frelse både dig og Jerusalem fra assyrerkongen!”

21 Esajas sagde så til kongens tjenere, at de skulle lægge et figenplaster på det syge sted, for så ville kongen blive rask.[d] 22 Hizkija spurgte Esajas: „Hvilket tegn får jeg på, at Herren virkelig vil helbrede mig, så jeg kan gå op til Herrens hus?” „Tegnet på, at Herren vil gøre, som han har sagt, er, at han vil lade skyggen på Ahaz’ solur gå ti streger tilbage!” lød svaret. Og sådan skete det. Skyggen gik ti streger tilbage på soluret.

Et digt af Hizkija

Efter at kong Hizkija var blevet helbredt for sin sygdom, skrev han følgende digt:

10 Jeg troede, at mine dage var talte,
    at jeg skulle dø i min bedste alder.
11 Jeg troede, det var slut med at høre fra Herren,
    at jeg skulle forlade de levendes land.
Aldrig mere skulle jeg i den verden
    se et menneske, jeg kendte så godt.
12 Som et telt ville mit liv blive taget ned
    og foldet sammen.
Som et vævet stykke stof
    ville jeg få trådene klippet over,
        blive taget af væven og rullet sammen.
Du var ved at slukke mit livslys
    og føre mig ind i dødens mørke.[e]
13 Hele natten råbte jeg om hjælp.
    Det var, som om en løve knuste mine knogler.
Du var ved at slukke mit livslys
    og føre mig ind i dødens mørke.
14 Jeg klynkede, klagede og kaldte på dig.
    Mine øjne var udmattede af at spejde efter hjælp:
        Frels mig, Herre, min nød er stor!

15 Hvad skal jeg sige? Du talte til mig
    og afsagde min dødsdom.
Søvnen veg fra mig,
    jeg sørgede dybt i min sjæl.
16 Herre, det er dit ord,
    som giver mennesker liv.
Åh, giv mig mit helbred tilbage,
    lad mig få lov til at leve!

17 Da blev min sorg vendt til glæde og fred.
    Du reddede mig fra dødsrigets afgrund.
        Alle mine synder har du lagt væk.
18 Fra dødsriget får du ingen lovsang,
    de døde takker dig ikke
        og kan ikke se frem til din redning.
19 Men de levende, de kan takke dig,
    som jeg gør det i dag,
    og fortælle deres børn om din hjælp og trofasthed.
20 Det er Herren, der er vores redning.
    Lad os lovsynge ham med sang og musik
        i Herrens hus, så længe vi lever.

Profeti om bortførelsen til Babylonien

39 Nogen tid senere sendte Merodak-Baladan, som var søn af kong Baladan af Babylonien, nogle sendebud af sted med hilsener og en gave til Hizkija, for Babyloniens konge havde hørt om hans sygdom og helbredelse. Hizkija var beæret over det fine besøg og viste dem alle sine rigdomme, sit sølv og guld, sine røgelsesstoffer og forskellige aromatiske olier og sit våbenarsenal, ja, der var ikke den ting i hele riget, han ikke viste dem.

Bagefter opsøgte Esajas kong Hizkija og spurgte ham: „Hvor kom de mænd fra, og hvad ville de?”

„De kom helt fra Babylonien!” svarede Hizkija.

„Hvad så de i paladset?” spurgte Esajas.

„Det hele!” svarede Hizkija. „Jeg viste dem alle mine rigdomme.”

„Hør Herren, den Almægtiges, ord,” sagde Esajas. „Der kommer en dag, hvor alt i det her palads skal føres bort til Babylonien, både de rigdomme, du selv har samlet, og det, dine forfædre har samlet—intet vil blive tilbage. Nogle af dine egne efterkommere vil blive bortført og gjort til tjenere ved den babyloniske konges hof.”

„Det er godt at høre fra Herren,” sagde Hizkija. Han tænkte ved sig selv: „Der er i det mindste fred og ro, så længe jeg lever.”

Løfte om de landflygtiges hjemvenden

40 „Trøst mit folk,” siger jeres Gud. „Tal opmuntrende ord til Jerusalems folk! Fortæl dem, at deres lidelser er forbi, og at deres syndeskyld er betalt, for de har afsonet den fulde straf for deres synder.”

Der lyder en stemme i ødemarken: „Ban vej for Herren! Gør vejen gennem ørkenen[f] klar til vores Gud!”

Hver dal skal hæves, hvert bjerg og hver høj skal jævnes ud. De krogede veje skal rettes ud, og de ujævne stier glattes. Herrens herlighed skal åbenbares, og alle skal se Guds frelse.[g] Herren selv har talt!

En stemme sagde: „Råb det ud!” „Hvad skal jeg råbe?” spurgte jeg. „Du skal råbe: Ethvert menneske er som græs, dets trofasthed kortvarig som en kornblomst. Græsset visner, og blomsten falmer ved Herrens åndepust.” Ja, mit folk er som græs. Græsset visner, og blomsten falmer,[h] men Guds ord varer til evig tid.

Du, som bringer bud, gå op på bjergets top og råb så højt, at hele Jerusalem kan høre det. Råb frimodigt til alle Judas byer: „Jeres Gud er på vej!”

10 Ja, Gud Herren kommer med vældig magt, han hersker med umådelig styrke. Se, han kommer med sit befriede folk. 11 Som en hyrde fører han sin hjord. Han samler sine lam og bærer dem i favnen, mens han nænsomt leder moderfårene af sted.

Guds storhed

12 Hvem andre end Herren kan holde havet i sin hule hånd eller måle himmelhvælvingen mellem sine udspændte fingre? Hvem andre kan samle jordens støv i sine hænder eller veje bjergene på sin vægt? 13 Er der nogen, som kan vejlede Herrens ånd? Hvem kan være hans rådgiver? 14 Har Herren spurgt nogen til råds for at forstå, hvad retfærdighed er? Er der nogen, som har lært ham visdom? 15 Alle jordens folk er for ham som en dråbe i havet, som støvfnug på en vægtskål. Han løfter kystlandene op, som vejede de intet. 16 Alle Libanons skove kunne ikke give brænde nok, og alle landets dyr ville ikke være tilstrækkelige til et brændoffer, der var passende for ham. 17 Alverdens nationer er ubetydelige sammenlignet med hans storhed.

18 Hvem vil I sammenligne Gud med? Hvordan vil I beskrive ham? 19 Kan han repræsenteres af et gudebillede støbt i en form, belagt med guld og med sølvkæder om halsen? 20 Kan man lave en husgud af træ, der aldrig rådner? Kan en dygtig træskærer lave den, så den ikke kan vælte?

21 Ved I ikke, hvem Gud er? Har I ikke forstået det? Har det ikke kunnet ses fra verdens skabelse? 22 Herren troner højt over himmel og jord. I hans øjne er menneskene små som myrer. Han udspændte himmelhvælvingen som en baldakin, universet satte han op som et telt. 23 Han gør jordens stormænd og herskere til intet. 24 De er som planter, der knap når at slå rod og vokse op, før han ånder på dem, så deres livsværk visner, og de fejes bort af vinden.

25 „Hvem vil I sammenligne mig med?” spørger den hellige Gud. „Hvem er min ligemand?”

26 Se op mod himlen! Hvem skabte stjernerne? Som en hærfører, der mønstrer sin hær, holder Herren styr på stjernernes tal. Han kender alle deres navne. Ikke en eneste mangler. Så stor er hans magt.

27 Israel, hvordan kan du sige, at Herren har glemt dig og ikke ænser dine lidelser? 28 Ved du ikke, hvem Gud er? Har du ikke forstået det? Herren er den evige Gud, som har skabt den vide jord. Aldrig bliver han træt eller udmattet. Hans visdom er ufattelig. 29 Han giver den trætte ny kraft og den svage ny styrke. 30 Selv unge mænd kan blive udmattede, selv de stærkeste har en grænse. 31 Men de, der søger hjælp hos Herren, får ny styrke, som ørnen får nye svingfjer. De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at blive udmattede.

Perserkongen Kyros som redskab til Israels befrielse

41 Herren siger: „Lyt til mig, I fjerne lande! Tag mod til jer og kom, så vi kan tale sammen! Hvad har I at sige?

Hvem tilkaldte et redskab[i] fra østen til at udføre den retfærdige straf? Hvem gav ham sejr over talrige folkeslag og lod ham nedtrampe deres konger? Hvem hjalp ham besejre sine fjender med sværd og bue? Han forfølger sine fjender, men forbliver selv uskadt, selv om han marcherer gennem ukendt terræn. Hvem står bagved og trækker i trådene? Det gør jeg, Herren, jeg, som kalder på mit folk fra generation til generation. Jeg var til stede ved begyndelsen, og jeg vil være der ved afslutningen.

Fjerne lande ser til med gru, hele verden skælver af frygt, når hærene nærmer sig. Folk trøster hinanden. ‚Tab ikke modet!’ siger de. 6-7 Håndværkerne opmuntrer hinanden, mens de skynder sig at lave flere statuer af deres afguder. ‚Nu er den færdig!’ siger de og slår statuen fast med søm, så den ikke vælter.

Men du, Israel, min tjener, Jakob, min udvalgte, min ven Abrahams efterkommere, frygt ikke! Jeg kalder mit folk hjem fra jordens ender og siger: Dig har jeg udvalgt, jeg forkaster dig ikke. Du er min tjener. 10 Vær ikke bange, for jeg er med dig. Tab ikke modet, for jeg er din Gud. Med min retfærdige hånd vil jeg styrke, hjælpe og beskytte dig.

11 Se, alle dine fjender lider nederlag, dine modstandere bukker skamfulde under. 12 Hvis du spejder efter fjenderne, ser du dem ikke, for de er alle døde og borte. 13 Jeg, Herren din Gud, griber din hånd og siger: Vær ikke bange! Jeg er her for at hjælpe dig. 14 Frygt ikke, Israel. Selv om ingen regner dig for noget, er jeg med dig for at frelse dig. Jeg er Herren, din Befrier. Jeg er Israels hellige Gud. 15 Jeg gør dig til et nyt og skarptandet tærskeredskab, som kan slå dine fjender, som man tærsker korn. 16 Du kaster dem i vejret, og de spredes for alle vinde. Da vil du juble over Herrens magt og fryde dig over din Gud, Israels Hellige.

17 Når de fattige og hjælpeløse forgæves søger efter vand, og deres tunger tørster efter noget at drikke, så vil jeg svare dem, når de råber til mig. Jeg er Herren, Israels Gud, og jeg svigter dem ikke. 18 Jeg lader bække strømme ned fra de golde bjerge og åbner kilder for dem i dalene. Jeg forvandler ørken til oase og det tørre land til kildevæld. 19 Jeg planter træer i ørkenen—cedre, akacier, myrter, oliventræer, cypresser, enebær- og fyrretræer. 20 Så vil de forstå, at det er Herren, der har gjort det, at det er Israels hellige Gud, der står bag.”

Herren udfordrer afguderne

21 „Lad bare de andre folks guder stå frem,” siger Herren, Israels Konge. „Kom og vis, hvad I duer til. 22 Kan I forudsige, hvad der vil ske i fremtiden, eller forklare betydningen af det, der skete i fortiden? Fortæl, fortæl, så vi kan tage ved lære! 23 Hvis I er guder, så sig os, hvad der vil ske i fremtiden. Eller gør et mirakel, noget godt eller noget ondt, så vi kan stå og måbe af frygt! 24 Men nej, I er intet værd, I duer ikke til noget. Det er en skændsel at tilbede jer.

25 Jeg tilkaldte mit redskab fra østen. Han skal bringe ære til mit navn. Han kommer fra nord og tramper på fyrster, som en pottemager tramper i sit ler for at ælte det.

26 Hvem af jer, guder, forudsagde, at det ville ske, så man bagefter kunne sige: ‚Det var rigtigt nok.’? Ingen af jer sagde en lyd! 27 Jeg var den første til at fortælle Jerusalem de gode nyheder. 28 Jeg ser mig omkring, men ingen af guderne ved noget. De svarer ikke, når de bliver spurgt. 29 Så indse dog, at de intet er værd. De kan intet udrette. At stole på dem er fuldstændig absurd.”

Footnotes

  1. 36,1 Ca. 701 f.Kr. i Sankeribs fjerde regeringsår, godt 20 år efter Samarias fald. Se 2.Kong. 18.
  2. 36,11 På grund af Arams og senere Assyriens storrige blev deres aramæiske sprog stærkt udbredt i hele dette område. Det er beslægtet med jødernes sprog, hebraisk, som her kaldes judæisk, fordi det drejer sig om indbyggerne i Judas land.
  3. 37,30 Den hebraiske tekst er uklar. Oversættelsen her bygger dels på LXX, dels på Vulgata.
  4. 38,21 De to vers er flyttet op, hvor de ifølge 2.Kong. 20,7-8 oprindeligt hørte hjemme.
  5. 38,12 Her og flere andre steder i digtet er den hebraiske tekst uklar.
  6. 40,3 Ordene „gennem ørkenen” findes ikke i den græske oversættelse og er muligvis en senere tilføjelse.
  7. 40,5 Til dels oversat fra LXX.
  8. 40,7-8 Teksten: „ved Herrens åndepust. Ja, mit folk er som græs. Græsset visner, og blomsten falmer” findes ikke i LXX og er muligvis en senere tilføjelse.
  9. 41,2 Perserkongen Kyros, jf. Es. 45,1.