Jakob vender tilbage til Betel

35 Derpå sagde Gud til Jakob: „Nu skal du tage videre til Betel og slå lejr der. Du skal bygge et alter og tilbede mig der, for jeg er den Gud, som viste sig for dig, dengang du var på flugt fra din bror, Esau.”

² Med det samme gav Jakob besked til sin familie og hele sin husstand: „Tilintetgør alle jeres afgudsfigurer, vask jer grundigt og skift tøj. ³ Vi tager til Betel, og der vil jeg rejse et alter for den Gud, som hørte min bøn, da jeg var i vanskeligheder—den Gud, som også var med mig på min lange rejse.” ⁴ Så gav de Jakob alle deres afguder og øreringe, og han begravede det hele under det store egetræ udenfor byen Sikem.

⁵ Derefter brød de op og begav sig på vej. Gud gjorde indbyggerne i alle de omkringliggende byer rædselsslagne, så de ikke forfulgte dem. ⁶ Jakob og hans folk ankom nu til Luz, det senere Betel, i Kana’an. ⁷ Der byggede Jakob et alter og kaldte det El-Betel,^[a] for det var der, Gud havde vist sig for ham, dengang han flygtede fra sin bror.

⁸ Kort tid efter døde Rebekkas gamle barnepige, Debora, og hun blev begravet under egetræet i dalen neden for Betel. Siden den tid kaldte man træet „Grædeegen”.

⁹ Gud havde nu vist sig for Jakob to gange, den anden gang, da han var på vej hjem fra Paddan-Aram. Dengang havde Gud velsignet ham ¹⁰ og sagt: „Dit navn er godt nok Jakob. Men det skal du ikke længere kaldes. Du skal hedde Israel!” Det var altså dengang, Jakob fik navnet Israel.^[b]

¹¹ Her i Betel viste Gud sig igen for Jakob og gentog sit tidligere løfte:^[c] „Jeg er Gud den almægtige! Du skal få mange efterkommere og blive stamfar til et stort folk, ja mange folkeslag. Nogle af dine efterkommere vil blive konger. ¹² Det løfte om land, som jeg gav til Abraham og Isak, giver jeg også til dig og dine efterkommere.” ¹³ Så steg Gud op fra det sted, hvor han havde talt til Jakob. ¹⁴ Jakob havde rejst en mindesten på dette sted, hvor Gud nu igen havde vist sig for ham, og som et drikoffer til Gud hældte han vin ud over mindestenen og salvede den med olivenolie. ¹⁵ Grunden til, at Jakob kaldte stedet Betel,^[d] var, at Gud havde mødt ham der og talt til ham.^[e]

Jakob mister Rakel

¹⁶ Jakob og hans familie forlod nu Betel og rejste videre mod Efrat, det senere Betlehem. På vejen dertil fik Rakel stærke fødselsveer. ¹⁷ Under den meget vanskelige fødsel sagde jordemoderen: „Du skal ikke være bange, du har fået endnu en søn.” ¹⁸ Rakel overlevede dog ikke fødslen, men lige inden hun døde, gav hun ham navnet Benoni.^[f] Det navn ændrede Jakob til Benjamin.^[g]

¹⁹ Da Rakel var død, blev hun begravet ved vejen til Betlehem, som dengang hed Efrat. ²⁰ Jakob rejste en mindesten på graven, og den står der den dag i dag.

²¹ Så fortsatte Jakob sin rejse og slog lejr på den anden side af Migdal-Eder. ²² Det var, mens de opholdt sig der, at Ruben gik i seng med sin fars slavehustru, Bilha, og Jakob fik det at vide.

Her følger navnene på Jakobs 12 sønner. ²³ Hans sønner med Lea var: Ruben (den førstefødte), Simeon, Levi, Juda, Issakar og Zebulon. ²⁴ Hans sønner med Rakel var: Josef og Benjamin. ²⁵ Hans sønner med Bilha, Rakels tjenestepige, var: Dan og Naftali. ²⁶ Hans sønner med Zilpa, Leas tjenestepige, var: Gad og Asher. Disse sønner fik han under sin landflygtighed i Paddan-Aram.

²⁷ Omsider nåede Jakob frem til sin far, Isak, i Mamre, tæt ved Kirjat-Arba, som nu hedder Hebron, hvor også Abraham havde boet. ^28-29 Isak døde kort tid efter i en alder af 180 år, meget gammel og mæt af dage. Hans sønner, Esau og Jakob, begravede ham.

Esaus slægt

36 Det følgende er Esaus historie, han som også blev kaldt Edom:

² Esau giftede sig med to kana’anæiske piger: Ada, en datter af hittitten Elon, og Oholibama, en datter af Ana og barnebarn af hivvitten Zibon. ³ Han giftede sig også med sin kusine Basemat, en datter af Ishmael og søster til Nebajot. ⁴ Esau og Ada fik en søn, der blev kaldt Elifaz. Esau og Basemat fik en søn, der blev kaldt Reuel. ⁵ Esau og Oholibama fik tre sønner, der fik navnene Jeush, Jalam og Kora. Alle disse sønner blev født i Kana’ans land.

⁶ Senere tog Esau sine koner, sine sønner, sine døtre, hele sin husstand og besætning og alt, hvad han havde samlet sig i Kana’ans land, og flyttede til et andet land af frygt for sin bror Jakob. ⁷ Deres husdyr var jo også blevet alt for mange til, at de som fremmede kunne bo samme sted som de fastboende. Der var slet ikke græs nok. ⁸ Esau slog sig derfor ned i Seirs bjergland.

⁹ Her følger en liste over Esaus efterkommere, edomitterne, som bor i Seirs bjergland:

^10-13 Ada fødte som sagt Esau en søn, der fik navnet Elifaz, og han fik fem sønner: Teman, Omar, Zefo, Gatam og Kenaz. Elifaz havde også en kone, som hed Timna, og med hende fik han sønnen Amalek.

Esau og hans kone Basemat fik sønnen Reuel, og han fik fire sønner: Nahat, Zerach, Shamma og Mizza.

¹⁴ Esaus kone Oholibama, en datter af Zibons søn Ana, fødte tre sønner: Jeush, Jalam og Kora.

^15-16 Esaus sønner og sønnesønner blev stamfædre for de forskellige stammer blandt Edoms folk. De stammer, der er kendt under navnene Teman, Omar, Zefo, Kenaz, Kora, Gatam og Amalek, nedstammer alle fra Elifaz, Esaus og Adas ældste søn.

¹⁷ De stammer, der er kendt under navnene Nahat, Zerach, Shamma og Mizza, nedstammer alle fra Reuel, Esaus og Basemats søn.

^18-19 Desuden er der stammerne Jeush, Jalam og Kora, opkaldt efter de sønner, som Esau fik med sin kone Oholibama, Anas datter.

Edoms oprindelige indbyggere

^20-21 Her følger en liste med navnene på de stammer, som oprindeligt boede i Seirs land: Lotan, Shobal, Zibon, Ana, Dishon, Etzer og Dishan. De er efterkommere af og har navn efter horitten Seirs sønner.

²² Lotan, Seirs søn, havde følgende sønner: Hori og Hemam. Lotan havde også en søster ved navn Timna.

²³ Shobals sønner hed Alvan, Manahat, Ebal, Shefo og Onam.

²⁴ Zibons sønner hed Ajja og Ana. Det var Ana, som opdagede en varm kilde i ørkenen, dengang han vogtede sin fars æsler. ²⁵ Anas børn var sønnen Dishon og datteren Oholibama. ²⁶ Dishons sønner hed Hemdan, Eshban, Jitran og Keran.

²⁷ Etzers sønner hed Bilhan, Za’avan og Akan.

²⁸ Dishans sønner hed Utz og Aran.

^29-30 Horitternes stammer i Seirs land hed altså: Lotan, Shobal, Zibon, Ana, Dishon, Etzer og Dishan.

De oprindelige konger i Seirs land

^31-39 Endnu før der var konger i Israel, herskede følgende konger i det, der nu hedder Edom: Først Bela, Beors søn, fra byen Dinhaba. Da han døde, efterfulgtes han af Jobab, Zerachs søn fra Botzra. Da Jobab døde, efterfulgtes han af Husham fra temanitternes område. Da Husham døde, blev Hadad konge. Han var søn af Bedad og kom fra byen Avit. Det var ham, der besejrede midjanitternes hær i Moabs land. Da Hadad døde, blev Samla fra Masreka konge. Da han døde, blev Shaul fra flodbyen Rehobot konge. Da han døde, blev Ba’al-Hanan, Ahbors søn, konge. Da han døde, blev Hadar fra Pau konge. Hans kone hed Mehetabel og var datter af Matred, som igen var datter af Mezahab.

⁴⁰ Slægtsoverhovederne i Esaus slægt hed Timna, Alva, Jetet, ⁴¹ Oholibama, Ela, Pinon, ⁴² Kenaz, Teman, Mibzar, ⁴³ Magdiel og Iram. Det område, som hver enkelt slægt boede i, overtog efterhånden slægtens navn.

Josefs drømme

37 Jakob slog sig nu ned i Kana’ans land, hvor også hans far havde vandret omkring med sin teltlejr. ² Det følgende er historien om, hvad der siden skete med Jakob og hans familie.

Da Jakobs søn Josef var 17 år gammel, vogtede han tit sin fars får sammen med sine halvbrødre, de sønner, hans far havde fået med Bilha og Zilpa. Josef fortalte ofte sin far, hvad hans ældre brødre foretog sig ude på marken.

³ Jakob elskede Josef højere end sine andre sønner, fordi han havde fået ham i sin alderdom. En dag forærede han Josef en fornem lang kjortel i flotte farver. ⁴ Brødrene kunne ikke undgå at lægge mærke til, hvordan deres far forkælede Josef, og derfor hadede de ham og talte aldrig pænt til ham.

⁵ En nat havde Josef en mærkelig drøm, og han fortalte straks sine brødre om den.

⁶ „Nu skal I høre, hvad jeg har drømt!” sagde han. „Jeg drømte, ⁷ at vi var ude på marken for at binde kornet i neg. Mit neg rejste sig op og blev stående, mens jeres neg, der stod rundt om mit, bøjede sig til jorden for det.”

⁸ „Nå, du tror måske, at du skal være herre over os?” sagde hans brødre hånligt. Og på grund af den drøm hadede de ham endnu mere.

⁹ Senere fik Josef endnu en drøm fra Gud, og han fortalte den til sine brødre. „Hør, hvad jeg nu har drømt!” sagde han. „Den her gang bøjede solen og månen og 11 stjerner sig for mig.” ¹⁰ Den sidste drøm fortalte han også til sin far, men hans far skældte ham ud: „Hvad bilder du dig ind? Skal både jeg og din mor og dine brødre komme og bøje os til jorden for dig?” ¹¹ Josefs brødre kunne ikke skjule deres misundelse, men hans far blev ved med at spekulere over, hvad den drøm mon kunne betyde.

Josef bliver solgt som slave

¹² Kort efter tog Josefs brødre af sted for at vogte deres fars fåreflokke ved Sikem. ^13-14 Da de havde været borte i nogen tid, sagde Jakob til Josef: „Dine brødre er i Sikem med fårene. Tag derud og se, hvordan det går med dem, og hvordan dyrene har det, og kom så tilbage og fortæl mig det.”

„Det skal jeg nok, far,” svarede Josef.

Så tog han af sted fra lejren i Hebrondalen og kom til Sikem. ¹⁵ Dér var der en mand, som lagde mærke til, at han gik omkring på sletten.

„Hvem leder du efter?” spurgte manden.

¹⁶ „Mine brødre og deres får,” svarede Josef. „Har du set noget til dem?”

¹⁷ „Ja,” sagde manden, „men de er for længst brudt op herfra. Jeg hørte dem sige, at de ville tage til Dotan.” Så fortsatte Josef til Dotan, hvor han ganske rigtigt fandt dem.

¹⁸ Da Josefs brødre fik øje på ham langt borte, snakkede de indbyrdes om, hvordan de kunne få ham slået ihjel.

¹⁹ „Se! Der kommer den drømmer!” var der en, der udbrød. ²⁰ „Kom, lad os slå ham ihjel,” sagde en anden. „Bagefter kan vi smide liget i en af de udtørrede brønde og sige til far, at han er blevet ædt af et rovdyr. Så er det i hvert fald slut med hans drømmerier!”

²¹ Men Ruben ønskede at redde Josefs liv, så han sagde. „Nej, I må ikke slå ham ihjel. ²² Det er nok at smide ham i brønden derhenne på marken. I må ikke gøre ham noget ondt.” Det var nemlig Rubens hensigt senere at tage Josef op af brønden og aflevere ham i god behold til faderen. ²³ Da Josef nåede hen til brødrene, rev de den fine kjortel af ham ²⁴ og kastede ham i den udtørrede brønd. ²⁵ Derefter satte de sig ned i græsset for at spise. Pludselig fik de øje på en karavane et stykke borte. Det var ishmaelitter, der fragtede gummi, krydderier og urter fra Gilead til Egypten. ^26-27 „Se!” sagde Juda til de andre brødre. „Der kommer nogle ishmaelitter. Hvad med at sælge Josef til dem? Det er ikke så godt at slå ham ihjel, for så skal vi til at skjule drabet bagefter. Han er trods alt vores bror.” Det forslag syntes de godt om, ²⁸ så da de midjanitiske^[h] handelsmænd kom forbi, trak brødrene Josef op af brønden og solgte ham for 20 sølvstykker, hvorefter ishmaelitterne tog ham med til Egypten.

²⁹ Ruben havde ikke været til stede, dengang brødrene solgte Josef, så da han kom hen til brønden, var Josef forsvundet. Da blev Ruben så fortvivlet, at han rev sit tøj i stykker. Han løb tilbage til brødrene ³⁰ og råbte: „Drengen er væk! Hvad i alverden skal jeg nu stille op?”

³¹ Så slagtede brødrene en ged, kom noget af gedens blod på Josefs kjortel ³² og bragte den smukke kjortel til deres far for at lade ham identificere den. „Vi fandt den på marken,” forklarede de. „Er det ikke Josefs kjortel?”

³³ Jakob genkendte den øjeblikkelig og hulkede: „Jo, det er min søns kjortel! Der er ingen tvivl: Han er blevet flået ihjel og ædt af et vildt dyr!” ³⁴ Straks rev Jakob af sorg sit tøj i stykker og klædte sig i sækkelærred, og således sørgede han over sin søn i mange dage. ³⁵ Alle hans sønner og døtre gjorde, hvad de kunne for at trøste ham, men det var ingen nytte til. „Lad mig dø af sorg og komme ned i dødsriget til min søn!” udbrød han og brast i gråd.

³⁶ I mellemtiden var de midjanitiske købmænd kommet til Egypten, hvor de solgte Josef til Potifar, som var en højtstående embedsmand ved kong Faraos hof og øverstbefalende for livvagten.