Gud udvælger Abram

12 Herren havde sagt^[a] til Abram: „Forlad dit land, dine slægtninge og din fars hjem, og tag af sted til det land, jeg vil vise dig. ² Jeg vil velsigne dig og gøre dig til stamfar for et mægtigt folk. Jeg vil gøre dig kendt vidt omkring, og du skal blive til velsignelse for mange. ³ Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig. Og gennem dig vil alle jordens folkeslag blive velsignet.”

⁴ Abram rejste nu videre til det land, Herren havde talt om, og Lot fulgte med ham. Abram var 75 år, da han forlod Karan. ⁵ Han rejste til Kana’ans land sammen med sin kone Saraj og sin nevø Lot, og han tog alle sine ejendele med og de slaver, han havde erhvervet sig i Karan. ⁶ De fortsatte ind i landet og kom til Sikem, til Mores egetræ.^[b] Området var på det tidspunkt beboet af det kana’anæiske folk.

⁷ Dér viste Herren sig for Abram og sagde: „Jeg vil give dette land til dine efterkommere.” På det sted byggede Abram et alter for Herren, som havde vist sig for ham. ⁸ Derpå forlod Abram stedet og rejste sydpå, indtil han kom til bjerglandet med Betel mod vest og Aj mod øst. Der slog han lejr og byggede et alter for at tilbede Herren. ⁹ Derefter rejste han fra sted til sted i sydlig retning, indtil han bosatte sig i Negev.

Abram og Saraj i Egypten

¹⁰ Engang blev der hungersnød i landet, og det var så slemt, at Abram besluttede at rejse ned til Egypten med sin familie for at bo der en tid. ^11-13 Da de nærmede sig grænsen til Egypten, sagde Abram til Saraj: „Du er jo en virkelig smuk kvinde. Når nu egypterne ser dig, vil de sige: ‚Det er hans kone. Lad os slå ham ihjel og tage hende.’ Men hvis du så siger, at du er min søster, vil egypterne spare mit liv og behandle mig godt på grund af dig.” ¹⁴ Og sådan gik det. Da de kom ind i Egypten, talte alle om Sarajs skønhed. ¹⁵ Da embedsmændene ved paladset omtalte hende i rosende ord overfor Farao, blev Saraj hentet til hans harem. ¹⁶ Abram blev godt behandlet på grund af Saraj. Farao gav ham får, køer, æsler, kameler og mange slaver, både mænd og kvinder.

¹⁷ Men Herren ramte Farao og hans hof med frygtelige plager på grund af Saraj, Abrams kone. ¹⁸ Farao sendte da bud efter Abram. „Hvad er det dog, du har gjort imod mig?” råbte han. „Hvorfor fortalte du mig ikke, at hun var din kone? ¹⁹ Hvordan kunne du sige, hun var din søster, så jeg tog hende til mit harem? Her er hun! Tag hende og forsvind!” ²⁰ Så blev Abram og hans kone, deres slaver og al deres ejendom eskorteret ud af landet.

Abram og Lot går hver til sit

13 Abram forlod så Egypten og rejste nordpå til Negev sammen med sin kone og Lot og al deres ejendom. ² Han var nu meget rig. Han havde meget kvæg og masser af sølv og guld. ^3-4 De fortsatte nordpå fra sted til sted, indtil de nåede Betel og det sted mellem Betel og Aj, hvor de tidligere havde slået lejr, og hvor Abram havde bygget et alter. Der ofrede han igen til Herren.

⁵ Lot, som fulgte med Abram, var også en velstående mand med mange får og køer og telte. ⁶ Der var imidlertid ikke græs nok på stedet til deres mange dyr, så de kunne ikke blive ved at bo så tæt sammen. ⁷ Kana’anæerne og perizzitterne boede jo også i landet. Så da det kom til slagsmål mellem Abrams og Lots hyrder, ⁸ sagde Abram til Lot: „Det her går ikke. Der må ikke være strid mellem os eller mellem vores folk. Vi er jo trods alt i familie. ⁹ Her er land nok. Så lad os hellere gå hver til sit. Hvis du går til venstre, så går jeg til højre; eller hvis du går til højre, så går jeg til venstre.”

¹⁰ Da Lot spejdede ud over landet, lagde han mærke til Jordandalens frugtbare slette, der strakte sig helt til Zoar. Det var før Sodoma og Gomorra blev ødelagt, og området var endnu frodigt som Edens have og Egyptens land. ¹¹ Lot valgte Jordandalen. Han tog afsked med Abram og gik mod øst. ¹² Abram blev altså i Kana’ans land, mens Lot med sin teltlejr drog østpå fra sted til sted, indtil han nåede Sodoma, hvor han slog sig ned. ¹³ Folkene dér var berygtet for deres store ondskab. De syndede groft imod Herren.

¹⁴ Efter at Lot var taget af sted, sagde Herren til Abram: „Se dig omkring til alle sider fra det sted, hvor du står. Se mod nord og mod syd, mod øst og mod vest. ¹⁵ Jeg vil give dig og dine efterkommere hele dette land til evigt eje. ¹⁶ Jeg vil gøre dine efterkommere så talrige som sandkornene på jorden. ¹⁷ Rejs nu gennem landet på kryds og tværs og se nøje på det, for jeg vil give det til dig.” ¹⁸ Så slog Abram lejr i Mamres egelund ved Hebron. Der byggede han et alter for Herren.

Abram redder Lot

14 På det tidspunkt udbrød der krig i landet. Amrafel, kongen af Shinear, Arjok, kongen af Ellasar, Kedorlaomer, kongen af Elam, og Tidal, kongen af Gojim, ² kæmpede mod Bera, kongen af Sodoma, Birsha, kongen af Gomorra, Shinab, kongen af Adma, Shemeber, kongen af Sebojim, og kongen af Bela—også kaldet Zoar.

³ De sidstnævnte konger allierede sig og mobiliserede deres hære i Siddims dal ved Det Døde Hav.^{[c] 4} I 12 år havde de været undertrykt af Kedorlaomer, men i det trettende år gjorde de oprør, ⁵ og nu i det fjortende år var Kedorlaomer og hans allierede på vej imod dem. Efter at disse allierede hære havde slået refaitterne i Ashterot-Karnajim, zuzitterne i Ham, emitterne på Kirjatajimsletten ⁶ og horitterne i Seirs bjerge og forfulgt dem helt til El-Paran ved ørkenens udkant, ⁷ vendte de om og kom til En-Mishpat—det senere Kadesh—hvor de slog amalekitterne og de amoritter, der boede i Hatzetzon-Tamar.

⁸ Men nu rykkede kongerne af Sodoma, Gomorra, Adma, Sebojim og Bela altså ud i Siddims dal imod ⁹ kong Kedorlaomer og hans allierede. Det var fire konger mod fem. ¹⁰ Siddims dal var imidlertid fuld af asfaltgruber, og da Sodomas og Gomorras konger blev slået på flugt, faldt nogle af deres folk ned i gruberne, mens resten flygtede op i bjergene. ¹¹ Sejrherrerne kunne nu uden videre plyndre Sodoma og Gomorra for ejendele og levnedsmidler, hvorefter de drog bort. ¹² De tog Lot, Abrams nevø, og alt hvad han ejede, med sig—for han boede jo i Sodoma. ¹³ En mand, som var undsluppet, kom og fortalte hebræeren Abram, hvad der var sket. Abram boede stadig i egelunden, der tilhørte amoritten Mamre, som var bror til Eshkol og Aner—Abrams allierede.

¹⁴ Da Abram hørte, at Lot var taget til fange, sammenkaldte han alle sine mandlige slaver, 318 i alt, og satte efter Kadorlaomers folk, til han indhentede dem oppe ved Dan. ¹⁵ Han og folkene spredte sig, og i nattens løb overrumplede de fjenderne, slog dem og forfulgte dem helt til Hoba nord for Damaskus. ¹⁶ Det lykkedes på den måde Abram at befri Lot og de øvrige krigsfanger, og han tog alt det med tilbage, som fjenderne havde taget i krigsbytte.

Melkizedek velsigner Abram

¹⁷ Da Abram vendte tilbage efter sejren over Kedorlaomer og de andre konger, kom Sodomas konge ham i møde i Shavedalen—også kaldet Kongedalen. ¹⁸ Også Melkizedek, Jerusalems konge, som var den højeste Guds præst, kom ham i møde. Han havde brød og vin med. ^19-20 Han velsignede Abram med følgende ord: „Lovet være den højeste Gud, han, som er himlens og jordens skaber, han, som gav dig sejr over dine fjender. Må den højeste Guds velsignelse hvile over dig, Abram.” Så gav Abram ham en tiendedel af alt krigsbyttet.

²¹ Sodomas konge sagde til Abram: „Giv mig bare mine tilfangetagne folk tilbage. Krigsbyttet må du beholde.”

²² Men Abram svarede: „Jeg sværger ved Herren, den højeste Gud, himlens og jordens Skaber, ²³ at jeg ikke vil tage noget, som tilhører dig, ikke så meget som en tråd eller en sandalrem! Du skal ikke senere kunne sige, at du gjorde Abram rig. ²⁴ Men lad mine unge mænd få betaling for deres arbejde, og giv mine allierede, Aner, Eshkol og Mamre, deres del af krigsbyttet.”

Guds løfte til Abram

15 Senere talte Herren til Abram i et syn: „Vær ikke bange, Abram, for jeg er med dig, og jeg vil belønne dig rigeligt.” ^2-3 „Men almægtige Herre,” udbrød Abram, „hvad skal jeg med din velsignelse, hvis jeg dør barnløs? Min tjener Eliezer kommer til at arve al min rigdom, for du har jo ikke givet mig en søn.” ⁴ Men Herren svarede: „Nej, han skal ikke være din arving. Det skal din egen søn!”

⁵ Herren førte nu Abram udenfor og sagde: „Kig op mod himlen og prøv at tælle stjernerne. Dine efterkommere skal blive lige så talrige.” ⁶ Abram troede på Herren, og derfor blev han accepteret.

⁷ Herren fortsatte: „Jeg er Herren, som førte dig fra din hjemby Ur for at give dig det land, du nu bor i.” ⁸ Men Abram indvendte: „Almægtige Herre, hvordan kan jeg være sikker på, at du vil give mig det?” ⁹ Da sagde Herren: „Bring mig en treårs kvie, en treårs ged, en treårs vædder, en turteldue og en ung due.”^{[d] 10} Abram hentede dyrene og slagtede dem. Så skar han dem midt igennem på langs og lagde halvdelene overfor hinanden. Dog skar han ikke fuglene over. ¹¹ Straks slog gribbene ned på de døde dyr, men Abram jog dem bort.

¹² Hen mod aften faldt Abram i en dyb søvn, og et stort og frygteligt mørke sænkede sig over ham.

¹³ Da sagde Herren til Abram: „Dine efterkommere vil komme til at bo i et fremmed land i 400 år og opleve slaveri og undertrykkelse, ¹⁴ men jeg vil straffe det folk, som undertrykker dem, og til sidst skal dit folk rejse bort derfra med megen rigdom. ¹⁵ (Dette skal dog ikke ske i din tid. Du skal nå en høj alder og dø i fred.) ¹⁶ Fire generationer^[e] senere skal de vende tilbage til dette land. På det tidspunkt er amoritternes synd blevet så voldsom, at jeg må straffe dem.”

¹⁷ Da Abram vågnede, var solen gået ned, og han så noget som en rygende ovn eller en flammende fakkel passere midt imellem halvdelene af de døde dyr. ¹⁸ Sådan bekræftede Herren den dag pagten med Abram. „Jeg giver dette land til dig og dine efterkommere,” sagde han, „lige fra grænsen til Egypten mod syd og op til Eufratfloden mod nord—hele det område, ¹⁹ som bebos af kenitterne, kenizzitterne, kadmonitterne, ²⁰ hittitterne, perizzitterne, refaitterne, ²¹ amoritterne, kana’anæerne, girgashitterne og jebusitterne.”