Add parallel Print Page Options

Profeti imod fyrsten over Tyrus

28 Herren sagde til mig: „Du menneske, sig til fyrsten over Tyrus:

Du er så stolt og hovmodig,
    at du tror, du selv er en gud.
Du sidder på din høje trone,
    hersker over havet og praler.
Men du er kun et menneske,
    der bilder sig ind at være en gud.
Du tror, du er klogere end Daniel
    og kender alle hemmeligheder.
Du brugte din visdom og forstand
    til at samle mængder af guld og sølv.
Dit handelstalent gjorde dig rig,
    men din rigdom gjorde dig hovmodig.
Derfor siger Gud Herren:
    Fordi du tror, at du selv er en gud,
sender jeg en grusom fjendehær,
    der gør ende på din rigdom og pragt.
Til dødsriget sender de dig ned,
    du bliver dræbt og kastet i havet.
Vil du mon fortsat hævde, du er en gud,
    når fjenderne er ved at slå dig ihjel?
I hænderne på dem er du ingen gud,
    men kun et almindeligt menneske.
10 Du skal dø som en hund for de fremmedes hånd.
    Jeg, Herren har talt.”

11 Endvidere sagde Herren til mig: 12 „Du menneske, istem en klagesang over Tyrus’ fyrste og sig til ham:

Engang var du fuldkommen,
    smuk og fuld af visdom.
13 Du levede som i Paradis,
    smykket med utallige juveler:
rubin, topas og diamant,
    krysolit, onyks og jaspis,
        safir, granat og smaragd.
Alle juveler var indsat i guld,
    de lå klar til dig ved din fødsel.
14 Jeg satte dig som en kerub,
    der skulle vogte og beskytte
        det hellige bjerg, jeg havde skabt,
Du vandrede blandt funklende ædelsten.
15     Der var intet at udsætte på dig
fra den dag, du blev født,
    indtil din ondskab blev afsløret.
16 Din store rigdom gjorde dig korrupt,
    så vold og synd fyldte dit hjerte.
Da jog jeg dig bort fra mit hellige bjerg
    og de funklende ædelsten, du skulle beskytte.
        Jeg slog dig ned, du vældige kerub.
17 Din skønhed gjorde dig stolt,
    din rigdom spændte ben for din visdom.
Derfor kastede jeg dig til jorden
    som en advarsel for andre fyrster.
18 Din uhæderlige handel
    afsporede din gudsdyrkelse.
Derfor lod jeg ild bryde frem og fortære dig,
    så du blev til aske på jorden for alles øjne.
19 Alle var skrækslagne over din skæbne.
    Du blev et skræmmende eksempel
        ved din totale og endelige udslettelse.”

Profeti imod Sidon

20 Herren sagde til mig:

21 „Du menneske, vend dig mod Sidon og profetér over byen. 22 Sig til den:

Sidon, jeg er din fjende,
    og jeg vil demonstrere min magt på dig.
Alle skal få at se, at jeg er Herren,
    når jeg åbenbarer min hellighed på dig
        ved at straffe dig for dine synder.
23 Jeg sender epidemier og krig,
    så blodet flyder i gaderne.
Fjenden angriber fra alle sider
    og slår folk ned til højre og venstre.
Da vil du indse, at jeg er Herren.

Et løfte til Guds folk

24 Israels nabofolk skal ikke længere stikke mit folk som tidsler og torne. Alle I, som nu håner mit folk, skal få at se, at jeg er Herren.

25 Hør, hvad Herren siger: Når jeg samler Israels folk fra de folkeslag, de er spredt iblandt, og fører dem tilbage til deres eget land, det land, jeg gav min tjener Jakob, da vil alle folk indse, at jeg er en hellig og mægtig Gud. 26 Derefter skal mit folk bo trygt i deres land, bygge huse og plante vingårde, mens jeg straffer alle dem, som behandlede dem med foragt. Da vil de indse, at jeg er Herren, deres Gud.”

Profetier mod Egypten

29 På den 12. dag i den tiende måned i det tiende år af vores eksil sagde Herren til mig: „Du menneske, vend dig mod Egypten og profetér imod Farao og hele folket. Sig til dem: Hør hvad Herren siger:

Jeg vil straffe dig, Farao, Egyptens konge,
    det store uhyre[a] i Nilens vande.
Du hævder, at Nildeltaet tilhører dig,
    og at du selv har skabt det.
Men jeg sætter kroge i dine kæber
    og får fiskene til at bide sig fast i dine skæl.
Derefter trækker jeg dig op på land,
    så alle flodens fisk følger med.
Jeg slynger dig ud i ørkenen
    sammen med alle flodens fisk.
Du får lov at ligge, hvor du faldt,
    ingen samler dig op for at begrave dig.
Dit kød bliver føde for himlens fugle
    og for jordens vilde dyr.
Da vil Egyptens indbyggere forstå, at jeg er Herren.
    Du var det halmstrå, mit folk greb efter i nøden.
Du var som en kæp, mit folk ville støtte sig til,
    men du knækkede, og de vred skulderen af led.
Da de forsøgte at læne sig op ad dig,
    brød du sammen, og de vred hoften af led.

Derfor siger Gud Herren til Egypten:

Jeg sender en hær imod dig,
    som vil dræbe både mennesker og dyr.
Hele landet bliver lagt i ruiner.
    Da vil du indse, at jeg er Herren.
Du hævder, at Nildeltaet tilhører dig,
    og at du selv har skabt det.
10 Derfor straffer jeg dig og din flod,
    rydder landet for mennesker og dyr
fra Migdol i nord til Aswan i syd
    ved grænsen til Kush.
11 I 40 år skal det ligge øde,
    hverken mennesker eller dyr skal færdes der.
12 Jeg lægger dine byer i ruiner
    og gør landet til en ødemark i 40 år,
som det er sket med de andre lande og byer.
    Jeg spreder dit folk blandt fremmede folkeslag.
13 Men efter 40 år vil jeg samle dem igen
    og føre dem hjem fra de lande, jeg fordrev dem til.
14 Jeg vender deres skæbne, fører dem hjem til Patros,
    men det bliver et rige uden særlig betydning.
15 Egypten bliver mindre end de andre riger,
    de er for få til at herske over andre folkeslag.
16 Israel vil erkende, at de begik en stor fejl
    ved at søge til Egypten efter hjælp.
Det vil de aldrig gøre igen.
    Da vil de indse, at jeg er Herren, deres Gud.”

17 På den første dag i den første måned i det 27. år af vores eksil sagde Herren til mig:

18 „Du menneske, kong Nebukadnezars hær har arbejdet hårdt for at besejre Tyrus. Deres hår og tøj er slidt af dem. Hverken kongen selv eller hæren fik løn for deres indsats imod Tyrus. 19 Derfor siger jeg, Herren: Jeg giver Egyptens land til Babyloniens kong Nebukadnezar. Han skal plyndre landet for al dets rigdom og dele krigsbyttet mellem sine soldater, så de kan få deres løn. 20 Egyptens rigdom skal være deres belønning, fordi de ihærdigt arbejdede for mig, siger Herren. 21 Til den tid lader jeg en ny og stærk leder spire frem i Israel, og dig giver jeg inspiration til at tale til folket. Da skal de indse, at jeg er Herren.”

En klagesang over Egypten

30 Herren sagde til mig: 2-3 „Du menneske, profetér og sig:

Råb af rædsel, for tiden er kommet,
    dagen, hvor Guds dom bliver virkeliggjort.
Herren er klar til at gribe ind.
    Det bliver en sort dag for folkeslagene.
Sværdet rammer Egypten,
    Kush skælver af skræk.
Egyptens soldater falder i kampen,
    landets rigdomme bliver røvet,
        dets fæstninger jævnet med jorden.

Denne dom gælder også Egyptens lejesoldater, hvad enten de kommer fra Kush, Libyen, Lydien eller andre lande. De skal alle falde i krig, for Gud Herren siger: Alle Egyptens allierede skal falde og udryddes sammen med Egyptens egen hær, landets stolthed. Krigen skal rase fra Migdol i nord til Aswan i syd, siger Gud Herren. Landet bliver lagt øde som så mange andre, dets byer jævnes med jorden som de andre ødelagte byer. Når jeg sætter ild til Egyptens land og uskadeliggør dets forbundsfæller, vil de indse, at jeg er Herren. Nyheden bliver bragt med skib til de selvsikre kushitter, som vil ryste af skræk, når de hører, hvordan jeg straffer Egypten.

10 Hør hvad Herren siger:

Ved kong Nebukadnezar af Babylon
    vil jeg gøre en ende på Egypten.
11 Hans grusomme og berygtede hær
    skal ødelægge Egyptens land.
De skal nedsable landets soldater,
    så der er bunker af lig overalt.
12 Jeg udtørrer Nilens vandstrømme,
    giver landet i onde menneskers vold.
Jeg jævner Egypten med jorden
    ved hjælp af et folk fra det fjerne, siger Herren.
13 Jeg knuser egypternes afgudsbilleder
    og smadrer afguderne i Memfis.
Jeg udrydder alle Egyptens herskere,
    så der bliver kaos og rædsel i landet.
14 Jeg ødelægger Patros,
    sætter ild til Zoan og straffer No.
15 Min vrede skal ramme Sin, egypternes stærke fort.
    Nos befolkning udrydder jeg.
16 Jeg sætter ild til hele Egypten,
    så Sin skælver af skræk.
Nos mure gennembrydes,
    Memfis angribes ved højlys dag.
17 Unge krigere fra Heliopolis og Bubastis falder for sværdet,
    indbyggerne føres bort som slaver.
18 Når jeg knækker Egyptens magt
    og gør ende på landets stolthed,
        ser det sort ud for Takpankes.
Store røgskyer indhyller byen,
    mens indbyggerne føres i eksil.
19 Jeg straffer Egypten eftertrykkeligt,
    så de kan indse, at jeg er Herren.”

20 På den syvende dag i den første måned i det 11. år af vores eksil sagde Herren til mig:

21 „Du menneske, jeg har brækket egypterkongens arm,
    og den skal ikke behandles eller forbindes,
        så den igen bliver stærk og kan løfte sværdet.[b]
22 For Herren siger om egypterkongen:
    Jeg vil brække begge hans arme,
både den raske og den, som allerede er skadet.
    Sværdet falder ud af hans hænder.
23 Jeg sender egypterne i eksil
    og spreder dem blandt folkeslagene.
24 Jeg styrker kongen af Babyloniens arme
    og lægger mit sværd i hans hånd.
Men egypterkongens arme brækker jeg,
    så han stønner som en døende foran den babyloniske konge.
25 Jeg lægger mit sværd i Babyloniens konges hånd,
    og han svinger det over Egyptens land.
Når jeg giver babylonierne sejr over egypterne,
    vil de indse, at jeg er Herren.
26 Jeg sender egypterne i eksil
    og spreder dem blandt folkeslagene.
Da vil de indse, at jeg er Herren.”

Egyptens stolthed og indbildskhed

31 På den første dag i den tredje måned i det 11. år af vores eksil sagde Herren til mig: 2-3 „Du menneske, giv egypterkongen og hele hans folk følgende budskab:

Hvem skal jeg sammenligne dig med? Med Assyrien?
    Det land var engang som et af Libanons majestætiske cedertræer
med smukke grene og skyggefuld krone.
    Det ragede højt op, helt til skyerne.
Vandet fra jordens dyb gav det vækst,
    og små floder strømmede tæt forbi det,
        før de fortsatte til skovens andre træer.
Cedertræet knejsede over alle de andre træer,
    og det fik mange og lange grene,
        fordi det havde rigeligt med vand.
Fugle byggede rede i dets grene,
    de vilde dyr ynglede i dets skygge.
        Alle verdens folkeslag levede i skyggen af dets storhed.
Det var et stærkt og smukt træ,
    hvis rødder nåede ned til grundvandet.
Ingen andre træer i Edens have kunne måle sig med det,
    hverken cedre, fyr eller platantræer.
Jeg gjorde det cedertræ så smukt,
    at alle træer i Guds have misundte det.

10 Herren siger om Assyrien: Fordi din stamme blev høj og din krone strakte sig op mellem skyerne, blev du stolt og indbildsk. 11 Derfor udleverede jeg dig til en mægtig nation, der kunne straffe dig for din gudløshed og ondskab. Jeg forkastede dig. 12 Et grusomt folk fældede dig og lod dig ligge på bjergsiden. Dit løv faldt ned i dalene, og dine grene lå knækkede ved alle landets vandløb. Alle de folkeslag, som havde søgt ly under din skygge, forlod dig. 13 Fuglene slog sig ned på din faldne stamme, og de vilde dyr lagde sig oven på dine splintrede grene. 14 Ingen træer har lov at få så høje stammer, at de når til skyerne, uanset hvor dybt ned deres rødder når, og hvor meget vand de får. Ingen skal sætte lid til deres egen styrke og storhed. Alle skal forgå og ende i dødsriget. Selv de stærkeste ender i graven.

15 Gud Herren siger: Den dag du endte i dødsriget, holdt jeg vandstrømmene tilbage. Jeg klædte Libanon i sørgedragt, og alle landets træer hang med bladene. 16 Ved braget fra dit fald skælvede folkeslagene af skræk, for jeg styrtede dig i graven til dem, der gik forud for dig. Dernede fandt de andre stolte træer fra Guds have trøst, for du delte skæbne med dem, alle disse engang så ranke cedre, hvis rødder nåede ned til grundvandet. 17 Dine forbundsfæller, som sad i din skygge, endte samme sted, for de blev hugget ned af fjendens sværd og fulgte dig i dødsriget. De sluttede sig til dem, der tidligere var blevet fældet.

18 Egypten, du er større og prægtigere end alle andre træer i Guds have, men du skal alligevel ende i graven som Assyrien og de andre. Du kommer til at ligge side om side med de folkeslag, du foragtede og besejrede i krig. Det er egypterkongens og hans folks skæbne, siger Gud Herren.”

Footnotes

  1. 29,3 Eller „krokodille”, „søuhyre”, „drage”.
  2. 30,21 Under Jerusalems belejring forsøgte egypterne at gå til angreb på babylonierne, men de blev slået tilbage, jf. Jer. 37,5-8