Add parallel Print Page Options

Kyros sender judæerne hjem for at genopbygge templet

I det første år Kyros[a] var konge i Persien, opfyldte Herren det løfte, han havde givet sit folk gennem profeten Jeremias. Han talte til Kyros, som derefter udsendte en skriftlig meddelelse, der skulle læses op i hele hans rige:

Kyros, konge af Persien, bekendtgør herved, at Himlens Gud, som har givet mig herredømmet over alle jordens riger, nu har pålagt mig at bygge ham et tempel i Jerusalem i Judas land. De af jer, der hører til Herrens folk, kan nu frit vende tilbage til Jerusalem og genopbygge Herrens tempel, for han er Israels Gud, og han bør tilbedes i Jerusalem. Må jeres Gud være med jer. De, som bor i nærheden af nogle af de tilbageværende fra dette folk, skal hjælpe dem på vej ved at give dem sølv og guld, forsyninger til rejsen og husdyr såvel som offergaver til Herrens tempel i Jerusalem.

Og Gud vakte en hjemlængsel hos lederne for Judas og Benjamins stammer og hos præsterne og levitterne, så mange gjorde sig parat til at vende tilbage til Jerusalem for at genopbygge templet. Deres naboer hjalp dem med sølv, guld, forsyninger og husdyr, og de gav dem gaver med til templet.

Kong Kyros befalede desuden sin skatmester Mitredat at hente alle de kostbarheder, som kong Nebukadnezar i sin tid havde taget fra templet i Jerusalem og placeret i sit eget gudetempel. Mitredat skulle så overgive det hele til Sheshbatzar, der var leder for Judas folk. Det drejede sig om 30 guldbakker, 1000 sølvbakker, 29 offerknive, 10 30 guldskåle, 410 mindre sølvskåle samt 1000 diverse redskaber. 11 I alt fik Sheshbatzar overdraget 5400 ting af guld og sølv, som han skulle tage med sig fra Babylon til Jerusalem.

Fortegnelse over dem, som vendte hjem fra eksilet

Det følgende er en fortegnelse over de judæere, der vendte tilbage fra eksilet til Jerusalem eller til de byer i Judas land, de oprindeligt stammede fra. De nedstammede alle fra dem, som kong Nebukadnezar i sin tid havde taget til fange og bragt til Babylonien. Lederne for de hjemvendte var: Zerubbabel, Jeshua, Nehemias, Seraja, Re’elaja, Mordokaj, Bilshan, Mispar, Bigvaj, Rehum og Ba’ana.

Det følgende er listen over antallet af mænd, der vendte tilbage. De er optegnet efter navnet på den forfar, de regnede deres slægt efter, eller efter den by, de stammede fra:

3-35 Efterkommere af Parosh: 2172, af Shefatja: 372, af Arach: 775, af Pahat-Moab (Jeshuas og Joabs efterkommere): 2812, af Elam: 1254, af Zattu: 945, af Zakkaj: 760, af Bani: 642, af Bebaj: 623, af Azgad: 1222, af Adonikam: 666, af Bigvaj: 2056, af Adin: 454, af Ater (Hizkijas efterkommere): 98, af Betzaj: 323, af Jora: 112, af Hashum: 223, af Gibbar: 95. Dem fra Betlehem: 123, fra Netofa: 56, fra Anatot: 128, fra Azmavet: 42, fra Kirjat-Jearim, Kefira og Be’erot: 743, fra Rama og Geba: 621, fra Mikmas: 122, fra Betel og Aj: 223, fra Nebo: 52. Efterkommere af Magbish: 156, af den anden Elam: 1254 og af Harim: 320. Folkene fra Lod, Hadid og Ono: 725, fra Jeriko: 345 og fra Sena’a: 3630.

36-39 Nogle af de hjemvendte var af præsteslægt: Efterkommere af Jedaja (Jeshuas klan): 973, af Immer: 1052, af Pashhur: 1247, og af Harim: 1017.

40-42 Andre hørte til levitterne: Af Hodavjas efterkommere var der 74 fra slægterne Jeshua og Kadmiel. Der var 128 tempelsangerne af Asafs slægt og 139 tempelvagter, efterkommere af Shallum, Ater, Talmon, Akkub, Hatita og Shobaj.

43-54 Desuden var der tempeltjenerne med følgende slægtsnavne: Ziha, Hasufa, Tabbaot, Keros, Siaha, Padon, Lebana, Hagaba, Akkub, Hagab, Shalmaj, Hanan, Giddel, Gahar, Reaja, Retzin, Nekoda, Gazzam, Uzza, Pasea, Besaj, Asna, meunitterne, nefusitterne, Bakbuk, Hakufa, Harhur, Batzlut, Mehida, Harsha, Barkos, Sisera, Tama, Netziach og Hatifa.

55-57 Efterkommerne efter Salomons tjenere var opdelt i følgende slægter: Sotaj, Soferet, Peruda, Ja’ala, Darkon, Giddel, Shefatja, Hattil, Pokeret-ha-Zebajim og Ami. 58 Det samlede antal af tempeltjenerne og Salomons tjenere var 392.

59 Der var også en gruppe fra de persiske byer Tel-Mela, Tel-Harsha, Kerub, Addan og Immer, der vendte tilbage fra eksilet, men de var ikke længere i besiddelse af deres stamtavler, så de kunne ikke med sikkerhed bevise, at de var israelitter. 60 Den gruppe bestod af 652 mænd, som regnedes for efterkommere af Delaja, Tobija og Nekoda.

61 Der var også flere præsteslægter, som hævdede at være efterkommere af Habaja, Hakkotz og Barzillaj. (Sidstnævnte havde giftet sig med en datter af Barzillaj fra Gilead og havde taget sin kones slægtsnavn.) 62-63 De havde imidlertid også mistet deres slægtstavler. Derfor nægtede lederne dem at fungere som præster—ja, endog at få præsternes andel af offergaverne, indtil der kom en præst, som havde autoritet til at afgøre spørgsmål ved hjælp af Urim og Tummim.

64 I alt vendte 42.360 mænd tilbage til Juda sammen med deres familier. 65 Dertil kom 7337 slaver og 200 sangere—både mænd og kvinder. 66 De medbragte 736 heste, 245 muldyr, 67 435 kameler og 6720 æsler.

68 Da de ankom til ruinerne af Herrens hus i Jerusalem, gav nogle af slægtsoverhovederne frivillige offergaver, så man straks kunne gå i gang med at genopbygge templet på dets oprindelige sted. 69 Alle gav så meget de kunne, og gaverne beløb sig til 500 kilo guld og 2900 kilo sølv. Dertil kom 100 præstedragter.

70 Præsterne og levitterne samt en del af folket bosatte sig i Jerusalem og de omliggende landsbyer, men tempelsangerne, tempelvagterne og tempeltjenerne samt resten af folket bosatte sig i de byer i Juda, de oprindeligt var kommet fra.

Alteret genopbygges

Da den syvende måned kom, og de hjemvendte havde slået sig ned i deres byer, drog de alle som én op til Jerusalem. Zerubbabel og hans slægt tog fat på at genopbygge brændofferalteret under vejledning af Jeshua, Jotzadaks søn, og hans præstekolleger. Først derefter kunne man ofre brændofre efter de forskrifter, som Guds tjener, Moses, havde givet dem. Selvom de var bange for de fremmede folk, som havde bosat sig dér i deres fravær, byggede de alteret på dets oprindelige sted og bragte morgen og aften de daglige brændofre til Herren. De fejrede løvhyttefesten efter forskrifterne i Toraen og bragte det antal brændofre, som er foreskrevet for hver enkelt dag i løbet af festen.

Fra da af gennemførte de alle de foreskrevne ofringer: de daglige ofringer, ofrene ved nymånefesterne og ved de øvrige religiøse højtider. Desuden blev der bragt frivillige ofre. Den første dag i den syvende måned begyndte præsterne at bringe brændofre til Herren, selvom grundstenen til templet endnu ikke var lagt.

Med fuldmagt fra kong Kyros ansatte de derpå stenhuggere og tømrere på løn, og de aftalte med folkene i Tyrus og Sidon, at de derfra skulle bringe cedertræ ad søvejen til Jafo og få madvarer, drikkevarer og olivenolie i bytte.

Genopbygningen af templet påbegyndes

Selve genopbygningen af templet begyndte i den anden måned i det andet år efter ankomsten til Jerusalem. Arbejdsstyrken bestod af alle præster, levitter og øvrige indbyggere i Jerusalem under ledelse af Zerubbabel og Jeshua. De levitter der var 20 år eller derover, blev udpeget til formænd for arbejdsholdene. Det overordnede ansvar for selve genopbygningen af templet blev overdraget til den ledende præst, Jeshua, og hans sønner og brødre, og de fik hjælp af Kadmiel af Hodavjas slægt og Henadads sønner samt deres sønner og brødre, som alle var levitter.

10 Da byggearbejderne havde lagt fundamentet til templet, iklædte præsterne sig deres dragter og blæste i trompeterne, og de levitter, som var af Asafs slægt, slog på deres bækkener i lovprisning til Herren, sådan som kong David havde foreskrevet. 11 De lovsang Herren med ordene: „Herren er god! Hans trofasthed over for Israel varer til evig tid!” Da brød folket ud i et mægtigt jubelråb, og de priste Herren, fordi templets grundvold nu var lagt. 12 Mange af de gamle blandt præsterne, levitterne og lederne—de der havde set Salomons storslåede tempel—græd højt, da de så fundamentet blive lagt til det nye tempel. Men andre rundt om var vilde af glæde. 13 Man kunne ikke skelne jubelen fra gråden, og støjen kunne høres langt bort.

Footnotes

  1. 1,1 Kyros var konge over Persien 559-530 f.Kr.