Habakkuk 1-3
Dette er Biblen på dansk
1 Det Udsagn, Profeten Habakkuk skuede.
2 Hvor længe skal jeg klage, Herre, uden du hører, skrige til dig over Vold, uden du frelser? 3 Hvi lader du mig skue Uret, være Vidne til Kvide? Ødelæggelse og Vold har jeg for Øje, der opstod Kiv, og Strid kom op. 4 Derfor ligger Loven lammet, og Ret kommer aldrig frem. Thi når gudløse trænger retfærdige, fremkommer krøget Ret.
5 Se eder om blandt Folkene til Skræk og Rædsel for eder! Thi en Gerning gør han i eders Dage, som I ej vilde tro, om det fortaltes. 6 Thi se, han vækker Kaldæerne, det grumme og raske Folk, som drager viden om Lande for at indtage andres Bo. 7 Forfærdeligt, frygteligt er det, Ødelæggelse udgår derfra. 8 Dets Heste er rappere end Pantere, mer viltre end Ulve ved Kvæld; dets Rytterheste kommer i Spring, flyvende langvejs fra. Som Ørnen i Fart efter Føde 9 er de alle på Vej efter Vold. De higede stadig mod Øst og samlede Fanger som Sand. 10 Med Kongerne drev det Spot, Fyrsterne lo det kun ad. Det lo ad hver en Fæstning, opdynged en Vold og tog den. 11 Så suste det videre som Stormen og gjorde sin Kraft til sin Gud.
12 Er du ikke fra fordum Herren, min hellige Gud? - Vi skal ej dø - Herre, har du sat ham til Dommer, givet ham Fuldmagt til Straf? 13 Dit rene Blik afskyr ondt, du tåler ej Synet af Kvide; hvi ser du da tavs på Ransmænd, at gudløs sluger sin Overmand i Retfærd? 14 Med Mennesker gør du som med Havets Fisk, som med Kryb, der er uden Hersker: 15 Han fisker dem alle med Krog, slæber dem bort i sit Vod og samler dem i sit Garn; derfor er han jublende glad; 16 han ofrer derfor til sit Vod, tænder Offerild for sit Garn. Ved dem blev bans Del jo fed og kraftig blev hans Føde. 17 Skal han altid tømme sit Vod og slå Folk ihjel uden Skånsel?
2 Op på min Varde vil jeg stige; stå hen på mit Vagtsted og spejde, og se, hvad han taler i mig, hvad Svar han har på min Klage. 2 Og Herren gav mig til Svar de Ord: "Skriv Synet op og rist det ind i Tavler, at det kan læses let; 3 thi Synet står ved Magt, træffer ind til Tide, usvigeligt iler det mod Målet; tøver det, bi så på det, thi det kommer; det udebliver ikke."
4 Se, opblæst, uredelig er Sjælen i ham, men den retfærdige skal leve ved sin Tro. 5 Han er der hos den frækkeste Røver, en hoven, frastødende Mand, der som Dødsriget opspiler Gabet, som Døden uden at mættes, skraber alle Folkene til sig, sanker alle Folkeslag til sig. 6 Visselig skal de alle istemme en Hånsang, en Smædevise fuld af Hentydninger til ham og sige: Ve ham, der dynger andres Gods op - hvor længe? - og læsser Pantegods på sig! 7 Thi brat står dine Skyldherrer op; de, som vil rykke dig, vågner; da bliver du dem til Bytte. 8 Fordi du har plyndret mange Folk, skal du plyndres af al Folkeslagenes Rest for Menneskeblods Skyld, for Vold mod Landet, mod Byen og alle, som bor der. 9 Ve ham, som søger ublu Vinding til sit Hus for at bygge sin Rede højt og redde sig fra Ulykkens Hånd. 10 Dit Hus får Skam af dit Råd.Du nedtrådte mange Folkeslag, men satte din Sjæl i Vove. 11 Thi Stenen råber fra Væggen, fra Træværket svarer Bjælken. 12 Ve ham, som bygger By med Blod og rejser en Stad med Uret, 13 (er dette ikke, fra Hærskarers Herre?) så Folkeslag slider for Ilden, og Folkefærds Møje er spildt. 14 Thi Jorden skal fyldes af Kundskab om Herrens Herlighed, som Vandene dækker Havets Bund. 15 Ve ham, som lader Venner drikke en Rus af Fade og Skåle for at få deres Blusel at se. 16 Du mætted dig med Skam for Ære. Drik selv, vis din Forhud frem! Nu kommer Bægeret fra Herrens højre til dig og Skændsel til din Ære. 17 Thi du tynges af Vold mod Libanon, knuses for Misbrug af Dyr, for Menneskeblods Skyld, for Vold mod Landet, mod Byen og alle, som bor der. 18 Hvad gavner det skårne Billed, at en Billedskærer skærer det ud, det støbte Billed, hvis Spådom er falsk, at en Billedskærer stoler derpå, så han laver stumme Guder? 19 Ve den, som siger til Træ: "Vågn op!" til Sten uden Mæle:" - Stå op!" Den skulde kunne spå! Se, den er klædt i Guld og Sølv, men af Ånd har den intet i sig. 20 Men Herren er i sin Helligdom; stille for ham, al Jorden!
3 En Bøn af Profeten Hahakkuk. Al-sjigjonot. 2 Herre, jeg har hørt dit Ry, jeg har skuet din Gerning, Herre. Fuldbyrd det i Årenes Løb, åbenbar dig i Årenes Løb, kom Barmhjertighed i Hu under Vreden!
3 Gud drager frem fra Teman, den Hellige fra Parans Bjerge. - Sela. Hans Højhed skjuler Himlen, hans Herlighed fylder Jorden. 4 Under ham er Glans som Ild, fra hans Side udgår Stråler; der er hans Vælde i Skjul. 5 Foran ham vandrer Pest, og efter ham følger Sot. 6 Hans Fjed får Jorden til at skælve, hans Blik får Folk til at bæve. De ældgamle Bjerge brister, de evige Høje synker, ad evige Stier går han. 7 Kusjans Telte bæver, Telttæpperne i Midjans Land. 8 Er Herren da vred på Strømmene, gælder din Vrede Strømmene, gælder din Harme Havet, siden du farer frem på dine Heste og dine Vogne drøner. 9 Din Bue kom blottet til Syne, din Buestreng mætter du med Pile. - Sela. Du kløver Jorden i Strømme, 10 Bjergene ser dig og skælver. Skyerne nedsender Regnskyl, og Afgrunden løfter sin Røst. 11 Solen glemmer at stå op, Månen bliver i sit Bo; de flygter for Skinnet af dine Pile, for Glansen af dit lynende Spyd. 12 I Harme skrider du hen over Jorden, du nedtramper Folk i Vrede. 13 Du drager ud til Frelse for dit Folk, ud for at frelse din Salvede. Du knuser den gudløses Hustag, blotter Grunden til Klippen. - Sela. 14 Med dit Spyd gennemborer du hans Hoved, bans Høvdinger splittes. 15 Du tramper hans Heste i Havet, i de mange Vandes Dynd.
16 Jeg hørte det; da bæved min Krop, ved Braget skjalv mine Læber; Edder for i mine Ben, og under mig vakled mine Skridt. Jeg bier på Trængselens Dag over Folket, som volder os Krig.
17 Thi Figentræet blomstrer ikke, Vinstokken giver intet, Olietræets Afgrøde svigter, Markerne giver ej Føde. Fårene svandt af Folden, i Staldene findes ej Okser. 18 Men jeg vil frydes i Herren, juble i min Frelses Gud. 19 Den Herre Herren er min Styrke, han gør mine Fødder som Hindens og lader mig gå på mine Høje. Til Sangmesteren. Med Strengespil.
Habakkuk 1-3
Bibelen på hverdagsdansk
Habakkuks frustration og spørgsmål
1 Jeg, profeten Habakkuk, modtog en åbenbaring[a] fra Herren i et syn. Jeg havde sagt til ham:
2 „Herre, hvor længe skal jeg råbe om hjælp,
før du hører mig?
Hvor længe skal vold og ondskab vare ved,
før du griber ind?
3 Hvorfor skal jeg se på al den ondskab?
Hvordan kan du holde ud at se mennesker lide?
Ødelæggelse og vold er daglig kost.
Alle steder er der konflikter og skænderier.
4 Loven er sat ud af kraft,
der er ingen retfærdighed mere.
Når gudløsheden tager overhånd,
bliver sandheden undertrykt.”
Herrens svar
5 Herren svarede mig:
„I bør lukke øjnene op og se på folkeslagene.
I vil blive forbavsede og stumme af undren.
For jeg gør noget i jeres samtid,
som I ikke vil tro på, når I får det fortalt.
6 Jeg vil sende kaldæerne[b] imod jer,
et hidsigt og hensynsløst folk.
De strejfer omkring over hele jorden
og erobrer fremmede byer og lande.
7 De er grusomme og frygtindgydende
og gør lige, hvad der passer dem.
8 Deres heste er hurtigere end leoparder,
de kommer farende som ulve i tusmørket.
Deres ryttere kommer galoperende langvejsfra,
de styrtdykker som ørne over deres bytte.
9 Alle er de opsat på vold
med beslutsomhed malet i ansigtet.
De tager fanger i massevis,
talløse som havets sand.
10 De håner konger
og spotter fyrster.
De ler ad deres fæstningsværker
og løber dem over ende med lethed.
11 De farer frem som et stormvejr
og fortsætter videre på deres vej.
Men de gør deres egen styrke til deres gud,
og det er deres største synd.”
Habakkuks indvendinger
12 Men Herre, du har været vores Gud fra ældgamle tider.
Du kan da ikke udrydde dit eget folk?
Du vil bruge vores fjender til at straffe os,
men du er stadig vores redning.
13 Du er jo en hellig Gud,
som ikke kan tåle, at ondskaben får overhånd.
Hvordan kan du tillade, at gudløse mennesker
tilintetgør dem, som er bedre end dem selv?
14 Vi bliver som havets fisk,
som krybdyr uden en anfører.
15 Fjenden vil fiske os op med kroge
eller fange os i deres vod.
Når de har fået en stor fangst,
vil de juble over deres bedrift.
16 De tilbeder deres vod
og ofrer røgelse til deres net,
for det er deres net, som har gjort dem rige
og givet dem velstand i overflod.
17 Herre, hvor længe får de lov at fiske?
Hvor længe får de lov at udrydde andre folkeslag?
2 Jeg vil spejde efter et ord fra Herren,
gå op på bymuren og holde udkig.
Jeg vil høre, hvad han har at sige,
så jeg kan få svar på min klage.
Guds svar til Habakkuk
2 Herren sagde til mig:
„Synet skal du skrive tydeligt på tavlerne,
så herolden kan løbe af sted med det.
3 Det handler om noget, som skal ske i fremtiden.
Når tiden er inde, vil det blive opfyldt.
Vær tålmodige, når I synes, det trækker ud,
for han, som skal komme, vil komme,
og han kommer ikke for sent.
4 Den hovmodige har ikke den rette indstilling,
men den retskafne får livet ved sin tro.[c]”
5 Babylonierne er berusede af deres magt,
deres hovmod giver dem ingen hvile.
De er grådige som dødsriget,
der aldrig kan få nok.
De skraber alle folkeslag til sig,
men får aldrig fanger nok.
6 Engang vil de undertrykte folkeslag håne dem og sige:
„Ve jer, der stjæler og røver fra andre.
Hvor længe vil I udnytte andre for selv at blive rige?”
7 Pludselig en dag vil de undertrykte rejse sig
og gøre oprør imod jer babyloniere.
Så bliver det jeres tur til at skælve,
og jer, der bliver udplyndret.
8 Fordi I har plyndret mange lande,
vil de resterende lande nu plyndre jer.
I må bøde for alle de voldshandlinger og mord,
I har begået i andre byer og lande.
9 Ve jer, der bliver rige på andres bekostning.
I tror I kan købe sikkerhed,
både for jer selv og jeres familie.
10 Men fordi I har taget så mange menneskers liv,
har I selv mistet retten til livet.
11 Hvis mursten kunne tale, ville de anklage jer,
tagbjælkerne ville afsløre, hvad I har gjort.
12 Ve jer, som opbygger en by
gennem vold og forbrydelser.
13 Herren, den Almægtige, har jo sagt,
at alt, hvad mennesker bygger, vil gå op i røg.
Alt deres slid og slæb er til ingen nytte.
14 Men som verdenshavene er fyldt med vand,
vil jorden blive fyldt med erkendelsen af Herrens herlighed.
15 Ve jer, I, der tvinger mennesker til at tømme jeres vredes bæger
og bagefter fryder jer over deres ulykkelige tilstand.
16 Derfor skal I selv opleve skam
i stedet for hæder og ære.
Nu er det jeres tur til at drikke af bægeret,
og jeres ynkelige tilstand bliver stillet til skue.
Nu rækker Herren jer sit vredesbæger,
så jeres herlighed bliver erstattet af elendighed.
17 I bliver hugget ned,
fordi I huggede Libanons skove ned.
I bliver jaget,
fordi I jagtede skovens dyr.
Jeres by fyldes af blodet fra dens indbyggere,
fordi I selv har udgydt blod i andre byer og lande.
18 Hvad hjælper det at bede til en afgud,
når det er jer selv, der har lavet den?
Hvad hjælper det at spørge falske profeter til råds,
når de kun kan lyve og bedrage?
Kan man have tillid til en afgud, man selv har skabt,
og som ikke engang kan tale?
19 Ve jer, der prøver at puste liv i en træklods
eller forsøger at vække en stenstøtte til live.
Kan de måske vejlede jer?
De er godt nok belagt med guld og sølv,
men der er ikke gnist af liv i dem.
20 Men Herren bor i sin helligdom.
Lad jorden fyldes af ærefrygt for ham.
Habakkuks sang
3 Denne bøn sang profeten Habakkuk for Herren:
2 Herre, jeg har hørt om dit ry.
Jeg er fuld af ærefrygt for de undere, du udførte.
Gør det igen, Herre.
Vis os snart dine underfulde gerninger.
Men vær barmhjertig midt i din vrede.
3 Den hellige Gud drog op fra Parans bjerg,
han førte sit folk gennem Teman i Edom.[d]
Hans herlighed dækkede himlen,
og hans storhed fyldte jorden.
4 Han kom med sit skarpe lys,
og de lyn, han kastede, viste hans kraft.
5 Han sendte plager mod sine fjender,
og lod pesten hærge dem.
6 Når han standsede op, rystede jorden af skræk,
et blik fra ham fik folkeslagene til at bæve.
De ældgamle bjerge slog revner,
de evige høje sank sammen.
Hans kraft er for evigt den samme.
7 Midjans telte faldt sammen,
Kushans teltduge blev revet i stykker.
8 Var det floden, du var ude efter, Herre,
da du standsede dens løb?
Var det havet, du var vred på, da du skilte vandene ad,
og reddede os med dine heste og stridsvogne?
9 Du blottede din bue,
skød dine lyn mod det fastsatte mål,
lod tordenskyller lave kløfter i jorden.
10 Bjergene så dig og vred sig i panik,
et skybrud passerede forbi.
Havdybet[e] råbte i rædsel
og rakte fortvivlet hænderne i vejret.
11 Solen og månen stod stille i deres baner,
overvældet af dine lynglimt
og lyset fra dine glinsende spyd.
12 I vrede trampede du på jorden,
du trådte på alle dine fjender.
13 Du drog ud for at frelse dit folk,
for at redde din udvalgte tjener.
Du knuste ondskabens herre
og tilintetgjorde hele hans hær.
14 Fjendernes hær stormede frem
og frydede sig over det lette bytte.
Men du sendte dine pile imod dem
og gennemborede deres hoveder.
15 Du brugte vandmasserne som dine stridsvogne
og tilintetgjorde fjenden i et frådende hav.
16 Da jeg hørte om det, bankede mit hjerte vildt,
mine læber skælvede,
mine ben gav efter under mig,
mine skridt vaklede.
Jeg ser frem til den dag,
da du vil straffe dem, der angriber os.
17 Selv om figentræet ikke blomstrer,
vinstokken står uden frugt,
olivenhøsten slår fejl,
markerne ligger øde hen,
fårene er forsvundet fra folden,
og stalden er tom,
18 så vil jeg alligevel glæde mig i Herren
og fryde mig over min Gud og Frelser,
19 for den Almægtige gør mig stærk.
Han gør mine skridt sikre som gazellens
og giver mig fodfæste på bjergene.
(Til korlederen: Denne sang skal akkompagneres af strengeinstrumenter).
Footnotes
- 1,1 Eller: „byrde”, et udtryk som ofte bruges om et profetisk budskab.
- 1,6 Kaldæerne nedstammer egentlig fra Kesed, en søn af Nahor, Abrahams bror, men har altid boet i det område, der kaldes Babylonien, og blev således en del af det babyloniske folk. Undertiden bruges ordet synonymt med babylonierne.
- 2,4 Eller: „trofasthed”. Det hebraiske ord har mange nuancer i området trofasthed, ærlighed, troværdighed, lydighed. Det indebærer også afhængighed af og lydighed mod Gud. Også på græsk bruges det samme ord for tro og trofasthed.
- 3,3 Jf. 5.Mos. 2 og 33.
- 3,10 Kan være en symbolsk henvisning til en hær af fjender eller til den egyptiske hær, der druknede i Det Røde Hav.
Zefanias 1-3
Dette er Biblen på dansk
1 HerrenS ord, som kom til Zefanias, en Søn af Kusji, en Søn af Gedalja, en Søn af Amarja, en Søn af Ezekias, i de Dage da Josias, Amons Søn, var Konge i Juda.
2 Jeg bortriver, bortriver alt fra Jorden, lyder det fra Herren; 3 jeg bortriver Folk og Fæ, jeg bortriver Himlens Fugle og Havets Fisk. Gudløse bringer jeg til Fald, og Syndere rydder jeg, bort fra Jorden, lyder det fra Herren. 4 JegudrækkerHåndenmodJuda og alle Jerusalems Borgere. Jeg fjerner den sidste Ba'al fra dette Sted og Afgudspræsternes Navn med Præsterne 5 og dem, som på Tagene tilbeder Himlens Hær, og dem, som tilbeder Herren og sværger til bam, men også sværger ved Milkom, 6 og dem, som veg bort fra Herren, ej søger, ej rådspørger Herren.
7 Stille for den Herre Herren! Thi hans Dag er nær; thi Herren har et Offer rede, han har helliget de budne. 8 Og på Herrens Offerdag skal det ske: Da vil jeg hjemsøge Fyrsterne og Kongens Sønner og alle dem, som er klædt i udenlandsk Dragt. 9 Den Dag hjemsøget jeg alle, som hopper over Tærsklen, som fylder deresHerresHus med Vold og Svig.
10 Den Dag skal det ske, så lyder det fra Herren: Hør Skrig fra Fiskeporten og Jamren fra den nye Bydel. fra Højene et vældigt Brag! 11 Beboerne i Morteren jamrer, thi slettet er alt Kræmmerfolket, udryddet enhver, som vejer Sølv.
12 Til den Tid skal det ske: Jeg ransager Jerusalem med Lygter og hjemsøger Mændene der, som ligger i Ro på deres Bærme, som siger i deres Hjerte: "Herren gør hverken godt eller ondt." 13 Deres Gods skal gøres til Bytte, deres Huse skal ødelægges. De skal vel bygge Huse, men ej bo deri, vel plante Vingårde, men Vinen skal de ikke drikke.
14 Nær er Herrens Dag, den store, den er nær og kommer hastigt. Hør, Herrens Dag, den bitre! Da udstøder Helten Skrig. 15 Den Dag er en Vredens Dag, en Trængselens og Nødens Dag, en Ødelæggelsens og Ødets Dag, en Mørkets og Mulmets Dag, en Skyernes og Tågens Dag, 16 en Hornets og Krigsskrigets Dag imod de faste Stæder og imod de knejsende Tinder. 17 Over Menneskene bringer jeg Trængsel; som blinde vanker de om, fordi de synded mod Herren. Deres Blod øses ud som Støv, deres Livssaft ligesom Skarn. 18 Hverken deres Sølv eller Guld evner at frelse dem på Herrens Vredes Dag, når hele Jorden fortæres af hans Nidkærheds Ild; thi Undergang, ja brat Tilintetgørelse bringer jeg over alle, som bor på Jorden.
2 Saml jer,saml jer, I Folk, som ej kender Skam, 2 før l endnu er blevet som flyvende Avner, før Herrens glødende Harme kommer over eder, før Herrens Vredes Dag kommer over eder. 3 Søg Herren, alle l ydmyge i Landet, som holder hans Bud, søg Retfærd, søg Ydmyghed! Måske kan l skjule jer på Herrens Vredes Dag.
4 Thi Gaza skal ligge forladt og Askalon øde, Asdod drives bort ved Middag, Ekron udryddes. 5 Ve dem, som bor ved Stranden, Kreternes Folk; Herrens Ord over dig, Kana'an, Filisternes Land! Jeg gør dig til intet, så ingen bor der. 6 Du skal blive til Græsmark for Hyrder, til Folde for Småkvæg. 7 Og Stranden skal tilfalde Resten af Judas Hus; de skal græsse derpå. Lejr skal de slå ved Kvæld i Askalons Huse. Thi Herren deres Gud ser til dem og vender deres Skæbne.
8 Jeg hørte Moabs Spot, Atnmoniternes hånende Ord, med hvilke de spotted mit Folk, hovmoded sig over deres Land. 9 Derfor, så sandt jeg lever, lyder det fra Hærskarers Herre, Israels Gud: Moab skal blive som Sodoma, Ammoniterne som Gomorra, Jord for Nælder, et Salthul, Ørken til evig Tid. Resten af mit Folk skal plyndre dem; hvad der levnes af mit Folk skal eje dem. 10 Dette skal times dem for deres Hovmod, fordi de hånede Hærskarers Herres Folk og gjorde sig store over for det. 11 Frygtelig er Herren for dem; thi han udrydder alle Jordens Guder, og alle Hedningemes fjerne Strande skal tilbede ham, hver på sit Sted.
12 0gså I Ætiopere skal falde for Herrens Sværd, 13 og han udrækker Hånden mod Nord og tilintetgør Assur, Nineve gør han til Ødemark, tørt som en Ørk; 14 Hjorde skal lejre sig deri, hvert Slettens Dyr; på dets Søjlehoveder sover Pelikan og Rørdrum, i Vinduet skriger Uglen, Ravnen på Tærsklen. 15 Det er den jublende By, som lå så trygt, som sagde i sit Hjerte: "Jeg og ellers ingen." Hvor er den dog blevet øde, et Raststed for Dyr! Enhver, som kommer forbi den håner med Fløjt og Hånd.
3 Ve den genstridige, urene, grumme By! 2 Den hører ej Herrens Røst, tager ikke mod Tugt. På Herren stoler den ej, holder sig ej til Gud. 3 Fyrsterne i dens Midte er brølende Løver, dens dommere som Ulve ved Kvæld, der ej levner til Morgen; 4 Skrydere er dens Profeter, troløse Mænd, dens Præster vanærer det hellige, øver Vold mod Loven. 5 Herren er retfærdig i dens Midte, gør ikke Uret; hver Morgen gør han Ret, ej svigte Lyset, til Uret kender han ikke. 6 I Stridslarm udrydded jeg Folk, deres Tinder er øde, deres Gader lagde jeg øde, så ingen går der, deres Byer er hærget, mennesketomme, ingen bor der. 7 Jeg tænkte: "Den må dog frygte mig, tage mod Tugt; intet af alt, hvad jeg bød, vil gå den ad Glemme." Men des tidligere var de i Gang med al deres Ondskab.
8 Bi derfor på mig, så lyder det fra Herren, på Dagen, jeg fremstår som Vidne! Thi min Ret er at sanke Folkene, samle Rigerne og udøse over dem min Vrede, al min Harmglød; thi af min Nidkærheds Ild skal al Jorden fortæres. 9 Thi da vil jeg give Folkene rene Læber, så de alle påkalder Herren og tjener ham endrægtigt. 10 Fra Landet hinsides Floden bringer de mig Bukke, fra Patros kommer de med Afgrødeoffer til mig. 11 Hin bag skal du ikke beskæmmes i al din tid, med hvilken du synded mod mig; thi da vil jeg fjerne fra dig de jublende stolte, du skal ikke hovmode dig mer på mit hellige Bjerg. 12 Jeg levner i din Midte et Folk, som er ydmygt og ringe, og Israels Rest skal lide på Herrens Navn. 13 Uret øver de ikke og taler ej Løgn, der findes ej i deres Mund en svigefuld Tunge; thi de skal græsse og raste uden at skræmmes.
14 Jubl, du Zions Datter, Israel, råb højt, glæd dig og fryd dig af hele dit Hjerte, Jerusalems Datter! 15 Herren har slettet din Dom, bortdrevet dine Fjender. I din Midte er Israels Konge, Herren, ej mere skuer du ondt. 16 På hin Dag skal der siges til Jerusalem: Frygt ikke, Zion, lad ikke Hænderne synke! 17 I dig er Herren din Gud, en Helt, som frelser. Han glæder sig over dig med Fryd, han tier i sin Kærlighed, han fryder sig over dig med Jubel som på Festens Dag; 18 den Tid er omme, da du bærer på Skam over ham. 19 Se, på hin Tid gør jeg Ende på alle, som kuede dig, og jeg frelser, hvad der halter, og sanker det spredte og giver dem Ære og Ry på hele Jorden. 20 På hin Tid bringer jeg eder hjem, og på hin Tid samler jeg eder; thi jeg giver eder Ry og Ære blandt alle Jordens Folkeslag, når jeg vender eders Skæbne for eders Øjne, siger Herren.
Zefanias 1-3
Bibelen på hverdagsdansk
Zefanias forudsiger verdens og Judas undergang
1 Zefanias var søn af Kushi, der var søn af Gedalja, der var søn af Amarja, der var søn af Hizkija. Han modtog følgende profetiske budskab fra Herren, mens Josias, Amons søn, var konge i Juda.
2 „Jeg vil fjerne alt fra jordens overflade,” erklærer Herren.
3 „Jeg vil udrydde både mennesker og dyr.
Jeg vil fjerne alt, hvad der førte mennesket til fald,
sammen med de mennesker, der faldt.
Hele menneskeheden skal forsvinde fra jordens overflade.
4 Jeg vil straffe Judas folk
og ramme Jerusalems indbyggere.
Jeg vil fjerne, hvad der er tilbage af afgudsdyrkelsen
og udrydde alle afgudspræsterne.
Jeg gør det af med mine frafaldne præster,
så ingen vil huske dem mere.
5 Jeg vil udrydde dem, der på husenes tage
tilbeder solen, månen og stjernerne,
og dem, der lover mig troskab,
men samtidig tilbeder Molok.[a]
6 Jeg vil udrydde dem, som har vendt mig ryggen,
så de ikke længere søger at gøre min vilje.”
7 Vis ærefrygt for den almægtige Gud,
for han vil snart udføre sin dom.
Han har besluttet at ramme sit folk
og har allerede udvalgt nogle til opgaven.
8 Herren siger: „Jeg vil straffe Judas ledere og kongeslægten,
ja, alle der tilbeder fremmede guder.
9 Jeg vil straffe alle afgudsdyrkerne,
som i deres templer planlægger vold og bedrageri.[b]
10 Når fjenden kommer, vil der lyde skrig fra Fiskeporten,
høje råb fra den nye bydel
og voldsomme tumulter fra de omkringliggende høje.
11 I, der bor på markedspladsen i dalsænkningen,
sørg og græd, for I bliver de første, der omkommer.
12 Jeg vil gennemsøge Jerusalem med lys og lygte,
straffe de selvsikre syndere, der tror,
at Gud er ligeglad med, hvad de gør.
13 Fjenden vil plyndre deres huse
og stjæle deres rigdomme.
De kommer aldrig til at bo i de huse,
som de er i færd med at bygge.
De kommer ikke til at smage vinen fra de vingårde,
de har haft så travlt med at anlægge.
14 Min dom vil snart ramme jer.
Dagen er nær og kommer med hast.
Det bliver en frygtelig dag,
hvor selv de tapreste mænd vil græde,
15 for jeg udøser min vrede over byen.
Det bliver en dag fuld af nød og fortvivlelse,
af ødelæggelse og undergang,
håbløshed og mismod,
dysterhed og mørke,
og kulsorte skyer på himlen.
16 Det bliver en dag med hornsignaler
og høje krigsråb.
Selv de befæstede byer bukker under,
og de høje fæstningstårne falder sammen.
17 Jeg vil ramme dem så hårdt,
at de raver rundt som i blinde,
for de har syndet imod mig.
Strømme af blod vil flyde i støvet,
ligene ligge og rådne på jorden.
18 Deres sølv og guld kan ikke redde dem,
når jeg udfører min dom over dem.
Min glødende vrede vil sætte verden i brand,
så hele jordens befolkning får en brat og frygtelig død.”
Et kald til omvendelse
2 Kom til fornuft, I frafaldne folk,
2 før I blæses væk som avner i vinden,
før I rammes af Herrens vrede,
før den afsagte dom bliver udført.
3 Søg Herren, alle I, som er ydmyge
og oprigtigt ønsker at adlyde ham.
Ydmyg jer for Herren og gør, hvad der er ret.
Måske vil Herren skåne jer på dommens dag.
Dommen over de omkringboende folkeslag
4 Gaza bliver tømt for mennesker,
og Ashkalon bliver lagt øde.
Ashdods befolkning drives bort ved højlys dag,
og Ekron rykkes op med rode.
5 Alle I filistre, som bor langs kysten mod syd,[c]
ja, alle I, der bor i Kana’ans land,
det er ude med jer,
for Herrens dom vil ramme jer.
Han siger: „Jeg vil udrydde jer,
og ikke en eneste skal overleve!”
6 Kystlandet bliver til græsmarker,
et sted, hvor hyrder og får holder til.
7 Dér vil resten af Judas stamme slå sig ned
og lade deres dyr græsse.
De vil lægge sig til hvile i Ashkalons forladte huse,
for Herren deres Gud vil tage sig af dem og velsigne dem igen.
8-9 Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger:
„Jeg har hørt moabitternes hån
og ammonitternes spot.
De har hånet mit folk
og truet med at overfalde dem.
Derfor, så sandt jeg lever,
skal Moab blive ødelagt som Sodoma,
og Ammon skal blive som Gomorra.
De skal overgros med brændenælder,
fyldes med saltgruber,
og ligge øde hen for evigt.
De, der er tilbage af mit folk,
skal plyndre og overtage deres land.”
10 Det er betalingen for deres overmod,
for de har hånet Herrens, den Almægtiges, folk.
11 De vil komme til at frygte Herrens magt,
for han vil gøre alle jordens guder til intet.
Alle folkeslag skal tilbede ham,
hvert folk i deres eget land.
12 Kushitterne mod syd bliver også sablet ned,
13 og det samme gælder landene mod nord.
Herren vil ødelægge Assyrien
og gøre Nineve til en ruinhob,
ubeboelig som en ørken.
14 Byen ender som græsgang for får
og tilholdssted for alle mulige dyr.
Hornugler og natugler vil sidde og sove på søjlehovederne,
krager vil skrige fra vinduesåbninger og dørtærskler.
De fornemme cedertræspaneler udsættes for vejr og vind.
15 Sådan bliver Nineves skæbne,
den før så stolte og prægtige by.
Den var sikker på sig selv
og følte sig som verdens centrum.
Men nu er den blevet en ruinhob,
et tilholdssted for vilde dyr.
De forbipasserende vil fnyse i foragt,
ryste på hovedet med undrende afsky.
Jerusalems synd og dom
3 Ve Jerusalem, den oprørske by,
fuld af synd og undertrykkelse.
2 Den afviser enhver advarsel
og nægter at høre efter.
Den har ikke sat sin lid til Herren,
søger slet ikke sin Gud.
3 Dens magthavere er brølende løver,
dens dommere er glubske ulve.
Har de først fået fat i et bytte,
fortærer de det rub og stub.
4 Dens profeter går rundt og praler,
men er fulde af løgn og bedrag.
Dens præster håner det, som er helligt,
overtræder Guds love uden skrupler.
5 Men Herren er dog stadig i byen,
det er ikke ham, der gør uret.
Hver morgen viser han sin godhed,
ved hver solopgang er han til stede.
Men de gudløse fortsætter deres gerninger,
for de har ikke skam i livet.
6 Herren siger: „Jeg har udryddet mange folkeslag
og ødelagt deres befæstede byer.
Jeg har lagt gaderne øde,
så ingen længere går på dem.
Byerne er nu folketomme,
så ingen længere bor i dem.
7 Jeg tænkte: ‚Jerusalem må da tage ved lære
og vise ærefrygt for mig.’
Havde de gjort det, havde de undgået min straf,
og byen ville ikke blive ødelagt.
Men de fremturede i deres synd,
og det blev om muligt endnu værre.”
Den endelige dom
8 Endvidere siger Herren:
„Derfor må I tålmodigt vente på den dag,
hvor jeg rejser mig.[d]
Da vil jeg afsige min retfærdige dom
og samle alle jordens folk sammen.
Da vil jeg udøse min vrede over dem.
I min lidenskab vil jeg brænde jorden op.
Frelse og genoprettelse
9 Da vil jeg rense mit folks hjerter
og ændre deres tanker og tale.
Så skal de alle tilbede mig
og tjene mig enigt og trofast.
10 Fra jordens fjerneste egne kommer mit adspredte folk
og tilbeder mig med offergaver.
11 Da skal I ikke længere skamme jer
over al jeres ondskab og oprør mod mig.
For jeg vil fjerne alle de stolte iblandt jer,
ingen skal hovmode sig på mit hellige bjerg.
12 De, der er tilbage, er de afmægtige og ydmyge,
den rest, der søger tilflugt hos mig.
13 Der bliver en rest af mit folk, Israel,
som ikke begår uret eller lyver og bedrager.
De skal få lov at leve i fred,
og ingen vil terrorisere dem.”
14 Syng af glæde, Jerusalems indbyggere.
Råb af fryd, Israels folk.
Ja, glæd jer af hele jeres hjerte.
15 Herren har fritaget jer fra straffen
og overvundet alle jeres fjender.
Nu bor Herren, Israels Konge, midt iblandt jer.
Aldrig mere skal I frygte noget ondt.
16 Den dag vil man sige til Jerusalems indbyggere:
„Frygt ikke. Opgiv ikke modet.
17 Herren, jeres Gud, bor midt iblandt jer.
Han er jeres mægtige Frelser.
Han elsker jer og glæder sig over jer,
han fornyer jer med sin kærlighed,
han synger af glæde over jer
som på højtidsdagene.”
18 Herren siger:
„I skal ikke længere sørge over,
at I ikke kunne deltage i højtiderne.[e]
19 Engang vil jeg straffe jeres undertrykkere.
Jeg vil helbrede de haltende
og samle dem, der blev adspredt.
Jeg vil vende deres vanære til ære
og gøre dem berømte over hele jorden.
20 Til den tid vil jeg samle jer sammen
og føre jer hjem igen.
Jeg vil skabe respekt om jer
og give jer et godt ry blandt jordens folk.
I vil få at se, hvordan jeg genopretter jer.”
Footnotes
- 1,5 Eller: „deres konge”, dvs. deres afgud. Afguden Molok kaldes også Milkom.
- 1,9 Teksten er uklar.
- 2,5 Egentlig „kretere”, et folkeslag, som oprindeligt kom fra Kreta, men blev en del af filistrene. Jf. 1.Sam. 30,14 og Ez. 25,16.
- 3,8 Teksten er uklar.
- 3,18 Teksten er ret uforståelig og muligvis fejlkopieret.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.