1 Mosebog 16-18

Bibelen på hverdagsdansk

Menneskelig problemløsning

16 Abrams kone, Saraj, kunne stadig ingen børn få, men hun havde en egyptisk slavepige, der hed Hagar. ^2-3 En dag sagde hun til Abram: „Herren har hindret mig i at få børn. Prøv du at gå ind til Hagar. Måske hun så får en søn, som jeg kan regne for min egen.”

Abram gik ind på forslaget, og Saraj gav ham egypterpigen Hagar som hans anden kone. Dette skete ti år efter, at Abram var kommet til Kana’ans land. ⁴ Men da Hagar blev gravid, viste hun foragt for Saraj.

⁵ Saraj beklagede sig til Abram: „Hvorfor tillader du Hagar at være nedladende overfor mig? Jeg gav dig min slavepige, for at jeg kunne få en søn, men nu hvor hun er gravid, har hun ingen respekt for mig. Må Herren selv dømme om du eller jeg har ret!”

⁶ „Siden hun er din slavepige, kan du gøre med hende, hvad du vil,” svarede Abram. Fra da af var Saraj så hård imod Hagar, at hun til sidst løb sin vej.

⁷ Herrens engel fandt hende ved en kilde langs den øde vej til Shur. ⁸ Englen sagde til hende: „Hagar, Sarajs slavepige, hvor kommer du fra, og hvor er du på vej hen?” „Jeg er løbet væk fra min frue,” svarede hun. ⁹ „Vend tilbage til din frue og adlyd hende,” fortsatte englen. ¹⁰ „Jeg vil give dig flere efterkommere, end man kan tælle. ¹¹ Du skal føde en søn, som du skal give navnet Ishmael.^[a] Herren har nemlig hørt din bøn om hjælp. ¹² Men din søn bliver en mand med et hidsigt temperament og stædig som et æsel. Han vil være i oprør mod alle, og alle vil være imod ham. Selv sine nærmeste slægtninge vil han strides med.”

¹³ Efter den oplevelse omtalte Hagar altid Herren, der havde talt til hende, som „den Gud, der ser mig”, for—som hun sagde: „Jeg har set den Gud, som ser mig.” ¹⁴ Senere blev stedet kaldt Be’er-Lahaj-Roi.^[b] Den findes stadig mellem Kadesh og Bered.

¹⁵ Så fødte Hagar en søn, og Abram kaldte ham Ishmael. ¹⁶ På det tidspunkt var Abram 86 år gammel.

Pagten med Abraham

17 Da Abram var 99 år gammel, viste Herren sig for ham og sagde: „Jeg er den almægtige Gud! Adlyd mig og gør, hvad der er rigtigt. ² Jeg opretter en pagt med dig. Jeg lover dig, at dine efterkommere skal blive umådelig talrige.”

³ Abram bøjede sig med ansigtet mod jorden i ærefrygt, og Gud fortsatte: ⁴ „Dette er mit pagtsløfte til dig: Du skal blive far til mange folkeslag. ⁵ Jeg vil også give dig et andet navn. Du skal ikke længere hedde Abram, men Abraham^[c], for du skal blive far til mange folkeslag. ⁶ Mange folk vil se dig som deres far, og konger skal nedstamme fra dig. ⁷ Denne pagt skal fortsætte fra slægt til slægt—til evig tid. Jeg vil altid være din Gud og dine efterkommeres Gud. ⁸ Dette Kana’ans land, hvor du nu bor som fremmed, giver jeg til dig og dine efterkommere for evigt, og jeg vil være deres Gud. ⁹ Men du skal holde din del af pagten. Det gælder både dig og dine efterkommere fra slægt til slægt: ^10-13 Alle mænd og drenge iblandt jer skal omskæres. Det skal være tegnet på, at I vil holde pagten. I skal omskære alle drenge på den ottende dag efter fødslen; det gælder også slaver, der hører til jeres husstand. Det skal være tegnet på pagten mellem os til evig tid. ¹⁴ Enhver, som ikke bliver omskåret, skal udelukkes fra folket, for han har brudt min pagt.”

¹⁵ Og Gud tilføjede: „Hvad din kone Saraj angår, skal du ikke længere kalde hende Saraj. Fra nu af skal du kalde hende Sara.^{[d] 16} Jeg vil velsigne hende og give dig et barn med hende. Hun skal blive stammor til mange folk—selv konger skal nedstamme fra hende.”

¹⁷ Da bøjede Abraham sig igen for Herren med ansigtet mod jorden, men han lo for sig selv og tænkte: „Kan en hundredårig blive far? Og kan Sara, der er 90, blive mor?” ¹⁸ Men til Gud sagde han: „Ja, Herre, må din velsignelse være med Ishmael!”

¹⁹ „Nej, det er Sara, der skal føde din søn!” svarede Gud, „og du skal kalde ham Isak.^[e] Den samme pagt skal gælde for ham og for hans efterkommere til evig tid. ²⁰ Hvad Ishmael angår, vil jeg gøre, som du siger. Jeg vil også velsigne ham og gøre hans efterkommere til et stort folk. Tolv fyrster skal nedstamme fra ham. ²¹ Men min pagt gælder ikke for Ishmael, men for Isak—den søn, som Sara skal føde dig næste år ved denne tid.” ²² Da Gud var færdig med at tale med Abraham, gik han sin vej.

²³ Samme dag omskar Abraham sin søn Ishmael og alle andre mænd og drenge i sin teltlejr, sådan som Gud havde sagt. ²⁴ Abraham var 99 år ^25-26 og Ishmael 13 år, da de blev omskåret ²⁷ sammen med alle deres slaver, både de købte og dem, der var født som slaver.

Gud besøger Abraham og gentager løftet om en søn

18 Mens Abraham boede i Mamres egelund, viste Herren sig for ham igen. En dag sad Abraham i teltåbningen på den varmeste tid af dagen. ² Pludselig lagde han mærke til, at der stod tre mænd i nærheden. Han løb dem i møde og bød dem velkommen ved at bøje sig dybt til jorden.

³ „Herre,” sagde han, „vis mig den gunst ikke at gå din tjeners dør forbi, men tag imod min gæstfrihed. ⁴ Lad mig sørge for, at I får vand til at vaske støvet af jeres fødder. I kan hvile jer under træet her. ⁵ Så kommer jeg med lidt mad, som I kan styrke jer på. Siden I nu er kommet denne vej, håber jeg, I vil gøre mig den ære at blive lidt, inden I rejser videre.” „Tak, det vil vi gerne,” svarede de.

⁶ Abraham skyndte sig tilbage til teltet og gav besked til Sara: „Hurtigt! tag det bedste mel, vi har, og lav noget brød af det.” ⁷ Så løb han videre ud til kvægflokken, hvor han udvalgte en fedekalv og gav den til en tjener, som skyndte sig at slagte den. ⁸ Da maden var klar, tog Abraham syrnet mælk og sødmælk samt noget af den stegte kalv og serverede det for mændene. Han vartede selv op, mens mændene sad og spiste ude under træerne.

⁹ „Hvor er Sara, din kone?” spurgte en af mændene. „Inde i teltet,” svarede Abraham. ¹⁰ Da sagde manden: „Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara født en søn!”

Sara stod i teltdøren bagved og hørte det hele. ¹¹ Både hun og Abraham var gamle, og hun vidste jo godt, at hun var alt for gammel til at få børn. ¹² Hun lo ved sig selv og tænkte: „Skulle jeg virkelig opleve den glæde, nu da både jeg og min mand er blevet for gamle?”

¹³ Da sagde Herren til Abraham: „Hvorfor ler Sara og tænker, at hun umuligt kan få et barn? ¹⁴ Skulle noget være umuligt for Gud? Næste år ved denne tid kommer jeg igen, og da har Sara en søn!”

¹⁵ Da Sara hørte det, blev hun bange og forsvarede sig. „Jeg lo ikke!” løj hun. „Jo, du gjorde!” svarede Herren.

Abraham går i forbøn for Sodoma

¹⁶ Så rejste mændene sig fra måltidet og gik videre i retning af Sodoma, og Abraham fulgte dem på vej. ¹⁷ Undervejs sagde Herren til sig selv: „Hvorfor skulle jeg ikke indvi Abraham i mine planer? ¹⁸ Abrahams efterkommere vil jo blive et mægtigt folk, og alle jordens folkeslag vil opnå velsignelse gennem ham. ¹⁹ Jeg har jo netop udvalgt ham, for at han skal indprente sine efterkommere lydighed mod mig, ærlighed og godhed, så jeg kan lade det ske, jeg har lovet ham.”

²⁰ Herren sagde derfor til Abraham: „Jeg har hørt klageskrig fra Sodoma og Gomorra. Indbyggerne er frygtelig onde, og alt hvad de gør er ondt. ²¹ Jeg er nu på vej derned for at se, om deres handlinger virkelig er så forfærdelige, som det lyder til.” ²² De to andre mænd gik nu videre mod Sodoma, mens Abraham blev stående foran Herren. ²³ Så trådte han et skridt nærmere Gud og sagde: „Vil du virkelig udrydde de gode mennesker sammen med de onde? ²⁴ Hvis nu der findes 50 uskyldige mennesker i byen—vil du da stadig ødelægge den? Kan du ikke skåne byen for de 50 menneskers skyld? ²⁵ Du vil da vel ikke behandle de gode og de onde lige? Skulle han, som dømmer hele verden, ikke være retfærdig?”

²⁶ Herren svarede: „Hvis der findes 50 retsindige mennesker, vil jeg for deres skyld skåne byen.”

²⁷ Men Abraham fortsatte: „Siden jeg nu er begyndt at tale med min Herre, så lad mig fortsætte—vel vidende, at jeg kun er støv og aske. ²⁸ Hvad nu, hvis der kun er 45 retsindige? Vil du så ødelægge byen, bare fordi der mangler fem?” „Nej, jeg vil ikke ødelægge byen, hvis der er 45 retsindige.”

²⁹ „Hvad nu, hvis der kun er 40?” „Nej, heller ikke, hvis der er 40.”

³⁰ „Tag mig det ikke ilde op,” blev Abraham ved. „Hvad nu, hvis der kun er 30?” „Jeg vil skåne hele byen, hvis jeg finder 30,” svarede Herren.

³¹ „Siden jeg har taget mig den frihed at tale til min Herre,” fortsatte Abraham, „tillad mig da at spørge nok en gang: Hvad nu, hvis der kun er 20?” „Så vil jeg for disse 20 retsindiges skyld skåne byen.”

³² Da sagde Abraham: „Herre, bliv ikke vred! Dette er sidste gang: Hvad nu, hvis der kun findes ti?” Og Herren svarede: „Så vil jeg for disse ti uskyldiges skyld skåne hele byen.”

³³ Da Herren var færdig med at tale med Abraham, gik han videre, mens Abraham vendte hjem til sit telt.