24 Herrens Ord kom i det niende år på den tiende dag i den tiende Måned til mig således: ² Menneskesøn, opskriv dig Navnet på denne Dag, Dagen i Dag, thi netop i Dag har Babels Konge kastet sig over Jerusalem. ³ Og tal i Lignelse til den genstridige Slægt og sig: Så siger den Herre Herren: Sæt kedelen over, sæt den over; kom også Vand deri; ⁴ læg Kødstykker i, alle Hånde gode Stykker, Kølle og Bov, fyld den med udsøgte Knogler; ⁵ tag af Hjordens bedste Dyr og læg en Stabel Brænde under den; kog Stykkerne, så også Knoglerne koges ud! ⁶ Derfor, så siger den Herre Herren: Ve Blodbyen, den rustne Kedel, hvis Rust ikke er gået af. Stykke efter Stykke giver den fra sig; der kastes ikke Lod om dem; - thi Blodet er endnu midti Byen; den hældte det på den nøgne Klippe og udgød det ikke på Jorden for at dække det med Muld. ⁸ For at fremkalde Vrede, for at tage Hævn hældte jeg Blodet på den nøgne klippe uden at dække det.

⁹ Derfor, så siger den Herre Herren: Ve Blodbyen! Nu vil også jeg gøre brændestabelen stor; ¹⁰ hent brænde i Mængde, lad Ilden lue og Kødet blive mørt, hæld Suppen ud og lad Benene brændes ¹¹ og sæt kedelen tom på de glødende kul, for at den kan blive så hed, at Kobberet gløder og Urenheden smelter; Rusten skal svinde! ¹² Møje har den kostet, men den megen Rust gik ikke af. I Ilden med Rusten! ¹³ Fordi du er uren af Utugt, fordi du ikke kom af med din Urenhed, skønt jeg rensede dig, skal du ikke blive ren igen, før jeg har kølet min Harme på dig. ¹⁴ Jeg, Herren, har talet, og det kommer! Jeg griber ind og opgiver det ikke, jeg skåner ikke og angre ej heller; efter dine Veje og dine Gerninger vil jeg dømme dig, lyder det fra den Herre Herren.

¹⁵ Herrens Ord kom til mig således: ¹⁶ Menneskesøn! Se, jeg tager dine Øjnes Lyst fra dig ved en brat Død; men du skal ikke klage eller græde; du skal ikke fælde Tårer; ¹⁷ suk i Stilhed og hold ikke Døde klage, bind Huen på og tag Sko på Fødderne, tilhyl ikke dit Skæg og spis ikke Sørgebrød! ¹⁸ Tal så om Morgenen til Folket! - Så døde min Hustru om Aftenen, og næste Morgen gjorde jeg, som mig var pålagt. ¹⁹ Og da Folket sagde til mig: "Vil du ikke lade os vide, hvad det, du der gør, skal sige os?" ²⁰ svarede jeg: "Herrens Ord kom til mig således: ²¹ Sig til Israels Hus: Så siger den Herre Herren: Se, jeg vil vanhellige min Helligdom, eders Hovmods Stolthed, eders Øjnes Lyst, eders Sjæles Længsel; og de Sønner og Døtre, I lod tilbage, skal falde for Sværdet! ²² Og I skal gøre, som jeg nu gør: I skal ikke tilhylle eders Skæg eller spise Sørgebrød; ²³ eders Huer skal blive på Hovederne og eders Sko på Fødderne; I skal ikke klage eller græde, men svinde hen i eders Synder og sukke for hverandre. ²⁴ Ezekiel skal være eder et Tegn; når det sker, skal I gøre, som han gør; og I skal kende, at jeg er den Herre Herren,"

²⁵ Og du, Menneskesøn! På den Dag jeg tager deres Værn, deres herlige Fryd, deres Øjnes Lyst og deres Sjæles Længsel, deres Sønner og Døtre fra dem, ²⁶ på den Dag skal en Flygtning komme til dig og melde det for dine Ører; ²⁷ på den Dag skal din Mund åbnes, når Flygtningen kommer, og du skal tale og ikke mere være stum; du skal være dem et Tegn; og de skal kende, at jeg er Herren.

25 Herrens Ord kom til mig således: ² Mennesskesøn, vend dit Ansigt imod Ammoniterne, profeter imod dem ³ og sig til dem: Hør den Herre Herrens Ord: Så siger den Herre Herren: Fordi du råbte "Ha, ha!" over min Helligdom, da den vanhelligedes, og over Israels Land, da det lagdes øde, og over Judas Hus, da de vandrede i Landflygtighed, ⁴ se, derfor giver jeg dig i Eje til Østens Sønner; de skal opslå deres Teltlejre og indrette deres Boliger i dig; de skal spise din Frugt og drikke din Mælk. ⁵ Jeg gør Rabba til Græsgang for Kameler og Ammons Byer til Lejrsted for Småkvæg; og I skal kende, at jeg er Herren. ⁶ Thi så siger den Herre Herren: Fordi du klappede i Hænderne og stampede med Fødderne og med dyb Ringeagt godtede dig af Hjertet over Israels Land, ⁷ se, derfor udrækker jeg Hånden imod dig og gør dig til Rov for Folkene; jeg udrydder dig af Folkeslagene, udsletter dig af Landene og tilintetgør dig; og du skal kende, at jeg er Herren.

⁸ Så siger den Herre Herren: Fordi Moab siger: "Se, det er med Judas Hus som med alle de andre Folk!" ⁹ se, derfor lægger jeg Moabs Skrænter åbne, så Byerne går tabt fra dets ene Ende til den anden, Landets Pryd, Bet Jesjimot, Baal-Meon og Hirjatajim. ¹⁰ Østens Sønner giver jeg det i Eje, for at det ikke mere skal ihukommes blandt Folkene. ¹¹ Jeg holder Dom over Moab; og de skal kende, at jeg er Herren.

¹² Så siger den Herre Herren: Fordi Edom optrådte hævngerrigt mod Judas Hus og pådrog sig svar Skyld ved at hævne sig på dem, ¹³ derfor, så siger den Herre HEEREN: Jeg udrækker Hånden mod Edom og udrydder Folk og Fæ deraf og gør det øde; fra Teman til Dedan skal de falde for Sværdet. ¹⁴ Jeg fuldbyrder min Hævn på Edom ved mit Folk Israels Hånd, og de skal handle med Edom efter min Vrede og Harme, og Edom skal kende min Hævn, lyder det fra den Herre Herren.

¹⁵ Så siger den Herre Herren: Fordi Filisterne optrådte hævngerrigt og med Foragt i Hjertet tog Hævn og hærgede i endeløst Had, ¹⁶ derfor, så siger den Herre Herren: Se, jeg udrækker Hånden mod Filisterne og udrydder kreterne, og jeg tilintetgør, hvad der er levnet ved Havets Strand. ¹⁷ Jeg tager vældig Hævn oer dem og revser dem i Vrede; og de skal kende, at jeg er Herren, når jeg fuldbyrder min Hævn på dem.

26 I det ellevte År På den første dag i ... månede kom Herrens Ord til mig således: ² Menneskesøn! Fordi Tyrus siger om Jerusalem: "Ha, ha! Folkeslagenes Port er knust; den står mig åben; den var rig, men er nu øde!" ³ derfor, så siger den Herre Herren: Se, jeg kommer over dig, Tyrus, og fører mange Folk imod dig, som når Havet rejser sine Bølger. ⁴ De skal ødelægge Tyruss Mure og nedbryde Tårnene. Jeg fejer Muldet bort og gør Tyrus til nøgen Klippe; ⁵ en Tørreplads for Net skal det være ude i Havet, så sandt jeg har talet, lyder det fra den Herre Herren; og det skal blive et Bytte for Folkene. ⁶ Dets Døtre på Land skal hugges ned med Sværd; og de skal kende, at jeg er Herren.

⁷ Thi så siger den Herre Herren: Se, nordenfra fører jeg mod Tyrus Kong Nebukadrezar af Babel, Kongernes Konge, med Heste, Vogne og Ryttere og en vældig Hærskare. ⁸ Dine Døtre på Land skal han hugge ned med Sværd; han skal bygge Belejringstårne, opkaste Stormvold og rejse Skjoldtag imod dig; ⁹ sin Murbrækkers Stød skal han rette imod dine Mure og nedbryde dine Tårne med sine Sværd. ¹⁰ Hans Heste skal myldre, så Støvet, de rejser, skjuler dig; Ryttere, Hjul og Vogne skal larme, så dine Mure ryster, når han drager igennem dine Porte, som når man trænger ind i en stormet By. ¹¹ Med sine Hestes Hove skal han nedtrampe alle dine Gader; dit Folk skal han hugge ned med Sværdet og styrte dine stolte Støtter til Jorden. ¹² De skal rane din Rigdom og gøre dine Handelsvarer til Bytte; de skal nedbryde dine Mure og nedrive dine herlige Huse: Sten, Tømmer og Ler skal de kaste i Vandet. ¹³ Jeg gør Endepå dine brusende Sange, og dine Citres Klang skal ikke mere høres. ¹⁴ Jeg gør dig til nøgen Klippe, en Tørreplads for Net skal du være. Aldrig mere skal du bygges, så sandt jeg, Herren, har talet, lyder det fra den Herre Herren.

¹⁵ Så siger den Herre Herren til Tyrus: For sandt, ved dit drønende Fald, ved de såredes Stønnen, når Sværd hugger løs i din Midte, skal Strandene skælve. ¹⁶ Ned fra sin Trone stiger hver Fyrste ved Havet, Kapperne lægger de bort, aflægger de brogede Klæder og klæder sig i Sorg; de sidder på Jorden og skæler uafbrudt, slagne af Rædsel over dig. ¹⁷ De synger en Klagesang om dig og siger til dig: Ak, du gik under, forsvandt fra Havet, du fejrede By, du, som var vældig på Havet, du og dine Borgere, du, der jog Rædsel i alle, som boede der! ¹⁸ Nu gribes Strandene af Skælven, den Dag du falder, og Havets Øer forfærdes over din Udgang!

¹⁹ Thi så siger den Herre Herren: Når jeg gør dig til en øde By og lige med affolkede Byer, når jeg fører Verdensdybet over dig, og de vældige Vande skjuler dig, ²⁰ så støder jeg dig ned iblandt dem, der steg ned i Dybet, blandt Fortidens Folk, og lader dig ligge i Underverdenen som ældgamle Ruiner blandt dem, der steg ned i Dybet, for at du aldrig mere skal bebos eller rejse dig i de levendes Land; ²¹ jeg giver dig hen til brat Undergang, og det skal være ude med dig; selv om der søges efter dig, skal du aldrig i Evighed findes, lyder det fra den Herre Herren.

27 Herrens Ord kom til mig således: ² Du, Menneskesøn, istem en Klagesang over Tyrus og sig til Tyrus, som ligger ved Adgangen til Havet og driver Handel med Folkeslagene på de mange fjerne Strande: Så siger den Herre Herren: Tyrus, du siger: "Fuldendt i Skønhed er jeg!" ⁴ De bygged dig midt i Havet, fuldendte din Skønhed. ⁵ De tømred af Senircypresser hver Planke i dig, fra Libanon hented de Cedre at lave din Mast, ⁶ af Basans højeste Ege skar de dig Årer, de lagde dit Dæk af Fyr fra Kittæernes Strande; ⁷ dit Sejl var ægyptisk Byssus i broget Væv, dit Tag var Purpur i blåt og rødt fra Elisjas Strande. ⁸ Zidons og Arvads Folk var Rorkarle for dig, om Bord var de kyndigste i Zarepta, de var dine Styrmænd, ⁹ de ældste og kyndigste i Gebal, de bøded din Læk. Alle Havets Skibe med Søfolk var hos dig for at omsætte dine Varer.

¹⁰ Folk fra Persien, Lydien og Put var i din Hær som Krigsfolk, de ophængte Skjolde og Hjelme i dig; de gav dig Glans. ¹¹ Arvaditerne og deres Hær stod rundt på dine Mure, Gammaditerne på dine Tårne; de ophængte deres Skjolde rundt på dine Mure, de fuldendte din Skønhed. ¹² Tarsis var din Handelsven, fordi du havde alskens Gods i Mængde; Sølv, Jern, Tin og Bly gav de dig for dine Varer. ¹³ Javan, Tubal og Mesjek drev Handel med dig; Trælle og Kobberkar gav de dig i Bytte. ¹⁴ Togarmas Hus gav dig Køreheste, Rideheste og Muldyr for dine Varer. ¹⁵ Rodosboerne drev Handel med dig, mange fjerne Strande var dine Handelsvenner; Elfenben og Ibenholt bragte de dig som Vederlag. ¹⁶ Edom var din Handelsven, fordi du havde Varer i Mængde; Karfunkler, Purpur, brogede Tøjer, fint Linned, Koraller og Rubiner gav de dig for dine Varer. ¹⁷ Juda og Israels Land drev Handel med dig; Hvede fra Minnit, Bagværk, Honning, Olie og Mastiksbalsam gav de dig i Bytte. ¹⁸ Damaskus var din Handelsven fordi du havde alskens Gods i Mængde; de kom med Vin fra Helbon og Uld fra Zahar. ¹⁹ Vedan og Javan gav Sager fra Uzal for dine Varer; smeddet Jern, Hassia og Kalmus fik du i Bytte. ²⁰ Dedan drev Handel med dig med Sadeldækkener til Ridning. ²¹ Araberne og alle Kedars Fyrster var dine Hardelsvenner; med Lam, Vædre og Bukke handlede de med dig. ²² Sabas og Ramas Handelsfolk drev Handel med dig; den allerfineste Balsam, alle Slags Ædelsten og Guld gav de dig for dine Varer. ²³ Karan, Kanne og Eden, Assyrerne og hele Medien drev Handel med dig; ²⁴ de handlede med dig med smukke Klæder, Purpurkapper, brogede Tøjer, farvede Tæpper, tvundet og fastsnoet Reb på dine Markeder; ²⁵ Tarsisskibene tjente dig ved din Omsætning. Du fyldtes, blev såre tung midt ude i Havet.

²⁶ I rum Sø fik de dig ud, dine roende Mænd; da knuste en Østenstorm dig midt ude på Havet; ²⁷ dit Gods, dine Varer, din Vinding, dine Søfolk og Styrmænd, de, der bøded din Læk, dine Handelsfolk, alt dit krigsfolk, som var om Bord, alt Mandskab i din Midte styrter i Havets dyb, den Dag du falder. ²⁸ Markerne skælver ved dine Styrmænds Skrig. ²⁹ Alle, der sidder ved Årer, går da fra Borde, Søfolk og alle Styrmænd går da i Land; ³⁰ de løfter Røsten over dig, klager bittert; på Hovedet kaster de Jord og vælter sig i Støvet, ³¹ klipper sig skaldet for dig, klæder sig i Sæk, begræder dig, bitre i Hu, med Sjælekvide, ³² istemtner jamrende Klage over dig, klager: Ak, hvor Tyrus er øde midt i Havet! ³³ Når din Vinding kom ind fra Havet, mætted du mange Folkeslag; med dit meget Gods og dine Varer gjorde du Jordens konger rige. ³⁴ Nu led du Skibbrud på Havet, på Vandets Dyb, dine Varer og alt dit Mandskab gik under med dig. ³⁵ Over dig gyser alle, som bor på de fjerne Strande, deres Konger er slagne af Angst, deres Ansigt blegner. ³⁶ Deres Kræmmere hånfløjter ad dig, til Rædsel blev du, er borte for evigt.