1 Mosebog 22-24

Bibelen på hverdagsdansk

Abrahams lydighed belønnes

22 Senere satte Gud Abrahams tro og lydighed på prøve. Det gik således til:

„Abraham!” kaldte Gud. „Ja, Herre,” svarede han. „Jeg lytter!”

² „Tag din eneste søn, Isak, som du elsker så højt, og rejs til det sted, der hedder Morija. Der skal du bringe ham som et brændoffer til mig på et bjerg, som jeg vil vise dig.”

³ Næste morgen stod Abraham meget tidligt op og kaldte på to af sine unge tjenere. Han bad dem om at kløve brænde til det bål, der skulle bruges til brændofferet, og om at gøre et æsel klar til rejsen. Derefter kaldte han på Isak, og de begav sig alle på vej mod det sted, Gud havde sagt ham. ⁴ Da de havde rejst i to dage, fik Abraham øje på stedet i det fjerne.

⁵ „Vent her med æslet,” sagde Abraham til tjenerne, „mens drengen og jeg går videre for at finde et sted at tilbede Herren. Vi kommer snart tilbage.” ⁶ Derefter lagde Abraham offerbrændet på Isaks skuldre, men kniven og de ulmende trækul til offerilden bar han selv. De to gik så videre alene.

⁷ „Far,” sagde Isak.

„Ja, min dreng.”

„Vi har brændet og ilden—men hvor er det lam, der skal ofres?”

⁸ „Det vil Gud selv sørge for, min dreng,” svarede Abraham. Så gik de videre i tavshed.

⁹ Da de kom til det sted, Abraham havde fået anvist af Gud, byggede han et stenalter og lagde brændet til rette ovenpå. Så bandt han sin søn, Isak, og lagde ham på alteret oven på brændet. ¹⁰ Abraham tog nu kniven og løftede den i vejret for at dræbe sin søn og ofre ham til Herren.

¹¹ I samme øjeblik lød en røst fra Himlen: „Abraham! Abraham!”

„Ja, Herre,” svarede han.

¹² „Læg kniven ned og gør ikke drengen noget! For nu ved jeg, at du virkelig vil adlyde mig—siden du var villig til at ofre din eneste, elskede søn!”

¹³ Da Abraham så sig omkring, fik han øje på en vædder, hvis horn havde viklet sig ind i en busk. Han tog vædderen og ofrede den som brændoffer på alteret i stedet for sin søn. ¹⁴ Og Abraham kaldte stedet „Herren sørger for os”. Derfor siger man endnu den dag i dag: „På bjerget vil Herren sørge for os.”

¹⁵ Da råbte Gud igen til Abraham fra Himlen: ¹⁶ „Jeg er Herren, og jeg sværger ved mig selv, at fordi du adlød mig og ikke sparede din eneste søn, ¹⁷ vil jeg velsigne dig. Jeg vil gøre dine efterkommere talrige som himlens stjerner og sandet på stranden, og de vil bryde igennem portene på deres fjenders byer. ¹⁸ Desuden vil alle jordens folkeslag opleve velsignelse gennem en af dine efterkommere,^[a] fordi du adlød mig!”

¹⁹ Derefter vendte Abraham og Isak tilbage til tjenerne, og de tog alle hjem til Be’ersheba. Der blev Abraham boende i nogen tid.

Nakors sønner

²⁰ Kort tid efter modtog Abraham følgende besked: „Milka—din bror Nakors kone—har født ham en række sønner. Deres navne er: ²¹ Utz, Buz, Kemuel, (som blev far til Aram), ²² Kesed, Hazo, Pildash, Jidlaf og Betuel, ²³ (som blev far til Rebekka). Disse otte sønner har Milka født Nakor. ²⁴ Med sin anden kone, Reuma, har han fire sønner: Teba, Gaham, Tahash og Ma’aka.”

Abraham køber jord i Kana’an

23 Sara blev 127 år gammel. ² Hun døde i Kirjat-Arba, det vil sige Hebron, i Kana’ans land, og Abraham græd og sørgede over hendes død. ³ Da han havde rejst sig fra hendes dødsleje, sagde han til de ledende mænd blandt hittitterne: ⁴ „Jeg bor jo her hos jer som fremmed, men jeg vil gerne have et sted, hvor jeg kan begrave min kone.” ^5-6 „Vi har stor respekt for dig,” svarede de, „for du er en rig og mægtig mand. Begrav du blot din kone i et af vores bedste gravsteder. Ingen af os vil nægte dig en gravplads.”

⁷ Da bøjede Abraham sig ærbødigt ned for dem ⁸ og sagde: „Hvis I kan acceptere, at jeg steder min kone til hvile i jeres land, vil jeg bede jer om at lægge et godt ord ind for mig hos Efron, Sohars søn. ⁹ Jeg ønsker at købe Makpela-klippehulen for enden af hans mark. Jeg vil betale den pris han forlanger, og I skal være vidner til vores handel.”

¹⁰ Efron, der indtil nu havde siddet tavs blandt de øvrige hittitter, svarede Abraham, så alle de andre ledere, som sad der ved byporten, kunne høre det: ¹¹ „Nej, hør nu her, min herre, jeg vil da forære dig klippehulen—og marken med! De omkringsiddende her skal være vidner på, at jeg giver dig det hele i dag. Gå blot hen og begrav din kone.”

¹² Igen bøjede Abraham sig for landets ledende mænd, ¹³ og i alles påhør sagde han til Efron: „Nej, hør her. Jeg vil betale fuld pris for marken! Tag venligst imod mit tilbud, så jeg kan gå hen og begrave den døde.”

^14-15 „Nej, hør nu på mig, min herre,” svarede Efron. „En mark til en værdi af 400 sølvstykker—hvad er det mellem venner? Gå du bare hen og begrav den døde.”

¹⁶ Abraham forstod hentydningen og betalte Efron den pris, han havde nævnt i de andres påhør—400 sølvstykker efter standardvægt. ¹⁷ Således blev Abraham ejer af Efrons mark i Makpela ved Mamres lund samt klippehulen og alle træerne på marken. ¹⁸ Handelen blev afsluttet og bevidnet af alle de ledende hittitter.

¹⁹ Så begravede Abraham sin kone, Sara, i klippehulen på Makpela-marken ved Mamres lund, i Hebron i Kana’ans land. ²⁰ Fra da af ejede Abraham marken med klippehulen som gravsted for sin slægt.

En brud til Isak

24 Abraham var nu blevet en gammel mand og havde oplevet Herrens rige velsignelse.

² En dag kaldte han på sin ældste og mest betroede tjener, som havde ansvar for alt, hvad han ejede: „Læg din hånd under min lænd,” sagde han, ³ „og sværg ved Herren, Himlens og jordens Gud, at du aldrig vil lade min søn gifte sig med en af de kana’anæiske piger, som vi bor iblandt. ⁴ Rejs til mit hjemland og min slægt og find en kone til Isak der.”

⁵ „Men hvad nu, hvis pigen ikke er villig til at rejse tilbage sammen med mig?” spurgte tjeneren. „Skal jeg så bringe Isak tilbage til dit gamle fædreland, så han kan slå sig ned der?”

⁶ „Nej,” sagde Abraham. „Det må du under ingen omstændigheder gøre! ⁷ For Herren, Himlens Gud, gav mig ordre til at forlade mit land og mit folk, og han lovede at give mig og mine efterkommere det land, vi nu bor i som fremmede. Herren vil sende sin engel i forvejen og sørge for, at du finder den pige, som skal være min søns brud. ⁸ Hvis pigen ikke vil følge med dig tilbage, er du løst fra din ed, men du må under ingen omstændigheder bringe min søn tilbage til mit hjemland!” ⁹ Så lagde tjeneren hånden under sin herres lænd og svor på, at han ville gøre, som Abraham havde sagt.

¹⁰ Derpå tog tjeneren ti af Abrahams kameler og alle slags kostbare gaver, og begav sig på vej til Nakors by i Aram-Naharajim.^{[b] 11} Da han nåede frem, lod han kamelerne lægge sig ned ved brønden uden for byen. Det var hen ad aften—ved den tid, hvor byens kvinder gik ud til brønden for at hente vand.

¹² „Herre, du, min herres Gud!” bad han. „Vis godhed mod min herre Abraham og lad det lykkes for mig at udføre den opgave, han har pålagt mig. ¹³ Jeg stiller mig her ved brønden, nu hvor byens unge kvinder kommer ud for at hente vand. ¹⁴ Når jeg så spørger en af dem, om jeg må få en slurk vand, og hun svarer: ‚Drik kun, og lad mig også sørge for, at dine kameler får noget at drikke!’—lad det så være hende, du har udset til at blive Isaks kone. På den måde vil jeg være klar over, at du har været nådig mod min herre!”

^15-16 Endnu mens han bad, kom en ung pige gående hen mod brønden med sin vandkrukke på skulderen. Hun hed Rebekka og var datter af Betuel, en søn af Milka og Nakor, Abrahams bror. Rebekka var meget smuk, og hun var jomfru. Hun gik ned til brønden og fyldte sin krukke. Da hun kom op igen, ¹⁷ skyndte tjeneren sig hen til hende og sagde: „Giv mig lidt vand fra din krukke!”

¹⁸ „Gerne!” svarede hun og tog krukken ned fra skulderen, så han kunne drikke. ¹⁹ Da han havde slukket sin tørst, tilføjede hun: „Lad mig også sørge for, at dine kameler får noget at drikke!” ²⁰ Straks løb hun hen til vandtruget og tømte sin krukke. Derefter hentede hun mere vand og hældte det i truget, indtil kamelerne var færdige med at drikke. ²¹ Imens stod tjeneren og betragtede hende i tavshed—spændt på, om Gud havde ladet hans rejse lykkes.

²² Da kamelerne endelig havde slukket deres tørst, gav tjeneren pigen en guldnæsering^[c] og satte to tunge guldarmbånd på hendes arme.^{[d] 23} „Sig mig, hvem du er datter af,” sagde han, „og om der er plads i din fars hus, så jeg og mine folk kan få husly der i nat.”

²⁴ Hun svarede: „Jeg er datter af Betuel, som er Milkas og Nakors søn. ²⁵ Vi har masser af halm og foder og plads, så I kan overnatte hos os.”

²⁶ Ved disse ord bøjede tjeneren sig og lovpriste Gud. ²⁷ „Tak Herre, du min herre Abrahams Gud,” udbrød han. „Tak for din godhed og trofasthed imod min herre, og tak, fordi du førte mig direkte til min herres slægtninge.”

²⁸ Imidlertid løb pigen hjem og fortalte sin familie, hvad der var sket. ^29-30 Da hendes bror Laban så næseringen og armbåndene på sin søsters arme og hørte hende fortælle, hvad manden havde sagt til hende, skyndte han sig ud til brønden, hvor manden stadig stod med sine kameler. ³¹ „Velkommen, kære ven,” sagde han. „Kom dog og vær vores gæst! Hvorfor står du herude? Vi har allerede gjort klar til at modtage dig og dine kameler.”

³² Så fulgte manden med Laban hjem. Bagagen blev læsset af kamelerne og Laban sørgede for halm og foder til dem. Så bragte han vand til den gamle tjener og hans kameldrivere, så de kunne vaske deres fødder. ³³ Derefter blev der serveret mad, men Abrahams tjener sagde: „Jeg vil ikke spise noget, før jeg har fortalt jer om mit ærinde.”

„Sig frem!” svarede Laban.

³⁴ „Jeg er Abrahams tjener,” begyndte manden. ³⁵ „Herren har velsignet min herre i rigt mål, så han er blevet en velhavende mand med masser af får, kvæg, sølv og guld, tjenere, kameler og æsler.

³⁶ Min herres kone, Sara, fødte ham en søn i hans alderdom, og den søn har han givet alt, hvad han ejer. ³⁷ Og nu har min herre ladet mig sværge på, at jeg ikke vil lade hans søn gifte sig med en af de lokale kana’anæiske piger. ³⁸ I stedet bad han mig tage hertil og opsøge hans slægt og finde en brud til hans søn. ³⁹ ‚Hvad nu, hvis jeg ikke kan finde en pige, der vil følge med tilbage?’ spurgte jeg. ⁴⁰ Han svarede: ‚Den Herre, i hvis nærhed jeg har levet mit liv, vil sende sin engel i forvejen og lade din rejse lykkes, så du kan finde min søn en kone fra min egen slægt. ⁴¹ Hvis ikke, er du løst fra din ed. Det samme er tilfældet, hvis hendes familie ikke vil lade hende følge med dig.’

⁴² Da jeg i dag gjorde holdt ved brønden, bad jeg følgende bøn: ‚Herre, du min herre Abrahams Gud! Lad det ærinde lykkes, som jeg er kommet for at udføre. ⁴³ Jeg stiller mig her ved brønden, og så siger jeg til en af pigerne, der kommer for at hente vand: „Giv mig lidt vand at drikke fra din krukke!” ⁴⁴ Hvis pigen så svarer: „Drik kun, og lad mig også sørge for dine kameler!”—lad det da være tegnet på, at det er den pige, du har udset til min herres søn.’

⁴⁵ Mens jeg endnu bad, kom Rebekka gående med sin vandkrukke på skulderen. Hun gik ned til brønden og fyldte krukken. Da jeg sagde: ‚Giv mig lidt vand at drikke fra din krukke!’ ⁴⁶ sænkede hun straks krukken og gav mig vand, idet hun sagde: ‚Drik kun, herre, og lad mig også sørge for, at dine kameler får noget at drikke!’ Så drak jeg, og hun sørgede for kamelerne. ⁴⁷ Bagefter sagde jeg til hende: ‚Sig mig, hvem du er datter af.’ Hun svarede: ‚Min far hedder Betuel og er søn af Milka og Nakor.’ Da gav jeg hende næseringen og satte armbåndene på hendes arme. ⁴⁸ Og jeg takkede min herre Abrahams Gud, fordi han havde ledt mig hele vejen, til jeg stod over for min herres brors barnebarn, der skulle være hans søns brud. ⁴⁹ Derfor vil jeg nu gerne vide, om I vil opfylde min herres ønske. Jeg vil gerne have et klart svar, ja eller nej, så jeg ved, hvad jeg har at rette mig efter.”

⁵⁰ Da svarede Laban og Betuel: „Det er helt klart, at Herren har ført dig herhen! Hvad kan vi sige mere? ⁵¹ Tag kun Rebekka med dig! Lad hende gifte sig med din herres søn, sådan som Herren har bestemt det.”

⁵² Ved de ord bøjede Abrahams tjener sig med ansigtet mod jorden og lovpriste Herren. ⁵³ Så hentede han smykker af sølv og guld tillige med smukke dragter, som han gav til Rebekka. Også hendes bror og mor fik gaver. ⁵⁴ Så spiste han og hans ledsagere til aften og overnattede i huset. Da de var stået op næste morgen, sagde han: „Lad mig nu tage tilbage til min herre.”

⁵⁵ „Vi vil gerne beholde Rebekka en halv snes dage endnu,” svarede pigens bror og mor. „Derefter kan I tage af sted.”

⁵⁶ „Ophold mig ikke længere end nødvendigt,” bad tjeneren. „Herren har jo ladet mit ærinde lykkes, og jeg må tilbage til min herre.”

⁵⁷ „Lad os kalde på pigen og lade hende afgøre sagen,” svarede de. ⁵⁸ Så kaldte de på Rebekka og spurgte hende: „Er du parat til at rejse med denne mand?”

„Ja, jeg er,” svarede hun.

⁵⁹ De tog så afsked med Rebekka. Den kvinde, som havde passet Rebekka fra lille, fik besked på også at tage med. ⁶⁰ Familien velsignede Rebekka med følgende ord: „Må dine efterkommere blive talt i tusinder! Må dine efterkommere besejre alle deres fjender!”

⁶¹ Så satte Rebekka og hendes tjenestepiger sig op på kamelerne og fulgte med Abrahams tjener.

⁶² I mellemtiden ventede Isak hjemme hos sin far. Han boede ellers selv i Negev, ved brønden Be’er-Lahaj-Roi.^{[e] 63} En dag hen imod aftenstid, da han gik sig en tur ude på marken fordybet i egne tanker, så han op og fik øje på en karavane af kameler, der nærmede sig. ⁶⁴ Da Rebekka fik øje på ham, gjorde hun straks holdt og steg af sin kamel.

⁶⁵ „Hvem er den mand, der kommer gående dér på marken for at møde os?” spurgte hun Abrahams tjener.

„Det er min herres søn,” svarede tjeneren. Da skyndte hun sig at trække sløret for ansigtet. ⁶⁶ Så fortalte tjeneren hele historien til Isak.

⁶⁷ Isak førte nu Rebekka ind i sin mors telt, og hun blev hans kone. Han kom til at holde meget af hende, og hun var til stor trøst for ham efter tabet af moderen.