Jakob og hans familie flytter til Egypten

46 Så tog Jakob af sted med hele sin teltlejr og kom til Be’ersheba. Dér bragte han et offer til sin fars Gud. ² Om natten talte Gud til ham i et syn.

„Jakob! Jakob!” kaldte han.

„Ja, jeg lytter,” svarede Jakob.

³ „Det er Gud, der taler til dig,” sagde stemmen, „din fars Gud! Vær ikke bange for at tage til Egypten. Jeg vil sørge for, at din slægt bliver et stort folk, mens I bor der. ⁴ Jeg vil selv gå med dig til Egypten, og jeg vil bringe dine efterkommere tilbage igen. Selv vil du dø i Egypten, men Josef vil være hos dig, når du dør.”

⁵ Næste morgen hjalp Jakobs sønner så deres far, deres koner og deres børn op i de vogne, som Farao havde stillet til rådighed, og de forlod Be’ersheba. ^6-7 De tog alting med sig—deres dyr og alt, hvad de havde samlet sig i Kana’an. Kort tid efter ankom de til Egypten, Jakob og alle hans efterkommere: hans sønner og døtre og børnebørn, hele hans store familie.

⁸ Det følgende er en liste over Jakobs sønner og sønnesønner, der tog med ham til Egypten:

Ruben, hans ældste søn, ⁹ og dennes sønner Enok, Pallu, Hetzron og Karmi; ¹⁰ Simeon og hans sønner Jemuel, Jamin, Ohad, Jakin, Sohar og Saul, hvis mor var kana’anæer; ¹¹ Levi og hans sønner Gershon, Kehat og Merari; ¹² Juda og hans sønner Shela, Peretz og Zerach; (Er og Onan var jo allerede døde. Peretz’ sønner hed Hetzron og Hamul.) ¹³ Issakar og hans sønner Tola, Pua, Jashub^[a] og Shimron; ¹⁴ Zebulon og hans sønner Sered, Elon og Jahle’el. ¹⁵ Det var Jakobs og Leas seks sønner, som alle blev født i Paddan-Aram. Jakobs og Leas sønner og sønnesønner var således i alt 33. Der var også datteren Dina.

¹⁶ Gads sønner hed Zefon,^[b] Haggi, Shuni, Etzbon, Eri, Arodi og Areli; ¹⁷ Ashers sønner hed Jimna, Jishva, Jishvi, Beria, og deres søster hed Sera. Berias sønner hed Heber og Malkiel. ¹⁸ Disse 16 personer var efterkommere af Jakob og Zilpa, tjenestepigen, som Lea fik af sin far, Laban.

¹⁹ Jakobs og Rakels sønner hed Josef og Benjamin. ²⁰ Josef fik i Egypten sønnerne Manasse og Efraim med Asenat, en datter af præsten Potifera fra Heliopolis. ²¹ Benjamins sønner hed Bela, Beker, Ashbel, Gera, Na’aman, Ehi, Rosh, Muppim, Huppim og Ard. ²² Disse 14 var Jakobs og Rakels sønner og sønnesønner.

²³ Dan havde sønnen Hushim. ²⁴ Naftalis sønner hed Jahtze’el, Guni, Jetzer og Shillem. ²⁵ Disse 7 var sønner og sønnesønner af Jakob og Bilha, tjenestepigen, som Rakel fik af sin far, Laban.

²⁶ Antallet af Jakobs efterkommere, som kom med til Egypten, var altså 66. Svigerdøtrene blev ikke regnet med.^{[c] 27} Med Jakob selv samt Josef og hans to sønner var de så 70 i alt, som videreførte Jakobs slægt i Egypten.

²⁸ Da Jakob og hans følge ankom til Egypten, sendte Jakob Juda i forvejen for at bede Josef om at vise dem vej til Goshen. ²⁹ Josef gjorde straks sin vogn klar og tog af sted til Goshen for at møde sin far. Så snart han ankom, omfavnede han sin far og græd ved hans skulder i lang tid. ³⁰ Derefter sagde Jakob til Josef: „Nu kan jeg dø i fred, for jeg har med egne øjne set, at du er i live.”

³¹ Josef sagde til sine brødre og deres familier: „Jeg vil nu tage tilbage til Farao og fortælle ham, at I er ankommet fra Kana’ans land. ³² Jeg vil forklare ham, at I er fårehyrder og kvægavlere, og at I har bragt jeres får, geder og kvæg og alt, hvad I ejer, med jer. ³³ Når Farao derpå sender bud efter jer og spørger om jeres beskæftigelse, ³⁴ skal I sige: ‚Vi og vores forfædre har altid været kvægavlere og fårehyrder.’ Når I fortæller ham det, vil han lade jer sætte jeres telte op her ude i Goshen, for egypterne kan ikke fordrage nomadefolk.”

Farao byder Jakob og hans familie velkommen

47 Josef vendte så tilbage til Farao og sagde: „Min far og mine brødre er ankommet fra Kana’an med deres får, geder, kvæg og alt, hvad de ejer. De befinder sig lige nu i Goshen.” ² Josef havde fem af sine brødre med sig. Dem præsenterede han for Farao, ³ og Farao spurgte dem: „Hvad er jeres beskæftigelse?”

„Vi er hyrder ligesom vores forfædre,” svarede de. ⁴ „Vi er kommet for at bo som gæster i Egypten. Der er ikke mere græs til vores dyr i Kana’an, for hungersnøden er meget streng der. Vi beder derfor om tilladelse til at bo i Goshen.”

⁵ Henvendt til Josef sagde Farao: „Nu, da din far og dine brødre er kommet, ⁶ må du lade dem slå sig ned i den bedste del af landet. Hvis de gerne vil bosætte sig i Goshen, så lad dem gøre det. Og hvis nogle af dem er særlig gode hyrder, kan du give dem opsyn med mit kvæg.”

⁷ Derefter bragte Josef sin gamle far Jakob til Farao, og Jakob hilste på Farao med en velsignelse.

⁸ „Hvor gammel er du?” spurgte Farao ham.

⁹ Jakob svarede: „I mine 130 år har jeg rejst i mange lande og været igennem et utal af problemer, men jeg har ikke levet nær så længe, som mange af mine forfædre.” ¹⁰ Jakob velsignede igen kongen som afsked og forlod ham.

¹¹ Så gav Josef den bedste del af Egypten—området omkring byen Ramses—til sin far og sine brødre, sådan som Farao havde sagt. ¹² Og han sørgede for korn til sin far og sine brødre i forhold til størrelsen af deres familier.

Hungersnøden bliver værre

¹³ Hungersnøden blev værre og værre, og der var stadig ingenting at høste hverken i Egypten eller i Kana’an, hvor jorden blev totalt udtørret. ¹⁴ Alle de penge, Josef havde modtaget som betaling for korn, der var solgt til folk i Egypten og Kana’an, opbevarede han i Faraos skatkammer. ¹⁵ Men selv om folks penge var sluppet op både i Egypten og Kana’an, kom alle egypterne alligevel til Josef og tiggede om mad. „Vores penge er sluppet op,” sagde de. „Men giv os korn alligevel! Hvorfor skal vi dø for øjnene af dig?”

¹⁶ „Hvis I ingen penge har, så giv mig jeres dyr,” svarede Josef, „så skal I få korn i bytte.” ¹⁷ Derfor kom de til Josef med deres husdyr og byttede dem for mad, og han forsørgede dem det år med korn. Inden længe tilhørte alle landets heste, køer, får, geder og æsler Farao.

¹⁸ Da året var omme kom folk tilbage og sagde: „Nu har vi hverken penge eller dyr tilbage. Det eneste, vi råder over, er vores arbejdskraft og vores jord. ¹⁹ Lad os ikke dø for øjnene af dig. Køb os og vores jord og gør os til Faraos fæstebønder. Og giv os så korn og såsæd, så vi ikke skal dø, og så markerne ikke skal ligge brak.”

²⁰ Således opkøbte Josef al Egyptens jord til Farao, for egypterne havde ingen anden udvej end at sælge deres jord, fordi hungersnøden fortsatte. På den måde kom hele landet til at tilhøre Farao, ²¹ og alle landets indbyggere blev fæstebønder. ²² Kun præsternes jord blev ikke opkøbt, for de fik deres løn direkte fra Farao og behøvede derfor ikke at sælge deres jord.

²³ Josef sagde derpå til folket: „Jeg har nu købt jer og jeres jord til Farao. Her er såsæd, så I kan tilså jeres marker. ²⁴ Når I til sin tid høster, skal en femtedel af afgrøden tilhøre Farao. De fire femtedele må I beholde og bruge til mad til jer selv og jeres børn og til såsæd næste år.”

²⁵ „Du har reddet vores liv,” svarede de. „Vi er taknemmelige og vil med glæde være Faraos fæstebønder.” ²⁶ Josef gjorde det til en lov i Egypten, som gælder den dag i dag, at Farao skulle have en femtedel af alle landets produkter. Men siden Farao ikke havde købt præsternes jord, blev de fritaget fra at betale denne afgift.

²⁷ Israelitterne slog sig altså ned i Goshen i Egypten, hvor de trivedes godt og hurtigt voksede i antal. ²⁸ Jakob levede 17 år efter sin ankomst til Egypten, så han var 147 år, da han døde. ²⁹ Da han mærkede, at hans sidste time nærmede sig, sendte han bud efter sin søn Josef og sagde: „Læg din hånd under min lænd og sværg på, at du vil opfylde min sidste bøn: Begrav mig ikke her i det fremmede land, ³⁰ men lov mig, at du vil bringe mig ud af Egypten og begrave mig hos mine forfædre.” Det lovede Josef, ³¹ men Jakob insisterede: „Sværg på, at du vil gøre, som jeg siger!” Det svor Josef på, og Jakob bøjede hovedet over sin stav^[d] i tilbedelse.