Ezekiel 24-27

Bibelen på hverdagsdansk

Lignelsen om den anløbne kobbergryde

24 På den tiende dag i den tiende måned i det niende^[a] år af vores eksil sagde Herren til mig:

² „Du menneske, skriv denne dato ned, for i dag begynder Babylons konge belejringen af Jerusalem. ³ Fortæl så mit oprørske folk Israel den her lignelse: Hør, hvad Herren siger: Sæt en gryde over ilden og hæld vand i den. ^4-5 Læg så kødstykkerne i: bov, nakke og gode ben, alt det bedste af dyret. Læg godt med brænde under og lad det koge, til det hele er mørt.^[b]

⁶ Gud Herren siger nemlig: Byen, som er fuld af mordere, får nu sin straf. Den er som en anløben kobbergryde. Tag kødet op af gryden, stykke for stykke uden at gøre forskel. ⁷ Byen er fuld af mordere, og de myrdedes blod blev ikke opslugt af jorden, men ligger synligt på en klippe. ⁸ Det ligger stadig utildækket som en anklage imod byen, og det vækker min vrede, det råber til mig om hævn.

⁹ Derfor siger Herren: Byen, som er fuld af mordere, får nu sin straf. Jeg vil selv samle en stor bunke brænde til bålet. ¹⁰ Kom med brændet og sæt ild til bålet. Sørg for at koge kødet mørt. Tøm så gryden og brænd benene på bålet. ¹¹ Sæt derefter den tomme gryde tilbage på gløderne, så kobberet bliver gloende hedt og grydens urenheder smeltes væk. ¹² Jeg blev træt af at forsøge at skrabe gryden ren, for det hjalp jo ikke, og derfor var jeg nødt til at sætte gryden på ilden. ¹³ Byens umoral gjorde den uren. Jeg forsøgte at rense jer, men I blev ikke rene. I bliver ikke rensede, før I har været i min voldsomme vredes ild. ¹⁴ Jeg, Herren, har talt, og det vil ske, som jeg har sagt. Jeg fortryder ikke min dom, og standser ikke min straf. I skal få, hvad I har fortjent for jeres handlinger, siger Herren!”

Ezekiels kone dør som billede på templets ødelæggelse

¹⁵ Derpå sagde Herren til mig: ¹⁶ „Du menneske, i dag tager jeg din elskede kone fra dig ved en brat død. Men du må ikke holde dødsklage eller græde, ¹⁷ men må nøjes med at sukke i stilhed. Tag som sædvanlig din turban og dine sandaler på. Du må ikke vise din sorg ved at tildække dit skæg eller spise den mad, dine naboer og venner bringer dig som trøst.”

¹⁸ Tidligt om morgenen havde jeg givet mit budskab til folket, og allerede samme aften døde min kone. Den følgende morgen gjorde jeg, som Herren havde givet mig besked på.

¹⁹ Da spurgte folk: „Hvad i alverden skal det betyde? Hvad er det, du prøver at fortælle os?”

^20-21 Jeg svarede: „Herren sagde til mig, at jeg skulle sige til Israels folk: Jeg vil ødelægge mit elskede tempel, som I beundrer og er så stolte af og længes efter at se igen. Jeres sønner og døtre, som I efterlod i Jerusalem, vil falde i krigen. ²² Når I modtager nyheden, skal I gøre, som Ezekiel gør nu. I må ikke tildække jeres skæg eller spise den mad, som andre vil trøste jer med. ²³ I skal gå med turban og sandaler, som I plejer, og I må ikke græde og klage. I må nøjes med at sukke i stilhed over alle jeres synder. ²⁴ Lad Ezekiels opførsel være et forvarsel, siger Herren. I kommer til at gøre som ham, når det sker, og så vil I indse, at jeg er Herren.”

²⁵ Herren fortsatte: „Du menneske, jeg tager deres prægtige tempel fra dem, deres stolthed og glæde, som de beundrede så højt og længtes efter at se igen. Jeg tager også deres sønner og døtre fra dem. ²⁶ Når det sker, kommer der en flygtning fra Jerusalem til Babylon og fortæller dig om det. ²⁷ Da får du igen mund og mæle, så du kan tale. Du skal altså være et forvarsel om det, der skal overgå folket, så de kan indse, at jeg er Herren.”

Profetier mod Ammon, Moab, Edom og filistrenes land

25 Herren sagde til mig: ² „Du menneske, vend dit ansigt mod ammonitterne og profetér imod dem. ³ Sig til dem: Hør, hvad Herren siger: Fordi I kun havde spottende ord tilovers for mit tempel, da det blev ødelagt, fordi I hånede Israel, da landet blev ramt af katastrofen, og fordi I lo ad Judas folk, dengang de blev ført i eksil, ⁴ vil jeg overgive jer til ørkenbeduinerne, der kommer imod jer fra øst. De slår lejr på jeres marker, tager jeres frugthøst og mælken fra jeres køer. ⁵ Jeg forvandler hovedstaden Rabba til en græsgang for kameler og Ammons land til en brakmark, hvor fåreflokke hviler sig. Da vil I indse, at jeg er Herren.

⁶ Herren siger: Fordi I klappede i hænderne, stampede med fødderne og jublede af skadefryd og foragt for mit folk, ⁷ bliver I som straf overgivet til jeres fjender, så I bliver udryddet og ikke længere er en nation og et folk. Da vil I indse, at jeg er Herren.

⁸ Herren siger: Moabitterne påstår ligesom edomitterne, at Judas folk er som alle andre folk. ^9-10 Derfor åbner jeg Moabs østgrænse, så landets stolte byer, Bet-Jeshimot, Ba’al-Meon og Kirjatajim går tabt. Dem giver jeg til ørkenbeduinerne fra øst, som strømmer ind i landet, ligesom de gør i Ammon. Moab bliver udslettet som nation og folk. ¹¹ Sådan straffer jeg moabitterne. Da vil de indse, at jeg er Herren.

¹² Herren siger: Edoms folk syndede groft ved at hævne sig på Judas befolkning. ¹³ Derfor løfter jeg min hånd imod Edom og udrydder hele befolkningen og alt kvæget i landet. Fra Teman til Dedan bliver alt lagt i ruiner, folket bliver sablet ned, og landet bliver øde. ¹⁴ Straffen over Edom skal udføres af mit folk, Israel. Gennem dem udløser jeg min vrede og hævn. Så vil de indse, at jeg er Herren.

¹⁵ Herren siger: Filistrene var hævngerrige og fulde af foragt og gammelt fjendskab over for mit folk. ¹⁶ Derfor løfter jeg min hånd imod filistrene og udrydder også kreterne mod syd og de øvrige folk langs kysten. ¹⁷ Ja, jeg tager frygtelig hævn over dem for den behandling, de gav mit folk. Når det sker, vil de indse, at jeg er Herren.”

Profetier mod Tyrus

26 I det 11. år af vores eksil, på den første dag i måneden,^[c] sagde Herren til mig:

² „Du menneske, Tyrus godtede sig over Jerusalems fald og mente, at byens ødelæggelse ville blive til gavn for deres handel. ³ Derfor siger Gud Herren: Jeg vender mig imod dig, Tyrus, og lader fremmede folk skylle ind over dig, som havets bølger slår ind over din kyst. ⁴ De ødelægger dine mure og river dine fæstningsværker ned. Jeg fejer støvet bort, så kun den nøgne klippe er tilbage. ⁵ Du bliver en ubeboet ø, en tørreplads for fiskernes net. Jeg har talt, siger Gud Herren. Du bliver bytte for fremmede folkeslag, ⁶ og dine forstæder på fastlandet falder i krigen. Da vil du indse, at jeg er Herren.

⁷ Jeg sender Nebukadnezar, Babylons store konge, imod dig fra nord med en mægtig hær af ryttere og stridsvogne. ⁸ Først falder småbyerne på fastlandet. Så laver han angrebsramper imod dig, bygger belejringsvolde og løfter et lag af skjolde. ⁹ Rambukke vil bryde dine mure ned og jernstænger brække dine tårne i stykker. ¹⁰ Hestenes hove vil rejse en støvsky, der dækker byen, og murene vil skælve ved larmen fra stridsvognene og hestene, når de kører ind gennem hullet i bymuren. ¹¹ Rytterne vil storme frem i dine gader og sable befolkningen ned med deres sværd. Alle dine store stenstøtter bliver væltet omkuld. ¹² Man plyndrer dig for alt af værdi, ødelægger dine prægtige huse og jævner dem med jorden. Stenene og tømmeret havner i havet, ja, selv støvet bliver fejet væk. ¹³ Det er slut med at synge muntre sange og spille sød musik, citeren forstummer. ¹⁴ Du bliver til en ubeboet ø, en tørreplads for fiskernes net. Aldrig igen skal du genopbygges, for jeg, Herren, har talt, og mit ord står ved magt.

¹⁵ Hele kystområdet vil blive rystet, når de hører om de mange sårede og faldne. ¹⁶ Alle fyrsterne langs kysten vil stige ned fra deres troner og lægge deres fornemme kåber til side. De vil sætte sig på jorden i rædsel og ryste af angst. ¹⁷ De vil sørge over dig og synge denne klagesang:

¹⁹ Herren siger: Jeg lægger dig øde som de andre byer, der blev jævnet med jorden. Du bliver overskyllet af havet og skjult under bølgernes brus. ²⁰ Du sendes i graven til fortidens folk, der for længst sank ned i underverdenen. Der kan du ligge blandt gamle ruiner, for du vil aldrig mere blive beboet og opleve det pulserende liv. ²¹ Undergangen rammer dig pludselig, og så eksisterer du ikke mere. Selvom man vil søge efter dig, finder man dig aldrig igen, siger Gud Herren.”

En klagesang over Tyrus

27 Herren sagde til mig: ² „Du menneske, syng følgende klagesang over Tyrus, ³ den store havneby, der driver handel med et utal af lande. Hør hvad Herren siger:

¹² Helt fra Tarshish kom der handelsfolk for at købe dine varer og betale med sølv, jern, tin eller bly. ¹³ Købmænd fra Grækenland, Tubal og Meshek bragte dig slaver og bronzekar. ¹⁴ Fra Bet-Togarma^[g] kom arbejdsheste, krigsheste og muldyr.

¹⁵ Folk fra Dedan transporterede varer fra de mange kystlande, som var dine handelspartnere. De betalte med ibenholt og elfenben. ¹⁶ Aram sendte handelsfolk for at opkøbe dine varer. De bragte ædelsten, purpurfarver, broderier og fintvævet linned, koralsmykker og rubiner. ¹⁷ Juda og de byer, som engang udgjorde kongeriget Israel, sendte købmænd med hvede fra Minnit, foruden kager, honning, olie og balsam. ¹⁸ Folk fra Damaskus kom også og bragte vin fra Helbon samt hvid uld i bytte for mange slags varer. ¹⁹ Grækere fra Uzal kom med smedejern, kassia og kalmus, ²⁰ og fra Dedan kom man med kostbare sadeltæpper.

²¹ Arabere og Kedars stormænd kom med lam, væddere og geder. ²² Opkøbere fra Saba og Oman gav krydderier, ædelsten og guld i bytte for dine varer. ²³ Der kom varer fra Karan, Kalne og Eden, og handelsfolk fra Saba bragte ting fra Ashur og Kilmad: ²⁴ smukke purpurfarvede og broderede klæder, kapper og stoffer, farvede tæpper med flettede snore af høj kvalitet. ²⁵ Det var de store Tarshish-skibe, der skabte din handel og rigdom.