Add parallel Print Page Options

Præsten Melkizedek blev æret af Abraham

Melkizedek var konge i byen Salem og samtidig præst for den højeste Gud. Da Abraham vendte tilbage efter at have vundet et stort slag mod flere konger, gik Melkizedek ham i møde og velsignede ham. Abraham tog en tiendedel af alt det, han havde erobret i krigen, og gav det til Melkizedek. Hans navn, Melkizedek, betyder „retfærdighedens konge”, men han er også en „fredskonge”, for han er konge over Salem, som betyder fred. Skriften taler hverken om Melkizedeks far eller mor eller om hans slægtsforhold overhovedet. Hans liv er beskrevet, som var det uden begyndelse og afslutning, og derfor er hans præstetjeneste uden afslutning. Han er således et billede på Guds Søn.

Læg mærke til, hvor stor en ære Melkizedek modtog. Vores forfar Abraham gav jo Melkizedek en tiendedel af krigsbyttet. Senere kom der en lov, som foreskrev, at præsterne fra Levis stamme skulle modtage tiende fra alle de andre stammer, selv om de alle var Abrahams efterkommere. Melkizedek var ikke præst fra Levis slægt, men alligevel modtog han tiende fra Abraham. Endvidere velsignede Melkizedek den store Abraham, som havde fået Guds løfter. Det viser uden diskussion Melkizedeks storhed, for den, der velsigner, er altid større end den, der bliver velsignet. De jødiske præster, der senere modtog tiende, var almindelige, dødelige mennesker. Men om Melkizedek fortælles der ikke om nogen afslutning på hans liv. Man kan på en måde sige, at Levi, som er stamfar til de jødiske præster, som modtager tienden, selv gav tiende til Melkizedek gennem sin forfar, Abraham. 10 For selvom Levi endnu ikke var født, da Abraham gav tiende til Melkizedek, så lå kimen til hans eksistens hos Abraham.

Jesus erstatter det gamle jødiske system med noget helt nyt

11 Det jødiske folk har fra gammel tid haft deres forskrifter om et præstedømme, hvor præsterne skal komme fra Levis stamme og Arons slægt. Hvis den forordning havde kunnet føre os til målet, havde Gud ikke haft nogen grund til at sende Kristus som en evig præst efter Melkizedeks forbillede. Så havde det været nok med præsterne fra Arons slægt under det gamle system. 12 Når nu Gud har erstattet det gamle præstedømme med noget helt nyt, må det gamle lovsystem også nødvendigvis erstattes af noget nyt.

13 Den ypperstepræst, vi taler om her, tilhørte også en anden stamme, hvorfra der aldrig har været udtaget nogen til præstetjeneste. 14 Vores Herre kom som bekendt fra Judas stamme, og Moses har aldrig nævnt noget om præster fra den stamme.

15 At det drejer sig om noget helt nyt, bekræftes også ved, at Kristus blev ypperstepræst efter Melkizedeks forbillede. 16 Han blev jo ikke præst i kraft af en lov, der kræver, at man kommer fra en bestemt stamme, men i kraft af det evige og uforgængelige liv, han repræsenterer. 17 Det bliver også bevidnet i Skriften, hvor der står om ham: „Du skal være præst efter Melkizedeks forbillede for evigt.”[a]

18 Den gamle lov er altså nu sat til side, for den var ubrugelig, uden kraft. 19 Loven kunne jo ikke føre os til målet. I stedet har vi fået noget langt bedre, for Kristus har bragt os ind i Guds nærhed og givet os vished for, at vi vil få det evige liv.

20-21 Endvidere har Gud svoret på, at Kristus altid skal være vores ypperstepræst. Så stærke ord har han aldrig brugt om de almindelige ypperstepræsters indsættelse til tjeneste. Kun til Kristus lyder det: „Herren har aflagt et urokkeligt løfte: Du skal være præst for evigt.” 22 Det er på det grundlag, at Jesus er blevet garant for en ny pagt, der er langt bedre end den gamle.

23 Der er endnu en forskel: Ifølge den gamle ordning var man nødt til at indsætte en ny ypperstepræst, hver gang døden satte en stopper for den tidligere ypperstepræsts tjeneste. 24 Men den ypperstepræstelige tjeneste Jesus udfører, kommer aldrig til ophør. Han lever jo for evigt. 25 Fordi han lever evigt og altid beder inderligt for os, er han i stand til at føre alle mennesker, som ønsker at komme til Gud gennem ham, til den fuldkomne frelse.

26 Det er netop sådan en ypperstepræst, vi har brug for, en, der trofast tjener Gud uden synd, ubesmittet af det onde og ophøjet over alle himle. 27 Han er helt anderledes end de andre ypperstepræster, som gang på gang måtte bringe slagtofre til Gud, først for at få tilgivelse for deres egne synder og dernæst for folkets synder. Den slags gentagne syndofre behøver Kristus ikke at bringe, for da han ofrede sig selv på korset, skabte han fuld forsoning én gang for alle. 28 Med udgangspunkt i de jødiske love blev dødelige og ufuldkomne mennesker indsat som ypperstepræster, men med udgangspunkt i løftet om en evig præst efter Melkizedeks forbillede, et løfte, som kom senere end lovbogen, er Guds egen Søn indsat som en evig og fuldkommen ypperstepræst.

Den gamle pagt og helligdom peger frem mod en ny pagt og helligdom

Hovedsagen i det, som her er sagt, er, at vi har en fantastisk ypperstepræst, som sidder på tronen i Himlen ved den mægtige Guds højre hånd. Han gør tjeneste i den sande, åndelige helligdom i Himlen, som er skabt af Herren selv og ikke bygget af mennesker.

Enhver ypperstepræst er indsat til at bringe gaver og ofre. Derfor måtte Kristus også som ypperstepræst bringe et offer. Han kunne ikke være blevet en almindelig ypperstepræst her på jorden, for der er allerede indsat præster efter lovbogens forskrifter, og de bringer de fastsatte gaver og ofre i templet. De tjener dog kun ved en jordisk helligdom, som er et billede på den sande helligdom i Himlen. Da Moses skulle bygge helligdommen i ørkenen, sagde Gud jo til ham: „Vær omhyggelig med at lave det hele i overensstemmelse med den plan, jeg viser dig her på bjerget.”[b] Men i stedet for en jordisk præstetjeneste har Kristus nu fået en meget vigtigere tjeneste i og med, at den nye pagt, han har indstiftet, er meget bedre end den gamle, og de løfter, som den nye pagt indeholder, er meget bedre end den gamle pagts løfter.

Hvis den første pagt havde været god nok, havde det ikke været nødvendigt at erstatte den med en anden. Men Gud vidste, at den gamle pagt var utilstrækkelig, og derfor kom han med følgende udsagn gennem en af profeterne:

„Engang i fremtiden vil jeg oprette en ny pagt med Israels og Judas folk, siger Herren. Den nye pagt vil ikke komme til at ligne den, jeg oprettede med deres forfædre, da jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af slaveriet i Egypten. De overholdt jo ikke pagtens betingelser, og derfor lod jeg dem sejle deres egen sø, siger Herren. 10 Den ny pagt, som jeg vil oprette med Israels folk engang i fremtiden, indeholder følgende løfte: Jeg vil lægge mine love i deres sind og skrive dem på deres hjerter. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. 11 Da skal man ikke længere sige til sine venner eller familie, at de bør kende mig som deres herre, for alle, både små og store, skal forstå, at jeg er Herren. 12 Jeg vil være nådig og tilgive dem deres ondskab, og jeg vil slette deres synder fra min hukommelse.”[c]

13 Når Gud her taler om en ny pagt, siger han dermed, at den gamle er forældet. Og det, der er gammelt og forældet, vil snart helt forsvinde.

Den gamle pagts syndofre sammenlignet med den nye pagt

I den første pagt mellem Gud og hans folk var der en række forskrifter for, hvordan præsterne skulle tjene i den jordiske helligdom, som var et telt, der bestod af to rum. Det forreste rum indeholdt guldlysestagen og det bord, hvor de hellige brød lå.[d] Det rum kaldtes det hellige rum. Bag det inderste forhæng var der et andet rum, som kaldtes det allerhelligste rum. Hertil hørte røgelsesalteret af guld og pagtens ark, som på alle sider var overtrukket med ægte guld. Inde i arken lå stentavlerne, som de ti bud var skrevet på, en guldkrukke med manna og Arons stav, som engang havde fået blade og blomster.[e] Oven på arken var der to strålende keruber, hvis vinger var bredt ud over arkens låg, der blev kaldt forsoningsstedet. Men det kan jeg ikke gå nærmere ind på nu.

Efter at helligdommen var blevet indrettet på den måde og gjort klar, udførte præsterne dagligt deres opgaver i det forreste rum. Det var kun ypperstepræsten, der havde lov til at gå ind i det inderste rum, og kun én gang om året. Han havde altid blod med som et forsoningsoffer til Gud for at bede om tilgivelse for både sine egne og folkets uforsætlige synder. Helligånden viser os derved, at så længe det forreste rum stadig er i brug, er der ikke almen adgang til det allerhelligste rum. Det er et billede på den nuværende tid, hvor præsterne stadig bringer gaver og ofre, som dog ikke kan rense deres samvittighed. 10 De følger en række regler for, hvad man må spise og drikke, og de gennemgår de foreskrevne rituelle renselsesceremonier. Det er alt sammen regler for en gudsdyrkelse, som skulle gælde, indtil den nye pagt kom med en ny og bedre ordning.

11 Nu er Kristus så blevet ypperstepræst i den nye og bedre ordning. Han er gået ind i den himmelske helligdom, som ligger på et højere og fuldkomment plan. Den helligdom er ikke bygget af mennesker, og den hører ikke med til den jordiske verden. 12 Han gik én gang for alle ind i det allerhelligste rum i den himmelske helligdom og stænkede blod på forsoningsstedet. Men det var ikke blod fra gedebukke eller tyrekalve.[f] Det var hans eget blod, og dermed har han skabt forsoning for vores synder og sat os fri fra skyld for evigt.

13 Hvis det at blive stænket med blod fra gedebukke og tyrekalve eller aske fra en kvie kunne give en ydre renselse til mennesker, som var blevet urene,[g] 14 hvor meget mere vil da ikke Kristi blod rense vores samvittighed fra nytteløse anstrengelser,[h] så vi kan tjene den levende Gud. Kristus ofrede jo sig selv som et fejlfrit offer under den evige Helligånds ledelse.

15 Formålet med, at Kristus formidlede en ny pagt, var, at han gennem sin død kunne skabe forsoning for alle de synder, der blev begået under den gamle pagt, så de mennesker, Gud kalder på, kan få opfyldt det løfte om evige velsignelser, som Gud havde givet. 16-17 For det er med pagten som med et testamente: Det kan først træde i kraft, når den, som har oprettet det, er død.

18 Således kunne den første pagt heller ikke træde i kraft uden blodsudgydelse. 19 Dengang Moses havde oplæst alle lovreglerne for hele folket, tog han blodet fra de slagtede tyrekalve og gedebukke, blandede det med vand og stænkede det både på lovbogen og på hele folket.[i] Til bestænkningen brugte han grene fra isopbuske og skarlagenrød uld. 20 Derefter sagde han: „Dette blod besegler den pagt, som Gud har befalet jer at overholde.” 21 På samme måde stænkede han blod på åbenbaringsteltet og på alle de redskaber, der blev brugt af præsterne. 22 Stort set alt under den gamle pagts forordninger blev renset ved, at der blev stænket blod på det, og uden blodsudgydelse var ingen tilgivelse mulig.

23 Derfor var det nødvendigt, at den jordiske helligdom, som er et billede på den himmelske helligdom, blev renset med blodet fra offerdyrene. Men den virkelige, åndelige helligdom i Himlen krævede et andet og stærkere offer. 24 Kristus gik ikke ind i den helligdom, som er bygget af mennesker, og som er et billede på den himmelske helligdom. Nej, han gik ind i selve Himlen og kan nu træde frem for Guds ansigt på vores vegne. 25-26 Ypperstepræsterne går år efter år ind i det allerhelligste rum med offerblod, som dog ikke er deres eget. Hvis Jesus skulle skabe forsoning for vores synder på tilsvarende måde, så skulle han have ofret sig selv masser af gange lige fra verdens grundlæggelse. Men nu har han åbenbaret sig ved tidernes afslutning for ved sit offer at gøre ende på synden én gang for alle. 27 Og ligesom det er ethvert menneskes lod én gang at dø og senere blive stillet for Guds domstol, 28 sådan måtte Kristus dø én gang for at bære straffen for utallige menneskers synder. Når han senere kommer tilbage, er det ikke for at ofre sig selv igen, men for at frelse alle dem, der med forventning ser frem til hans komme.

10 Lovbogens regler om syndofre er kun et ufuldstændigt billede på det langt bedre syndoffer, der senere skulle foretages. De præster, der år for år bringer de samme ofre, opnår derfor aldrig fuld tilgivelse. Hvis de var blevet renset for deres synd én gang for alle, så ville de ikke længere være sig deres synd bevidst, og så ville de ikke fortsætte med at bringe ofre år efter år. Men nu er de årlige ofre en stadig påmindelse om synd og skyld. Blod fra tyre og bukke kan nemlig umuligt udslette menneskers synder.

Derfor sagde Kristus ved sin indtræden i denne verden:

„Det er ikke slagtofre og afgrødeofre, du ønsker,
    men du har givet mig et legeme.
Brændofre og syndofre har du ikke behag i.
    Da sagde jeg: Se, jeg er parat!
Der står skrevet om mig i bogrullen,
    og jeg er kommet for at gøre din vilje, Gud.”[j]

Han sagde altså først: „Det er ikke slagtofre, afgrødeofre, brændofre og syndofre du ønsker, og du har ikke behag i dem.” Alle de ofre bliver ellers bragt efter lovbogens påbud og forskrifter. Derefter sagde han: „Se, jeg er kommet for at gøre din vilje.” Han ophæver således den første ordning for at etablere en ny. 10 Det er altså efter Guds vilje, at vi nu er blevet forsonet med ham og renset for skyld, ved at Jesus Kristus ofrede sit eget legeme én gang for alle.

11 Alle præsterne fortsætter dag efter dag med at bringe de samme ofre, der dog aldrig kan forsone os med Gud og udslette vores skyld. 12 Men efter at Kristus havde bragt ét eneste endegyldigt syndoffer, satte han sig på tronen ved Guds højre hånd. 13 Og nu venter han på, at hans fjender skal blive besejret. 14 Gennem det ene offer har han for altid gjort alle, som hører ham til, fuldkomne i Guds øjne.

15 Også Helligånden fortæller os om det i den førnævnte profeti. For efter at have sagt: 16 „Den ny pagt, som jeg vil oprette med dem engang i fremtiden, bygger på følgende løfte: Jeg vil lægge mine love i deres sind og skrive dem på deres hjerter,” 17 fortsætter han med at sige: „Jeg vil slette deres synder fra min hukommelse.”

18 Når al synd nu én gang for alle er blevet tilgivet, er der jo ikke længere brug for syndofre.

En åben dør ind til Guds nærvær

19 Fordi Jesus ofrede sig selv for os, kære venner, kan vi nu uden frygt bevæge os helt ind i det allerhelligste rum, hvor Guds strålende nærvær er. 20 Det er noget helt nyt, at vi har direkte adgang til Gud i det allerhelligste rum inde bag forhænget, og Jesus er selv den levende vej, som fører derind. 21 Da vi nu som Guds folk har en så fantastisk ypperstepræst, 22 så lad os med oprigtigt hjerte og i troens faste overbevisning gå ind i Guds nærvær. Vi har jo fået en ren samvittighed, efter at vi er blevet bestænkede med Jesu blod, og efter at vi er blevet renset med rent vand.

Advarsel mod frafald

23 Lad os urokkeligt holde fast ved det håb om evigt liv, vi er kommet til tro på. Gud er nemlig trofast og holder, hvad han har lovet! 24 Lad os tage os af hinanden og opmuntre hinanden til at vise kærlighed og gøre godt. 25 Lad os ikke forlade det kristne fællesskab, som nogle har for skik, men opmuntre hinanden til ikke at falde fra—især nu, hvor vi kan se, at tiden for hans genkomst nærmer sig.

26 For hvis nogle på trods af at være nået til fuld forståelse af sandheden alligevel med fuldt overlæg lever i synd, findes der ikke noget andet offer, som kan rense dem for synden. 27 De må leve med en frygtelig forventning om Guds dom og den flammende ild, som vil fortære alle, der sætter sig op imod Gud. 28 De, der under den gamle pagt satte sig op imod Guds lov, blev uden barmhjertighed dræbt, hvis der var to eller tre vidner til deres synd. 29 Hvor meget strengere straf venter da ikke dem, som tramper på Guds Søn, som ringeagter den tilgivelse, de selv har modtaget ved Jesu blod, og som viser foragt for nådens Ånd. 30 Vi kender jo ham, der sagde: „Det er mit ansvar at straffe dem.” Han sagde også: „Herren vil dømme sit folk.”[k] 31 Det er frygteligt at komme under den levende Guds dom.

Om at have frimodighed og udholdenhed

32 Tænk på den første tid, da I lige havde modtaget sandhedens lys. I holdt ud gennem forfølgelse og mange lidelser. 33 Somme tider blev I offentligt gjort til grin og mishandlet, og andre gange stillede I jer solidarisk med dem, der oplevede den slags ting. 34 I følte med dem, der blev kastet i fængsel, og I kunne med sindsro se på, at alle jeres ejendele blev taget fra jer, for I vidste, at noget bedre ventede jer i den kommende verden, hvor de vedvarende værdier findes.

35 Hold fast på jeres frimodighed, for med den har I udsigt til en stor belønning. 36 I har brug for udholdenhed for at kunne gøre Guds vilje og få det, som Gud har lovet jer. 37 Der er ikke så lang tid tilbage. Skriften siger: „Han, som skal komme, vil komme, og han kommer ikke for sent. 38 Den retskafne får livet ved sin tro. De, der vender sig væk fra mig, har jeg ikke behag i.”[l]

39 Men vi hører ikke til dem, der vender sig væk fra Gud og fortabes. Nej, vi hører til dem, der tror og får det evige liv.

Footnotes

  1. 7,17 Sl. 110,4; Hebr. 5,6.
  2. 8,5 2.Mos. 25,40.
  3. 8,8-12 Jer. 31,31-34 (LXX).
  4. 9,2 Jf. 2.Mos. 25,30.
  5. 9,4 Jf. 4.Mos. 17,23.
  6. 9,12 Jf. 3.Mos. 16,14-15.
  7. 9,13 4.Mos. 19 giver regler for renselse efter at have været i kontakt med døde mennesker. Asken fra en rød kvie skal bruges.
  8. 9,14 Ordret: „døde gerninger”. Måske tænkes der på syndige gerninger, som fører til død.
  9. 9,19 Jf. 2.Mos. 24,1-8.
  10. 10,5-7 Sl. 40,7-9 efter LXX. Den hebraiske tekst i Sl. 40,7 siger: „du har givet mig ører”. Det græske ord for „legeme” ligner ordet for „ører” og er sandsynligvis en fejl, som har sneget sig ind i nogle kopier af den græske oversættelse af GT.
  11. 10,30 To citater fra 5.Mos. 32,35-36 (LXX).
  12. 10,37-38 Hab. 2,3-4 (LXX).